Josephine Skriver - om karriere, iværksætteri, økonomi og moderskab

Hun har erobret verdens største catwalks og startet egen virksomhed. Vi inviterede Josephine Skriver ind til en samtale om økonomi.

“Da jeg startede, sagde folk altid, at det var en meget kort karriere.”

Sådan lød den første advarsel til Josephine Skriver, da hun som bare 15-årig teenager trådte ind i modebranchen som model.

For mange ville den advarsel skabe uro og bekymring, men for Josephine blev det til en drivkraft.

Hun ville mere end blot at overleve i en branche men en tydelig defineret udløbsdato.

Hun ville vide, hvem hun var – også når catwalkens lys en dag slukkede.

I dag tæller hendes CV blandt andet navne som Victoria’s Secret, Chanel, YSL og Maybelline. Men bag de store milepæle i hendes modelkarriere gemmer sig fortællingen om en kvinde, der overvandt branchens odds ved at være nysgerrig, vedholdende – og aldrig bange for at begynde forfra.

Om Josephine

• Født i København

• Startede som model som 15-årig

• Tidligere Victoria’s Secret Angel og Sports Illustrated Rookie of the Year

• Medstifter af fitness og sportstøjbrandet JoJa

• Ambassadør for PlanBørnefonden

• Blev mor i august 2024

Fra venindetræning til JoJa

Efter næsten et årti med shows og kampagner begyndte en ny rejse. Og skiftet fra model til iværksætter begyndte næsten ved et tilfælde.

De to veninder - begge modeller, begge trætte af de gamle regler og traditionelle skønhedsidealer - blev træningspartnere og fandt en fælles kærlighed for styrketræning og tunge vægte.

De satte sig for at udfordre foredommen om, at styrketræning gør kvinder maskuline, og at modeller ikke kan være stærke.

“Vi ville vise, at det godt kunne lade sig gøre.”

Foto: Julie Stenstrøm - Female Invest

Så de begyndte at dele deres træning på sociale medier, og inden for få måneder udvekslede de historier med andre kvinder… og på den måde begyndte et fællesskab at blive dannet.

Og det blev startskuddet til  JoJa.

Det, der begyndte som et træningsfællesskab på sociale medier, udviklede sig til at blive et tøjbrand.

Spring ud i det – og find ud af resten senere

Josephine beskriver sig selv som en der er forsigtig med penge. Men da hun stod over for iværksætterlivet, lod hun ikke sin manglende erfaring holde hende tilbage.

“Vi har jo kun en studentereksamen. Ingen af os havde økonomisk eller forretningsmæssig baggrund. Så vi ringede til folk, vi ikke engang kendte, og tog imod alle råd, vi kunne få.”

Som ny iværksætter havde hun ikke alle svarene, men hendes styrke var at have  modet til at stille spørgsmålene.

Når vilje ikke er nok

Men som enhver iværksætter, blev Joja også ramt af udfordringer, udenfor deres kontrol.

COVID-19 ramte lige som JoJa var klar til at sætte første kollektion i produktion. Fabrikker lukkede, forsyningskæder brød sammen, og momentum forsvandt.

“Vi troede, COVID ville vare tre uger. Det blev til måneder”

Da de endelig fandt en vej frem, kom en ny forhindring.

Da præsident Trumps toldsatser trådte i kraft, kollapsede økonomien bag JoJa’s produkter fra den ene dag til den anden. “Vi kunne jo ikke sælge et par træningstights for to tusind dollar i stedet for hundrede halvtreds.”

Valget stod imellem at gå på kompromis eller at stoppe helt.

Josephine og hendes partner valgte integriteten.

Foto: Julie Stenstrøm - Female Invest

“Det blev simpelthen meget, meget svært at gøre det rigtigt – og at gøre det på den måde, vi ønskede. Men både min partner og jeg kiggede hinanden i øjnene og tænkte: ‘Vi kan ikke gøre det her ordentligt.’”

De vidste, at hvis de fortsatte, ville de blive nødt til at gå på kompromis med alt.

Men integriteten var ikke til forhandling. I stedet for at sænke kvaliteten eller give afkøb på deres værdier, satte de virksomheden på pause – i hvert fald for nu.

De gjorde alle regnskaber op, gik derfra uden gæld og lod virksomheden hvile.

Nogle gange er den bedste beslutning at trække sig, når det giver mening. For når man giver slip på en drøm, bliver der skabt plads til noget nyt kan opstå.

Et nyt kapitel.

Moderskab på tværs af kulturer

Da Josephine blev mor til sin datter i august 2024 i USA, mærkede hun kontrasten til Danmark.

Herhjemme er barsel og børnecheck en selvfølge. Og som nybagt mor bliver man automatisk en del af en mødregruppe, så man kan udveksle erfaringer, dele frustrationer og være en del af et fællesskab. Det handler ikke kun om hjælp; det handler om ikke at stå alene.

I USA blev Josephine chokeret over fraværet af et sikkerhedsnet.

“Der er ingen garanteret barsel. Der er ingen garanteret sundhedspleje. Der er ingen garanteret… tryghed i at få et barn… Så du befinder dig i en kultur, hvor arbejdet er nødt til at komme i første række, hvilket betyder, at det giver mening, at de prøver at gøre dit barn uafhængigt fra dag ét.”

Hun oplevede, hvordan metoder som “cry-it-out” ofte læres, fordi forældre tror, at uafhængighed er nødvendig, når tid, barsel og hjælpen er knap. Herhjemme er ting som samsovning mere udbredt og støttet af et netværk, der gør forældrene trygge.

Og den oplevelse gav hende en dyb respekt for amerikanske forældre, der hver dag gør deres bedste i et system, der ikke støtter dem nok.

For Josephine handler det ikke om at pakke forældre ind i vat - men om at give mennesker og forældre mere mentalt og følelsesmæssigt overskud. Og det bliver tydeligt, hvordan systemerne former de valg vi træffer - og at mere støtte og hjælp giver endnu flere muligheder.

Gør op med pengetabuet

At flytte mellem kontinenter, starte virksomhed og blive mor fik Josephine til at indse, at penge stadig er et tabubelagt emne.

I Danmark er det småakavet at tale om løn – i USA er kontrasten endnu større - det er tabu.

Manglen på gennemsigtighed når det kommer til penge kan være farlig – især for kvinder, der ofte frarådes at tale om løn eller investering. Men da hun begyndte at dele hvad de tjente og fortælle om deres bedste forhandlingstips med andre kvinder, ændrede alt sig.

Som Female Invest-medstifter Camilla Falkenberg sagde i deres samtale: “De eneste, der vinder på, at du ikke deler din løn, er arbejdsgiveren.”

Foto: Julie Stenstrøm - Female Invest

Josephines portefølje afspejler den tankegang: den er solidt opbygget, forankret i fast ejendom og indeksfonde.

Når hun ser tilbage, kan hun ønske, at hun havde turdet tage en lidt højere risiko eller søgt rådgivning tidligere.

Josephine lærte tidligt, at velstand ikke kun handler om at spare – det handler også om at have tillid, at leve livet fuldt ud og dele det, du ved med andre.

“Jeg er vokset op med en mor, der sagde, at man skal spare alt. Og så havde jeg en tante, der sagde: ‘Du skal ikke være den rigeste person på kirkegården.’ Det er lidt det samme som at sige: ‘Husk også at have det sjovt, mens du lever.’”

At lede ved at løfte andre

Josephine ved, at ingen succes skabes alene. Derfor bruger hun også sin platform til at give tilbage til samfundet.

Siden 2021 har Josephine derfor været ambassadør for Plan børnefonden - en global organisation dedikeret til at styrke børns rettigheder og skabe ligestilling for piger.

Men før hun trådte frem som ambassadør offentligt, var det vigtigt for hende at forstå missionen til bunds: “Jeg arbejdede faktisk med dem i et helt år, før jeg gik ind og blev en stemme, fordi jeg ville forstå – igen, jeg er  meget forsigtig – alt omkring det.”

Hendes arbejde som ambassadør bragte hende til Uganda, hvor hun stod ansigt til ansigt med piger, hvis fremtid kun holdes tilbage på grund af manglende muligheder.

Hun så hvor pengene gik hen - både til mad og ting, men endnu mere gik til uddannelse og flere rettigheder.

Hun uddyber: “ Jeg mødte piger, som havde mødt Planbørnefonden, da de var seks eller syv år gamle, og som nu taler ved FN om deres rettigheder og uddannelse. Det er selvfølgelig ikke hver eneste pige, der har den ild i sig, men nu fik de muligheden.”

Foto from Plan International

Den oplevelse ændrede Josephines syn på sin egen rolle – og hvad støtte i virkeligheden betyder.

“Det handler ikke om, at jeg hjælper, det handler om, at jeg stiller mig bag dem, fordi de kan og vil gøre det selv. De er ikke her for at få medlidenhed. De er ikke her for at sige, ‘Åh, gør det for mig.’ Det er meget mere: ‘Nej, nej, jeg er dygtig. Jeg er virkelig god til det, jeg gør. Jeg blev bare ikke født under de samme omstændigheder – og jeg har brug for et lille skub.’”

Josephine samler penge ind, laver kreative kampagner (hun har blandt andet samarbejdet med Mads Nørgaard og hans #101 T-shirt), og hun bruger sin platform til at sætte fokus på pigers uddannelse og rettigheder globalt.

Vil du stå sammen med Josephine og støtte pigers fremtid? Så kan du donere til PlanBørnefonden her.

Foto: Julie Stenstrøm - Female Invest

Hvorfor Josephine Skriver inspirerer os

I dag er Josephine et globalt ansigt for Chanel og Yvez Saint Laurent, hun er frontfigur i store beauty-kampagner for Maybelline og har tilbragt år på Victoria’s Secrets catwalk.

Og efter vores samtale med Josephine er det tydeligt, at hendes succes i modebranchen ikke er en tilfældighed. Den er kommet ved, at hun har satset på sig selv - hun ventede ikke, til hun følte sig klar. Hun stillede spørgsmål tidligt og brugte hver eneste erfaring som byggesten til noget større.

Josehine minder os om, at det er okay at være nybegynder og starte et sted. Og hendes historie er også et bevis på, at vi har brug for fællesskab, netværk og andres opbakning undervejs.

Og så er det en reminder om, at vi aldrig må glemme at række hånden ud og hjælpe andre fremad.

68c938cd300e2af0f0180bd7