Inflationen fortsætter et nøk op i Danmark

Konflikten i Mellemøsten fortsætter med at sætte spor i de danske priser. Inflationen steg dog begrænset med 0,2 pct. fra marts til april.

Det er igen blevet lidt dyrere at være dansker.

I april fortsatte inflationen op med 0,2 pct. fra måneden før.

Det viser nye tal for forbrugerpriserne fra Danmarks Statistik.

April-stigningen kommer efter, at det samlede forbrugerprisindeks også steg fra februar til marts med 1,2 pct.

Det er særligt prisstigninger på brændstof, der bidrager til den højere inflation.

Krigen, som USA og Israel indledte mod Iran i marts, har sendt både olie- og gaspriserne op, fordi Iran bl.a. har blokeret for fragt gennem Hormuzstrædet, hvor en stor del af verdens olie skal passere.

Sammenlignet med april 2025 er forbrugerprisindekset steget med 1,4 pct.

»Selvom en inflation på 1,4 pct. på ingen måder er faretruende højt, så er status, at den hjemlige forbrugerprisinflation nu er blevet fordoblet som følge af blokeringen af Hormuzstrædet,« konstaterer Tore Stramer, der er cheføkonom i Danske Bank, i en skriftlig kommentar til tallene.

Alt ser dog bestemt ikke sort ud, fortsætter han.

For mens priserne stiger på benzin og diesel, er elpriserne omvendt faldet 16 pct. i april og har ikke været billigere i 25 år.

I kombination med afgiftslempelserne på el, betyder det, at mange danskere fortsat har en betydeligt lavere elregning i år sammenlignet med sidste år.

Derudover er fødevarepriserne også faldet svagt, siden Iran-krigen brød ud.

Fødevarepriserne i supermarkedet toppede i august sidste år, og er siden faldet med 2,3 pct.

Dermed ligger fødevarepriserne 2,7 pct. højere end for et år siden.

»Det er naturligvis positivt, da prisfaldet på fødevarer dulmer de negative konsekvenser af den oliekrise, der indfundet sig i kølvandet på krigen i Mellemøsten,« skriver Tore Stramer.

Alt i alt står den såkaldte kerneinflation, som fraregner energi og ikke-forarbejdede fødevarer, stort set stille. Den er 1,6 pct. i april mod 1,7 pct. i marts.

Flere økonomer hæfter sig dog ved, at udsigterne for inflationen er usikre på den længere bane og særligt afhænger af, hvordan krigen i Mellemøsten udvikler sig.

»Det er vigtigt at holde øje med, om de højere energipriser begynder at brede sig til resten af økonomien. Det ser vi endnu ikke tydelige tegn på, da inflationen ekskl. energi faktisk er faldet lidt de seneste måneder. Men risikoen er bestemt til stede. Usikkerheden er fortsat stor, og energikrisen er langt fra overstået,« skriver Mette Hørdum Larsen, der er cheføkonom i Lederne, i en kommentar.

Hos Dansk Industri forventer man også, at inflationen vil stige de kommende måneder i takt med, at de højere energipriser passerer gennem virksomhedernes værdikæder.

»Der er dog ikke udsigt til, at inflationen bliver alarmerende høj i Danmark,« mener Allan Sørensen, der er cheføkonom i erhvervsorganisationen.