D. 20 december - Pension

Ved at starte tidligt kan du udnytte rentes rente-effekten, så din opsparing vokser markant over tid.

Jo tidligere du begynder at spare op til din pension, jo større økonomisk frihed vil du få, når du rammer pensionsalderen.

At tænke på pension kan måske virke kedeligt – især med en tidshorisont på +30 år.

Men netop denne lange tidshorisont er nøglen til en stærk pensionsopsparing, der kan sikre dig økonomisk tryghed.

Ved pensionsalderen vil du takke dit "fortids-jeg" for at have taget ansvar i tide.

Pension er ikke bare en opsparing – det er din fremtid. Ved at starte tidligt kan du udnytte rentes rente-effekten, så din opsparing vokser markant over tid.

Mange prioriterer ikke at kigge på pensionsopsparing før få år inden pensionsalderen, men at få overblik og sætte en plan i gang kan gøre en verden til forskel for din økonomiske situation, når du bliver ældre.

De tre hovedtyper af pension

Aldersopsparing

Aldersopsparing påvirker ikke folkepensionen eller offentlige ydelser. Den kan udbetales på én gang eller over flere år. I 2025 kan du indbetale op til 9.400 kr. årligt – og hvis du er mindre end 7 år fra folkepensionsalderen, kan du indbetale 61.200 kr.

Ratepension

Ratepension giver dig månedlige udbetalinger over en fastlagt årrække (typisk 10-30 år). Denne pensionstype kan både være privat eller gennem din arbejdsgiver - og er især fordelagtig, hvis du betaler topskat. I 2025 kan du få fradrag for indbetalinger op til 65.500 kr.

Livrente

Livrente, også kaldet livsvarig pension, sikrer dig en stabil udbetaling resten af livet. Denne pensionsordning er ofte en del af arbejdsmarkedspensioner og giver tryghed i, at du aldrig løber tør for penge.

Sådan maksimerer du din pension

Tænk over risikoen

Har du en tidshorisont på mere end 10 år? Så bør du overveje høj risiko, da det kan give et langt større afkast over tid.

Et eksempel: Investeringsbeløb: 250.000 kr.

• Lav risiko: 556.000 kr. efter 40 år (forventet 2% afkast pr. år)

• Mellem risiko: 1.235.000 kr. efter 40 år (forventet 4% afkast pr. år)

• Høj risiko: 2.739.000 kr. efter 40 år (forventet 6% afkast pr. år)

En opsparing på 250.000 kr. med høj risiko kan altså vokse med mere end 2 mio. kr. end hvis du har lav risiko!

Forstå PAL-skatten

Din pensionsopsparing beskattes med 15,3% i årlig lagerbeskatning, der trækkes automatisk i januar. Dette gør det nemt for dig at holde styr på skatten.

Dagens opgave

Tag kontrol over din pensionsfremtid!

Log ind på pensionsinfo.dk, og undersøg, om din nuværende pensionsordning lever op til dine mål og drømme.

Har du behov for at justere f.eks. ved at indbetale mere, ændre i din risikoprofil eller er der noget andet, du skal overveje?