Vi brænder penge af og frygter fremtiden. Lever vi i en mellemkrigstid?

Du skal til at læse en Zetland-historie.

Det betyder, at den er lavet og udgivet af Zetland, og at vi har fået lov til at dele den med dig. Zetland er en anderledes avis, der giver dig mod og lyst til at forstå verden, så vi sammen kan tage ansvar for den.

Hvis du vil have adgang til alle Zetlands serier og historier, skal du blive medlem af Zetland.

For snart et år siden hørte jeg noget, der har brændt sig fast i min hjerne.

Det var i et interview, jeg lavede til en serie om rapperen P. Diddy, men kom aldrig med i historien dengang, fordi det ikke passede ind.

Det var festkongen Jean von Baden, der fortalte mig det. Han sagde, at musikken på natklubberne var begyndt at gå hurtigere.

Jeg kan ikke stoppe med at tænke på det. For i oktober sagde Mette Frederiksen det her:

“Når jeg ser på, hvad det var, der kendetegnede Europa i mellemkrigstiden, så synes jeg desværre, at der er nogle paralleller til den tid, vi lever i lige nu.”

Da hun sagde det, var det, fordi hun mente, at den politiske virkelighed, vi lever i nu, minder om den, vi levede i dengang – hvor en intens politisk polarisering kulminerede i Anden Verdenskrig.

Derfor bør vi ruste op til krig igen, mener Mette Frederiksen.

Men mellemkrigstiden var ikke kun præget af politisk polarisering.

Det var også et vildt økonomisk opsving, det var enorme teknologiske og videnskabelige landvindinger, det var vilde fester og … hurtig musik.

I serien Drømmeindekset har jeg sat mig for at undersøge vores kultur ud fra alt det, vi bruger penge på lige nu.

Jeg har nemlig en teori om, at den måde, vores økonomi opfører sig på lige nu (eller rettere: den måde, vi opfører os på i økonomien), afspejler et potentielt ret vigtigt skifte.

Vi er ved at ændre vores idé om, hvad ‘det gode liv’ er i en uforudsigelig verden. I sidste afsnit af Drømmeindekset sluttede jeg med at stille det her spørgsmål: Lever vi i en mellemkrigstid?

Mellemkrigstiden var på en måde domineret af to tider: 1920’erne og 1930’erne.

Og når jeg kigger på den måde, vi danskere bruger vores penge på for tiden, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om vores forbrug i virkeligheden på nogle parametre minder om det forbrug, vi havde i “de brølende 20’ere”, som man kaldte det.

Hvor vi på den ene side sparer virkelig meget op og på den anden side bruger flere penge på fester og middage og rejser end før.

Serien hedder Generation Diddy, og du kan høre første afsnit af den her.

‍

Så jeg ringede til en kvinde, der har brugt helt vildt meget tid på at tænke over netop det.

Hun hedder Marianne Levinsen, hun er fremtidsforsker – og så rider hun nogle gange på islandske heste.

Sidst hun selv tænkte, at “det var penge godt givet ud”, var, da hun købte rideudstyr på lagersalg.

Men det er ikke det, jeg skal tale med hende om.

Som fremtidsforsker bruger Marianne Levinsen nemlig en hel del tid på at forstå fortiden, og hun har interviewet rigtig mange mennesker om deres liv og drømme – helt tilbage fra 1919 og frem til 2018.

Med andre ord har hun altså brugt ret meget tid på at tale med mennesker, der levede i den tid, jeg er optaget af i dag, og hun har sagt ja til at prøve at tegne et portræt af mellemkrigstiden og af, hvordan folk tænkte og opførte sig sidste gang, vi befandt os i sådan en.

Mellemkrigstiden begynder, da Første Verdenskrig slutter.

Og i 1918 bliver der holdt en fest i Nordjylland, som på en måde indkapsler alt det, der skal til at ske:

‍

På en herregård ved Frederikshavn inviterer den stinkende rige 27-årige tobaksfabrikant Olaf Bigler til en fest, der – som aviserne ganske rigtigt skriver – skal “give genlyd over Kattegat”.

Bigler har tjent styrtende på aktiespekulation under krigen – og nu skal de penge bare have ben at gå på. Han får sejlet 100 gæster fra København til Nordjylland med dampskib, komplet med liveband og champagne.

Når gæsterne ankommer, bliver de mødt af levende svaner, som svømmer rundt i herregårdens voldgrav.

Til festen kan Olaf og de andre rich kids vise deres enorme rigdom ved at lave en ‘fidibus’.

Ved du ikke, hvad det er?

Det er såmænd bare, når man tænder en cigar med en pengeseddel – tikronesedler eller (for de rigtig dyre drenge) hundredkronesedler. Sådan en seddel, der svarer til omkring 3.600 kroner i dag. Festens damer skal ikke snydes og får guldarmbånd som souvenirs.

Og mens Olaf og hans venner i dagevis bogstaveligt talt brænder penge af, så hærger den spanske syge altså stadig i Danmark, der er stor arbejdsløshed og fattigdom, og millioner er døde under Første Verdenskrig.

Men på herregården fester man, som om der ikke er en dag i morgen.

Og det er på en måde pointen her. “Jamen altså, der troede man jo faktisk, at det hele var ved at gå under,” siger Marianne Levinsen.

“Man var faktisk meget chokeret oven på Første Verdenskrig, som på mange måder ikke var endt vildt godt på grund af nogle landedelinger, som i sidste ende fører til Anden Verdenskrig.

Der var en misstemning, som går igennem både 20′erne og 30′erne. Folk er lidt bange for, hvad der kommer til at ske, hvem der kommer til at bestemme, hvordan bliver de magtpolitiske forhold i Europa?”

Mellemkrigstiden er altså en magtbrydningstid. “Der er både en sindstilstand af angst for, hvad der kommer til at ske, men også noget vildskab,” siger Marianne Levinsen.

“Når vi er bange for, hvad der sker rundt om os, og vi kan ikke finde ud af, hvad reglerne er, og hvem der kommer til at vinde, og hvordan man skal positionere sig, så har vi brug for at logge ud på forskellig vis.

Og det gjorde man også dengang, for eksempel i Berlin, New York eller andre steder.

Så usikkerhed og store omskifteligheder betyder også, at man har brug for at feste og lave ballade.”

‍

Det her er portrætteret mange steder i populærkulturen siden.

‍Den store Gatsby foregår i 1920’erne, hvor de rige i New York holder overdådige fester, selvom det er forbudt at drikke alkohol.

På Berlins natklubber og kabareter og revyteatre er der liv og frisind, mens Weimarrepublikken er ved at knække midtover af politisk vold og uro og stigende fattigdom.

I Paris danser Josephine Baker ind på alle scener, Picasso maler geniale malerier, Coco Chanel laver vidunderlig mode, og Hemingway sidder i Montmartre og skriver – men også dér spreder fattigdommen sig, uligheden vokser.

Faktisk er det billedet tværs over USA og Europa, også i Danmark, i de år.

De brølende 20’ere er præget af det her konstante modsætningsforhold mellem fremtidsoptimisme og socialt armod, mellem frisind og spirende fascisme, det overdådige og det beskedne.

De fleste levede faktisk ret beskedent, fortæller Marianne Levinsen:

“Hverdagslivet var jo at lave mad, passe børn og gå på arbejde for dem, der skulle på arbejde. Eller arbejde sammen på den gård eller på det værksted, man havde.”

For selvom 20’erne markerede fødslen på den moderne forbrugerkultur, var forbruget for mange slet ikke at sammenligne med i dag.

“For manges vedkommende, hvis de fik en julegave, så var det måske en appelsin, som var eksotisk, eller det var måske, at der var nogen, der havde repareret dukken eller bilen.

Det var slet ikke det forbrugssamfund, som vi kender i dag,” siger hun.

‍

Dengang var det en lille elite, der havde råd til et liv i luksus.

I dag er vi langt flere mennesker, som har råd til at købe overflødige ting, tage på rejser og festivaler og spise på restaurant.

Den store forskel mellem 1920’erne og i dag, siger Marianne Levinsen, er, at “den store, brede middelklasse kan det, som eliten kunne i gamle dage, hvis vi ser 100 år tilbage”.

Men lad os lige blive i 1920’erne lidt. For ovre i USA er den her udvikling endnu tydeligere: Millioner af mennesker flytter fra landet til byen, får bedre løn og begynder at købe nye produkter, som de aldrig tidligere havde manglet: biler, radioer, husholdningsmaskiner, you name it. Og det kan lade sig gøre, fordi man kan købe det hele på “kredit”, som det hed – altså på afbetaling. Køb nu, betal senere.

Det gjaldt ikke kun hos bilforhandleren og i shoppingcentret, det gjaldt også hos bankerne og på Wall Street, hvor der blev udviklet systemer til at gøre lån og aktiekøb på kredit tilgængelige for den brede middelklasse.

For mange amerikanere betyder det, at de vænner sig til at låne – og til at leve i forventning om, at fremtiden vil betale regningen.

Nogle bliver ufatteligt rige på det regnestykke. På Manhattan skyder skyskraberne op i himlen, Fifth Avenue bliver centrum for al verdens luksus, og aktiemarkedet bliver økonomiens motor.

Indtil det hele styrter sammen.

‍

Lad mig tage dig med til NewYork i 1929.

Det er den 28. oktober, klokken er halv seks om aftenen, og på Wall Street er Charles Mitchell på vej op ad trapperne til National City Bank.

Charles Mitchell er bankmand, en af de absolut mest succesfulde på Wall Street, bestyrelsesformand og kendt som ‘Sunshine Charlie’ – for sit evige gode humør.

Men i dag skal han kæmpe for at holde masken.

Få timer tidligere er børsen lukket med et svimlende fald på 13 procent. Inde i banken summer det af nervøsitet: Hvor slemt bliver det i morgen?

Så Mitchell ranker ryggen, skyder skuldrene tilbage og smiler bredt, da han går gennem forhallen i banken. Men da han når sit skrivebord, falder han sammen i stolen.

Han har brugt hele dagen på krisemøder med centralbanken – og stadig ingen løsning fundet.

Han ved, hvad der kommer.

Den næste morgen åbner aktiemarkederne til et blodbad: den 29. oktober 1929, også kendt som den sorte tirsdag.

Børsen krakker.

Og snart spreder historiens værste finanskrise sig fra New York til resten af verden.

“Først rammer det USA, så rammer det Tyskland, og så rammer det også resten af Europa med faldende fødevarepriser,” siger Marianne Levinsen.

Der bliver virkelig lav økonomisk vækst, der bliver pessimisme. Så rammer det også værdien på din ejendom og værdien på din jord.

Så man kan sige, at den optimisme, der måske var på vej oven på Første Verdenskrig, får lige et slag der i slutningen af 20′erne.”

Det er en lavine.

“Man kan sige, at i 20′erne er man slået ned oven på Første Verdenskrig, men man begynder at gå i gang med tingene og bliver mere optimistisk. I 1930′erne kommer der noget mørke, og folk er bange for, hvad der kommer til at ske.”

Altså den frygt, der allerede eksisterede i baggrunden i 1920’erne, tager over.

Det mørke, som Marianne Levinsen taler om, kommer til at dominere 30’erne. De fattige bliver hurtigt meget fattigere. Den politiske polarisering vokser til en dyb og uoverkommelig splittelse. I Tyskland kommer Adolf Hitler til magten.

Og herfra kender du historien.

‍

Mit spørgsmål er ikke, om vi er på vej ind i en tredje verdenskrig.

Mit spørgsmål er, om vi befinder os i de brølende 20’ere igen.

Som jeg fortalte i første afsnit af denne serie, er der i hvert fald noget i vores forbrug, der ligner det lidt.

Vi bruger flere og flere penge på rejser og middage og oplevelser – minder det ikke lidt om den hedonisme, der dominerede forbruget i 1920’erne? Og samtidig viser undersøgelse efter undersøgelse, at vores tillid til økonomien og dens fremtid faktisk er meget lav.

Vi lægger penge til side og køber preppingkasser nede i Bilka. Minder det ikke lidt om den frygt, der lurede under overfladen i 1920’erne?

“De sidste fem år har været sådan en turbulensperiode, hvor vi ikke rigtig ved, hvad der sker. Det er svært at sige, at der kommer til at ske dét eller dét,” siger Marianne Levinsen.

“Hvis man går tilbage til 2019, så tænkte vi, at det kommer til at gå opad i slutningen af 2020′erne.

Siden har vi fået et hug i snuden med corona og krige og alt muligt andet.”

Ja, også i dag lever vi i en brydningstid.

Og det gør det rigtig svært at forholde sig til fremtiden. Der er dyr kaffe, og så er der klimaforandringer, krig i baghaven og store ændringer i den internationale magtbalance, som gør os usikre. Det er også den meget hastige teknologiske udvikling.

Kunstig intelligens, får vi at vide igen og igen, kan måske lige om lidt vende op og ned på vores samfund og arbejde og liv.

1920’erne var også præget af hurtig teknologisk udvikling, blandt andet i landbruget, hvilket man frygtede ville føre til arbejdsløshed og ulighed.

“Dengang var man også bange for, at traktorerne ville styre det hele, og maskinerne ville styre det hele. Så det er noget af det, der ligner,” siger Marianne Levinsen. “Vi er blevet lidt fremtidsusikre, så vi har brug for at spise og feste og drikke og have det sjovt.”

I begyndelsen af denne historie fortalte jeg om Olaf Biglers sindssyge fest på herregården i 1918.

Den, hvor de festede som om, der ingen morgendag skulle komme.

Den fandt sted midt i nogle helt vilde forandringer – oven på en fuldstændigt traumatiserende Første Verdenskrig, oven på en pandemi.

Det var nok ret svært at forestille sig morgendagen.

‍

Du skal lige med til en sidste fest i dag: Techmilliardæren Jeff Bezos’ bryllup i sommer.

Jeg ved ikke, om de dansede hurtigt, jeg ved ikke, om de tændte cigarer med pengesedler, for pressens adgang var begrænset. Men jeg ved, at den italienske by Venedig mere eller mindre blev lukket ned på grund af brylluppet.

Bruden, den tidligere journalist Lauren Sánchez, kaldte det for en “ekstremt intim” fejring. 200 gæster, filmstjerner og forretningsfolk fløj ind i privatfly fra hele verden, Kardashian-søstrene sejlede i vandtaxa gennem Venedigs kanaler.

De tredages festligheder vurderes at have kostet mere end 300 millioner kroner og fik aktivister på gaden, som protesterede mod klimapåvirkningen, mod ekstravagancen, mod uligheden – ja, lidt mod det hele.

I 1920’erne var det eliten, der festede med champagnetårne.

Men for rigtigt mange andre var det et årti præget af stigende ulighed og fattigdom. Og selvom levestandarden i dag er meget højere, end sidst vi var i en mellemkrigstid – og langt flere er blevet del af det, man dengang ville se som en elite – så findes uligheden i dén grad også i dag.

“Der er nogen, der er oppe i en anden økonomisk galakse, og så er der dem, der sidder i bunden af vores samfund,” siger Marianne Levinsen.

“Den polarisering sker også i Danmark. Dem på bunden kan bare se, at deres muligheder er ringe, og de andre får flere og flere muligheder – de flyver ned og står på ski eller køber godser.

Og så er der nogle mennesker, især inden for techområdet, som er så ufattelig rige, at vi ikke rigtig kan forstå, hvordan det kan lade sig gøre.

Og så har vi svært ved at rumme det.”

Så der er paralleller mellem de brølende 20’ere og i dag. Der er en elite, der fester igennem og stikker af fra alle os andre, der er stigende ulighed og polarisering og intens nervøsitet for, hvad fremtiden bringer, hvordan morgendagen egentlig kommer til at se ud. Og midt i det er der alle os, der bruger vores penge på fornøjelser, mens vi kan – og gemmer det, vi har tilovers, under madrassen.

“Det er jo også noget af det, der måske minder om mellemkrigstiden. Vi mangler lidt en vision for noget bedre – for et bedre samfund, en bedre verden. Det mangler vi faktisk i dag,” siger Marianne Levinsen. “Hvis vi ikke tænker, at i 2035 ser det hele bedre ud, hvis vi ikke tror på det, så har vi svært ved at tro på nutiden også.”

Er det i virkeligheden dét, der får os til at bruge vores penge, som vi gør? At vi har svært ved at forestille os fremtiden?

‍