2/9/25
At være eller ikke at være mor
Jeg blev gravid ved et uheld og blev tvunget til at tage stilling til, om jeg ville være mor eller ej.
For et års tiden siden, en sløv helligdag i maj, svingede jeg forbi min kioskmand.
I stedet for at købe Ben & Jerry’s, som ellers var mit primære formål der, købte jeg en graviditetstest.
Min menstruation var syv dage forsinket, og selvom jeg godt kunne mærke, hvad klokken havde slået, så havde jeg udskudt og udskudt testen. Det er sådan jeg ofte håndterer ting, der er uoverskuelige. Venter på at det går over af sig selv igen.
Men min menstruation er som et schweizisk urværk, så efter at have gået rundt om mig selv i syv dage, gik det op for mig, at jeg nok var nødt til at gøre et eller andet.
Jeg stirrede på de to streger, der trådte frem på testen. Hev indlægssedlen op af skraldespanden for at forsikre mig om, at to streger betød graviditet.
Min kæreste og jeg kiggede skiftevis på hinanden og på testen, der lå på kanten af håndvasken.
Ingen af os vidste, hvad vi skulle sige.
Dagene op til havde været slemme, de mindede mig om mine depressive år i 20’erne. Hvor grænsen mellem mig og verden flød ud, og jeg fik sværere og sværere ved at få greb om mig selv.
Jeg gik og ventede på at menstruationen skulle udløse det hele.
Den kom ikke, i stedet trådte to klare, lyserøde streger frem på graviditetstesten.
Kravet om at tage stilling
Da min kæreste og jeg mødte hinanden for fem år siden, talte vi kort om børn. Ingen af os havde den store lyst til at få dem, men vi aftalte, at man skulle sige til, hvis man skiftede mening.
Vi snakkede ikke mere om det, men på det seneste havde tanken om børn kørt rundt i hovedet på mig. Jeg ville så gerne beslutte, at vi ingen børn skulle have, få det ud af verden, men den beslutning kunne jeg heller ikke træffe.
Nu blev jeg tvunget til at tage stilling.
At få børn har aldrig været noget, jeg har drømt om.
Det er længe siden mine veninder begyndte at få børn, endnu længere siden de andre piger i folkeskolen talte om, hvad deres børn skulle hedde. Nogle gange legede jeg med, for det meste sagde jeg bare, at jeg aldrig skulle have børn. De sagde, at jeg var latterlig.
Efter min kæreste og jeg mødte hinanden, har jeg kunne mærke, og ofte også høre, omverdenens blik på os. ‘Nå, så må det vel også snart være jeres tur’. Oftest gled jeg af på spørgsmålet, mens jeg rakte dem en mental fuckfinger.
Børn har aldrig rigtig interesseret mig.
Jeg var i 20’erne, før jeg holdt en baby første gang, og tanken om, hvad børn vil gøre ved min personlige frihed, har givet mig åndenød. På den dårlige måde.
Jeg troede egentlig mest det var ulyst, det handlede om, men senere, efter aborten, gik det også op for mig, hvor bange jeg var. Bange for om jeg overhovedet vidste, hvordan jeg var mor. Bange for at familiens tradition af fødselsdepressioner ville opsluge mig.
Det føltes som om det allerede var på vej, og jeg kunne ingenting gøre. Ikke udover at lade den tage mig.
Den mødrende arv
‘I sidste ende er det jo din beslutning’ sagde min kæreste, og lovede at bakke mig op uanset hvad.
Jeg vidste ikke, hvad jeg ville udover at træffe en beslutning hurtigt.
Min mentale tilstand, der begyndte inden den positive test, fortsatte. Grænsen mellem mig selv om omverdenen kunne jeg ikke længere trække.
Jeg vidste ikke, hvad der var mit behov, og hvad der var omverdenens krav til en kvinde på 32 i et fast forhold. Sidstnævnte kendte jeg godt, men jeg kunne ikke finde ud af, om det også var mit behov. Om det var nu, om det var nogensinde.
Jeg bar på et lille foster i min mave, blev en del af en biologisk tosomhed. Alligevel følte jeg mig alene. Ensomheden og angsten, der havde boet i mig i så mange år, kom pludselig tilbage.
På mit arbejde græd jeg på toilettet, jeg græd på cykelstien, om aftenen inden jeg skulle sove. Jeg græd over, at jeg ikke ejede julepynt eller matchende porcelæn. Den slags har mødre, og der var beviset på, at jeg aldrig kunne blive mor for nogen.
En sen nattetime købte jeg fire ens æggebægre på nettet til at matche de to, jeg havde. Tænkte at man jo skulle starte et sted, og jeg fik en følelse af kontrol at klynge mig til.
Det er senere gået op for mig, at jeg altid har tænkt på fødselsdepression som noget, der lå og ventede på mig.
At det ville være en naturlig konsekvens, hvis jeg en dag fik et barn. I min tågede graviditetshjerne tænkte jeg, at det var familiens arv, der havde indhentet mig.
Angsten overmandede mig, og jeg kunne ikke tænke på andet end fødselsdepressionen, der havde banket gennem kroppen på min mor og min mormor. På stesolid og psykofarmaka, elektrochok og lukkede afdelinger.
Jeg tænkte på min mor, da fødselsdepression fandt hende igen, år senere. Hvordan hun ikke var i stand til at være menneske, til at være mor. Tanken om at jeg skulle udsætte nogen for det samme, den tanke kunne jeg slet ikke gå ind i.
Jeg tænkte på min mormor, der ingen hjælp havde fået. Ikke havde haft andet valg end at bide tænderne sammen, hvordan det var blevet til en familiehistorie om viljestyrke, men i virkeligheden er en historien om en kvinde ladt i stikken.
Jeg kunne ingenting stille op overfor min mødrende arv.
Ikke udover at vælge, at jeg ikke ville have barnet.
Senere har jeg fundet ud af, at den kraftige stigning og efterfølgende fald i hormonniveauet i det tidlige stadie af graviditeten gør, at nogle kvinder oplever kraftigt depressive tanker og følelser.
Det er med andre ord normalt, men ikke noget, der er blevet forsket særlig meget i, fordi der bliver aldrig forsket særlig meget i kvindekroppen.
På verdensplan går cirka 4 % af alle forskningsmidler til kvindesygdomme. Selvom kvinder udgør halvdelen af klodens befolkning, opfattes vores kroppe stadigvæk som en anomali.
Et eksempel er at kvinders klitoris først blev anatomisk kortlagt i 1998. På det tidspunkt havde en kortlægning af mænds kønsorganer eksisteret i årtier.
En beslutning bliver til
Dagene gik, og jeg vidste stadigvæk ikke, om jeg ville have et barn.
Jeg følte mig indelukket ved tanken om et barn i vores toværelses lejlighed. At man ikke kunne hjemmeføde i en 2’er i stueplan uden gardiner. At jeg stod på randen af en fyring, at man kæreste lige havde sagt op.
Tankerne kørte i ring i mit hovedet, de var umulige at stoppe. Om natten vågnede jeg og tænkte videre uden at løse noget som helst. De praktiske ting var et rod, den slags kunne man ikke bringe et barn ind i. Som en måde at retfærdiggøre den beslutning, jeg var ved at træffe. Jeg gentog det for mig selv igen og igen, mens jeg ringede til læger og gynækologer, hang i timelange telefonkøer med deprimerende saxofon som underlægning.
Jeg vidste stadigvæk ikke, om jeg ville have et barn. Det eneste jeg vidste var, at jeg ville have det til at gå over. Med graviditeten var alle mine depressive tanker kommet tilbage. Aborten blev en måde at klynge mig til den del af mig selv, jeg vidste stadig fandtes derinde et sted.
Så jeg bestilte en tid, sagde til min kæreste, at jeg havde besluttet mig.
‘Så er det det vi gør’, sagde han og krammede mig varmt.
En eftermiddag et par dage senere sad min kæreste og jeg på en gynækologs kontor.
Gynækologen scannede mig, vendte hensynsfuldt skærmen væk fra os, så vi ikke skulle se det lille embryo. Jeg vred mig, ville have det hele med, og hun forklarede, hvad vi kiggede på.
Jeg havde ventet, at det ville vække noget i mig, ville fortælle mig noget.
Jeg kunne jo stadig nå at skifte mening.
I stedet stirrede jeg på skærmen, det kunne lige så godt være en tom livmoder, jeg kiggede på, og efterfølgende slugte jeg den første pille, inden hun nåede at fortælle proceduren til ende.
Da det politiske blev personligt
Jeg var selv i uge otte, da jeg fik aborten, men det er nogle år siden, at jeg begyndte at interessere mig for abortrettigheder.
Både fordi det gik op for mig, at aborten i Danmark ikke var så fri, som vi bildte os ind.
Indtil i år skulle kvinder ansøge et regionalt råd om en abort, hvis de havde overskredet 12. graviditetsuge, og rundt i verden indskrænkes abortrettighederne på stribe.
Som kvinder skal vi ikke bare leve med at blive behandlet som andenrangsborgere i sundhedssystemet, vi skal også hele tiden regne med, at vores rettigheder kan blive taget fra os. Fordi kvinders rettigheder åbenbart ikke er menneskerettigheder. Det er kun sådan noget vi fortæller os selv og hinanden i gode tider.
Alene at bevægelsen af abortmodstandere kalder sig ‘pro life’ gør mig rasende. Hvordan kan de kalde sig ‘pro life’, når de tydeligvis sætter et foster højere end en kvindes levede liv. Kvinders levede liv er aldrig rigtig vigtige. Sådan føles det ofte.
Min egen havde læge havde udskrevet smertestillende til mig.
Hun fortalte mig, hvordan der for tiden gik mange historier om kvinder, der ikke var tilstrækkelig smertedækkede under en medicinsk abort.
‘Du behøver ikke være nervøs’ sagde hun med hovedet på skrå.
Lægens omsorg virkede beroligende på mig.
Pillen jeg tog hos gynækologen slog fosteret ihjel, dagen efter skulle jeg tage nogle andre piller, som startede selve aborten.
Dem tog jeg sammen med det smertestillende, lægen havde udskrevet, og derefter gik der nogle timer, inden det gik i gang. Da pillerne begyndte at virke skiftedes jeg mellem at ligge i fosterstilling på sofaen, på stuegulvet, på badeværelsesgulvet med de kølige klinker mod min pande, mens jeg koldsvedte og græd af smerte. Min kæreste lavede en interimistisk varmepude af håndklæder og plastikposer til mig, mens han gik rastløs rundt i lejligheden, bestilte take away, som jeg ikke kunne få ned.
Lige der mærkede jeg, hvor ulige vi er.
At uanset hvor nidkært vi fordeler hjemmets og forholdets pligter og opgaver, så ville vi altid være ulige. Uanset hvor meget vi planlagde, så ville det altid være mig, der skulle lægge krop til, hvis vi en dag ville have et barn.
Uanset hvor meget vi planlagde, så ville det altid være mig, der skulle lægge krop til, hvis vi en dag ville have et barn
Uretfærdigheden i det kan jeg stadigvæk ikke rumme.
Morgenen efter vågnede jeg, blødende ud af underlivet, men grænsen mellem mig selv og omverdenen var til at skimte igen.
Det var ovre, og jeg følte mig, som mig selv igen. Hvad det så end betyder…
Jeg fejrede det ved at gøre ting, jeg holder af.
Læste avis og drak kaffe i solen, løb en lang tur, tog ud og fejrede en af mine veninders fødselsdag, og mens jeg dansede på en bar i Nordvest, føltes det som om livet åbnede sig omkring mig igen.
Det eneste jeg manglede var det sidste tjek hos gynækologen, så hun kunne fortælle mig at det var overstået.
Sætte det punktum, der manglede, så jeg kunne få det afsluttet.
Aborten, der bare fortsatte og fortsatte
Jeg havde troet det var overstået, men aborten fortsatte og fortsatte.
Jeg var til tjek hos gynækologen to uger efter, og det var ikke helt lykkes.
Der sidder jo stadig lidt derinde, sagde hun, og gav mig de samme piller igen.
Og igen.
Jeg aborterede tre gange på en måned uden at det lykkedes, og jeg fortsatte med at græde.
Nu græd jeg over, at jeg havde slået et foster ihjel, som så gerne ville livet. Samtidig med at jeg godt vidste, at det ikke havde noget med sagen at gøre.
Efter tredje gang med pillerne, som heller ikke var lykkes, sagde gynækologen, at det jo åbenbart var genstridigt.
Hun tilbød at gøre det der, direkte på briksen, mens hun skar ansigt og sagde, at hun jo ikke kunne bedøve mig. Jeg skammede mig over at være genstridig, at det ikke bare kunne lykkes, men sagde alligevel nej til hendes forslag.
Jamen så må vi jo gøre det kirurgisk, sagde hun på en udånding og sendte mig videre.
Senere på dagen, da jeg blev undersøgt på Hvidovre Hospital spurgte jeg lægen, hvorfor det ikke ville virke.
‘Det er der jo desværre ikke rigtig nogen, der ved’ svarede hun og trak på skuldrene, mens jeg sad med følelsen af at være blevet reduceret til forsøgskanin.
Samtidig fik jeg også tanken om, hvad der ville ske, hvis jeg rent faktisk ville have haft barnet. Om min depressive tilstand ville have varet hele graviditeten. Og hvis ja, om der ville være nogen, der ville se, at jeg havde brug for hjælp og givet mig den hjælp, fordi de kunne se, at jeg var særlig udsat.
Eller om jeg bare var blevet en del af det samlebånd, som staten kalder fødeafdelinger. Hvis staten gerne vil have deres ønske om flere babyer opfyldt, så ville mit råd være at begynde at behandle kvinder som rigtige mennesker med rigtige behov.
Efter tre undersøgelser på Hvidovre og en kikkertoperation, vågnede jeg grædende på en operationsstue.
Jeg græd over alle de bløde og varme hænder, der havde vist mig omsorg og passet på mig, selvom vi ikke kendte hinanden.
Over operationslægen, der aede mig over hånden og sagde, at nu var det overstået.
Over sygeplejersken, der havde bestilt frokost til mig, over min kæreste, der hentede mig.
Over at det var overstået.
Da jeg blev gravid, regnede jeg mig frem til terminsdatoen. 23. januar, jeg gemte den et sted i min hjerne, sagde til mig selv, at den nok var vigtig at huske.
At det var helt okay, hvis jeg blev ked af det den dag.
Men dagen kom og gik, uden at jeg rigtig lagde mærke til det, og på den måde fortalte dagen mig også noget. At jeg havde valgt rigtigt.
Senere har jeg fundet ud af, at det også var en mulighed. En mulighed for at kigge det i øjnene, jeg ikke vidste, at jeg var bange for.
Æggebægerne har jeg stadig, de var første og sidste handling i ambitionen om at få ens porcelæn. Jeg ejer stadigvæk ikke julepynt, måske kommer jeg heller aldrig til det.
Jeg har sluttet fred med, at det bare er porcelæn og julepynt.
Min holdning til abort har ikke ændret sig.
Jeg ser det stadigvæk som en grundlæggende menneskerettighed, og jeg ville ikke gøre det om, hvis jeg kunne.
Men jeg ville ønske, at jeg på daværende tidspunkt havde været klogere. At jeg havde vidst mere om, hvad graviditet gør ved sindet, ikke bare ved kroppen, og at en graviditet kan være en voldsom oplevelse.
Uanset hvem man er.
Måske jeg så ville have vidst, at der var hjælp at hente, og at jeg ikke var lige så ensom, som jeg følte mig.