Bruger jeg penge til at holde folk tæt på? Eller er det kontrol?

Pengedilemma er serien, hvor dykker vi ned i et ægte dilemma fra et af vores medlemmer – et af dem, mange af os kender alt for godt, men sjældent siger højt.

I hver historie giver en af vores medstiftere sit perspektiv – sine ærlige refleksioner og bedste råd til, hvordan man kan navigere gennem dilemmaet.

For penge handler sjældent kun om tal.

Det handler om, hvad vi værdsætter, hvad vi accepterer, og hvad vi er blevet opdraget til at tro er normalt.

Dilemmaet:

Jeg er 50 år, og min terapeut sagde for nylig noget, jeg stadig går og tygger på.

Hun påstod, at jeg bruger penge til at kontrollere andre.

Min første reaktion var at grine – ikke fordi jeg følte mig ramt, men fordi det lød så langt fra den måde, jeg ser mig selv på.

Jeg har knoklet hele mit liv. Jeg har bygget min karriere op fra nul, tjent hver en krone selv og set min økonomiske uafhængighed som noget af det, jeg med rette kunne være stolt af.

Jeg har hverken børn eller ægteskab, det var ikke planlagt, sådan blev det bare.

Men jeg har klaret mig godt, og jeg har altid været glad for at kunne hjælpe dem, jeg holder af.

Jeg har betalt husleje for min søster, når hun stod i en svær periode. Jeg har inviteret venner ud, overrasket dem med små rejser og hoppet til, når nogen havde en regning, der pressede.

For mig har det aldrig handlet om at styre noget.

Det har handlet om at være gavmild. At gøre livet lidt lettere.

Og hvis jeg skal være ærlig: Det føles rart at være den, der kan træde til. At være betydningsfuld for nogen.

Men siden min terapeut nævnte det med “kontrol,” kan jeg ikke helt slippe tanken.

Måske er der en lille del af mig, der godt kan lide rollen som den stabile, den man altid kan regne med. Som bliver glad, når folk er taknemmelige – og en smule skuffet, når de ikke er det. Men er det ikke bare menneskeligt?

Hvis gavmildhed giver mig en følelse af at høre til og være noget for nogen – er det så så forkert?

Jeg ved det ikke. Jeg har gjort mig umage, sparet op, og nu har jeg endelig noget at dele ud af.

Jeg vil ikke skamme mig over det.

Men jeg kan heller ikke ignorere følelsen af, at min gavmildhed måske ikke altid er helt så uselvisk, som jeg troede.

Hjælper jeg, fordi jeg vil – eller fordi jeg er bange for, hvad der sker, hvis jeg stopper? Hvis jeg ikke længere er den, dem omkring mig har brug for?

Camillas svar:

Det, du beskriver, synes jeg ikke er egoistisk. Det er meget menneskeligt.

Og jeg synes faktisk, det er lidt hårdt at kalde det “kontrol.” Det, du beskriver, lyder mere som omsorg, stolthed og et ønske om at føle sig forbundet med andre.

Du har knoklet for det, du har, så selvfølgelig vil du dele. Når man ikke har børn eller en partner som naturlige modtagere af ens omsorg, bliver gavmildhed en måde at skabe mening på – en måde at række ud og sige: “Jeg er her.”

Det er ikke manipulation. Det er nærvær.

Men – for der er et men – der kan måske godt være en kerne af sandhed i det, din terapeut siger.

For gavmildhed kan godt være bundet op på forventninger, også uden vi selv opdager det.

Som når du hjælper nogen og bagefter mærker en lille skuffelse, fordi de ikke reagerede, som du havde håbet. Det gør dig ikke til et dårligt menneske. Det betyder bare, at der måske ligger et lille usagt håb bag.

Mit råd er ikke, at du skal holde op med at være gavmild.

Det er, at du skal holde øje med, hvorfor du giver. Kommer det fra lyst – eller fra et ønske om at være uundværlig?

Prøv at spørge dig selv: Gør jeg det her, fordi det føles godt? Eller fordi jeg håber, det får nogen til at holde mere af mig? Det er en vigtig forskel.

Du har været den stabile hele dit liv. Den trygge havn. Det er en smuk kvalitet.

Men du fortjener også relationer, der ikke afhænger af, hvad du kan tilbyde økonomisk. Relationer, hvor folk kommer dig i møde – også på de små måder.

Ægte gavmildhed kræver ikke noget igen. Men den må heller ikke koste dig dine egne behov.