Hvordan stopper man drab på kvinder, før det sker? Disse 90 danskere vil finde svaret

Du skal til at læse en Zetland-historie.

Det betyder, at den er lavet og udgivet af Zetland, og at vi har fået lov til at dele den med dig. Zetland er en anderledes avis, der giver dig mod og lyst til at forstå verden, så vi sammen kan tage ansvar for den.

Hvis du vil have adgang til alle Zetlands serier og historier, skal du blive medlem af Zetland.

Jeg står i et lokale på vesterbro i København mandag eftermiddag den 31. marts.

Rummet er propfyldt.

Alligevel lykkes det mig at spotte en travl Ditte Bjerregaard i mængden.

Hun er idémager til det frivillige stormøde, som jeg er mødt op til, og som også har fået eksperter, politifolk og kommunekyndige mennesker til at valfarte til Vesterbro.

“Vi skal finde ud af, hvordan og hvor vi sætter ind for at sikre, at vi kan arbejde systematisk og samlet på at lave den forandring, vi ønsker,” siger Ditte, direktør i Center for Voldsforebyggelse.

Ønsket, som hun og de andre fremmødte har, er klart:

De vil halvere antallet af kvindedrab i Danmark inden 2030.

Fra 12 til seks.

Hvert år bliver 12 kvinder dræbt af deres partner, ekspartner eller et familiemedlem.

I gennemsnit.

Og det er mange, når der er cirka 45 drab om året i alt.

Det betyder, at hvert fjerde drab i Danmark er et såkaldt kvindedrab, og at kvindedrab er den største enkeltstående drabstype herhjemme.

Hvert fjerde drab i Danmark er et såkaldt kvindedrab

På en måde kan man sige, at jeg skal være mere bange for min kæreste eller min far, end jeg skal være for at gå alene hjem om natten.

Statistisk selvfølgelig. Men det er altså ret vildt at tænke på!

I andre lande er de lykkedes med at reducere antallet af kvindedrab, men herhjemme har tallet stået stille de sidste 25 år.

“Det er håbløst, at der i år allerede nu har været otte kvindedrab, og vi er kun i første kvartal,” siger Ditte Bjerregaard og peger på den nok vigtigste grund til frustration blandt de fremmødte:

“Vi ved, at langt størstedelen af de her kvindedrab kunne have været forebygget. Når vi kigger ind i domsafsigelserne, så kan vi se, at de udsatte eller udøvende har været kendt af myndighederne før drabet.”

‍

Ditte Bjerregaard forklarer, at arbejdet med at forebygge kvindedrab herhjemme er fodslæbende og mest af alt foregår i “lukkede lokaler” på Christiansborg.

“Det er nogle meget lukkede samarbejder,” siger hun.

Stormødet på Vesterbro er derfor et forsøg på at gøre noget nyt.

Et forsøg på at bringe nye stemmer og muligheder i spil. For ude i det danske samfund sidder en masse mennesker med unik viden og praktisk erfaring.

Og mange af dem er mødt op.

De kommer fra nær og fjern. Fra Bornholm, Odense og Ringsted.

Her er folk fra cirka 30 forskellige organisationer. For eksempel Lev uden vold og Social Talks.

Her er repræsentanter fra krisecentre, fra kommuner og fra politiet. Der er også advokater og professorer. Mennesker, som forsker i ting som kriminologi, strafferet og ligestilling.

Og så er der juristen Morten Kjærum.

“Jeg har stort set ventet på den her dag siden 2014,” siger han.

‍

Morten Kjærum startede i Dansk Flygtningehjælp i 1980′erne.

Herefter blev han den første direktør for Institut for Menneskerettigheder og var med til at bygge organisationen op igennem 1990’erne.

Siden har han arbejdet for både FN og EU.

“Så det har været en lang rejse i menneskerettigheder-verdenen,” fortæller han.

Det er let at mærke energien og engagementet hos Morten.

Stort smil, insisterende øjne. At stoppe  vold og drab på kvinder blev et hjertebarn for ham i 2014, da han var direktør i EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder.

Her gennemførte de en stor europæisk undersøgelse af vold mod kvinder.

“Det var der, hvor det eksploderede i hovedet på os, at de nordiske lande lå enormt højt,” fortæller han.

Morten forklarer, at de interviewede tusindvis af kvinder i alle medlemsstater i flere timer og “fik en kæmpe viden”.

Blandt andet den viden, at danske kvinder oplevede stalking, fysisk og psykisk vold i en grad, der var over gennemsnittet for resten af EU.

For eksempel sagde 35 procent af de danske kvinder, at de havde oplevet at blive ydmyget, truet eller låst inde.

Hver tredje danske kvinde havde også oplevet fysisk eller seksuel vold i et parforhold.

I resten af EU gjaldt det i gennemsnit for cirka hver femte.

Og kiggede man på vold eller seksuel vold begået af andre end ens partner, lå Danmark allerhøjest på listen.

Det havde hele 40 procent af de danske kvinder oplevet.

Men egentlig var det ikke tallene i sig selv, der satte ild til Morten.

“I Danmark blev resultaterne jo mødt med en total fornægtelse. ‘Det passer ikke.’ ‘Det er forkert.’ Og det blev jo nærmest ignoreret og skubbet til side,” siger han.

Det må have været provokerende, når man ved, hvad konsekvensen er af den fornægtelse?

“Jamen, forfærdeligt! Det er derfor, det blev hos mig i ti år. Jeg har simpelthen ikke kunnet slippe det.”

‍

I 2024 gentog EU's agentur for grundlæggende rettigheder undersøgelsen.

Og igen lå Danmark i top. Altså på den dårlige måde.

Danske kvinder oplevede vold, overgreb og chikane i noget højere grad end mange andre europæiske kvinder.

Igen svarede hver tredje danske kvinde, at de havde været udsat for seksuel vold, mens næsten halvdelen angav, at de havde oplevet fysisk vold eller trusler om vold.

Resultatet var altså nærmest det samme som ti år tidligere.

Hver tredje danske kvinde svarede, at de havde været udsat for seksuel vold, mens næsten halvdelen angav, at de havde oplevet fysisk vold eller trusler om vold

Ud over en lille detalje:

“Man havde så lagt et nyt spørgsmål ind i 2024-undersøgelsen, og det var: ‘Tror du, at det er hyppigt forekommende i dit land?’” fortæller Morten.

“Og der lå Danmark også i top. Altså med at sige: ‘Nej, vi tror ikke, at det er hyppigt forekommende.’”

Resultaterne bekræftede Morten i den følelse, han fik efter undersøgelsen i 2014.

“Du har den der brede fornægtelse af, at der er et problem, samtidig med at du har en meget høj frekvens.”

Hvor kommer det fra, tror du?

“Jeg tror, det skyldes mange ting, men det strider blandt andet mod vores selvopfattelse. Og når du har noget, der strider mod selvopfattelsen, så reagerer du mod det.”

Morten Kjærum kommer også med en anden forklaring.

Medierne.

I 2014 oplevede han, hvordan mandlige chefredaktører hurtigt blev enige om, at der ikke var et problem, siger han.

“Altså, jeg hørte nogle fantastiske samtaler mellem mandlige chefredaktører, som sad og snakkede om det her fænomen og nærmest latterliggjorde det.”

Samtalerne foregik blandt andet i Kurt Strands radioprogram Mennesker og medier på DR.

Også chefredaktøren på Information, Rune Lykkeberg, skrev en kritisk leder, husker Morten Kjærum.

Selv har jeg fundet gamle historier fra blandt andet Politiken og DR, hvor forskere sagde, at tallene var for høje til at kunne passe.

Forskere sagde, at tallene var for høje til at kunne passe

At det alene var udtryk for, at danske kvinder simpelthen ikke fandt sig i volden og derfor fortalte om negative oplevelser.

‍

På vesterbro rejser Morten sig op, stiller sig foran stolerækkerne og begynder at tale højt.

“Dejligt at se jer allesammen. Hold da op, fuld sal.”

Morten fortæller, hvorfor han har ventet på den her begivenhed i årevis, og forklarer formålet med eftermiddagens og aftenens program.

“Der sker jo en masse gode ting derude. Men når så tallene alligevel ikke rigtig rykker sig, så er vi selvfølgelig nødt til at spørge os selv: Hvad skal vi så gøre? Hvad kan vi så gøre bedre?”

Morten fortæller, at han i de seneste år har fornemmet et momentum.

At han, modsat dengang for ti år siden, mærker, at den danske befolkning rent faktisk er begyndt at erkende, at vi har et problem.

Og det er afgørende.

Forskning viser, at oplysning og anerkendelse er første skridt, hvis vi vil undgå, at vores egen mor, søster, datter eller veninde udsættes for partnervold eller i værste tilfælde drab.

“Det er supervanskeligt at skabe dybe forandringer, hvis ikke der er en fælles forståelse af, at der er et problem,” siger Morten og runder af:

“Så lad mig slutte her og understrege endnu en gang, at det her samarbejde i mine øjne er endnu vigtigere i dag, end det var, da Niels, Ditte og jeg satte os ned for tre måneder siden og sagde: ‘Lad os prøve at rykke på det her.’ Fordi presset derovre fra den anden side af Atlanten i forhold til kønsligestilling er enormt. Og det er kun lige begyndt.”

‍

Den næste på scenen er Ditte fra Center for Voldsforebyggelse.

Hun skal tale om noget, der kaldes femicide watch.

I 2015 opfordrede FN alle medlemslande til at oprette et femicide watch, som er et organ, der registrerer og kortlægger de enkelte landes drab på kvinder.

Og hvorfor så det?

Jo, fordi forebyggelse af kvindedrab begynder med anerkendelse og dernæst med mere og bedre viden.

Men i Danmark er der her ti år senere stadig ikke oprettet et officielt femicide watch.

Derfor oprettede Dittes nonprofitorganisation deres egen danske version i 2021.

Her indsamler og analyserer de data om danske kvindedrab – for eksempel ud fra domsafsigelser, artikler og samtaler med efterladte.

“Vi har desværre i dag lige opdateret statistikken til 318 drab,” fortæller Ditte fra scenen.

Indsamlingen, optællingen og analyserne har et klart formål: Kan Dittes hold finde fællestræk, kan de måske forhindre drab fremover.

“Det, vi desværre fandt ud af, da vi hentede viden rundtomkring, var, at otte ud af de 13 drab sidste år kunne have været forebygget. Og det kunne de, fordi enten den udsatte eller den udøvende var kendt af myndighederne, før drabet skete.”

Ditte fortæller også, at hendes hold har fundet ud af, at det hyppigste motiv er jalousi eller kontrol.

“Og det er vigtigt at understrege, fordi ofte ser vi, i hvert fald når vi er ude at undervise for unge, at mange stadigvæk forbinder fysiske former for vold som de farligste former for vold. Og det er ikke tilfældet.”

‍

Andre lande har arbejdet systematisk med at forebygge vold og drab på kvinder.

Det gælder for eksempel Finland og Spanien.

Alicia Ramos fra Spanien er en af dem, der har været med til at udvikle og implementere nogle af Europas mest nytænkende og vidtrækkende lovgivninger på området.

I et interview fortæller hun, at der er særligt tre steder, man kan sætte ind, hvis man vil forebygge kvindedrab.

Det første er, måske ikke så overraskende, men ikke desto mindre vigtigt, at forbedre sikkerhedsnettet.

Kvinderne skal have bedre adgang til juridisk og økonomisk støtte. For eksempel skal de lettere kunne gå til politiet og have hjælp med noget så basalt som at finde et nyt sted at bo.

“Når du sikrer kvinderne i forhold til sundhed, bolig og økonomi, så er det faktisk ret let at forhindre de her typer af kvindedrab og anden vold,” siger Alicia Ramos.

Det næste vigtige element er at undervise børn og unge i emner som seksualitet, grænsesætning og parforhold.

Og sidst bør man ifølge Alicia øge fokusset på voldsudøveren og den voksende gruppe af især unge mænd, der ser ligestilling som et problem.

“Det er meget vigtigt at tilbyde mændene viden og uddannelse. De skal forstå, at den her form for ligestilling også kommer dem til gode,” siger hun.

Alicia mener, at man arbejder for bedre rettigheder til alle, når man arbejder for bedre rettigheder til voldsudsatte kvinder.

Hun påpeger, at det for eksempel også kan hjælpe de børn, der vokser op i voldelige hjem.

De mænd, der kommunikerer med knyttede næver.

Eller de forældre og søskende, som mister et familiemedlem.

‍

På vesterbro trækker Ester vejret og fumler lidt med sit papir, der ryster mellem hænderne på hende.

“Jeg står her foran jer,” begynder hun sin tale og fortsætter, “og ja, jeg står op hver morgen. Jeg går på arbejde. Jeg trækker vejret. Og det gør jeg så også nu.”

Ester holder en pause.

Stemmen bævrer, da hun begynder igen:

“Men en del af mig døde onsdag den 25. oktober 2023 klokken 14.12.”

For halvandet år siden mistede Ester sin søster.

Hun blev slået ihjel af sin ekskæreste.

“Jeg ville allerhelst tale direkte til kvinden, som tror, at hun har mødt verdens dejligste mand, fordi han overdynger hende med komplimenter og gaver, og derfor ikke bemærker det tiltagende behov for kontrol eller det stigende antal af spørgsmål omkring med hvem, hvornår, hvorfor og ikke mindst hvor.”

“Og hvis jeg skal være lige så ærlig, som jeg mener, at alle burde være, så ville jeg allerhelst have råbt min søster direkte ind i hovedet og fået hende til at forstå, at der findes mennesker, som ikke fortjener hendes evne til altid at kunne se det gode i mennesker.”

Ester holder endnu en pause.

Tørrer nogle tårer væk og hvisker et lavmælt “undskyld”, inden hun afslutter.

“Min søsters sidste besked til vores begges storesøster sagde det meget tydeligt. Hun skrev, at hun nok ville slette sine profiler på sociale medier, hvis ikke han snart stoppede med at skrive. Men hun mente ikke, at der var behov for, at nogen kom og var hos hende. For hun havde mere ondt af ham, end hun var bange for ham.”

“Under ti timer senere viste det sig, hvor meget hun havde taget fejl.”

‍

Esters oplæg minder alle i rummet om, hvorfor de er her.

Og nu skal de så i arbejde for at forhindre skæbner som Esters søsters.

De fremmødte fordeles ud på tre workshops med temaerne ‘voldsudsatte’, ‘voldsudøvere’ og ‘kommunikation’.

Alle grupper bruger samme arbejdsmetode.

Først skal alle hver især bruge ti minutter på at skrive ned, hvad de mener er vigtigst at arbejde på inden for lige netop deres tema.

Derefter skal alle præsentere sig selv og det vigtigste fokuspunkt, som de har skrevet ned.

I gruppen for voldsudøvere, som jeg er gået med, lægger en ung, skaldet mand ud.

“Jeg hedder Michael, og jeg er politiassistent ved Københavns Vestegns Politi. Og jeg har skrevet: “Motivér gerningspersoner til at arbejde med sig selv for at undgå/mindske fremtidig vold.”

Herefter fortsætter personerne i rummet med at præsentere sig selv og deres fokuspunkt.

For eksempel siger Trine Baumbach, der er professor i strafferet på Københavns Universitet, at hun mener, at man skal “betragte det her som et ligestillingsproblem.”

Annelise Murakami, der er lektor på Professionshøjskolen Absalon, stemmer i.

“Noget af det, som jeg synes, der smuldrer rigtig, rigtig meget nu, det er ligestillingen,” siger hun.

Flere i rummet kommer med konkrete løsningsforslag.

“Når en kvinde kommer på krisecenter, skal der være nogen, der går ud og banker på døren hos voldsudøveren og tilbyder noget hjælp,” siger en for eksempel.

“Kan man stoppe kønsopdeling i børnehaven,” foreslår en anden.

Alle fokuspunkter og idéer skrives op på en stor, fælles tavle af workshop-lederen, og i løbet af ingen tid er tavlen fyldt med tanker og idéer, og der begynder at tegne sig nogle mønstre.

Gruppen identificerer tematikkerne.

I gruppen, der arbejder med voldsudøvere, er det ‘maskulinitet’, ‘kommunikation’, ‘ansvar’, ‘undervisning’ og ‘specialiseret undervisning’.

Herefter arbejdes der videre med tematikkerne i mindre grupper, hvor de forsøger at finde på konkrete løsningsforslag.

Altså, hvordan kan man for eksempel helt konkret arbejde med temaet maskulinitet?

Til sidst skal alle forslag op på fællestavlen, så de bedste af dem kan tages med videre.

‍

De tre workshops samler sig i fællesrummet.

Planen er, at alle skal mødes igen og arbejde videre med idéerne, så de bliver til virkelighed.

Men inden da skal en repræsentant fra hver workshop fremlægge de indledende konklusioner.

Gruppen, der arbejdede med voldsudsatte, begynder.

“Vi kender allesammen kræftpakker, altså pakkeforløb. Vi vil have pakkeforløb til voldsudsatte i sundhedsvæsnet. Det var et konkret bud, som vi gerne ville arbejde videre med,” begynder ham, der ledede gruppen.

Han fortæller også, at gruppen gerne vil arbejde videre med at gøre læger og arbejdspladser klogere på, hvad de skal gøre, når de møder kvinder, der har været udsat for vold.

Og så vil de undersøge, om man kan oprette “en handepligt. Altså en forpligtelse til at handle, når man støder på volden.”

“Der var også nogen, der talte om en såkaldt voksenunderretning.I kender underretninger omkring børn. Kan man lave det samme på voksne?”

Herefter er det workshoppen, der fokuserede på voldsudøvere, der skal præsentere deres forslag.

Her foreslås det, at der oprettes en opsøgende enhed, som kan tilbyde hjælp til voldsudøveren, når en kvinde kommer på krisecenter, og at der oprettes en “online rådgivning til unge, som udviser tidlig aggressiv adfærd”.

Til sidst præsenterer workshoppen, der havde fokus på kommunikation, to konkrete kampagner.

Den ene hedder ‘Ser du, når kærlighed er voldelig’, og det andet forslag er at starte en fast årlig kampagne under navnet ‘Uge 12 mod vold’.

Efter tre timer er dagens møde ved at være slut, og deltagerne slutter af med et fællesbillede, en klapsalve og lidt uformel snak over øl og snacks.

Morten Kjærum fortæller ud i rummet, at han og de andre initiativtagere vil sætte sig sammen og gennemgå mødets endelige idéer og forslag og vende tilbage med næste plan, næste møde.

‍
Siden mødet på Vesterbro har flere arbejdsgrupper knoklet videre.

For eksempel skal en af grupperne mødes med landets universiteter i løbet af de næste tre måneder, fordi de er i gang med at lave undervisningsmateriale til læger og sygeplejersker.

Og så fortæller Ditte Bjerregaard, at næste stormøde bliver afholdt på Folkemødet på Bornholm.

Så hvis du har planer om at tage til politisk festival, har du mulighed for at deltage i det videre arbejde.

Desværre er der også sket en trist udvikling.

Den 22. april opdaterede Ditte tallene inde på Femicide Watch endnu en gang.

Da vi mødtes på Vesterbro, var otte danske kvinder blevet dræbt.

Nu er tallet oppe på 12…

‍

Kunne du lide, hvad du læste?

Hvis du vil have adgang til alle Zetlands serier og historier, skal du blive medlem af Zetland. Og fordi du er medlem af Female Invest, kan vi give de to første måneder for en 50'er.

Som medlem af Zetland får du…

• 🌞 Morgenoverblik – Et nyhedsoverblik på fem minutter
• 🚁 Vores daglige nyhedspodcast, Zetland Helikopter, der graver dybt i døgnets vigtigste begivenhed
• 📖 Tidens vigtigste historier, der giver mod og lyst til at forstå verden
• 🚀 100% journalistik, 0% blinkende annoncer
• 💬 Nysgerrige samtaler, hvor vi i fællesskab bliver klogere