Én særlig evne gør forskellen mellem succes og sammenbrud. Men vi har misforstået det

‍Du skal til at læse en Zetland-historie.

Det betyder, at den er lavet og udgivet af Zetland, og at vi har fået lov til at dele den med dig. Zetland er en anderledes avis, der giver dig mod og lyst til at forstå verden, så vi sammen kan tage ansvar for den.

Hvis du vil have adgang til alle Zetlands serier og historier, skal du blive medlem af Zetland.

‍

Kender du fornemmelsen af, at nogle mennesker bare er født til succes?

Som om de allerede i børnehaven har regnet den ud og siden bare rider på en bølge af medvind gennem studiet, karrieren og kærlighedslivet.

Hvad er deres hemmelighed? Er de bare født under en heldig stjerne? Eller i et lykkeligt hjem? Er de særligt flittige, disciplinerede eller geniale? Har de en tårnhøj IQ eller et gear mere end os andre?

Hvorfor ejer nogle mennesker bare tilværelsen?

Måske er der et svar på det spørgsmål.

I hvert fald findes der en menneskelig evne, som ifølge en støt voksende bunke af forskning er den allervigtigste, hvis man skal lykkes her i livet. En slags ‘over-evne’, som vi har det med at overse, men som er grundlaget for al anden læring. Det er hverken intelligens, kreativitet eller udholdenhed – det er selvregulering.

Selvregulering er evnen til at styre og regulere egne følelser, tanker og handlinger.

Kort sagt er det den evne, der gør, at du ikke bryder helt sammen, hver gang du bliver såret, og ikke går grassat, når du bliver sprunget over i Netto på en dårlig dag.

Men det er også en evne, som mange af os har misforstået.

Mange tror, det handler om, hvordan du handler i situationen, men det handler i højere grad om, hvor længe du er om at slippe følelsen igen.

Hvis du mestrer denne superkraft, som nogle psykologer kalder det, kan du nå meget langt i livet.

Flere forskere mener ligefrem, at selvregulering er vigtigere end intelligens for vores fremtidige lykke. Men der er en faldgrube, man skal være opmærksom på.

Nogle af de mest succesfulde mennesker regulerer nemlig ikke deres følelser – de kontrollerer dem. Og den strategi kan ende med at give bagslag en dag. For ofte er det også de mennesker, der fremstår allermest succesfulde, der falder hårdest, hvis de en dag falder.

Derfor er vi nødt til at forstå, hvordan vi udvikler evnen til at selvregulere, og hvilke fordele det giver – men også, hvilke konsekvenser det kan have, hvis vi mangler eller misforstår evnen.

‍

I 2020 foretog en række forskere fra et anerkendt australsk universitet en omfattende analyse af mere end 150 studier om selvregulering.

Her sammenlignede de resultaterne fra alle undersøgelserne, og ud fra det konkluderede de, at et barns evne til at selvregulere ikke bare er afgørende for deres akademiske og karrieremæssige muligheder, men også for deres mentale og fysiske helbred.

Forskernes resultater viste også, at en lav selvregulering i barndommen ofte hang sammen med overvægt, arbejdsløshed, dårlig økonomi, kriminalitet og misbrug senere i livet, mens en god selvregulering forhøjede børnenes chancer for at få en uddannelse, et godt job og helbred, en familie og tætte relationer.

Så hvorfor er evnen til at selvregulere så vigtig – på så mange områder?

Det kan Dieuwer ten Braak fortælle os noget om. Hun er lektor i psykologi ved det norske center for læringsmiljø og adfærdsforskning ved Stavanger Universitet, og hun har længe forsket i selvregulering hos børn og unge. Og hun forklarer, at evnen udvikles allerede i den tidlige barndom, men er afgørende for hele vores liv.

“Jo bedre et barn er til at regulere sig selv, jo nemmere vil det ofte have ved at få venner, lege og skabe gode relationer til de voksne omkring sig.”

Jo bedre et barn er til at regulere sig selv, jo nemmere vil det ofte have ved at få venner, lege og skabe gode relationer til de voksne omkring sig

Alt det har stor betydning for, om barnet trives socialt gennem barndommen.

Samtidig er selvregulering også helt afgørende for barnets faglige evner og udvikling, forklarer forskeren. Evnen danner grundlaget for videre læring. Derfor har børn med en høj grad af selvregulering også lettere ved at tillære sig nye færdigheder.

“Forskning, vi har lavet, viser, at tidlig selvregulering er afgørende for overgangen fra børnehave til skole og børnenes faglige udvikling helt frem til 8. klasse,” siger ten Braak.

De børn med høj selvregulering var bedre til at koncentrere sig og fokusere, hvilket betød, at de også lærte at læse og regne hurtigere. På den måde kan evnen ende med at få stor betydning for barnets uddannelse og karriere senere i livet.

Dieuwer ten Braak understreger dog, at høj selvregulering ikke betyder, at man ikke møder modstand eller træffer dårlige beslutninger. Det gør alle.

Men de mennesker, der er gode til at regulere sig selv, vil oftest have lettere ved at komme på ret spor igen. Et enkelt fejltrin er sjældent fatalt. Det er gentagelserne og de dårlige vaner, der er farlige. Og det er netop derfor, at selvregulering er så afgørende for, hvordan vores liv udvikler sig. Det er lidt ligesom gaven, der bliver ved med at give,

“Har du evnen, vil du ofte få den ene fordel efter den anden. Bedre venner, uddannelse, karriere, hvilket alt sammen er selvforstærkende. Men mangler du evnen, kan du risikere at ende i en ond og nedadgående spiral.”

Dieuwer ten Braak mener, at evnen i dag er vigtigere end nogensinde.

Vi bliver bombarderet med informationer og distraktioner. For at kunne navigere i en så kompleks tilværelse uden at blive overvældet, overstimuleret eller distraheret, er vi nødt til at kunne regulere vores følelser, opmærksomhed, tanker og handlinger.

“Den verden, vi lever i i dag, kræver en høj grad af selvregulering at begå sig i – og jeg tænker kun, at verden kommer til at blive mere kompleks i fremtiden.”

Den verden vi lever i i dag, kræver en høj grad af selvregulering at begå sig i

‍Det er dog ikke alle forskere, der er enige i, at selvregulering er lig med en lys fremtid.

Susan Hart er uddannet psykolog, hun er ph.d., forsker og specialist i børnepsykologi og psykoterapi med mange års erfaring fra børneområdet i Danmark.

Hun har udviklet det, man i dag kalder den neuroaffektive udviklingspsykologi. Det er en teori, som bygger bro mellem udviklingspsykologi, tilknytningsteori, traume- og hjerneforskning.

De sidste knap 20 år har hun udgivet adskillige fagbøger, forskningsartikler og holdt foredrag for fulde sale om, hvordan vi udvikler og regulerer vores følelser. Og når mange forskere i dag anser selvregulering som vigtigere end intelligens, er hun stort set enig.

“For mig er det en selvfølge, at når man har udviklet de grundlæggende former for selvregulering, så bliver al læring meget nemmere,” siger hun.

Alligevel er hun kritisk over for noget af den forskning i selvregulering, som hendes norske kollega Dieuwer ten Braak henviser til. For der er mange måder at definere og måle selvregulering på, og det er ikke alle former for selvregulering, der er lige sunde.

Når Susan Hart taler om selvregulering, skelner hun mellem selvkontrol og selvregulering. De to evner bliver ofte set som én og samme ting, men faktisk er det ret afgørende, at man er i stand til at skille dem ad.

Kort sagt er selvregulering det brede begreb.

Det handler om evnen til at regulere sine følelser, så de ikke løber af med én.

Hvis du bliver vred eller ked af det, kan du med en sund regulering berolige dig selv og dit nervesystem igen. Denne form for regulering er bottom-up-styret. Det vil sige, at regulering foregår i hele det limbiske system, altså der hvor selve følelserne udspiller sig.

Selvkontrol handler derimod ikke om at regulere selve følelsen. I stedet drejer det sig om at kontrollere en reaktion eller en handling.

“Det kan være, når du mærker tårerne presse sig på, men bider tænderne sammen eller niver dig selv i armen for ikke at lade dem strømme,” forklarer Hart.

Denne form for kontrol foregår i frontallapperne, som er den del af hjernen, der tager sig af bevidst tankegang, planlægning og organisering. Susan Hart kalder den form for regulering top-down-styret, fordi din reaktion er styret direkte af dine tanker.

Det kan være fint i nogle situationer, og det kan bestemt også gøre vejen til succes lettere. Men hvis din succes bunder i evnen til at undertrykke og ignorere dine følelser, kan denne strategi ende med at give bagslag, hvis presset bliver for stort, fortæller psykologen.

For så er der nemlig ikke længere tale om regulering, men om overregulering. Og det kan ende i angst, stress, depression eller voldsomme udbrud, forklarer Hart.

“Det kan godt være, at folk med høj selvkontrol har mere succes, men det betyder ikke nødvendigvis, at de har det godt.”‍

‍

Den amerikanske svømmer Michael Phelps er et godt eksempel på, hvad der kan ske, hvis man i årevis overkontrollerer sig selv.

Phelps er den atlet, der har vundet flest OL-medaljer – nogensinde. Han har 28 medaljer i alt. 23 af guld.

Igennem årene er han mange gange blevet spurgt, hvad hemmeligheden bag hans succes er. Svaret har hver gang lydt noget i retning af:

“Intet er umuligt. Jo større du drømmer, jo mere opnår du.”

Phelps har sagt, at alle i princippet kan få opfyldt deres drømme, det kræver bare, at de har vedholdenheden og dedikationen til at fortsætte – uanset hvor ubehageligt det måtte føles.

“Hvis du gerne vil være den bedste, er du nødt til at udholde ting, andre mennesker ikke vil. Jeg har presset mig selv til den yderste grænse,” lyder et andet svar.

Kort sagt er vejen til succes ifølge Phelps ekstremt høj selvkontrol. Men i dag indrømmer han, at denne strategi også kan have en bagside.

Kort sagt er vejen til succes ifølge Phelps ekstremt høj selvkontrol. Men i dag indrømmer han, at denne strategi også kan have en bagside

Selvom han i mange år var indbegrebet af succes, har han senere fortalt, at han i de samme år var meget langt fra lykkelig.

Nedturen begyndte i 2004, mens han var på toppen af sin karriere. Han var lige kommet hjem fra OL, belæsset med medaljer, da han fik sin første depression.

Det endte med at udvikle sig til et mønster. Hver gang han havde deltaget i OL, blev han overvældet af depressive tanker efterfølgende. Han fortsatte med at svømme og konkurrere, men depressionerne blev kun værre. I 2012 nåede han sit lavpunkt.

Efter tre dage alene på sit værelse uden søvn eller mad, kun opfyldt af et stærkt ønske om at dø, søgte han til sidst hjælp. Det blev et vendepunkt, han siden har kaldt vigtigere end nogen af sine pokaler. Behandlingen tvang ham til at anerkende sine følelser i stedet for at fortrænge dem.

“Jeg var virkelig god til at undertrykke alt det, som jeg ikke ville tale om eller beskæftige mig med,” sagde han til en konference om mental sundhed i 2019. “Gid, jeg havde lært det her ti år tidligere.”

Men spørgsmålet er, om Michael Phelps var nået lige så langt i sin karriere, hvis han ikke havde undertrykt sine følelser og grænser.

Der findes masser af studier, der viser, at høj selvkontrol øger vores muligheder for succes på studiet og arbejdsmarkedet.

Høj selvkontrol øger vores muligheder for succes på studiet og arbejdsmarkedet

Mest berømt er det meget omtalte – og kritiserede – såkaldte ‘marshmallow-studie’. Måske kender du det?

I 1972 år placerede et forskerteam ved Stanford University en skumfidus foran 32 børn og fortalte dem, at hvis de lod være med at spise den, fik de én til.

Forskerne fulgte børnene i 40 år efter, og studiet viste, at de børn, der ventede med at spise skumfidusen, havde en højere impulskontrol og generelt klarede sig bedre senere i livet. Men – og her kommer et vigtigt ‘men’ – forsøget viste ikke noget om, hvilken form for selvregulering der var tale om.

For Michael Phelps var der nok tale om en form for overregulering – som psykologen Susan Hart taler om.

Denne strategi var både vejen til succes og vejen til depression og selvmordstanker. Og Phelps’ historie er langtfra enestående.

Der findes talrige eksempler på kendte og succesfulde mennesker, der har styr på karrieren, men som med tiden udvikler alvorlige psykiske lidelser som depression, stress og angst.

Man finder dem ofte inden for fag præget af høj præstation som sport, politik, erhvervsliv og underholdningsbranchen. I København findes der ligefrem en psykologpraksis specialiseret i at hjælpe ambitiøse mennesker med at yde deres bedste – og trives samtidig.

Grundlæggeren Erla Heinesen Højsted har i et interview med Berlingske fra 2023 udtalt, at hun oplever, at flere karrieremindede og succesfulde mennesker mistrives end tidligere. De er pressede, stressede og bekymrede.‍

‍

Spørger man Susan Hart, er overregulering forklaringen på mange af de psykiske lidelser og udfordringer, man ser hos succesfulde mennesker.

Men det er en balancegang.

For hvis du ikke er i stand til at regulere dig selv og dine følelser, går det også ud over dit mentale helbred.

Jo sværere du har ved at regulere dem, jo mere vil negative følelser som tristhed, angst og vrede også komme til at fylde, og så er det, at det kan udvikle sig til depression, angst eller aggressiv adfærd. “Vi ved, at psykiske lidelser ofte opstår ved enten over- eller underregulering af vores følelsesliv,” fortæller Susan Hart.

En sund form for selvregulering er et sted midtimellem. Heldigvis mestrer de fleste mennesker at finde en sund balance. De lægger bare ikke mærke til det, fordi selvreguleringen er indlejret i dem helt fra barndommen.

“Når de bliver vrede eller kede af det, formår de at berolige sig selv. Det kan være, at de helt automatisk trækker vejret lidt dybere, tænker i andre baner, fokuserer på det gode, siger fra på en passende måde, ringer til en ven eller går en tur.”

Men det er lidt af en superkraft, mener Susan Hart. Alle kan lære det, men det er desværre ikke alle, der gør det. Når så mange børn og unge i dag mistrives og udvikler psykiske lidelser, er det nødvendigt at se nærmere på, hvordan vi lærer dem at regulere sig selv på en sund måde, siger hun. Og på det punkt har vi faktisk lidt at lære endnu.

“Det kan godt være, at vi taler mere om følelser end nogensinde før, men det er ikke sådan, at vi lærer at regulere dem.”

Så hvordan bliver vi bedre til at bruge den her superkraft?

Det begynder med, at vi lærer den bedre at kende – helt fra grunden af.‍

‍

Evnen til at regulere sig selv modnes allerede fra fødslen, forklarer Susan Hart.

Vi har den med i pakken fra start af, men den er lidt ligesom en muskel, der skal trænes og holdes ved lige.

Forskellen er bare, at vi ikke kan træne den alene. Udviklingen sker kun i samspil med andre mennesker.

Psykolog Susan Hart sammenligner det med, når vi skal lære at cykle. Her har vi brug for nogen, der forstår, hvordan en cykel fungerer, som kan løbe bag os og støtte os, indtil vi kan selv.

På samme måde er det med selvregulering. I begyndelsen har vi brug for hjælp til at kunne regulere vores følelsesliv, men når vi har gjort det tilstrækkeligt mange gange sammen med andre, begynder vi at kunne gøre det alene.

“Alle de kærlige øjeblikke med forældre og pædagoger er helt afgørende for, at barnet kan udvikle en sund form for regulering,” fortæller Susan Hart

Hun inddeler udviklingen af evnen i forskellige faser.

Det første, vi mennesker skal lære at regulere, er vores sanser og energi. Som forældre skal vi, fra børnene er født, hjælpe dem med at få den rette temperatur og en sund døgnrytme – oversat til forældre-hverdag betyder det tøj og søvn. I løbet af de første måneder begynder de forskellige følelser langsomt at spire i barnet.

Først kommer glæden. Mange børn vil, fra de er omkring to-tre måneder, begynde at opfange smil og selv smile tilbage.

Et par måneder efter kommer følelserne tristhed og frustration ind i billedet. Dem har børnene brug for hjælp til at regulere. Vi hjælper dem med at finde ro ved at tage dem op, vugge dem, synge og tale roligt til dem, når de græder eller er frustrerede.

Når barnet er lidt mere end et år gammelt, vil det også kunne mærke skam og stolthed. De følelser er helt essentielle for menneskets evne til at regulere sig selv.

Skam er en følelse, der fra naturens side har været med til at sikre vores overlevelse. Den hjælper os til at forstå, hvad der er socialt acceptabelt, og uden den er det meget svært at fungere i en flok eller et fællesskab. Derfor mener Susan Hart heller ikke, at det er farligt for børn at mærke skam. Det er helt naturligt, at den følelse melder sig, hvis de får et nej, eller der bliver sat en grænse for dem. Og så er det, at selvreguleringen skal i spil. For vi skal selvfølgelig hjælpe dem med at komme ud af følelsen igen.

Det kan man gøre på mange måder, men i dag gør vi det ofte med ord.

Vi fortæller børnene, at de ikke skal være bange eller kede af det. Stemmelejet kan være beroligende, men det er først ved fireårsalderen, at børnene begynder at forstå sammenhængen mellem ord og følelser. “Derfor hjælper det heller ikke at sige: ‘Tag det roligt’ til et lille barn,” forklarer psykologen, “De har brug for forældrenes hjælp og støtte til at finde roen.”

Nogle gange kan de mange ord og spørgsmål faktisk være med til at gøre det sværere for børnene at finde ro, siger forskeren.

Hvis et fireårigt barn tager et andet barns legetøj, vil mange forældre og fagpersoner, mens de trøster børnene, stille dem en masse spørgsmål i forsøget på at udvikle børnenes forståelse for hinandens følelser.

Som for eksempel: “Blev du ked af det?”

“Kan du se, at Paul også blev ked af det?” “Var det, fordi du gerne ville lege med Paul?”

“Blev du misundelig på Pauls skovl?” “Hvordan tror du, at vi kan gøre Paul glad igen?”

“Der kommer en hel masse ord og spørgsmål på situationen,” siger hun, “og selvom de er sagt i god mening, så er det vigtigste for børnenes regulering, at de begge bliver beroliget og forenet.”

Det kan man sagtens gøre ved bare at kramme dem og trøste dem. Ord er fine, men det er de mange spørgsmål, som bekymrer psykologen. “Børn i dag lider af spørgsmålsallergi. De bliver bombarderet med spørgsmål fra voksne.

Vi tænker, at vi hjælper dem, fordi det er sådan, vi voksne håndterer vores følelser, men det er ikke sådan, det fungerer med børnene.” Det er først, når børnene er omkring 12 år, at evnen til at regulere sine følelser gennem ord og tanker er færdigudviklet. Indtil da er det vigtigste for dem bare at være i en masse forskellige følelser og blive støttet af deres nære relationer til at komme ud af følelserne igen.

Med andre ord er det en balancegang mellem over- og underregulering: Børnene skal have hjælp til at komme ud af følelsen, men de skal også have lov til at mærke følelsen.

Desværre oplever Susan Hart, at mange forældre i dag har svært ved at bære, når deres børn græder eller bliver frustrerede, og giver efter for barnets ønsker for at afslutte den ubehagelige situation. Men livet bliver ikke mindre kompliceret, når børnene bliver ældre. Og hvis de ikke har lært at regulere de svære følelser i samspil med nogen, så bliver det meget udfordrende for dem, når de møder dem alene senere i livet.

Men hvad så, hvis man ikke har lært det i barndommen? Er det så for sent? Har man misset sin chance for succes og mental trivsel?

Nej, det er aldrig for sent, fortæller parterapeut og psykolog Frej Prahl. Men det kommer til at kræve noget af dig, for det er ikke let at lære at regulere sig selv – slet ikke som voksen, siger psykologen.

Og Frej Prahl mener, at vi voksne har en del at lære endnu.

Mange er vokset op med en strengere opdragelse end den, man typisk ser i dag. Mere skældud for gråd og ‘dårlig’ opførsel, stuearrest og ‘Sådan opfører en sød pige sig ikke’ og ‘Rigtige drenge må ikke græde’.

Kombineret med meget høje idealer for, hvad vi kan forvente af os selv, har det betydet, at en stor del af os i dag tyer til selvkontrol og overregulerer sig selv.

Det viser sig, når presset bliver for stort.

For en del vil det være, når de bliver forældre.

“Mange har måske klaret sig succesfuldt gennem karriere og uddannelse med høj selvkontrol, men når de får børn, bliver de konfronteret med en masse stærke følelser, uforudsigelighed, lavt overskud og søvnmangel – og så kommer denne strategi til kort.”

Samtidig florerer der lige nu uendeligt mange teorier om god børneopdragelse, som advarer forældre mod at vise stærke følelser foran deres børn, og det forstærker selvkontrollen, mener Frej Prahl. “Forældre skal i dag være helt uhørt rolige, rummelige og kontrollerede,” siger psykologen, der selv har skrevet en bog om at vise stærke følelser i familien.

Forældre i dag skal være uhørt rolige, rummelige og kontrollerede

Som parterapeut møder han enormt mange forældrepar, som på forskellig vis er optaget af idealet om at være rolige forældre, som kan rumme deres børns store følelser:

“Så på ydersiden forsøger de at lægge ansigtet i de rette pædagogiske folder og tale med fløjlsbløde stemmer, men på indersiden buldrer alle mulige andre følelser af sted.”

Frej Prahl ville ønske, at de var lidt bedre til at reagere i overensstemmelse med deres følelser.

Børn er kvikke. De kender deres forældre, og de kan godt mærke, når der er en uoverensstemmelse mellem det, de siger, og det, de føler. Det er langt mere trygt at mærke en forælder, som reagerer i overensstemmelse med sine egne følelser end det modsatte.

Det er langt mere trygt at mærke en forælder, som reagerer i overenstemmelse med sine egne følelser end det modsatte

Frej Prahl mener ligefrem, at det styrker børnenes udvikling at se deres forældre reagere mere autentisk og ærligt.

“Det er jo helt naturligt at blive frustreret på en fireårig, der bliver ved med at åbne selen i bilen.

Så er det bedre at reagere umiddelbart og sige: ‘Undskyld, der blev jeg godt nok vred. Jeg er okay nu’, end at kontrollere sig selv sønder og sammen.”

Når børnene ser de voksne gå ind og ud af stærke følelser, lærer de samtidig, at de følelser ikke er så farlige, men mulige at komme igennem på en god måde – og det styrker deres egen selvregulering.

Og det bringer os faktisk også tilbage til det afgørende spørgsmål.

Nemlig hvordan vi voksne kan blive bedre til at regulere os selv. Ifølge Frej Prahl er den eneste vej ud af den strenge selvkontrol, at vi accepterer, at vi har stærke følelser.

Det betyder ikke, at vi bare skal kyle med vandglas og råbe, understreger han, men vi skal tillade os selv at mærke og udtrykke vores store følelser – uden at slå os selv i hovedet med skam og skyld over det.

Første vigtige skridt hen imod at rumme sine egne følelser er nemlig at udtrykke dem, og det er ikke altid kønt.

Men det er et skridt, vi ikke kan komme uden om, hvis vi vil høste fordelene af selvreguleringens superkraft, siger han.

“Du kan ikke regulere en følelse, du ikke kan rumme."

‍

Kunne du lide, hvad du læste? Hvis du vil have adgang til alle Zetlands serier og historier, skal du blive medlem af Zetland. Og fordi du er medlem af Female Invest, kan vi give de to første måneder for en 50'er.

Som medlem af Zetland får du…

• 🌞 Morgenoverblik – Et nyhedsoverblik på fem minutter
• 🚁 Vores daglige nyhedspodcast, Zetland Helikopter, der graver dybt i døgnets vigtigste begivenhed
• 📖 Tidens vigtigste historier, der giver mod og lyst til at forstå verden
• 🚀 100% journalistik, 0% blinkende annoncer
• 💬 Nysgerrige samtaler, hvor vi i fællesskab bliver klogere