En sovende fod blev mit livs wake-up call – og formede min tilgang til livet og min karriere

I efteråret 2006 var jeg på barsel med min yngste søn.

Vi var på den sædvanlige tur med barnevognen rundt om Kronborg Slot, da jeg bemærkede en snurrende fornemmelse i min ene fod.

Næste dag var det ikke blevet bedre, og jeg tog til lægen.

Tre timer senere lå jeg på Rigshospitalet med beskeden om, at de næste døgn ville blive kritiske.

Der var ingen klar diagnose, men mit eget immunforsvar var gået til angreb på mit nervesystem.

Det, der begyndte i den ene fod, kunne meget vel ende ved mit hjerte – hvis medicinen ikke virkede.

Dybt inde i mig selv var jeg godt klar over, hvorfor min krop ikke længere kunne kende forskel på krig og fred. Der havde været fuld damp på kedlerne i ti år.

Jeg havde færdiggjort tre uddannelser, født to børn, og var godt i gang med en karriere som kommunikationsrådgiver.

Vi havde stiftet familie på økonomisk bar røv, så der skulle knokles.

Det blev der – og købt bil og byhus. Jeg var i begyndelsen af 30’erne og “on track” i livet.

Indtil min fod en dag begyndte at sove.

Jeg lærte at spørge om hjælp

Det blev til en måned i hospitalssengen, hvor lægerne symptombehandlede men aldrig kom frem til en egentlig årsag.

Da de lancerede en plan om en længere indlæggelse på familiestue, sagde jeg stop.

Jeg ville hjem til mine børn og udskrev mig selv. Jeg blev sendt ud af døren på eget ansvar og med et mindre apotek – og med ordene: “Så må vi se, hvordan tingene udarter sig.”

Min barsel blev forlænget med sygeorlov.

Jeg var hjemme, men jeg var ikke mig selv. Jeg havde konstante nervesmerter i benene og sov næsten ikke.

Mit ellers så aktive sociale liv var indskrænket til en daglig gåtur med barnevognen og måltider med min familie.

Samtaler over ti minutter gjorde mig svimmel, og mens børnene var i institution, sad jeg med en kop te og stirrede ud i luften.

Det var en fornemmelse af at stå uden for livet, mens alle andre var på vej og havde retning i deres.

Det var svært ikke længere at være den, der havde styr på det hele. Jeg er vokset op på landet efter devisen “du kan altid klemme ballerne sammen”.

Det kunne jeg ikke længere.

Min egen fornemmelse var, at medicinen kun slukkede ildebranden. Jeg måtte selv tage hånd om min helbredelse – og gøre noget nyt for mig.

Jeg måtte søge hjælp.

Hvem er jeg?

Sideløbende med den medicinske behandling søgte jeg mod kropsbehandlere og blev opmærksom på min kost.

Jeg begyndte til psykolog – og bevægede mig ud i den alternative og spirituelle verden.

For hvem var jeg, når jeg ikke længere kunne udfylde mine sædvanlige roller?

Jeg besøgte healere, en clairvoyant, var på sjælerejse, hos en shaman og astrolog og deltog i workshops inden for enneagram, tarotkort og numerologi.

Jeg havde længe kredset om yogafilosofien og begyndte på en yogauddannelse. Alt sammen gav mig små brikker til det puslespil, jeg var i gang med at samle.

Det var på mange måder en ensom rejse – og svært at stå i overfor min omgangskreds og netværk.

De så mig som en hardcore business woman med styr på det meste. Til gengæld mødte jeg nye mennesker.

Møder, der begyndte med spørgsmål som: “Hvordan har du det?” eller “Hvad har du oplevet?” – ikke “Hvad laver du?”

Ingen vej tilbage

Efter måneders sygeorlov mente lægerne, at jeg var rask.

Jeg var sluppet af med mine nervesmerter og – til deres overraskelse – uden fysiske mén.

Jeg vendte tilbage som kommunikationsrådgiver, men fik et fysisk ubehag, hver gang jeg trådte ind i “business-verdenen”.

En morgen, efter blot to måneder tilbage på pinden, kastede jeg op i toget på vej til arbejde. Der stod det klart: Jeg måtte lukke den dør.

Det var noget af det sværeste, jeg har gjort.

Jeg havde længtes efter at få mit liv tilbage på skinner, og følte at jeg skuffede alle dem, der havde heppet på mig – familie, venner, kolleger og min chef.

Det betød også, at jeg fjernede et økonomisk sikkerhedsnet under min familie, uden at vide, hvordan jeg skulle bygge et nyt op.

Men som det ofte sker, åbner der sig nye og overraskende horisonter, når man lukker et kapitel – horisonter, som bl.a. førte til, at min familie og jeg senere bosatte os i Indien.

Hvordan vil du leve dit liv?

Jeg vidste, at jeg måtte lægge mit arbejdsliv radikalt om – og skabe en dagligdag hvor der var plads til opmærksomhed på mig selv og min krop.

Det førte til undervisning i yoga på aftenskolen og egne workshops i alt fra pilates til zumba – ja, på et tidspunkt havde jeg sågar et hula-hop-hold for seniorer.

Tidligere var jeg stødt på konceptet “Storytime Yoga” – yoga for børn med fortællinger som ramme for kroppens bevægelser.

Det var en perfekt kombination af mine journalistiske erfaringer og mit fokus på kroppen. Derfor søsatte jeg mit eget koncept med leg, læring og kropsbevidsthed.

Snart kørte jeg Sjælland tyndt med undervisning i børnehaver og skoler. Det var en gave at møde børnenes umiddelbare nysgerrighed og fantasi.

Børnene var også mit spejl. Den engelske digter Edward Young skrev tilbage i 1700-tallet: “Vi fødes som originaler – men dør som kopier.” Som børn er vi spontane, nysgerrige – vi er frie i vores udtryk og tænker ikke på, hvad andre forventer.

I løbet af livet tilpasser vi os andres forventninger, samfundets normer, sociale roller og forestillinger om, “hvordan man bør være”.

Mange ender med at leve efter andres ønsker og værdier i stedet for deres egne.

Jeg var i gang med at finde tilbage til mine egne værdier og ønsker for, hvordan jeg ville leve livet.

Sceneskifte

En gammel drøm voksede frem.

Da jeg mødte min mand på Journalisthøjskolen, ønskede vi os begge et liv som korrespondenter. Vi havde tidligere besøgt Indien sammen med begge vores drenge, og var betaget af kombinationen af kultur, krydderier og kaos.

Vi havde venner i Goa, og besluttede os at flytte dertil som freelancejournalister.

Byhuset blev lejet ud, møbler solgt og sække kørt på genbrugspladsen. Vores ejendele kunne herefter være i otte flyttekasser, der blev sat til opmagasinering hos mine forældre.

Jeg har aldrig følt mig så let i livet, som da jeg sad i en togkupé med min familie på vej mod nye eventyr.

Lethed i hjertet, og begejstring over, at stort set alt, hvad vi ejede – eller i hvert fald behøvede – nu kunne være i fire tasker.

Jeg har den dag i dag en aversion mod at købe ting til mit hjem, og min samlede garderobe kommer aldrig over fem par sko, tre skuffer og 10–15 bøjler.

Tiden i Indien var bestemt ikke lutter lagkage, og vi var mange gange pressede som familie. Vores to drenge – dengang fire og ni år – var ikke særlig begejstrede for deres skolegang.

Det var primært på den baggrund, at vi efter et år vendte snuden mod Danmark igen.

Men det var et helt år uden tv, smartphones og sociale forpligtelser.

Børnene kunne lege i timer på stranden med en pind hver, vi lavede mad sammen og spillede spil om aftenen. Vi fandt underholdning i os selv og hinanden – og der var tid til samtaler og daglige refleksioner.

En porteføljekarriere

Hjemme i Danmark havde jeg lige rullet yogamåtterne sammen efter 15 vuggestuebørn, da min telefon ringede.

Det var en tidligere kollega fra Dagbladet Børsen. Han ville have mig som medvært på et helt nyt radioprogram - Millionærklubben på Radio24syv.

Jeg var selvfølgelig i tvivl.

Have jeg lyst til at træde ind i det felt igen?

Aftalen blev, at jeg havde ti vagter om måneden. Hvordan jeg ville udfylde en times radio og med hvem, var der ingen, der blandede sig i. Bare der kom god finansradio ud af æteren.

Det er sådan, jeg fungerer bedst: Frihed, fuld indflydelse og mulighed for at forme noget nyt. Millionærklubben blev også til et ugentligt tv-format på TV 2 News, og jeg fik lov til at lave andre formater både på radio og tv.

En arbejdsdag for mig kunne derfor bestå af radio om morgenen, 2–3 timers undervisning i institutioner og derefter tv-optagelser eller et job som moderator på en konference.

Her næsten 20 år efter min krop råbte stop, er det stadig den model, jeg arbejder efter.

Nu med base i Portugal hvor jeg fungerer som coach og sparringspartner for yngre ledere og entrepreneører fra hele verden, udvikler branding- og podcastsstrategier for firmaer og organisationer, og er moderator på konferencer.

Mine råd til dig

Jeg har samlet et par af mine vigtigste takeaways fra min rejse – måske de også kan være nyttige for dig:

• Det er ok at stå stille i livet – det er i pauserne, visdommen gemmer sig.
• Selvomsorg er ikke en luksus – det er en daglig nødvendighed.
• Don’t always play it safe – du kan ikke planlægge dig til alt og ud af alt. Der åbner sig altid muligheder undervejs… ting, du ikke kunne planlægge eller havde fantasi til at forestille dig.
• Lær at sige nej og foreslå et alternativ. Brug dit nej til at skabe en bedre løsning for dig selv og andre.

• Tætte venner kan tælles på én hånd – vær bevidst om at prioriter dem.
• Det gør ondt at give slip på den tryghed, der ligger i det kendte. Vær modig i livet og søg hele tiden steder og mennesker, der gør dig glad og klogere på dig selv.
• Stil dig foran spejlet et par gange om året, og stil dig selv spørgsmålet: Hvad ville jeg gøre i morgen, hvis jeg ikke var bange?
• Hvis du er selvstændig, så husk: Du sælger værdi, ikke timer.
• Find en mental kasse til dine bekymringer - og et bestemt tidspunkt på ugen, hvor du åbner og rydder op i den kasse.
• Økonomisk overskud er godt – men din indre formue er endnu vigtigere.