Generation internet giver op, før de er gået i gang. Løsningen? Make Trying Cool Again

Du skal til at læse en Zetland-historie.

Det betyder, at den er lavet og udgivet af Zetland, og at vi har fået lov til at dele den med dig. Zetland er en anderledes avis, der giver dig mod og lyst til at forstå verden, så vi sammen kan tage ansvar for den.

Hvis du vil have adgang til alle Zetlands serier og historier, skal du blive medlem af Zetland.

‍

For lidt over en uge siden udkom Financial Times med nogle ret bemærkelsesværdige grafer.

Og det er dem, den her historie udspringer af.

Graferne viser kort sagt et forfald i en stor samfundsgruppes personlighedstræk hos de unge mennesker. Det er næsten irriterende, fordi det på en måde lyder forudsigeligt.

Vi har talt om de unge i en evighed. Men de her grafer gør hele spørgsmålet om, hvordan ungdommen agerer, meget mere konkret.

For der er nye data, der mere eller mindre tegner et billede af en neurotisk generation – mere neurotisk end de foregående – der er dårlig til at lægge planer og rent faktisk fuldføre dem; som bliver distraheret så let som ingenting, og som ikke forpligter sig på en skid.

Selvom undersøgelsen er baseret på amerikanske unge, indeholder resultaterne alle de samme buzzwords, vi har hørt om ungdommen herhjemme de seneste år: at det er en generation i mistrivsel, karakteriseret af angst, diagnoser og manglende robusthed.

Måske netop af den grund var det helt vildt sjovt at se reaktionen på historien fra Financial Times herinde på Zetland-redaktionen.

Der var helt vildt mange, der virtuelt råbte: “Shit! Hvor er det sindssygt, at den her negative udvikling i vores personlighedstræk er så markant!”

Men spørgsmålet er, om det her overhovedet er overraskende.

For os, der begge er del af den aldersgruppe, det handler om, nemlig de 16-39-årige, er svaret nej.

Rundt omkring os ser vi både den udvikling, graferne viser, levet ud i vores hverdag og vores kultur, og vi ser også det, som kan forklare, hvorfor det her sker.

Hvorfor det er svært at færdiggøre noget, fordi vi sjældent kan formå at mobilisere at have ork til overhovedet at gå i gang med noget.

Så lad os se på, hvordan de røde og blå linjer i graferne ser ud ude i virkeligheden, og hvad det siger om karakterdannelse i dag.

Og ikke mindst hvorfor vi er nødt til at få fingeren – undskyld sproget – ud af røven og gøre noget ved det.

Historien her er skabt som en lydfortælling, hvor vi diskuterer problemstillingen med hinanden.

Vi har samlet vores pointer her, men hvis du vil have det hele med, så skift til lydversionen.

‍

Prøv at tage et kig på den her graf. Grunden til, at mange spærrer øjnene op over den, er, at den visualiserer en udvikling, vi har talt om virkelig længe og på mange måder i mange forskellige samfundsdiskussioner.

Tallene bag grafen stammer fra et nyt forskningsprojekt, The Understanding America Study, som er lavet af en gruppe forskere på University of Southern California, og det er en datajournalist på Financial Times, der har været så venlig at lave de her grafer, så de er nemme at aflæse.

Forskningsprojektet er bygget op omkring det, der inden for psykologisk forskning kaldes The Big Five – på dansk går den ofte under navnet femfaktormodellen.

Det er en personlighedsmodel, der har været den mest anerkendte måde at måle personlighed på siden 1990′erne.

Den måler på fem forskellige menneskelige parametre: åbenhed, samvittighedsfuldhed, udadvendthed, venlighed og neuroticisme. Altså det, vi i folkemunde måske bare ville kalde for ængstelighed.

Et ord, der de seneste ti år har fyldt mere og mere.

Det er en meget stor gruppe, forskerne har set på.

Som nævnt: 16-39 år, altså ikke kun børn og unge, men også de yngre voksenårgange. Og der er et punkt, som er værd at zoome ind på her, nemlig den graf, der handler om conscientiousness – på dansk det ikke så mundrette samvittighedsfuldhed.

Det er et personlighedstræk, der kort sagt er på voldsomt tilbagetog hos den generation, projektet ser på.

Samvittighedsfuldhed skal måske lige forklares i den her sammenhæng.

Det er i virkeligheden ens ansvarlighed. Om man er omhyggelig i sit arbejde og med sine gøremål, og hvor arbejdsom man er.

Det handler om struktur, disciplin og evnen til at organisere og fokusere på en opgave, at følge ting til dørs i virkeligheden.

Det personlighedstræk, eller den evne, er faldet meget for dem, der er mellem 16 og 39 år.

Faktisk ser det ret vildt ud, når man kigger på den der kurve. Den styrtdykker ligesom.

Så hvad er årsagerne?

Der er helt vildt mange forskellige og individuelle faktorer, der påvirker, hvem og hvordan vi er og opfører os som mennesker. Men med så store tal som her giver det mening at se på de store linjer i vores samfundskultur.

Og der er noget, der springer i øjnene.

For vores generation har et voldsomt problem med at vove pelsen, og det er der en grund til.

Vores generation har et voldsomt problem med at vove pelsen, og det er der en grund til

‍

Den vietnamesisk-amerikanske stjerneforfatter og professor på New York University Ocean Vuong er ikke bare en, unge læser i dag, han er også en, der har et meget indsigtsfuldt blik for det at være ung.

“De unge er mere selvbevidste omkring det at prøve,” siger han i et interview med ABC News Australia i juli.

Vuong fortæller om en tendens til, at hans studerende siger, at de gerne vil være gode skribenter eller store digtere, men at ytringerne oftest efterfølges af: “… men det er lidt cringe, ikke?”

Cringe.

Altså det, der på dansk ville være tåkrummende.

Det er et udtryk, der isoleret set er blevet brugt til at beskrive den meget stærke følelse af andenhåndsakavethed, man som menneske kan få, hvis man ser andre gøre noget, der er pinligt eller socialt uacceptabelt.

Den følelse, man for eksempel får, når man ser Klovn.

Men Vuong taler ikke om Klovn i den her forbindelse; han taler om, at cringekulturen gennemsyrer unge menneskers adfærd og den måde, de er i verden på, i udpræget grad.

Konsekvensen af dén kultur er, ifølge Vuong, at de unge tænker: “Jeg vil ikke opfattes som en, der prøver for hårdt eller forsøger at opnå mine drømme.”

Unge er simpelthen rædselsslagne for at blive dømt og ikke mindst bedømt.

Unge er simpelthen rædselsslagne for at blive dømt og ikke mindst bedømt

Og resultatet er det, som Vuong kalder for performativ kynisme.

Altså simpelthen at have en attitude af: “Amen, jeg er også bare ligeglad, og jeg var faktisk også ligeglad fra starten af, altså, hvis jeg skal være helt ærlig.”

Det er en form for helgardering, når man frakender sig, at man har taget noget alvorligt, at man egentlig godt har villet noget, idet man siger: “Jeg var faktisk helt ligeglad, og jeg har faktisk ikke gjort mig umage.” Man undgår at tabe ansigt.

Der er et ord for det her: cringe culture, cringekultur.

Og en afgørende faktor her er, ifølge Vuong, den overvågningskultur, der er i og omkring sociale medier.

Og for at forstå overvågningskulturen som kulturelt koncept går turen nu til YouTube, hvor youtuberen Nathan Zed tidligere i år publicerede en video med titlen How Trying Became Cool Again.

Zed peger på, at sociale medier har eksisteret i et stykke tid efterhånden, men at det er, som om det først er for nylig, at det føles, som om alle kigger på os.

Indbildsk eller ej, men det er fornemmelsen af, at der altid er øjne på én.

Kombinationen af cringekulturen og overvågningskulturen har skabt et kulturelt landskab, som Zed siger det, hvor resultatet så er, at: “Alle kan blive gjort grin med, så længe man gør hvad som helst.”

Du kan sidde og passe din egen biks i det offentlige rum, på en bænk, i supermarkedet, i bussen, you get the idea, og så er der en reel mulighed for at ende på internettet som en joke.

Selvom du bare har, ja, eksisteret og gjort din egen ting.

“Se lige ham her, han gik og nynnede med musik i ørerne. Haha. Hvor kikset.”

Eller: “Haha, prøv at se hende her, hun sidder og læser en bog på en bar en sommerdag. Hvem tror hun, hun er?!”

Og så kan man i frygten for at blive set som et læsende menneske en sommerdag på Nørrebro så komme til at regulere sin egen adfærd og som konsekvens lægge en bog med bogryggen ned på bordet for ikke at virke som om, at man er opmærksom på, at alle muligvis ser på en, mens man læser sin bog, så man ikke ender på Anders Hemmingsens Instagram-konto som et meme om performativ læsning.

Sidste eksempel er baseret på en sand historie.

Og ja, det lyder småneurotisk.

Men det er jo sådan set pointen her.

‍

Hele den her udvikling har nogle ret alvorlige konsekvenser, og det snakker de også om i Financial Times.

Her peger de på, at samvittighedsfuldhed – altså det træk, der lader til at smuldre væk i vores generation - er et af de allermest afgørende personlighedstræk, når det kommer til mange livsarenaer.

Som evnen til at få job og evnen til at holde på en partner.

Hvilket på mange måder giver god mening: Hvis du skal være handlekraftig i et samfund, så er det ikke nok, at du har evnen til at regne ud, hvad du skal gøre, eller at du har ressourcerne til at gøre det i virkeligheden, for det er jo lige meget, hvis du mangler evnen til rent faktisk at gennemføre det.

Med andre ord: Det er immervæk vigtigt at være motiveret og vedholdende i de ting, man sætter sig for.

Så derfor er der al mulig god grund til at tale om, hvordan den her udvikling modarbejdes.

Der er gennem tiden blevet grublet og forsket meget hvad angår karakterdannelse og personlighed. Og selvom der er uenighed om, præcis hvor meget personlighed og karakter er noget, vi kan påvirke, og hvor meget vi er født med, er der en del, der siger, at personlighed og karakter faktisk er formbar.

Og hvis vi godtager dét, må vi jo også kunne gøre noget.

Og der er – heldigvis, fristes man til at sige – kulturelle understrømninger, der har vokset sig større på internettet og sociale medier gennem det sidste års tid.

Det er samtaler, de online unge voksne har derude om, at det skal gøres attråværdigt at prøve.

Make trying great again. Eller cool again, som Nathan Zed, Youtuberen, vi nævnte før, siger.

Det at prøve er også et sårbart sted at stille sig. Når man prøver, giver noget et skud, forsøger, så stiller man sig også et sted, hvor man siger: “Hej, jeg har prøvet at gøre et eller andet, og jeg ved faktisk ikke helt, om jeg lykkedes med det, som jeg godt vil, eller hvad der defineres som godt, men nu har jeg gjort noget, og det var vildt fedt at gøre noget.”

For intet godt er nogensinde blevet bygget på et fundament af frygt.

Intet godt er nogensinde blevet bygget på et fundament af frygt

Frygten er tyrannisk og avler bare mere frygt; og man går mere og mere ind i sig selv, isolerer sig og henfalder til at tænke: “Jeg kan jo heller aldrig gøre noget rigtigt. Tænk, hvis jeg fejler, og det bliver jo megapinligt, hvis jeg prøver. Jeg vil hellere være en passiv amøbe, fordi det er et sikkert sted at blive.”

Hvis vi rent faktisk begynder at prøve – bestem selv hvad – så må det være det første skridt hen imod at være disciplineret omkring noget.

Og i det øjeblik, vi prøver at slippe det neurotiske og selvbevidste og den indre voyeur, så er det mere opbyggeligt og nemmere at arbejde sig hen imod noget mere samvittighedsfuldt.

Vi må i det mindste prøve at prøve.