Han købte os en lejlighed, men den står kun i hans navn

Pengedilemma er serien, hvor dykker vi ned i et ægte dilemma fra et af vores medlemmer – et af dem, mange af os kender alt for godt, men sjældent siger højt.

I hver historie giver en af vores medstiftere sit perspektiv – sine ærlige refleksioner og bedste råd til, hvordan man kan navigere gennem dilemmaet.

For penge handler sjældent kun om tal.

Det handler om, hvad vi værdsætter, hvad vi accepterer, og hvad vi er blevet opdraget til at tro er normalt.

Dilemmaet

Jeg bor i London, hvor det føles næsten umuligt at købe en bolig, medmindre man er enten meget heldig eller meget rig.

Min kæreste – han er 38, succesfuld og arbejder konstant – købte for nylig en lejlighed til os i Hackney.

Den er smuk. Ærligt talt langt over, hvad jeg nogensinde selv kunne have råd til.

Jeg er 29 og arbejder i marketing, og da han sagde: “Du skal ikke bekymre dig om lånet, jeg tager mig af det,” følte jeg mig lettet.

Måske endda heldig.

Men da vi skrev under, gik det op for mig, at lejligheden udelukkende står i hans navn.

Han sagde, det gav mening, fordi det jo var ham, der betalte. Jeg ville ikke skabe dårlig stemning, så jeg lod det ligge.

Senere foreslog jeg, at jeg kunne betale ham et fast månedligt beløb – måske som en måde, hvor jeg over tid kunne få en lille andel i boligen.

Det afviste han med det samme.

Han sagde: “Det er jo fordelen ved, at jeg betaler. Du får lov at bo et sted, du ellers ikke havde haft råd til.”

Han arbejder stort set hele tiden, så jeg er endt med at stå for det meste i hjemmet.

Jeg laver mad, gør rent, vasker tøj, handler ind, betaler regninger og sørger for, at alt er, som han kan lide det.

Han har høje standarder – alt skal være pænt, rent og i orden – og selvom han aldrig har sagt, at jeg skal gøre alt det, er det bare blevet sådan.

Sandheden er, at jeg egentlig ikke har noget imod det.

Jeg kan godt lide at gøre vores hjem hyggeligt.

Men nogle gange tager jeg mig selv i at tænke: Hvad får jeg egentlig ud af det her?

Jeg bruger min tid og energi på at vedligeholde et hjem, jeg ikke ejer. Han ejer lejligheden. Jeg bor bare i den.

Overreagerer jeg?

Er det her bare sådan, det fungerer, når den ene tjener mere end den anden?

Eller har jeg ret i at føle, at der er noget lidt ubalanceret – selvom alt ser perfekt ud udefra?

Camillas svar:

Først og fremmest: du er ikke utaknemmelig.

Du er observant.

Det her handler ikke om ejendomspapirer.

Det handler om magt – og om, hvor nemt det er for kvinder, selv de stærke og selvstændige, at glide ind i roller, der på overfladen virker trygge, men som i praksis koster dem frihed, indflydelse og selvværd.

Som jeg ser det:

Han har skabt en struktur, der fungerer perfekt for ham.

Han ejer aktivet, sætter standarderne, styrer økonomien – og får samtidig glæde af dit ubetalte arbejde, der holder det hele pænt og velfungerende.

Du har stabilitet, men ingen sikkerhed.

Komfort, men ingen andel.

Det gør ham ikke ond, og det gør dig ikke naiv.

Det betyder bare, at I – som så mange andre – er gledet ind i et traditionelt mønster, pakket ind i moderne sprog og lækker indretning.

At du ikke har noget imod at tage dig af det praktiske, ændrer ikke på ubalancen.

Spørgsmålet er ikke, om du nyder det – men om det bliver værdsat. Lige nu bliver dit arbejde stille og roligt opslugt som en del af hans livsstil.

Han får et femstjernet hjem uden at røre en finger.

Du får gratis husleje.

Det er en aftale – men det er ikke ligestilling.

Mit råd

1. Sig tingene højt. Prøv at sige: “Jeg elsker at gøre vores hjem hyggeligt, men jeg kan mærke, jeg bruger meget tid og energi på noget, der ikke giver mig nogen sikkerhed. Kan vi tale om, hvad der føles fair for os begge?” Hans reaktion vil fortælle dig meget.
   ‍
2. Træk usynlige grænser. Hvis han ikke vil gøre noget økonomisk mere formelt, kan du stadig ændre balancen i praksis. Del opgaverne, hyr rengøring, eller sæt grænser for, hvor meget du gør. Ikke som straf – men som justering.
   ‍
3. Byg din egen base. Spar op og investér, som om du var single. Hvis forholdet holder, har du din egen opsparing. Hvis det ikke gør, har du friheden til at gå. Det er præcis derfor, vi altid taler om vigtigheden af en F** You Fund*.

‍

Det her handler ikke om at gøre kærlighed til et regnskab – men om at være bevidst.

Kærlighed betyder ikke, at man skal opgive sin selvstændighed.

Og taknemmelighed bør aldrig betyde, at man skal tie stille.

Du kan elske ham, sætte pris på lejligheden – og stadig spørge: “Hvad er min tryghed i det her?”

Det spørgsmål er ikke kynisk.

Det er klogt. For retfærdighed – ligesom kærlighed – er ikke noget, man får.

Det er noget, man bygger sammen.

Hvad tænker du?

‍Ville du være tilfreds med sådan en aftale? Eller ville du stå fast på en form for fælles ejerskab, økonomisk eller på anden måde?

Del dine tanker i kommentarfeltet.