Vestas har her til morgen udgivet regnskab fra deres andet kvartal. Her fremgår det, at de igen må levere et trecifret millionunderskud. Hele sektoren har virkelig været udfordret de sidste par år, hvor massere af handler er blevet lukket, men hvor det alligevel ikke er lykkedes selskabet at tjene penge. Også Vestas' konkurrenter kæmper med røde tal på bundlinjen. I mandags kom Siemens Energy med deres regnskab, og de havde heller ikke gode nyheder med. De nedjusterer deres forventninger til resten af året på grund af kvalitetsproblemerne i selskabets vindmølleforretning.
Mens store dele af verden efterhånden er blevet vant til usædvanligt høje inflationsniveauer, står Kina i en helt anden situation. Kina er nemlig ramt af deflation eller negativ inflation, som betyder, at priserne på varer falder. Når man sammenligner juli måned sidste år med juli i år, er priserne 0,3% lavere i år end de var sidste år.
I første kvartal af 2023 oplevede Kina en nedadgående efterspørgsel på sine varer både indenlands og udenlands. Som reaktion på det igangsatte den kinesiske regering en række politiske initiativer med det formål at styrke økonomien. Ifølge Reuters er der også flere tiltag undervejs.
Hverken Novo Nordisk eller konkurrenten Eli Lilly er til at stoppe. Begge virksomheder stormer frem efter opmuntrende resultater fra Novo Nordisks længe ventede hjerte-kar-studie, Select, der belyste, hvordan vægttabsmidlet Wegovy reducerer risikoen for hjerte-kar-sygdomme.
Studiet viser, at Wegovy formår at reducere risikoen for alvorlige hjerte-kar-hændelser med 20% i forhold til placebo – en inaktiv behandling. Disse lovende resultater forventes at give Novo en stærk position under kommende forhandlinger om tilskud. De gode nyheder har smittet af på hele markedet for behandling af fedme, og flere af Novos konkurrenter stiger også til vejrs.
Euroinvestor, Borsen.dk, Financial Times, Reuters