USA og Kina nærmer sig “våbenhvile”, derfor jubler investorerne

Forhandlingerne er i fuld gang mellem USA og Kina, hvilket påvirker aktiemarkedet i stor stil.

På en grå søndag morgen i Kuala Lumpur, mens diplomater løb mellem hotelgangene og journalister stimlede sammen udenfor mødelokalerne, sænkede verdens to største økonomier endelig skuldrene en smule.

Efter måneder med trusler og spændinger ser USA og Kina endelig ud til at trække vejret igen.

De to stormagter er blevet enige om rammerne for en ny handelsaftale, som kan trække forholdet væk fra afgrunden.

Det er ikke fred, men det er en pause. Et øjeblik, hvor begge parter virker mere optagede af stabilitet end af konfrontation.

Midt i det hele finder man 17 små grundstoffer, der driver hele vores moderne liv, nemlig de meget omtalte sjældne jordarter.

De usynlige metaller, der får verden til at køre rundt

Du bruger dem sikkert hver eneste dag, uden at vide det. De findes i magneterne, der får din telefon til at vibrere, i batterierne, der driver elbiler og i vindmøllernes turbiner.

De får høretelefoner til at spille, bærbare til at køre hurtigere og satellitter til at holde kursen.

De er egentlig ikke sjældne, men ekstremt svære at udvinde og forarbejde. Og det er netop dér, Kina sidder på magten: landet står for omkring 90 procent af verdens forarbejdede sjældne jordarter og har dermed enorm kontrol over den globale teknologiforsyning.

Da Beijing tidligere på året antydede, at de kunne stramme eksporten, gik markederne i panik. Priserne steg, producenter jagtede alternativer, og investorer frygtede endnu en forsyningskrise.

Som en økonom formulerede det: “Sjældne jordarter er det nye olie.” Den, der kontrollerer dem, kontrollerer fremtidens teknologi.

Aftalen, der næsten ikke blev til noget

Netop derfor er weekendens nyhed så vigtig. USA’s finansminister Scott Bessent og handelsrepræsentant Jamieson Greer har forhandlet intenst med Kinas Li Chenggang og He Lifeng for at afværge det, analytikere kaldte “Toldarmageddon.”, som på dansk nok vil oversættes til tolddommedag.

Trump havde truet med 100 procent told på alle kinesiske varer fra 1. november. Kina havde forberedt gengældelses told i form af eksportrestriktioner på sjældne jordarter og magneter. Resultatet kunne have været kaos: højere priser, forsyningsproblemer og uro på aktiemarkederne.

Men efter et intenst forhandlingsdøgn landede parterne en midlertidig aftale, den lyder på, at Kina udskyder sine eksportkontroller i et år, og USA sætter nye toldsatser på pause. Samtidig åbnes der igen for handel med landbrugsvarer som soja.

Greer kaldte aftalen “en ramme, som lederne kan bygge videre på.” Ikke en endelig løsning, men et skridt mod ro i et forhold præget af mistillid.

Magt, afhængighed og kapløbet om fremtiden

Bag de diplomatiske formuleringer gemmer sig en langt større kamp.

USA og Kina er fanget i et langstrakt opgør om, hvem der skal eje fremtidens teknologi.

Kina har gradvist strammet kontrollen over eksporten af maskiner og materialer, der bruges til mikrochips, solceller og elbiler.

USA har på sin side begrænset eksporten af avancerede AI-chips og software med militære anvendelser.

Begge lande forsøger at sikre deres egne forsyningskæder og beskytte deres teknologiske forspring. Økonomer kalder det “decoupling”, en gradvis adskillelse af to økonomier, som i årtier har været dybt forbundne.

Når politikere taler om sjældne jordarter, taler de i virkeligheden om, hvem der skal lede den næste industrielle revolution.

Hvordan markederne reagerer

For nu kan investorerne ånde lettet op.

Teknologi- og elbilsvirksomheder kan se frem til en mere stabil forsyning af råstoffer.

Inflationen kan dæmpes en smule, og investortilliden i Asien kan få et lille løft.

Men intet er sikkert. Denne “våbenhvile” er skrøbelig og kan falde fra hinanden på et øjeblik. Markederne har lært, at ro kan være midlertidig, og optimisme kan fordampe fra den ene dag til den anden.

Hvad det betyder for dig som investor

Selv hvis du primært investerer gennem fonde, har denne historie noget med dig at gøre.

Politik og investering hænger altid sammen.

Når verdensledere ændrer toldsatser og handelsregler, påvirker det både de virksomheder, du investerer i, og priserne på de produkter, du køber.

Derfor er diversificering, altså spredning af dine investeringer, så vigtigt.

En global portefølje gør dig mindre sårbar over for pludselige politiske eller økonomiske chok i ét enkelt land.

Mens verdensledere diskuterer i mødelokaler langt væk, kan deres beslutninger mærkes direkte i din økonomi.

Hvad er konsekvenserne?

Det kan virke fristende at zappe væk fra historier om told og handelsaftaler.

De kan virke tørre, tekniske og fjerne.

Men de former den verden, vi lever og investerer i.

Hvis forhandlingerne lykkes, følger lavere priser, eller i hvert fald undgår vi prishop, derudover vil vi opleve mere stabile markeder og forudsigelig vækst. Hvis forhandlinger derimod ikke lykkes, følger uro, mangel på varer og stigende priser.

Senere på ugen mødes Trump og Xi i Sydkorea. Mens verden og investorerne holder vejret.

For nu er der ro, men ingen varig fred.

Rivaliseringen består.

Alligevel viser denne aftale, at samarbejde stadig er muligt.

Og i en uforudsigelig verden kan selv et lille glimt af stabilitet være guld værd.