Min bedste beslutning nogensinde var at blive solo mor

Jeg gjorde noget vildt Jeg blev mor. Alene. Med vilje.

Ikke alene som i ensom. Ikke med vilje som i hovedløst.

Men alene som i mit eget valg.

Og med vilje som i hver eneste celle i min krop fortalte mig, at det var det, jeg skulle.

Hvis jeg kunne spole tiden tilbage? Så ville jeg gøre det. Igen og igen.

En hvisken, der aldrig forsvandt

I årevis var der en stille stemme i mig, der blev ved med at sige:

Det er meningen, at du skal være mor

Ikke “når tiden er rigtig.” Ikke “hvis den rigtige dukker op.”

Bare… dig. Som du er.

Jeg hørte mig selv svare tilbage:

“Lad os lige fokusere på karrieren først.”

“Måske om et par år.”

“Lad os se, hvem der dukker op.”

Men stemmen forvandt aldrig. Den blev kun tydeligere og mere vedholdende.

Som et lille prik i hjertet hver gang jeg så en mor og hendes barn. Eller når jeg holdt en andens baby i mine arme.

Så jeg holdt op med at vente. På den rigtige mand. På det rigtige tidspunkt. På den rigtige skabelon.

Jeg indså: Jeg behøver ikke tilladelse til at blive mor. Jeg har bare brug for mod.

At vælge mig selv. Og hende

At blive solomor er ikke noget, man “bare lige prøver af.”

Det er en beslutning fyldt med spørgsmål:

Kan jeg klare det alene?Vil hun mangle noget uden en far?Vil folk dømme os?Er jeg egoistisk – eller modig?

Men under alt det lå der noget stærkere: Klarhed.

Jeg vidste, at jeg havde kærlighed nok til et barn.

Jeg vidste, at jeg aldrig ville fortryde at prøve.

Så jeg tog telefonen.

Bookede en tid.

Og begyndte rejsen mod at blive mor – solo, men aldrig ensom.

Da jeg fortalte det til en veninde, kiggede hun på mig og sagde:

“Ærligt? Det er det mest badass, jeg nogensinde har hørt.”

Det glemmer jeg aldrig. Ikke fordi jeg havde brug for bekræftelsen, men fordi jeg ind hvor sjældent det er, at kvinder tillader sig selv denne slags beslutninger.

Videnskab, donorsæd og alt for mange tanker

At vælge en sæddonor er… skørt. Intimt. Overvældende.

Du sidder og analyserer babybilleder, slægtsrapporter, lydfiler og interviews med mænd, du aldrig møder – for at vælge ham, der skal give dit barn halvdelen af dets DNA.

Jeg husker en aften med et glas vin og alt for mange åbne faner i min browser.

Mit hjerte bankede hurtigt. Jeg grinte. Jeg græd. For det ramte mig:

Det her var virkeligt. Jeg valgte ikke for mig. Jeg valgte for hende.

Og lige pludselig imens jeg sad der og analyserede, så fandt jeg den rette donor.

Ikke perfekt på papiret.

Men min mavefornemmelse fortalte mig: det her mærkes rigtig - det er ham! Og det var nok for mig

Så begyndte ventetiden. Jeg var glad for, at jeg havde startet processen, før jeg følte mig 100% klar – for det gav mig tid til at vænne mig til tanken.

I Danmark er fertilitetsbehandling til de første to børn dækket af det offentlige (eller rettere sagt: gemt i skattebilletten).

Det gælder alle – par, enlige, hetero, queer. Man får 6 forsøg med insemination, og virker det ikke, går man videre til IVF (altså reagensglasbefrugtning).

I mit tilfælde anbefalede lægen insemination ud fra blodprøver og scanning.

Jeg var spændt, men realistisk. Jeg var “kun” 34, men vi ved alle, at fertiliteten i 30’erne ikke just går opad, så jeg håbede på succes inden for 3-4 forsøg – uden at forvente noget.

Dagen for inseminationen står lysende klart. Det var 1. maj – en festdag i Danmark.

Om morgenen gik jeg til min spirituelle vejleder, der lavede en healingssession for at forberede min krop på at tage imod et barn. Jeg plejer ikke at være til healing, men lige den dag føltes det helt rigtigt.

Da hun nævnte, at min afdøde mormor var med mig, brød jeg grædende sammen. Hun var død året før, og vi var meget tætte.

Hun havde altid sagt, at jeg ville blive mor – med eller uden en mand.

Efter sessionen gik jeg igennem Fælledparken i København i morgensol og forårsstemning.

Da jeg nærmede mig Rigshospitalet, stod min søster pludselig der. Hun var kommet for at støtte mig. Hun græd med det samme. Vi vidste begge, at det kunne være i dag. Selvom der kun var 15-20% chance.

Inde på hospitalet ventede min bedste ven. Ja – jeg havde simpelthen inviteret mine yndlingsmennesker til at se mig blive gravid. Det er ikke ligefrem hverdagskost, vel? (Gudskelov.)

Vi tog elevatoren op med højt humør. Inde på klinikken sagde sygeplejersken, at der ikke var tid at spilde – “lad os få sæden op, og snakke bagefter.”

Hun dobbelttjekkede donors navn, så vi var sikre på, at det var den rigtige “bestilling”, og så gik hun i gang. Det gjorde slet ikke ondt. Kort tid efter kunne jeg tage tøjet på igen, og så var det overstået.

Da jeg forlod rummet, sagde hun: “Husk, chancen er kun 15-20%. Det er som at slå en sekser i første kast – men det sker jo af og til!”

Og i dét øjeblik kiggede jeg op og tænkte: Selvfølgelig sker det – mormor var jo dronningen af yatzy.

Det har altid været hende

Da jeg så de to streger på testen, satte jeg mig bare ned og trak vejret rigtig dybt.

Ingen drama med tårer og hulk, ligesom i filmene. Bare ro. Og en lille, stille hvisken til mig selv: Hun er her.

Jeg vidste bare, det var en pige. Altså… jeg vidste det jo ikke. Men jeg har altid forestillet mig, at jeg ville få en pige. Og jeg mærkede det i hele kroppen.

Graviditeten var vidunderlig.

Jeg havde ingen partner til at holde min hånd til scanninger eller massere lænden. Men jeg savnede det ikke. Jeg havde alt det, jeg havde brug for: min søster, min mor, mine venner. Og vigtigst af alt – mig selv.

Jeg lavede en podcast som dagbog, hvor jeg delte tankerne og følelserne undervejs. Jeg havde optaget siden før graviditeten – i håbet om at kunne inspirere andre kvinder (det gjorde det også).

Jeg talte med min datter – fra maven til hjertet. Fortalte hende, hvem hun snart skulle møde. Jeg lovede hende latter, tryghed, dans i køkkenet og kærlighed, der ikke afhang af en partner.

Da hun blev født, stod tiden stille.

Efter 47 timers fødsel, der endte med et akut kejsersnit til sidst, lagde de hende på mit bryst. Og jeg vidste med det samme: det har altid været dig.

Jeg græd så meget, at maskinen til min puls gik helt amok. Det var det mest magiske øjeblik i mit liv.

Bare os to (og snacks nok til en hel børnehave)

I dag er min datter fuld af liv og glæde.

Hun danser, så snart musikken spiller. Hun hilser på alle – også papfigurerne i supermarkedet, der er meget uhøflige, fordi de ikke svarer igen.

Hun prøver at rede sit eget hår og vil selv alting.

16 måneder gammel og allerede en stærk, selvstændig lille dame.

Vores liv er kærligt, rodet og fuldt af grin.

Vi har vores rutiner – morgenknus og kram, dansepauser efter lur, og gåture, når klokken slår 17 og humøret styrtdykker. Godnathistorierne slutter altid med et kys og “Ninus” under armen.

Når hun græder om natten, der det mig der har tjansen.

Men det gør mig ikke noget.

For der er heller ingen mellem os, når hun kryber ind til mig klokken tre om natten og hvisker “moar” i mørket.

En radikal form for selvkærlighed

Folk ser ofte solomødre som kvinder, der har givet op.

Som om det er plan B.

Men hvad nu hvis det i virkeligheden er det modsatte?

Hvad hvis det er fuldkommen selvvalgt?

Jeg mistede jeg intet, da jeg tog beslutningen.

Jeg valgte mig selv.

Jeg valgte kærlighed.

Jeg valgte et liv, jeg ønskede – også selvom det ikke lignede normen, og det alle andre gør.

Det her har lært mig, at det at være solomor på egne præmisser – kan være en af de største kærlighedshandlinger overfor sig selv.

Det er at sige: Min glæde tæller. Min tidslinje er gyldig. Min version af familie er nok.

Og i en tid, hvor kvinder i stigende grad tager ejerskab over deres liv – karriere, relationer, identitet – er det at blive solomor bare endnu et udtryk for den sandhed.

Det handler ikke om at fravælge en partner.

Det handler om ikke at vente på én for at leve fuldt ud.

Hvordan folk reagerede

Jeg har hørt det hele.

“Du er så modig!”

“Det kunne jeg aldrig gøre.”

“Kommer hun ikke til at savne en far?”

Og min personlige favorit: “Hvad vil du sige til hende?”

Her er, hvad jeg vil sige til hende:

At hun var ønsket.

At hun var valgt.

At der var en kvinde som drømte om hende, og som ikke ventede på tilladelsen til at leve livet fuldt ud.

Og at familier findes i alle former – hendes er bare ekstra fyldt med kærlighed.

Jeg savner ikke noget

Jeg mangler ikke parmiddage eller fælles forældremøder.

Jeg længes ikke efter en medforælder, fordi jeg føler ikke at jeg ikke er fuldendt. Jeg føler mig hel.

Er jeg træt? Ja.

Presset? Indimellem.

Men mangler jeg noget? Ikke det mindste.

Jeg føler mig forankret. Nærværende. Lykkelig.

Jeg har bygget noget smukt – indefra og ud. Et liv, der er hendes og mit.

Min version af en kærlighedshistorie

Folk taler så meget om soulmates.

Men hvad hvis din soulmate ikke er en partner?

Hvad hvis det er et lille menneske med yoghurt i ansigtet og en latter, der får dig til at tude af lykke?

Min datter er min største kærlighedshistorie.

Ikke fordi det er et perfekt glansbillede – men fordi det er vores.

Jeg valgte hende, før hun blev født. Og hver dag vælger hun mig tilbage – i sine søvnige kram, hendes grin og den lille hånd, der rækker ud efter min, når vi går ud i verden sammen.

Hun har måske ikke en far, men hun er omgivet af kærlighed – fra sin mor, bedsteforældre, tanter, onkler og vores selvvalgte familie - mine venner.

Så ja, jeg gjorde noget vildt, da jeg besluttede at blive solomor.

Og det blev den smukkeste og mest livsforandrende beslutning, jeg nogensinde har truffet.

‍