18/12/25
D. 24 december - Sæt dine mål for 2026
Hvad du drømmer om at opnå i 2026? Sæt dine mål nu og gå ind i det nye år med masser af overskud!
Så nåede vi til den allersidste låge i årets julekalender!
December har budt på masser af læring, inspiration og små skridt, der kan styrke din økonomi, og i dag tager vi et øjeblik til både at kigge tilbage og fremad.
Uanset hvor du er på din økonomiske rejse, er det værdifuldt at stoppe op og anerkende alt det, du har gjort i løbet af året.
Når du reflekterer over året, får du øje på både dine sejre og de bump på vejen, der har lært dig noget.
Samtidig giver det et naturligt afsæt til at sætte nye mål for 2026, så du går ind i det nye år med klar retning og motivation.

Refleksion og nye mål
Årets afslutning er oplagt til at se tilbage på, hvad 2025 har givet dig af indsigter og erfaringer inden for økonomi og investering.
Måske har du købt dine første aktier, øget din opsparing, fanget en vigtig aha-oplevelse eller blot fået mere ro i maven omkring markedets udsving.
Nu er det tid til at sætte ord på, hvad du drømmer om at opnå i 2026.
Når du planlægger allerede nu, giver du dig selv det bedste udgangspunkt for et år med fremgang og fokus.
SMART-modellen til stærke mål
Når du sætter mål, så gør dem:
- Specifikke
- Målbare
- Attraktive
- Realistiske
- Tidsbestemte
Det gør det nemlig langt lettere at følge din udvikling.
I stedet for at sige “jeg vil spare mere op”, kan du f.eks. formulere det som: “Jeg vil indbetale 5.000 kr. på min ASK i januar, april, juli og oktober 2026.”
Så ved du præcis, hvad du skal gøre – og hvornår du er i mål.
Eksempler på mål for 2026
- Indbetale 9.900 kr. på aldersopsparingen.
- Tilføje investeringer fra tre nye sektorer til min portefølje.
- Starte en månedsopsparing på 1.000 kr.
- Lave et månedligt økonomitjek af mit budget.
- Holde “økonomi-dates” med min partner hvert kvartal.
- Sælge ting for minimum 1.000 kr., og investere beløbet.
- Rebalancere min portefølje i juni og december.
Dagens opgave
Brug et par minutter på at tænke tilbage på 2025: Hvad har du lært? Hvad har du opnået? Hvor har du været udfordret?
Sæt derefter dine mål for 2026 med udgangspunkt i SMART-modellen.
Jeg glæder mig til at læse dine refleksioner og mål i kommentarfeltet.
