Min kæreste vil købe en lejlighed til os, men den er i hans navn

Pengedilemma er serien, hvor dykker vi ned i et ægte dilemma fra et af vores medlemmer – et af dem, mange af os kender alt for godt, men sjældent siger højt.

I hver historie giver en af vores medstiftere sit perspektiv – sine ærlige refleksioner og bedste råd til, hvordan man kan navigere gennem dilemmaet.

For penge handler sjældent kun om tal.

Det handler om, hvad vi værdsætter, hvad vi accepterer, og hvad vi er blevet opdraget til at tro er normalt.

Dilemmaet

Jeg bor i London, hvor det føles umuligt at købe en lejlighed, medmindre man er rig eller meget heldig.

Min kæreste er 38, succesfuld og arbejder konstant.

For et par måneder siden købte han en lejlighed til os i Hackney.

Den er smuk – helt ærligt langt over, hvad jeg nogensinde selv ville kunne betale mig til.

Jeg er 29, arbejder i marketing, og da han sagde "Bare rolig, jeg klarer boliglånet," blev jeg ærligt talt ret lettet.

Det eneste problem er, at den kun står i hans navn.

Han sagde, at det gav mening, siden det var ham, der betalte – og jeg ville ikke gøre det akavet, så jeg lod det passere.

Senere tilbød jeg at betale lidt hver måned som en slags fælles ejerskab. Det afviste han prompte. "Det er det, jeg får ud af det," sagde han. "og du får et sted at bo, du ikke selv ville have råd til."

Han arbejder hele tiden, så det er endt med, at jeg driver hjemmet.

Jeg laver mad, gør rent, vasker tøj, handler ind – det hele. Han har høje standarder, og selvom han aldrig direkte har bedt mig om at gøre alt det, er det stille og roligt blevet en slags uskreven aftale, at jeg holder hjemmet kørende.

Det er faktisk ikke noget, jeg har det dårligt med. Jeg kan godt lide at have et ryddeligt hjem.

Vi skal giftes næste sommer i Frankrig.

Hans forældre betaler for det hele. Det er mit drømmebryllup.

De dækker endda rejseomkostninger for mine bedsteforældre, som ellers ikke selv ville have råd til at komme.

Jeg er så taknemmelig. Og en del af mig tænker: hvordan kan jeg overhovedet tillade mig at klage?

Men indimellem spørger jeg mig selv, hvad det egentlig er, jeg bygger op for mig selv?

Han ejer lejligheden. Hans forældre betaler brylluppet. Og det er mig, der stille og roligt holder det hele kørende i baggrunden.

Er jeg utaknemmelig? Eller er der en skævhed i forholdet gemt under al gavmildheden?

Camillas svar

Først og fremmest - tak for dit ærlige dilemma.

For det andet, du kan sagtens føle flere ting på én gang. Både heldig, men også urolig.

Du er blevet tilbudt et liv, som ligner en drømmetilværelse med den smukke lejlighed, det storslåede bryllup, følelsen af stabilitet – men det er også et liv, der er bygget helt på hans fundament, og ikke dit eget.

Han ejer boligen. Hans forældre finansierer brylluppet. Og det er dig, der holder alt andet i hjemmet kørende i baggrunden.

Du bidrager også - på rigtige, følelsesmæssige og praktiske måder. Men intet af det giver dig reel sikkerhed. Og det giver den her usagte skævhed.

Intet af det gør ham til et dårligt menneske. Slet ikke.

Det betyder bare, at jeres setup og fordeling nok fungerer bedre for ham end for dig.

Og medmindre du sætter ord på det, vil den skævhed stille og roligt vokse.

Så det her ville jeg gøre, hvis jeg var dig.

Jeg ville genoptage samtalen om fælles ejerskab af lejligheden. Og jeg vil gøre det, når tidspunktet føles rigtigt.

Du kunne sige noget i retning af: "Jeg ved godt, at du stod for lejligheden, men det ville betyde meget for mig at bidrage på en måde, der giver mig en følelse af, at vi er i det sammen – også selvom det bare er en lille andel."

Hans reaktion vil fortælle dig alt om, hvordan han ser på situationen og om jeres partnerskab.

I mellemtiden skal du opbygge dit eget økonomiske fundament.

Spar op og invester, som om du var single. Du har brug for det, vi i Female Invest kalder en "Fuck-you konto".

En opsparing som giver dig frihed, men som også betyder at du bliver i forholdet, fordi du ønsker det, ikke fordi du økonomisk er nødt til det.

Og så her til sidst, taknemmelighed betyder ikke, at du skal give afkald på din selvstændighed.

Du kan sætte pris på alt det, han og hans familie giver dig – og stadig have brug for, at du kan stå på egne ben.