De amerikanske jobtal er landet - her er hvad de betyder

De amerikanske jobtal er landet - her er hvad de betyder

Efter ugers venten er de amerikanske jobtal - det såkaldte “kongetal” endelig kommet. Og det landede med et brag.

I september blev der skabt 119.000 nye job uden for landbruget i USA.

Analytikerne havde kun forventet 51.000. I august var tallet 22.000.

Til gengæld steg ledigheden til 4,4 procent – det højeste niveau siden oktober 2021 (forventningen var 4,3%).

Nyheden om den stigende ledighed fik aktiemarkedet til at reagere positivt, lige da nyheden kom ud. Og det skyldes, at den stigende ledighed er et praj om at Fed - den amerikanske centralbank - nok er nødt til at stimulere økonomien med en rentesænkning, fordi ledigheden er steget.

Men intet har været normalt i USA den seneste måned, fordi USA netop har været igennem den længste regeringsnedlukning i landets historie.

Og derfor får vi september tallene i november – og oktober/november-tallene i december.

Hvorfor kommer jobtallene først nu?

Hvert år skal Kongressen blive enig om et nyt statsbudget - USAs svar på Finansloven.

Det lyder ligetil, men når Republikanerne og Demokraterne ikke kan blive enige om, hvordan pengene skal bruges, går alt i hårdknude.

Dette resulterede i den længste nedlukning nogensinde, hele 43 dage, fra d. 2. oktober til d. 13 november.

Under nedlukningen blev over 750.000 offentligt ansatte sendt hjem uden løn.

Resten arbejdede videre uden at få en dollar, før politikerne fandt en løsning.

Nationalparker, museer og turistattraktioner stod tomme. Flyveledere meldte sig syge, og lufthavnene kæmpede med massive forsinkelser.

Selv Bureau of Labor Statistics, myndigheden, der normalt udgiver jobtallene, var midlertidigt lukket, og det er altså årsagen til, at vi først har fået rapporten for septembers jobtal nu.

Hvad med oktobers rapport?

Fordi nedlukningen har skubbet hele tidsplanen, bliver jobrapporterne for både oktober og november først offentliggjort den 16. december.

Og det er en dato, der er værd at bide mærke i.

For det er seks dage efter, at Federal Reserve holder sit rentemøde den 10. december.

Det betyder, at Jerome Powell, chefen for den amerikanske centralbank, skal træffe en rentebeslutning uden at kende til den seneste udvikling på arbejdsmarkedet.

Hu Yousong Xinhua/Xinhua/Ritzau Scanpix

I en økonomi, der allerede er ekstremt følsom, er det ret bemærkelsesværdigt.

Powell og resten af rentekomitéen har i forvejen en kompleks opgave. Federal Reserve arbejder nemlig efter et “dual mandate”: De skal både holde priserne stabile og sikre, at flest muligt har job.

Hvad “kongetallet” egentlig er

Når økonomer taler om “kongetallet”, mener de jobtallet i den amerikanske jobrapport – altså hvor mange job der er skabt uden for landbruget.

Det tal er så vigtigt, fordi:

  • Det viser, om arbejdsmarkedet er stærkt eller svagt
  • Det giver et billede af, hvordan forbrugerne har det – og dermed hvordan hele økonomien har det
  • Federal Reserve bruger det som et af sine vigtigste pejlemærker, når renterne fastlægges

Derfor kaldes dette nøgletal også for kongetallet. Det er et af de vigtigste tal i hele økonomien.

Og fordi Powell og resten af komiteen ikke får kongetallet før d. 16 december, må de træffe beslutninger på et mere usikkert grundlag end normalt, når der d. 10. december er rentemøde.

Og det gør hele situationen mere følsom.

Bliver renten sænket?

Det er det spørgsmål, alle gerne vil have et klart svar på.

Udviklingen på det amerikanske arbejdsmarked - sammen med inflationen - er helt afgørende for, om centralbanken vælger at sænke renten.

Ifølge Bjørn Tangaa Sillemann, chefanalytiker i Danske Bank, er jobrapporten stadig det stærkeste pejlemærke for verdens største økonomi, selvom tallene efterhånden er lidt gamle.

Han peger især på, at beskæftigelsen steg med 69.000 flere end analytikerne havde ventet.

Til gengæld blev august-tallet revideret ned med 26.000, og det er en af forklaringerne på, at ledigheden samtidig er steget fra 4,3 til 4,4 procent.

Søren Kristensen, cheføkonom i Sydbank, ser også en tendens: den højere ledighed trækker i retning af flere rentenedsættelser.

Men hvad der kommer til at ske, må vi vente til d. 10 december med at finde ud af.