50% af kvinder er snart single

Det meste af mine tyvere følte jeg en stille panik.

Ikke over min karriere, men over tiden, og om jeg var ved at løbe tør for den.

Jeg stillede aldrig spørgsmål ved, hvorfor jeg havde det sådan.

Jeg antog bare, at jeg skulle finde en partner. At der var en tidsplan, og jeg var bagud.

Tanken om at være single i trediverne føltes som noget, der for alt i verden skulle undgås.

Først meget senere stillede jeg mig selv det åbenlyse spørgsmål: Hvad havde jeg overhovedet brug for en partner til?

Jeg havde aldrig stoppet op og overvejet det.

Jeg havde internaliseret presset så dybt, at jeg glemte at spørge, om destinationen jeg løb mod, overhovedet var én, jeg selv havde valgt.

I 2030 forventes det, at næsten halvdelen af alle kvinder vil være single.

Det lyder måske som en krise – i hvert fald fra et traditionelt perspektiv, der stadigvæk anser ægteskabet som det ultimative mål for kvinder.

Men hvis man graver lidt dybere, viser denne udvikling noget helt andet. For ifølge data trives single kvinder.

Forskning viser igen og igen, at single kvinder er gladere, lever længere og tjener mere end gifte kvinder.

Det samme kan ikke siges om mænd. Faktisk ser ægteskab ud til at gavne mænd langt mere end kvinder.

I heteroseksuelle forhold er det nemlig stadig kvinder, der tager sig af størstedelen af det ubetalte arbejde i hjemmet – fra rengøring til børnepasning og følelsesmæssig støtte.

For mange kvinder har ægteskab længe betydet at tage et ekstra, ubetalt job, som fremmer mandens sundhed, produktivitet og succes – på bekostning af hendes egen tid, energi og ambitioner.

Stigningen i antallet af single kvinder er ikke et opgør med kærligheden. Det er et opgør med strukturel ulighed.

For første gang i historien bliver kvinder ikke presset ind i ægteskab for at overleve økonomisk eller blive accepteret socialt.

I dag tjener kvinder deres egne penge, bygger deres egne karrierer og – vigtigst af alt – træffer deres egne valg om, hvilket liv de ønsker at leve.

Den frihed er et grundlæggende paradigmeskifte.

Når kvinder ikke længere er økonomisk eller socialt afhængige af mænd, kan de forlade relationer, der holder dem tilbage. Og det gør de i stigende grad.

Det betyder ikke, at kvinder opgiver kærligheden.

Det betyder, at de opgiver dårlige forhold. Og når valget står mellem at være single eller at sidde fast i et forhold med en mand, der forventer, at hun både gør rent, laver mad og er hans personlige psykolog – uden at give det samme igen – så vælger flere og flere kvinder sig selv.

Denne bevægelse er frigørende for kvinder, men den udløser også en krise for mænd.

For når kvinder stopper med at gifte sig af pligt, mister mænd noget, de længe har taget for givet: kvinders ubetalte arbejde.

De mister deres personlige assistent, deres psykolog og deres rengøringsdame. Og uden den støtte i kulissen, som hele tiden har holdt deres liv kørende, kæmper mange mænd.

I stedet for at spørge, hvorfor så mange kvinder fravælger ægteskab, burde vi spørge, hvorfor så mange mænd stadig forventer, at en partner skal tage sig af dem.

Når kvinder ikke længere gifter sig af pligt, mister mænd noget, de længe har taget for givet: kvinders ubetalte arbejde.

Når kvinder ikke længere gifter sig af pligt, mister mænd noget, de længe har taget for givet: kvinders ubetalte arbejde

Denne dynamik bliver nogle gange kaldt The Tall Girl Problem – idéen om, at kvinder med høj uddannelse, økonomisk frihed og følelsesmæssig intelligens har svært ved at finde en lige partner.

Men måske er det ikke et problem, at kvinder hæver standarderne.

Måske er det virkelige problem, at for mange mænd ikke prøver at møde dem.

I stedet for at udskamme kvinder for at ville have mere, burde vi spørge mænd, hvorfor de er tilfredse med at tilbyde mindre.

Jeg ser det også i mit eget liv. Mine single veninder stortrives.

De bygger karrierer, danner dybe og langvarige venskaber, lærer nye ting og rejser ud i verden alene.

Deres liv er fyldt med vækst og selvudvikling. Sådan er det ikke, for min kærestes mandlige single venner.

Mange kæmper stadig med at finde et stabilt job, og nogle har endnu ikke lært at gøre ordentligt rent i deres egen lejlighed.

Selvfølgelig er det et lille dataset, men det føles som et symptom på noget større. En generation af kvinder, der tager ejerskab over deres liv, mens mange mænd ikke ved, hvordan de skal klare sig selv.

Jeg er ikke imod parforhold. Jeg er for det frie valg.

For at være helt tydelig: Det her er ikke et argument imod parforhold. Det er et argument for valgfrihed.

Jeg siger ikke, at det er bedre at være single end at være i et godt forhold eller omvendt.

Jeg siger, at det er bedre at være single end at være i et dårligt forhold.

Et forhold der dræner dig, begrænser dig og trækker dig ned. Og for første gang har kvinder mulighed for at træffe det valg.

Når jeg ser tilbage, indser jeg, at presset for at finde en partner aldrig rigtig handlede om mine egne mål.

Det handlede om frygt.

Frygt for at være alene.

Frygt for at fejle i en usynlig test.

Frygt for at blive efterladt. Men nu ser jeg noget, jeg ikke så dengang: At være single er ikke et nederlag.

Det er ofte en styrke. Det er det, der sker, når kvinder ikke længere har brug for forhold for at overleve – og endelig får lov til selv at vælge dem.

‍

Tak fordi du læste med. Jeg håber, det satte nogle tanker i gang – og jeg glæder mig til at diskutere videre i kommentarfeltet.

Kilder:

• Kvinder varetager 50% mere ubetalt arbejde end mænd
• Hvorfor ægteskabet er mere fordelagtigt for mænd end kvinder
• Er kvinder der vælger at bo alene gladere?
• 45% af kvinder er estimeret til at være single i 2030