Dagens finansnyheder

TORSDAG 13. JUNI

<- Tilbage til nyheder

Inflationen falder, men Fed fastholder renten, og EU indfører straftold på kinesiske elbiler

Play audio

Inflationstal fra USA på 3,3 

I går eftermiddags landede de seneste inflationstal fra USA. Målingen viste en inflation på 3,3 procent og en kerneinflation på 3,4 procent. Begge dele var 0,1 procentpoint under forventning. Inflationen i verdens største økonomi bevæger sig altså nedad og umiddelbart hurtigere end forventet. Det er altså positive nyheder, som også omgående fik markedsrenterne på både amerikanske og tyske statsobligationer til at falde. 

Fed fastholder renten

Onsdag aften var der rentemøde i den amerikanske centralbank, Federal Reserve (Fed). Og til trods for de lavere inflationstal i USA end ventet, fastholdt Fed sin rente på 5,5 procent og meldte samtidig, at centralbanken kun forventer at sænke renten én gang i år. I løbet af 2025 er forventningen dog at sænke renten yderligere fire gange. På mødet bekræftede centralbanken også, at det går fint med den amerikanske økonomi. Arbejdsmarkedet bevæger sig i den rigtige retning, men inflationen skal være helt under kontrol, før pengepolitikken ændres.

Straftold på elbiler fra Kina 

EU har indført straftold på kinesiske elbiler på mellem 17,4 procent og helt op til 38,1 procent afhængigt af bilmærke og producent. Fra den 4. juli kommer straftolden oven i den eksisterende told på 10 procent i dag, medmindre en løsning findes inden da. Tolden kommer efter en undersøgelse, der konkluderede, at kinesiske elbiler nyder godt af uretmæssig statsstøtte, hvilket skader europæisk industri. På trods af dette er kinesiske elbilaktier steget kraftigt på de asiatiske markeder. Analytikere bemærker, at toldsatserne var forventede og i nogle tilfælde lavere end frygtet. EU siger, at statsstøtten gør kinesiske elbiler kunstigt billige og truer EU's industri. Kina afviser beskyldningerne og kan muligvis svare igen med modtræk, der kan føre til en regulær handelskrig.

Kilder: Euroinvestor, Børsen, CNBC.

Nina Dahl