Jeg får altid det her spørgsmål på første dates, når jeg siger, jeg arbejder i Female Invest – og derfor er det et problem

Jeg er begyndt at lægge mærke til noget.

Det har ligget og rumsteret længe, og i sidste måned skete det igen.

Hver gang jeg er på en første date (..jeg dater i øvrigt mænd), rammer vi et forudsigeligt punkt i samtalen.

Det er efter, vi har talt om the basics. Hvor man bor, er vokset op, hvad man laver i fritiden - du ved, den sædvanlige smalltalk…

Og så kommer den uundgåelige:

“Hvad laver du så?”

Det spørgsmål elsker jeg.

Jeg elsker at tale om Female Invest og vores mission.

Jeg forklarer, hvorfor vi findes, og hvad vi gør for at lukke kønsgabet i finansiel viden og investering.

På en god date er fyren nysgerrig og oprigtigt interesseret. Han vil høre om startup-rejsen, hvordan det er at bygge en virksomhed, kulturen, alt det der.

En fyr sagde endda: “Maiken, jeg kan godt se, at det her ikke bare er et 9-17-job for dig, der betaler regningerne.” Og han har helt ret - det er det ikke.

Men det er undtagelsen.

For 9 ud af 10 gange får jeg en meget passiv reaktion - og så det her spørgsmål:

“Så arbejder der vel kun kvinder dér?”

Det mest slående er, at det kommer efter, jeg lige har talt om vores mission om finansiel ligestilling og ofte også efter, jeg har besvaret det andet meget typisk spørgsmål: Har I nogen mandlige medlemmer? (…hvilket vi selvfølgelig har).

Fordi jeg har fået spørgsmålet så mange gange, så har min default reaktion bare været at trække på smilet båndet og grine lidt af det.

Men det slog mig denne gang, at spørgsmålet - der ser helt uskyldigt ud på overfladen - faktisk peger på en bekymrende tendens.

Er det virkelig så radikalt at forestille sig mænd, der kæmper sammen med os for ligestilling?

Jeg begyndte at tænke: Er det, fordi de mænd, jeg møder, antager, at mænd ikke er velkomne?

At en virksomhed med kvinder som målgruppe automatisk udelukker mænd?

Sandheden er, at 8 ud af 27 af mine kolleger er mænd.

Det er næsten en tredjedel af teamet.

Og i løbet af de fem år, jeg har været i Female Invest, har vi også haft perioder med 50/50-fordeling.

Det, der ramte mig, var ikke kun antagelsen om, at jeg inden mandlige kolleger havde (jo, den også) — men det var i højere grad den bagvedliggende implikation, at mænd ikke kan arbejde for ligestilling.

For hvis de tænker, at det her er en “kvindesag”- hvordan i alverden skal vi så rykke noget?

For sandheden er: Vi kan ikke gøre det alene.

Vi har brug for allierede.

Men hvad gør vi, hvis selv de allierede, vi så desperat har brug for, ikke ser det som deres ansvar? Hvis ligestilling opfattes som vores job og ikke alles job?

Det fik mig til at tænke…

Hvilke spørgsmål og antagelser mine mandlige kolleger møder, når de fortæller, at de arbejder i Female Invest?

Lad os finde ud af det.

Walk and Talk

Jeg inviterede tre af mine kolleger med på en lille walk & talk.

Vi gik rundt i gaderne tæt på kontoret, eftermiddagslyset slog mod ruderne. Jeg havde ikke briefet dem særligt meget inden, så der var en lille forventning i luften.

Og så stillede jeg spørgsmålet:

“Hvad sagde dine venner, første gang du fortalte, at du arbejdede i Female Invest?”

Svarene fra mine tre kolleger kom hurtigt – og lignede hinanden uhyggeligt meget.

For alle tre var den første reaktion … stilhed.

Vennerne sagde ikke rigtig noget. De spurgte ikke rigtigt ind. Og når de gjorde, var spørgsmålene ofte skeptiske:

“Hvor stor er virksomheden egentlig?”

“Er det overhovedet en ‘rigtig’ forretning?”

En kollega fortalte, at han altid er lidt på vagt, når de spørgsmål dukker op. Han vejer sine ord, fordi han ikke ved, hvordan den anden vil reagere.

Reaktionerne spænder vidt.

I den ene ende er de helt nære venner – dem, der deler hans værdier. De nikker måske, smiler, men går sjældent i dybden. Og når de gør, kan spørgsmålene føles mere kritiske end nysgerrige.

“Måske er det bare prisen for at arbejde et sted, der er mere aktivistisk,” sagde han.

“Når din virksomhed har en stærk mission, har folk altid en holdning. Og den er sjældent neutral.”

I den anden ende er der dem, som mest kan kategoriseres som bekendtskaber.

Fodboldkammeraterne. Fyrene i baren. Og dér er kommentarerne mindre subtile: “Så er det bare dig og alle hønsene, hva’?”

Min næste kollegas oplevelse var næsten identisk.

Meget passiv respons, meget skepsis. Folk, der spørger, om det bare er et hobbyprojekt.

Hans måde at håndtere det på?

Han oplyser. Han fortæller, hvor godt det går, og hvor stor virksomheden er - og at vi er en global virksomhed med medlemmer i over 125 lande.

Alligevel bekymrer stilheden og den manglende oprigtige interesse ham.

Min første kollega beskrev det på en anden måde: “Det er et følsomt emne. Folk er vel bange for at spørge ind, fordi de ikke vil lyde uvidende om feminisme. Så de … lukker bare ned.”

Folk er vel bange for at spørge ind, fordi de ikke vil lyde uvidende om feminisme

Og så kom den største overraskelse – fra kollega nummer tre.

Da jeg delte min egen datinghistorie, sprang han ind med det samme:

“Det sker også for mig. Jeg får nøjagtigt det samme spørgsmål på dates – fra kvinder.”

Jeg blinkede. “Virkelig?”

Han nikkede. Det sker med hans venner, ja.

Men også på dates. Kvinder spørger om det samme.

Og så delte han noget, der slog mig ud af kurs: Til et af vores egne events vendte en deltager sig om og spurgte ham: “Hvad laver du her?”

Den gjorde ondt.

For hvis den undertone også sniger sig ind i vores egne rum – at dette er et fællesskab, for medlemmer eller medarbejdere, udelukkende for kvinder – så er problemet større og mere trist, end jeg troede.

Hvor efterlader det os?

Når jeg tænker tilbage på de der første dates – de forvirrede blikke, de ladede spørgsmål – er det fristende bare at tænke, at det var småakavede øjeblikke, som ikke betyder noget.

Men det kan jeg ikke helt. For de afslører noget større: en blind vinkel.

For hvis selv dem, der kan lide os, som gerne vil gøre indtryk, som sidder lige overfor os på en date – hvis selv de har svært ved at se sig selv i den her kamp, hvor meget sværere er det så ikke at få fremmede eller beslutningstagere til at træde frem og kæmpe for ligestillingen sammen med os?

Her er sandheden: Vi kommer ikke i mål alene.

Ligestillingskampen kan ikke vindes af kvinder alene.

Det kan den ikke. Og vi har brug, at mænd stopper med at spørge, om de er velkomne, og i stedet begynder at møde op, og uddanne sig selv om feminisme og ligestilling.

For vi kan aldrig opnå ligestilling, hvis ligestilling ikke bliver alles ansvar.

Men det er svært i den virkelighed, vi står i. Splittelsen mellem mænd og kvinder føles større end tidligere.

På den ene side vælter det ind med misogynt indhold på sociale medier, som former, hvordan drenge ser sig selv, og hvordan de ser os.

På den anden side står kvinder, der er udmattede af at bære ansvaret for forandring og fremgang alene.

Så hvad gør vi?

Vejen frem

Måske starter vi med at hylde de mænd, der allerede møder op og gør en indsats.

Dem, der taler kvinders sag på arbejdspladserne, dukker op til vores events uden at tøve, undersøger og uddanner sig selv om feminisme eller lærer deres døtre, at investeringer for dem.

Måske minder vi mænd om, at de ikke behøver de perfekte ord for at være allierede.

At nysgerrighed tæller mere end perfektion.

At det at lytte – altså virkelig lytte – er at gå forrest og vise mod.

For hver gang en mand udfordrer en sexistisk joke, spørger ind til lønforskelle eller deltager i samtaler om økonomisk ligestilling – så bidrager det til positiv forandring.

For selvom det lyder som små ting - så betyder det noget, for det rykker ved noget.

Det er de små ændringer, som viser, at ligestilling er alles opgave.

Vil du være allieret?

• Stil spørgsmål og vær nysgerrig i stedet for at undgå emnet
• Sæt dig ind i feminisme og ulighed.
• Sig fra, også når det føles ubehageligt.
• Deltag i fællesskaber, der arbejder for ligestilling – også selv om du ikke direkte er målgruppen.

Og for os andre, skal vi blive ved med at arbejde for det, vi tror på og kræve forandring. Og så skal vi huske på, at vi har brug for alle de allierede, vi overhovedet kan samle.

Derfor skal  vi omfavne alle, der støtter op om ligestillingen og minde os selv og hinanden på, at vi ikke kan gøre det alene.

Tilbage til mine dates

Næste gang jeg sidder overfor en, og det uundgåelige spørgsmål kommer:

“Så … arbejder der overhovedet mænd der?”

Så smiler jeg, tager en tår af min drink og siger med et glimt i øjet:

“Ja – og det er de smarte, der har regnet ud, hvor fremtiden er på vej hen.”

Ærligt talt kan det godt blive mit nye dating-filter: Hvis du synes, ligestilling er attraktivt, og du kan finde rundt i en indeksfond, så kunne det være et match.

Dating – ligesom ligestilling – fungerer bedst, når alle er investeret.