16/11/25
Det er blevet tid til forskudsopgørelsen, i år er der ekstra meget at holde øje med
I år er der særligt god grund til at kigge grundigt efter når du den 11. november får adgang til din forskudsopgørelse
Fra den 11. november kan du logge ind på skat.dk og se din forskudsopgørelse for 2026. Det er her, Skat beregner, hvor meget du skal betale i skat måned for måned. Forskudsopgørelsen kan måske virke teknisk, men den er et vigtigt redskab til at undgå skattesmæk og sikre, at du får de fradrag, du har ret til.
I år er der særligt god grund til at kigge grundigt efter. Som Camilla Schjølin Poulsen, privatøkonom i PFA, siger.
Jeg kan ikke huske i nyere tid, at der sker så mange ting i vores privatøkonomi, som vi har udsigt til i 2026.
Derfor er forskudsopgørelsen vigtig
Forskudsopgørelsen fungerer som et budget for din skat. Den viser, hvor meget Skat forventer, du tjener, og hvilke fradrag du får.
Hvis dine oplysninger ikke stemmer overens med virkeligheden, kan du ende med at betale for meget eller for lidt i skat.
Det kan føre til en restskat, når årsopgørelsen kommer til marts.
Årets største ændringer
Skatteåret 2026 byder på flere ændringer, som påvirker mange danskeres økonomi:
- Topskatten bliver opdelt i tre niveauer
- Mellemskat på 7,5 procent fra 641.200 kroner
- Topskat på 7,5 procent fra 777.900 kroner
- Toptopskat på 5 procent af indkomst over 2,59 millioner kroner
- Beskæftigelsesfradraget stiger fra 12,3 til 12,75 procent
- Nyt seniorfradrag til dem, der arbejder to år før pensionsalderen. Det forventes udvidet til fem år i 2026
- Grænsen for aktieindkomst hæves fra 67.500 til 79.400 kroner
- Unge under 18 år slipper for arbejdsmarkedsbidrag
- Studerende i yderkommuner og på småøer kan få befordringsfradrag
De nye satser betyder, at mange vil opleve lidt lavere skat, men ændringerne gør også forskudsopgørelsen mere kompleks end normalt.

Sådan tjekker du din forskudsopgørelse
Log ind på skat.dk
Gå ind på skat.dk, log ind med MitID og vælg TastSelv. Her finder du forskudsopgørelsen for 2026 med alle dine oplysninger om indkomst, fradrag og eventuelle renteudgifter.
Tjek din indkomst
I år bør ekstra mange tjekke deres indkomst. Mange har fået lønstigninger, og de nye grænser for mellem- og topskat betyder, at selv små ændringer kan påvirke din skat.
Tjener du under cirka 41.400 kroner om måneden før arbejdsmarkedsbidrag, så pas på med at sætte indkomsten for højt. Det kan give et for stort beskæftigelsesfradrag og dermed en restskat.
Tjener du derimod over 58.000 kroner om måneden, kan det være klogt at sætte indkomsten lidt højere for at undgå at skulle betale penge tilbage.
Hold øje med renteudgifter
Hvis du ejer bolig, bør du være opmærksom på dine renteudgifter.
Har du variabel rente, skal du tjekke, om renten er faldet eller steget, og justere forskudsopgørelsen derefter.
Har du omlagt lån eller købt eller solgt bolig, skal du sikre, at alle oplysninger står korrekt, så du får det rigtige rentefradrag.
Opdater dine fradrag
Nogle fradrag registreres automatisk, mens andre skal du selv skrive ind.
Det gælder blandt andet befordringsfradrag, hvis du har mere end 12 kilometer til arbejde, servicefradrag for rengøring eller børnepasning, håndværkerfradrag for energiforbedringer og pensionsindbetalinger, som du selv foretager.
Tjek dit skattekort
Når du retter i forskudsopgørelsen, opdateres dit skattekort automatisk. På den måde får din arbejdsgiver de korrekte oplysninger, og du betaler den rigtige skat fremover.
Særligt for boligejere
I forskudsopgørelsen kan du se, hvordan din boligskat ser ud for 2026. Eventuelle stigninger i boligskatten bliver som udgangspunkt indefrosset automatisk, medmindre du har fravalgt det.
Som hovedregel giver det kun mening at indefryse, hvis du har brug for mere luft i økonomien til dagligt.
Har du købt bolig sidst på året, bør du sikre, at den nye bolig står registreret både for i år og næste år. Hvis du har solgt, skal du tjekke, at boligen er fjernet.
Husk at du kan rette løbende
Forskudsopgørelsen er ikke en engangsopgave.
Du kan altid logge ind og ændre den, hvis din økonomi ændrer sig, for eksempel ved nyt job, nye lån eller ændringer i dine investeringer.
Jo mere præcis den er, desto færre overraskelser får du, når årsopgørelsen udkommer.
Tag kontrol over din økonomi
At tjekke forskudsopgørelsen handler ikke kun om skat, men om at tage kontrol over din økonomi.
Hos Female Invest tror vi på, at økonomisk viden skaber frihed. Når du forstår, hvordan tallene hænger sammen, kan du træffe bedre beslutninger og sikre, at dine penge arbejder for dig i stedet for omvendt.
