Du kan tage en alarm om halsen for at føle dig tryg.

JEG SAD DEN ANDEN DAG OG SCROLLEDE GENNEM INSTAGRAM, da jeg faldt over en reklame, der fangede min opmærksomhed.

Ved første øjekast lignede det en reklame for en helt almindelig, pæn halskæde. Den havde et fint lille vedhæng med en sten. Men det var teksten, der ledsagede annoncen, der fik mig til at stoppe op.

Smykket, der er lavet af firmaet all.u.me, er nemlig også en alarm.

Og den lille sten i vedhænget er i virkeligheden en alarmknap, som er forbundet med en app. 

Scenen kunne være denne.

Du står og venter ved et busstop og bliver kontaktet af en, du ikke har lyst til at tale med. I stedet for at afvente, om det driver over, følger du din mavefornemmelse og trykker på knappen.

Trykker man tre gange på den lille sten, sendes en notifikation til andre app-brugere i nærheden om, at man har brug for hjælp. Og så kan de komme én til undsætning.

Tanken er umiddelbart sympatisk — en slags Hjerteløber-app for dem, der føler sig utrygge.

Men det satte alligevel en undren i gang hos mig.

For vi bor i det land i verden, hvor den sociale tillid er allerhøjest.

Vi er verdensmestre i at stole på, at vores medmennesker vil os det godt. Hvordan hænger den statistik sammen med, at vi nu føler behov for at bære en alarm for at kunne færdes trygt i det offentlige rum? 

Det rejser et væsentligt spørgsmål, som jeg har sat mig for at undersøge: For virker smykket egentlig efter hensigten?

Risikerer vi at udlicitere vores tryghed til en app i stedet for at spørge os selv, hvorfor der er nogen, der føler sig utrygge i et af verdens tryggeste lande?

‍

FOR AT FORSTÅ, HVORFOR VI PLUDSELIG SKAL GÅ MED ALARMER OM HALSEN ELLER HÅNDLEDDET, tog jeg ud for at møde kvinden, der har opfundet vedhænget.

Hun hedder Dorte Knudsen, hun har en Master of Science fra IT Universitetet i København og er altså en slags opfinder.

Hun ville bruge sin viden om teknologi til at løse et konkret problem. Valget faldt på ligestilling.

“En ting er lige tilgang til uddannelse og ligestilling på løn, men vold og chikane mod piger og kvinder, det synes jeg er forfærdeligt. Så fordi jeg har en teknisk baggrund, synes jeg, at teknologien skulle bruges til noget godt, så jeg kiggede ind i, hvad der var af tekniske løsninger.”

Men da hun kiggede på de løsninger, der allerede fandtes på markedet, mødte hun kun grim, praktisk plastik, som sjældent handlede om forebyggelse. 

“Hvis man mener, at de tidligere overfaldsalarmer lavet i plastik med en stor knap i midten er en løsning, så kan jeg gøre noget, der er bedre,” siger Dorte Knudsen om sine første tanker, da projektet gik i gang.

“Der var ingen af dem, der handlede om forebyggelse. Det handlede bare om, at hvis du står i en lorte-situation, kan du prøve at trykke på den. Det handlede ikke om, at vi skulle prøve at undgå, at det skete. Så det var helt klart min mission at lave noget, vi følte os smukke med, men der samtidig havde en forebyggende effekt.”

Dorte Knudsens løsning er altså at gøre sikkerhedsudstyr til mode, så vi faktisk gider gå med det. Virksomheden lancerede i juni, og siden har et netværk af 3.300 mennesker downloadet appen. Gennem et kort videokursus bliver app-haverne klar til aktivering, hvis nogen trykker på alarmen. 

På sin Instagram skriver all.u.me, at teknologien er et opgør med “dårlige jokes, catcalling og uønsket berøring”. Men forskningen på området peger på, at nødknapper primært er reaktive. De kan tilkalde hjælp, når skaden er sket, men det er endnu ikke dokumenteret, at en knap om halsen kan forhindre hverken en upassende kommentar eller en grænseoverskridende hånd.

‍

DILEMMAET ER DOG REELT NOK.

Tallene taler deres eget tydelige sprog: 17 procent af unge kvinder og hele 21 procent af minoriteter føler sig utrygge i nattelivet.

Men undersøgelser viser samtidig, at utrygheden sjældent begrænser sig til baren eller den mørke gyde.

De unge, der er utrygge i byen, er det ofte også i hverdagen, og de har generelt lavere livstilfredshed og tillid til andre.

For Dorte Knudsen handler det om at skabe en oplevelse af fællesskab.

En oplevelse af at være en del af noget og at vide, at der reelt set står over 3.300 mennesker parat til at hjælpe dig. 

“Problemet er, at en af de store barrierer ved at intervenere er, at vi ikke ser det,” siger Dorte Knudsen.

“Og når vi ser det, så er der mange, der er i tvivl, om de skal blande sig. Fordi ingen andre gør noget. De barrierer er smykket med til at fjerne, for det siger, at jeg står her, og jeg vil gerne have din hjælp.”

Men hele den her løsning hviler på en præmis om, at vi har brug for teknologien for at få hjælp.

At vi er utrygge, og at vi står alene, indtil vi trykker på knappen.

Men passer det billede på virkeligheden?

‍

JEG TOG EN SNAK MED MARIE ROSENKRANTZ LINDEGAARD.

Hun er professor og sociolog på Vrije Universiteit i Amsterdam, og hun har brugt år på at forske i noget så konkret som videoovervågning af virkelige konflikter.

Hun starter med at pege på et paradoks, som er helt centralt for at forstå vores tid: Hvorfor er vi så bange, når statistikken siger, vi er trygge?

Og har vi egentlig brug for et smykke for at få hjælp?

“Det interessante er, at hvis man kigger på statistikken over, hvordan folk oplever det offentlige rum generelt, så ser vi en stigning i antallet af mennesker, der føler sig utrygge, når de er i det offentlige rum,” siger Marie Rosenkrantz Lindegaard.

“Og det paradoksale er, at vi ser et fald i antallet af voldshændelser i det offentlige rum. Det kalder vi sikkerhedsparadokset. Jeg tror, det, man kan se, er, at vi er blevet mere opmærksomme på situationer, hvor vi føler os intimideret. Vi er blevet mindre tolerante over for trusler og vold i det hele taget, og det gør, at vi måske hurtigere bliver utrygge, end vi havde gjort for ti år siden.”

Og så nævner Marie Rosenkrantz Lindegaard noget ret vigtigt. 

“Vi kan se på videooptagelser fra det offentlige rum, at i ni ud af ti tilfælde griber vidner ind, når der sker ubehagelige hændelser i det offentlige rum. Så du har ikke brug for et smykke. For man kan med alle mulige andre midler give udtryk for, at man har brug for, at der er nogen, der lige bliver hos én, når man føler sig utryg.”

Det tal skal du huske.

Ni ud af ti.

I langt de fleste tilfælde griber folk ind helt af sig selv. Marie mener derfor, at vi skal bruge munden i stedet for smykket.

Men da jeg fremlagde det tal for Dorte Knudsen — kvinden bag smykket — genkendte hun slet ikke billedet af det hjælpsomme Danmark.

‍

IFØLGE DORTE KNUDSEN HAR VI EN VIRKELIGHED, HVOR FOLK OPLEVER AT BLIVE OVERSET.

Hun køber ikke præmissen om, at ni ud af ti hjælper, for hendes kunder fortæller en anden historie.

Hun peger på, at meget af det, kvinder oplever, er så subtilt, at omgivelserne måske slet ikke opdager det. 

“Det vil være skønt, hvis det er sådan. Det er bare ikke det, jeg hører. Der har været en influencer, som for nylig fortalte, at der havde været en voldsom oplevelse i et tog, og ingen gjorde noget. Så det var i hvert fald ikke der, de ni ud af ti er,” siger Dorte Knudsen. 

Hændelsen, hun refererer til, handler om influenceren Annemette Voss, der blev overfuset af en mand i toget, hvor manden ifølge Annemette Voss også skubbede til to andre kvinder.

Ifølge hende var der ingen, der blandede sig. 

“Det, som vi kvinder oplever, det er mere subtilt, det er mere verbalt, og derfor kan det være sværere at opdage,” siger Dorte Knudsen.

“Derfor har smykkerne en eksistensberettigelse i og med, at de siger: ‘Hey, jeg står her, så hvis du ikke har set det eller er i tvivl, så vil jeg gerne have din hjælp.’”

Dorte Knudsen fortæller, at smykket kan være en nødvendig “håndsoprækning” i de situationer, der er svære at se.

Men der er en bagside.

For spørgsmålet er, om smykket fjerner utrygheden, eller om det faktisk helt utilsigtet kommer til at gøre det værre ved konstant at minde os om faren.

‍

DER FINDES ET BEGREB I FORSKNINGEN, DER HEDDER DYSFUNKTIONEL UTRYGHED.

‍Det dækker over, når de ting, vi gør for at beskytte os selv, ender med at fastholde os i frygten.

Faktisk viser tal, at for 13 procent af de unge virker beskyttelsesværktøjer stik modsat hensigten: De føler sig utrygge, selv når de har dem på sig. 

Jeg spurgte Marie Rosenkrantz Lindegaard, professor og sociolog, om hun ville give sine egne døtre armbåndet på. 

“Nej, det vil jeg virkelig ikke. Den her idé om, at man har brug for noget andet end sig selv og de mennesker, der er omkring én, det tror jeg er fremmedgørende langt hen ad vejen,” siger Marie Rosenkrantz Lindegaard.

“Jeg tror, at der er en eller anden skamfølelse forbundet med at opleve den der utryghed. Jeg kan sagtens forestille mig, at hvis man ikke har tillid til og gode erfaringer med, at andre mennesker hjælper én, så føler man en generel usikkerhed.”

Ifølge Marie Rosenkrantz Lindegaard vil det skabe en tendens til at tænke, at man af den grund har brug for beskyttelsesværktøjer.

Men der mener hun, at vi skal være bedre til at være åbne om, hvordan vi har det. 

“Grundlæggende taler det til, at man skal opbygge relationer til mennesker, der er i ens omgivelser, og at det på lang sigt er en mere bæredygtig intervention over for sikkerhed,” siger Marie Rosenkrantz Lindegaard.

‍

MARIES ORD VÆKKER LIDT EN TANKE I MIG.

For jeg tror, der ligger noget i, at når vi fodrer vores utryghed, vokser den sig også større.

Og det tror jeg, vi allesammen kender.

Er du ikke også lidt mere bange, når du lige har set en gyserfilm? 

Forleden begyndte jeg at se Rejseholdet igen, og jeg har ikke været så bange i lang tid.

Så jeg kan ikke lade være med at tænke, at armbåndet eller halskæden vil være en konstant påmindelse om, at der er noget, jeg skal frygte. Hver gang man kigger på sit håndled, husker man faren. 

“Den tanke kan jeg godt følge. Og det er min største frygt, at det er det, jeg vil komme til at gøre,” fortæller Dorte Knudsen. “Vi gør meget for at holde det lyst, at holde det positivt, holde det på en fællesskabstanke. Og jeg vil ikke kunne sige, om jeg utilsigtet kommer til at skabe den effekt. Jeg hører bare det modsatte.”

Dorte Knudsen erkender frygten, men fastholder fællesskabet som modgift.

Men hvis smykket og gadgets i virkeligheden risikerer at gøre os mere bange, hvad er så alternativet?

Hvad er det, der faktisk virker, hvis vi vil føle os trygge?

‍

BÅDE DORTE OG MARIE ER ENIGE OM ÉN TING: Vi skal væk fra utrygheden.

Men vejene derhen er forskellige.

Marie Rosenkrantz Lindegaard peger på, at vi skal genopbygge relationerne og turde være sårbare over for hinanden i det offentlige rum.

Det handler om helt konkret adfærd — både for personer, der føler sig utrygge, og for de personer, der (måske ubevidst) skaber utrygheden.

“Det, vi ved virker, det er, at kvinder giver udtryk for, at de faktisk har brug for hjælp,” siger Marie Rosenkrantz Lindegaard.

“Gå ind i en butik, eller sig til dem, der står ved siden af dig ved bussen, at du er utryg. Spørg, om de kan blive. For vores forskning viser, at hvis man siger det, så vil folk i langt de fleste tilfælde være villige til at hjælpe.”

Og så peger hun også på, at mænd skal være bevidste om, at kvinder faktisk kan blive utrygge, hvis der går en mand efter dem, eller der står tre mænd i en mørk park.

Der skal mænd blive bedre til at give plads eller gå over på den anden side af gaden. Og inden der catcalles eller fortælles en ubehagelig joke, skal de overveje, om det vil blive modtaget som et kompliment. Om joken faktisk er så sjov. 

Dorte Knudsen er enig i, at adfærd skal ændres, og selvom hun sælger et smykke, insisterer hun faktisk på, at den reelle løsning ligger i dialogen — især mænd imellem.

“Jeg tror, at der er et ansvar om, at du som ven siger fra, hvis der bliver sagt noget dumt. Så der er en kæmpe opgave i forhold til mænds involvering i andre mænds adfærd,” siger Dorte Knudsen. “Det vigtige er dialog og viden. Og de fem D’er, som man kan bruge som et værktøj til at tage en dialog.”

Løsningen er altså ikke nødvendigvis en alarm, men en samtale.

Det er modet til at sige “jeg er utryg” til fremmede og modet til at sige “det der er ikke okay” til sine venner. Men mens Marie mener, vi kan gøre det gratis, mener Dorte Knudsen, at vi har brug for en forretning til at skubbe på udviklingen. 

Og så er der de fem D’er: distraher, deleger, dokumenter, dvæl, vær direkte.

Det er de fem ting, der kan være med til at skabe en tryggere tilværelse, fordi via dem kan man hjælpe hinanden i situationer, der kan føles utrygge.
All.u.me er en virksomhed.

Virksomheder tjener penge.

Og det rejser det ubehagelige spørgsmål: Kapitaliserer de på vores frygt? 

“For mig er det kommercielle en mulighed for langt hurtigere at skabe volumen, skalere og få flere mennesker til at lære de fem D’er, som jo er hele pointen,” siger Dorte Knudsen.

Virker hendes alarmsmykke så?

Virksomheden lancerede i juni, og der har indtil nu været få alarmer, hvor der var brug for hjælp.

Dorte Knudsen har én gang selv oplevet at lave et kald ved en fejl på AiaSound, hvor 17 personer fik besked, og der var én person, der kom forbi og tjekkede, at hun var okay.

‍

VI STÅR TILBAGE MED ET MODERNE PARADOKS.

‍På den ene side har vi en iværksætter, der med rosakvarts og apps forsøger at løse et meget reelt problem for de personer, der er utrygge.

På den anden side har vi forskningen, der fastholder, at Danmark er et af verdens tryggeste lande, og at vi griber ind ni ud af ti gange. 

Men måske taler de to sider forbi hinanden.

Ligesom en krykke kan hjælpe os til at gå uden at hele bruddet, kan et alarmsmykke måske dæmpe den akutte angst. Men det ændrer ikke på årsagen. 

Og hvis prisen for den midlertidige ro er, at vi begynder at bevæge os i en retning, hvor vi stoler mere på teknologien om halsen end på mennesket ved siden af os i bussen, har vi måske mistet det, der reelt gør os trygge: hinanden.