Planen er klar: Sådan vil Warren Buffett overdrage magten

2026 bliver et ekstraordinært spændende år for den amerikanske investeringsgigant Berkshire Hathaway.

2026 bliver et ekstraordinært spændende år for den amerikanske investeringsgigant Berkshire Hathaway.

Verdens måske bedste investor, den 95-årige Warren Buffett, har fra nytår fjernet sig fra direktørstolen i Berkshire Hathaway.

Stolen overtages af Greg Abel, der i forvejen sidder i ledelsen af investeringskonglomeratet.

Overdragelsen fredag blev markeret af investorerne med et fald på i omegnen af 1,5 pct.

Hvor meget man skal eller kan lægge i det, er umuligt at sige.

Da Warren Buffett meddelte sit farvel til direktørstolen sidste år, reagerede markedet stort set ikke.

Dog har aktien ikke præsteret imponerende i løbet af 2025. En stigning på knap 10 pct. er ikke normen for Berkshire.

Går man blot fem år tilbage, er aktien steget næsten 120 pct. Langsigtet har en investering i Berkshire Hathaway været mere end gylden.

Går man tilbage til 1965, hvor Warren Buffett overtog kontrollen, er en investering på 100 dollars nu 5,5 mio. dollars værd – altså en 55.000-dobling.

Og netop det langsigtede lægger Warren Buffett vægt på i det, man kan kalde et afskedsinterview med CNBC.

"Jeg mener, at selskabet har en bedre chance for stadig at eksistere om 100 år end noget andet selskab, jeg kan komme i tanke om," udtaler investorlegenden bl.a. i interviewet.

Her fortæller han for første gang, hvordan overgangen præcist skal foregå.

Greg Abel overtager jobbet som administrerende direktør, Warren Buffett fortsætter som bestyrelsesformand.

Berkshires ansigt udadtil bliver den nye direktør.

Således vil Buffett ikke længere optræde, men blot deltage på konglomeratets legendariske generalforsamling, der har karakter af ren folkefest.

Mary Altaffer/AP/Ritzau Scanpix

Berkshire Hathaway har de seneste år ophobet en voldsom mængde kontanter.

Det vurderes, at kontantbeholdningen er 300 mia. dollars.

Det svarer til knap 2.000 mia. kr.

Blandt analytikere er der blevet spekuleret i, om strategien er målrettet, så den nye administrerende direktør får musklerne til at sætte sin egen dagsorden og foretage de gigantopkøb, som Berkshire Hathaway har været eksponent for i hele sin levetid.

Der spekuleres også i, om der kommer en større ledelsesrokade.

I givet fald vil det ske løbende.

Berkshire Hathaways mangeårige finansdirektør, Marc D. Hamburg, trækker sig tilbage i juni i år, men forlader først selskabet helt om præcist et år.

I den mellemliggende periode skal han være med til at sikre en glidende overgang og arbejde sammen med sin efterfølger, Charles C. Chang.

Dog ligger det fast, at filosofien med at investere i kvalitet fortsætter.

"Greg vil være den, der træffer beslutningerne. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor meget mere han kan nå på en uge, end jeg kan på en måned. Jeg vil langt hellere have Greg til at forvalte mine penge end nogen af de førende investeringsrådgivere eller topdirektører i USA," siger Warren Buffett i interviewet.