14/5/26
Novo Nordisk-regnskab overrasker: Opjusterer forventningerne til året
Salget af Wegovy-pillen sikrer Novo Nordisk et »langt bedre« kvartalsregnskab, end analytikere havde forventet.
Det er gået langt bedre, end analytikere havde forventet af Novo Nordisk i årets første kvartal. Knap 97 mia. kr. har medicinalkoncernen omsat for i årets første tre måneder, hvilket er en stigning på 24 pct. i forhold til samme periode året forinden.
Det justerede salg lander på 70 mia. kr., hvilket stadig er et fald på 4 pct. i lokale valutaer i forhold til samme periode sidste år, men mindre end analytikere havde forventet.
Hos AL Sydbank havde man forventet et justeret salg på 67,1 mia. kr. og et justeret driftsresultat på 30,3 mia. kr. Novo Nordisk leverer dermed også et driftsresultat over forventet på 32 mia. kr. for perioden.
Det får Novo til at opjustere sin helårsguidance.

Hvor selskabet tidligere havde forventet en negativ omsætningsvækst på mellem 5 og 13 pct., løfter selskabet den nu til mellem negative 4 og 12 pct.
Det samme gælder forventningerne til selskabets driftsresultat, som også løftes til en negativ vækst på mellem 4 og 12 pct.
Da Novo satte en negativ guidance for året i februar, lød begrundelsen fra ledelsen, at man forventede et fald i salget i USA, hvor man er blevet presset dels af Trump-administrationens prisfastsættelsespolitik, og dels af øget konkurrence fra kopiproducenter og ærkerivalen Eli Lilly.
»Markedsforholdene har udviklet sig, konkurrencen er blevet skærpet, og udvidelsen af adgangen til vores livsforandrende lægemidler betyder, at vi skal finde nye måder at nå ud til flere patienter på,« skrev Novo-ledelsen i februar.
Alligevel havde flere analytikere forberedt sig på en lille forbedring af helårsforventningerne i forbindelse med det første kvartalsregnskab, særligt på grund af Wegovy-pillen, som Novo Nordisk lancerede i slutningen af 2025.
»Vi udelukker ikke, at den særdeles stærke lancering af Wegovy-pillen kan føre til en præcisering af helårsforventninger mod den øvre ende af prognoseintervallet,« skrev aktieanalytiker ved AL Sydbank Søren Løntoft Hansen forud for regnskabet.
Og efter regnskabet er landet, er hans forventninger langt overgået, fortæller han.
Ifølge Søren Løntoft Hansen har særligt fedmeforretningen klaret sig bedre end ventet.
Særligt fedmeforretningen har klaret sig bedre end ventet
»Jeg noterer mig en langt bedre udvikling for fedmeforretningen end ventet, som vokser med 22 pct. i lokale valutaer i kvartalet, og som afspejler en særdeles god start for Wegovy-pillen og en langt, langt bedre start for pillen end den, som markedet og jeg havde regnet med,« siger han.
I sin tredje uge efter lanceringen af Wegovy-pillen var mere end 26.000 recepter således udskrevet.
Til sammenligning havde Eli Lillys vægttabspille Foundayo, som blev lanceret i starten af april, 5.612 recepter i sin tredje uge, ifølge tal fra IQVIA.
Af kvartalsregnskabet fremgår det også, at Wegovy-pillen har inkasseret hele 2,2 mia. kr. i årets første kvartal — over dobbelt så meget, som analytikere havde regnet med. Over to millioner recepter er blevet udskrevet siden lanceringen, skriver selskabet.
Wegovy-pillen har inkasseret hele 2,2 mia. kr. i årets første kvartal
Novos omsætning har desuden været positivt påvirket af en større tilbagebetaling relateret til en årelang retstvist med de amerikanske myndigheder.
USA har i mange år haft et særligt program, kaldet 340B, der forpligter medicinproducenter til at sælge medicin til udsatte amerikanske borgere — f.eks. lavindkomstgrupper og personer uden sundhedssikring — med store rabatter.
Ifølge Novo Nordisk udnytter nogle apoteker dog programmet til at købe medicin til rabatpris for så at sælge det til fuld pris til personer, der ikke er udsatte.
Novo har haft en tvist kørende om netop dette, som man nu har vundet, og det har betydet tilbagebetalinger på 4,2 mia. dollars — noget der ifølge investeringsstrateg hos Saxo Bank Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen har påvirket både top- og bundlinjen positivt.
I 2025 kom halvdelen af Novos omsætning fra selskabets to GLP-1-midler til diabetes, Ozempic og Rybelsus, der begge indeholder det aktive lægemiddel semaglutid.
Yderligere en fjerdedel kom fra vægttabsmidlet Wegovy, som dengang udelukkende var injicerbart.