4/12/25
d. 4. december - Aktiv eller passiv investering
Valget mellem aktivt og passivt forvaltede investeringer påvirker nemlig både omkostninger og potentialet for fremtidige afkast.
Velkommen til 4. låge i vores julekalender. Dagens emne er aktiv og passiv investering – nærmere præcist aktive eller passive fonde/investeringsforeninger/ETF’er.
Disse investeringer er nemlig populære valg for at sikre en god spredning i porteføljen – og med god grund!
At kende forskellen kan hjælpe dig med at forstå, hvad du egentlig betaler for, og hvad du kan forvente af dine investeringer på sigt.
Valget mellem aktivt og passivt forvaltede investeringer påvirker nemlig både omkostninger og potentialet for fremtidige afkast.
Så lad os tage et nærmere kig på forskellene.

Aktive investeringer
Ved aktivt forvaltede investeringer sidder en porteføljeforvalter og tager løbende beslutninger om, hvilke investeringer fonden skal indeholde.
Der er altså et menneske, som analyserer økonomi, virksomheder og markedsudvikling for at forsøge at skabe et afkast, der slår f.eks. markeder som S&P 500 og C25.
Men den ekspertise koster penge, og derfor har aktive investeringer typisk en højere ÅOP, hvilket betyder, at en større del af dit afkast går til omkostningerne.
Passive investeringer
De passivt forvaltede investeringer forsøger ikke at slå markedet. De følger i stedet et indeks og afspejler dermed indeksets udvikling.
Det betyder ofte meget lavere omkostninger, fordi der ikke foretages løbende analyser og aktive beslutninger.
Fordelen er dermed lavere ÅOP (ofte under 0,5%), så mere af dit afkast bliver på din egen konto.
Hvad skal du vælge?
Man skulle jo tro, at aktivt forvaltede investeringer klarede sig bedre end de passive – netop fordi professionelle forvaltere bruger tid og kræfter på at forsøge at slå markedet.
Men alligevel viser historien, at passive investeringer ofte ender med lige så gode (og mange gange bedre) resultater på langt sigt.
Det betyder dog ikke, at der findes ét rigtigt valg. Det afhænger nemlig helt af dine mål, din risikovillighed og hvor meget du ønsker at betale for professionel forvaltning.
Dagens opgave
- Tjek om dine fonde/investeringsforeninger/ETF’er er aktivt eller passivt forvaltet.
- Undersøg om dine valg stemmer overens med dine investeringsmål.
- Kig på ÅOP – betaler du for meget?
Del meget gerne i kommentarfeltet, hvad du har valgt, og om der måske var investeringer i din portefølje, som du ønsker at udskifte på baggrund af dagens låge.
