Et mareridt, der ændrede loven: Gisèle Pelicot og Frankrigs samtykkerevolution

Da Gisèle Pelicot trådte op i vidneskranken i en retssal uden for Paris sidste år, gik der et chok gennem Frankrig.
Pludselig kunne landet, der i århundreder har kaldt sig oplyst og progressivt, ikke længere lade som om, det forstod, hvad voldtægt egentlig er.

I årevis levede Pelicot et tilsyneladende stille forstadsliv med sin mand, Dominique.

Men bag de pæne facader gemte sig et mareridt. Han bedøvede hende med sovepiller, inviterede fremmede mænd ind, mens hun lå bevidstløs, og filmede overgrebene.

Ikke bare én gang, ikke ti — men igen og igen. I årevis. Hundredevis af videoer.

Et helt liv stjålet og genbrugt som porno, uden at hun vidste det.

Da politiet til sidst fandt optagelserne, blev sagen en af de største i fransk retshistorie.

51 mænd blev tiltalt.

Men det mest rystende var ikke forbrydelsen i sig selv — det var, hvordan loven famlede efter ordene til at beskrive den.

En lov uden ord for voldtægt

I den franske straffelov stod der dengang, at voldtægt var “en seksuel penetration begået ved vold, tvang, trussel eller overraskelse.”
Samtykke blev ikke nævnt med ét ord.

Det var ikke bare en juridisk detalje. Det betød, at Pelicots sag ikke handlede om, hvorvidt hun havde givet samtykke — hun var jo bedøvet — men om gerningsmændene vidste, at hun ikke gjorde det.
‍

Flere hævdede, at de troede, hun “legede med”.

Andre, at hun “bare lod som om, hun sov”.

Sådan afsløredes et hul i loven så grotesk, at det næsten var ubærligt:

Hvis et menneske er for sanseløst til at sige fra — kan man så stadig tale om voldtægt?

“Jeg blev ofret på lastens alter,” sagde Pelicot roligt i retten.

Hendes ord ramte som et tordenbrag i et land, der længe havde skjult sin blindhed bag kulturel tvetydighed.

Et opgør, der rystede et land

Retssagen blev mere end et retsopgør.

Den blev et moralsk spejl for hele Frankrig.

Feministiske aktivister fyldte trinene foran domhuset, medierne døbte sagen L’Affaire Pelicot, og pludselig stod fraværet af ordet “samtykke” i lovgivningen som et pinligt levn fra en svunden tid.

I årevis havde politikere diskuteret reformer uden at handle.

Men Pelicots sag var så brutal, så tydelig, at ingen længere kunne vende ryggen til — ikke engang de mest konservative stemmer.

I sidste uge, efter massiv folkelig og international opmærksomhed, vedtog parlamentet endelig en ny lov.

Nu lyder definitionen af voldtægt kort og klart: Enhver seksuel handling uden samtykke.

Tavshed tæller ikke længere som ja.

Manglende modstand er ikke længere et tegn på accept.

Det tog ét menneskes mareridt at få et land til at formulere det, der burde have været selvindlysende.

Kvinden, der nægtede at forsvinde

Pelicot kunne have forblevet anonym. Det havde hun ret til.

Men hun valgte at stå frem — med navn, ansigt og stemme.

Hun gav interviews, talte åbent og lod sine ord blive hørt af de mænd, der havde gjort hende til offer.

“Jeg ville have, at skammen skiftede side,” sagde hun.

Jeg ville have, at skammen skiftede side

Den sætning blev et opråb.

Over hele Frankrig begyndte kvinder at dele deres egne historier under hashtags med hendes navn.

En feministisk bevægelse, der længe havde virket træt, fandt ny kraft.

Samtalen flyttede sig — fra parlamentet til skoler, arbejdspladser og middagsborde.

Hvad betyder samtykke egentlig?

Hvornår bliver forførelse til tvang?

Hvordan lyder et ægte “ja”, når magtbalancen er skæv?

Et kulturelt skifte

I årtier har Frankrig dyrket idéen om la zone grise — den gråzone, hvor forførelse og tvang flyder sammen, og hvor begær næsten kræver tvetydighed for at være ægte.

Men Pelicots historie satte ild til myten.

Det, der engang lød som romantisk kompleksitet, begyndte at lyde som benægtelse.

Hendes sag ændrede ikke bare loven — men sproget, samtalen, og selve forståelsen af magt og ansvar.

Den tvang en nation, der bryster sig af sin kulturelle raffinement, til at se, at uklarhed kan være en undskyldning for overgreb.

Hvad nu?

Den nye lov visker ikke årtiers uretfærdighed væk.

Ofre vil stadig blive mødt med tvivl. Politiet vil stadig fejle. Dommere vil stadig stille de forkerte spørgsmål.

Men noget er ændret for altid: Loven står nu på klarhedens side.

Staten spørger ikke længere, om offeret gjorde modstand. Den spørger, om hun havde et valg.

Gisèle Pelicot ønskede aldrig at blive et symbol. Hun ville bare leve — uden at blive filmet, uden at blive krænket, uden at blive reduceret til en sag.

Men da hun stod i den retssal, tvang hun Frankrig til at se sig selv i øjnene.

Hendes mod gjorde det, som årtiers politik ikke formåede:

Hun gjorde det umuligt at se væk.