Drømmer du om et samfund, hvor trivsel - ikke økonomisk vækst - er det vigtigste mål? Så er der godt nyt

Du skal til at læse en Zetland-historie.

Det betyder, at den er lavet og udgivet af Zetland, og at vi har fået lov til at dele den med dig. Zetland er en anderledes avis, der giver dig mod og lyst til at forstå verden, så vi sammen kan tage ansvar for den.

Hvis du vil have adgang til alle Zetlands serier og historier, skal du blive medlem af Zetland.

Danskerne vil gerne have en trivselsøkonomi. I hvert fald viser en ny undersøgelse, at et meget stort flertal af os siger, vi ser positivt på en samfundsmodel, der er baseret på trivsel – og i mindre grad på økonomisk vækst som det store blinkende mål.

“Den skarpe konklusion er, at befolkningen bakker op om en trivselsøkonomi,” siger økonomen Michael Birkjær, som er analysechef i tænketanken Wellbeing Economy Lab (WELA).

Undersøgelsen, der udkommer i dag, er lavet af Alliancen for trivselsøkonomi, der ud over WELA blandt andet tæller Nyt Europa, klimatænketanken CONCITO, Danmarks Naturfredningsforening og WHO’s danske Sund By Netværk, som repræsenterer 52 danske kommuner.

Her har de spurgt et repræsentativt udsnit af danskerne. Et stort flertal – 79 procent – svarer, at de er positive eller overvejende positive over for trivselsøkonomi.

Der er også bred opbakning til, at politikerne skal have større fokus på borgernes trivsel og mentale sundhed, og at borgernes trivsel og livskvalitet skal indgå som centrale mål i den økonomiske politik. Også social retfærdighed og bæredygtighed vejer tungt. Og selvom økonomisk vækst også gør det, vægtes trivsel faktisk en smule højere.

Så hvad er trivselsøkonomi? “Den helt korte version er, det handler om at sætte trivsel foran økonomien. I stedet for at det er målet i sig selv, at økonomien skal vokse, så skal vi designe vores økonomi, så den har et formål – den leverer noget. Og det, den skal levere, er trivsel. Både for dem, der lever i dag, og dem, der lever i fremtiden,” siger Michael Birkjær.

Vi skal ikke først og fremmest have en voksende økonomi som det vigtigste mål. Et stigende bnp – bruttonationalprodukt – er ikke ensbetydende med, at vi allesammen får det bedre, lyder argumentet. For mens økonomien er vokset, trives flere dårligere – de to ting følges ikke bare ad.

“Vi bliver fortalt, at vi bliver rigere, og det går bedre på alle mulige parametre. Samtidig eksploderer tallene for folk, der er ensomme eller stressede. Mange har svært ved at få en hverdag til at hænge sammen. Og planeten bliver mere og mere presset. Mange ting gør, at det ikke giver mening for folk, at økonomien bare skal vokse, men at vi har brug for noget andet som målestok. Der er dissonans i vores samfund, som resonerer hos både politikere og befolkningen,” siger han.

‍

Her kunne man komme med en indvending mod undersøgelsen.

Nogle klassiske økonomer er ikke begejstrede for at spørge folk til, hvad de har lyst til.

Økonomer har et lidt tørt begreb, der hedder afslørede og verbaliserede præferencer. Dine verbaliserede præferencer er, at du i en survey fortæller mig, at ja, du vil gerne spise råkost til morgenmad, og ja, du har tænkt på din pension den her uge.

Men måler man på, hvor ofte du faktisk spiser råkost eller logger ind på din pension, så er det nærmest aldrig. Kritikken kunne være det samme med undersøgelsen om trivselsøkonomi: Ja, danskerne siger, de er positivt stemt, men hvis folk var så vilde med trivsel, hvorfor stemmer de så ikke på politikere, der har det som deres store slagnummer?

Til det kan man sige flere ting.

For det første gør folkene bag undersøgelsen forskellige metodiske ting for at komme rundt om de faldgruber i rundspørgen. Men vigtigst findes der faktisk undersøgelser, der bakker op om, at folk i høj grad vælger politikere netop ud fra trivsel.

Noget forskningen viser, at niveauet af trivsel i befolkningen er den ting, der bedst forudsiger, om en siddende regering bliver genvalgt – det har større betydning for genvalg end vækst, arbejdsløshed og inflation.

Engang sagde man i USA, at det afgørende for at blive valgt som præsident var økonomien: It’s the economy, stupid. Men Birkjær siger nej, “it’s the well-being, stupid”. Den slags undersøgelser kunne være et tegn på afslørede præferencer – at folk også stemmer efter trivsel.

Man kan så undre sig over, hvorfor trivselsøkonomi ikke fylder mere. Men det gør det faktisk også. Mange steder rykker det lige for tiden. Norge har lanceret en strategi, hvor de vil måle og styre efter andre ting end økonomi – livskvalitet eller trivsel – og de vil ikke bare tale om det, men også gøre forskellige konkrete ting, muligvis i deres finansministerium. Der sker initiativer i både FN og EU.

Organisationen OECD siger, at to tredjedele af deres medlemslande arbejder med trivselsøkonomi. Alle de nordiske lande – på nær Danmark – arbejder med trivselsdagsordenen. “Vi halter bagefter,” siger Michael Birkjær.

Der er stor forskel på, hvor meget landene forfølger trivselsøkonomi og hvordan, og mange steder er det relativt nyt. Men i et land som Wales har de arbejdet med trivselsøkonomi i årevis – med stort fokus på fremtidige generationer. De har endda udnævnt en slags kommissær for fremtiden, så nye love og regler også er blevet vurderet på, hvad de betyder for trivsel nu og i fremtiden. En ny motorvej vil måske give mere vækst, men vil den også være god for trivslen – miljøet og naturen – på sigt?

“Wales har valgt en slags big bang-tilgang, hvor man sagde: ‘Nu skal vi virkelig prøve at gøre noget ved det.’ Man byggede institutioner, lavede nye regnemodeller, opkvalificerede embedsværket og satte de her mål for økonomien, som alle har skullet arbejde efter siden, og som de har fået masser af succes med det.”

Så hvordan undgår man, at det bliver politisk?

Mere trivsel kan alle være enige i. Men hvad vil det sige? To elementer fra den danske trivselsbevægelse er klima og at forhindre stor ulighed. Men den slags er vel også politiske valg: Hvad, hvis jeg trives fint med rimeligt stor ulighed – eller at andre ting bare er meget vigtigere for min trivsel? Michael Birkjær siger, at de er meget opmærksomme på ikke at være ideologiske eller partipolitiske. Det handler ikke om, om skatten skal op eller ned – om man skal forfølge Venstres eller SF’s skattepolitik. Målet er heller ikke en kæmpestor stat, selvom bevægelsen til tider er blevet set som venstreorienteret. Faktisk er der en del konservativt tankegods i trivselsøkonomien også, pointerer Birkjær, ligesom trivselsøkonomi også lever i regeringer til højre for midten. Men den vigtigste måde at undgå, at det bliver partipolitisk, er, at befolkningen inddrages i valgene af trivselsmål, siger han.

“Det giver mening at gøre, som man har gjort i Wales og andre steder, hvor man har skabt et godt fundament: De mål, vi gerne vil stille op foran økonomien, skal befolkningen være med til at stille. Det forudsætter, at vi laver en masse borgersamlinger eller høringer og får involveret befolkningen i nogle store demokratiske processer for at identificere de mål.”

Det skal sikre legitimitet og opbakning – og forhindre, trivselsmålene bliver ændret totalt, hver gang regeringen skifter.

Men hvorfor nævner de så herhjemme klimaet og social retfærdighed som en del af trivselsøkonomien, selvom vi jo endnu ikke har lavet den slags demokratisk inddragelse om fælles mål? Michael Birkjær siger, at ja, nogle grundlæggende ting ligger nærmest naturligt i en trivselsøkonomi. Klimaet handler om trivsel for fremtidens generationer. Det er svært uden en planet, man kan leve på. Og social retfærdighed eller ulighed handler om, at folks basale behov skal være opfyldt i trivselsøkonomi.

Netop basale behov optræder faktisk ret prominent i den nye undersøgelse. Og det handler simpelthen om priserne i supermarkedet. Virkelig mange siger, at det vil gøre en forskel, hvis det bliver billigere at købe ind til aftensmaden. “Noget af det, der bekymrer folk allermest, og det, de efterspørger allermest handling på, er priser på dagligvarer. Det taler ned i problemerne med at få hverdagen til at hænge sammen. Jeg tror, at der er en dissonans hos rigtig mange mennesker, hvor man får at vide, at vi bliver rigere og rigere, men samtidig er det, for mange mennesker, svært at få dagligdagen til at hænge sammen.”

I det lys kan lavere priser i supermarkedet godt være en del af en trivselsøkonomi. Birkjær henviser til, at mange oplever en hverdag, der er tynget af tidspres, stress og dårlig balance. De efterlyser politisk handling, der fremmer livskvalitet, så de eksempelvis kan arbejde mere fleksibelt eller i kortere tid og få en mere sammenhængende hverdag. Her spiller priserne i supermarkedet også en rolle for, at hverdagen hænger sammen. Trivselsøkonomien kan også handle om at have råd til grøntsager og cornflakes – det er princippet om at dække folks basale behov.

‍

En af de indvendinger, man kan have mod trivselsøkonomi, især i den her tid, hvor droner flyver ind over Danmarks lufthavne, er, at det kan virke lidt som en luksus. Vi skal have styr på landets sikkerhed. Vores økonomi skal hænge sammen. Og så er trivsel måske lidt mere nice to have.

Da vi spurgte Birkjær til det, sagde han, at nej – trivsel er i den grad need to have. Ifølge forskning er trivsel nemlig et af de vigtigste værn mod polarisering og splittelse i et land. (Lav trivsel spillede en vigtig rolle for Brexit og valget af Donald Trump, viser undersøgelser). Derfor er trivsel også et sikkerhedshensyn, som sikrer, at vores land ikke bliver splittet og falder fra hinanden, siger han, som nogle fjender udefra måske ønsker:

“Når folk oplever mistrivsel, ensomhed eller udenforskab, så gror polariseringen. Derfor er det pludselig meget politisk relevant at sørge for at investere i, at vi ikke kommer derhen,” siger han. “Hvis vi skal arbejde præventivt i dansk kontekst og sørge for, at vi ikke får den samme destabilitet som i visse andre lande, kræver det, at vi investerer i trivsel. Det er også et sikkerhedshensyn. Det kan sikre den sammenhængskraft og den resiliens, som er nødvendig, især i de nuværende ustabile tider, hvor nogle kræfter kunne være interesserede i, at vi polariserer os.”

Nogle økonomer vil ikke være helt enige – og i stedet have en hypotese om, at noget af polariseringen faktisk skyldes, at der ikke er så meget vækst. Når vækst er gået i stå i samfundet, er alt et nulsumsspil. Når jeg skal have noget, er der andre, der skal give mig det. For økonomien vokser ikke. Men hvis alt vokser, kan der både være mere til dig og til mig. Det kan så godt være, at en høj trivsel er et bedre værn mod polarisering end vækst. Og det betyder selvfølgelig noget, hvordan væksten er fordelt – om det er fair. Men den slags kritiske økonomer vil nok være nervøse for at afskrive vækst som en vigtig ting for sammenhængskraft.

Den nye trivelsøkonomiundersøgelse zoomer også ind på vækst.

Mange danskere udtrykker – måske ikke så overraskende – at økonomisk vækst spiller en vigtig rolle for at sikre fremtidens velfærd. Respondenterne siger, at trivsel vægter lidt højere end vækst, men vækst er stadig vigtigt.

Her står Michael Birkjær og andre i trivselsbevægelsen et andet sted. Han siger, at en trivselsøkonomi sagtens også kan være en økonomi i udvikling – trods dens klimaambitioner.

Men det skal ikke være klassisk bnp-vækst forstået som øget materielt forbrug og produktion, men i stedet det, han kalder økonomisk udvikling. Her udvikler økonomien sig, uden at det er på bekostning af planeten. Det minder om noget, den tidligere økonomiske vismand Peter Birch Sørensen fortalte os her i serien tidligere. Han talte også om en vækst, eller snarere økonomisk udvikling, der ikke kræver flere materialer, men bruger dem bedre, så de alligevel skaber større værdi.

Det er nemlig vigtigt at understrege, at den klassiske vækst af bnp er man stadig kritisk over for i trivselsøkonomien. Det skyldes, at bnp bare er mål, der samler al økonomisk aktivitet i samfundet, siger Birkjær. “Uanset om det er godt eller skidt. Bnp vokser, når vi rydder op efter naturproblemer eller katastrofer, eller vi skal have flere mennesker på medicin, fordi vi er blevet mere syge. Det handler bare om, at alting skal vokse. Og det er det, den måler. Også det dårlige. Trivslen er faldet, på trods af at vi har haft masser af bnp-vækst. Og fordi bnp-vækst er så bundet op på vores materielle forbrug og produktion, er det bestemt heller ikke godt for planeten.”

En del økonomer er faktisk enige i, at bnp er et mangelfuldt mål for udvikling. Nogle mener så, at når bnp vokser, så følger andre gode ting typisk med. Andre mener, at problemet er, at det er svært at finde et andet bedre mål, som politikerne ikke bare kan lave fiksfakserier med og hele tiden skifte ud med noget, der lige passer til det, de gerne vil have – eller bare vælger nogle mål, som passer til, hvad der tilfældigvis går godt i deres land lige på det tidspunkt.

Spørgsmålet er så, om trivselsøkonomien kan tilbyde et alternativt mål her.

Wales, Norge og andre steder har i hvert fald bevæget sig mere i den retning. Og selvom Danmark ikke har førertrøjen, så begynder der faktisk også at ske noget. En del organisationer og politikere rører på sig. Roskilde Kommune kigger på trivselsøkonomi, ligesom nogle politikere i Folketinget gør. Og ifølge den nye undersøgelse virker befolkningen positivt stemt. Michael Birkjær tror på, at det er realistisk.

“Vi har set, at det har kunnet lade sig gøre i Wales. Og hvis Danmark kan bevæge sig hen imod det – og det ser jeg absolut ikke nogen hindringer for – tror jeg, det er realistisk at lave noget, der er mere ambitiøst. Vi har mere autonomi, end Wales har. Så kan vi komme rigtig langt. Og måske blive en inspiration for mange andre lande. Så kan det begynde at skabe nogle ringe i vandet,” siger han.

“Der er nogle fantastiske inspirationskilder, både blandt vores naboer, men også andre steder tæt på, der viser, man kan gøre noget. Vi har virkelig nogle fantastiske forudsætninger for det i Danmark. Men det er også nødvendigt at gøre noget.”