“Jeg har set mit køns smerte.” Internetfænomenet Herlige Svend har skrevet et brev til sit ufødte barn om at være mand

Du skal til at læse en Zetland-historie.

Det betyder, at den er lavet og udgivet af Zetland, og at vi har fået lov til at dele den med dig. Zetland er en anderledes avis, der giver dig mod og lyst til at forstå verden, så vi sammen kan tage ansvar for den.

Hvis du vil have adgang til alle Zetlands serier og historier, skal du blive medlem af Zetland.

Jeg skriver det her, før du er født.

Det føles forkert, men der går så lang tid, før vi kan tale om det (går ikke ud fra, du kan tale lige med det samme). Jeg laver ikke andet end at forestille mig den, du kommer til at være, og du giver mig klumper i halsen, før du sådan rigtig findes.

Det er så normalt at få et barn, ja, det er meget udbredt, kan man endda sige.

Procentvist er der flere kvinder, der føder, end der er danskere, der er blevet vaccineret mod corona.

Det er pissenormalt.

Alligevel får jeg højdeskræk, når jeg kigger på din mors mave.

Oftest på en god måde, men andre gange på palantír-måden.

Ikke som Saruman, troldmanden i Ringenes Herre, der bruger palantíren, seerstenen, på en kontrolleret, ophøjet måde.

Mere som når den unge hobbit Peregrin Toker lægger sin hånd på den: som et mørkt, elektrisk stød mod en afgrund af alt det, der kan gå galt.

Alle de måder, jeg kan være skyld i, at det går galt.

Måske er det derfor, jeg har skrevet det her brev til dig, mit ufødte barn.

Jeg er på en café lige nu. Her er dyrt og koldt, men man må sidde med sin computer og skrive.

Jeg har et billede af Adam i mit hoved, det må have været 4. klasse, tror jeg.

Der var så mange følelser i ham, han blev tit vred, men når han blev vred, så han så ked ud af det. Han var ikke vred på vulkanmåden, men vred som is, der går i stykker.

På et tidspunkt stormede han ud af klassen og skreg “fuck you” til vores lærer.

Samtidig med at han rakte fuck på den måde, rapperen Eminem gør i filmen 8 Mile.

Midterste finger helt strakt, resten kun halvt bøjet ned.

Nogen spurgte, hvad vi kunne gøre for Adam.

Toget er kørt, svarede vores lærer.

Toget er kørt for længst, og Adam står stadig på perronen. Det er ikke alle tog, der er beregnet til alle, sagde læreren.

Jeg overhørte nogle af de voksne kalde Adam udadreagerende.

Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg hellere ved lejlighed måtte øve mig i at indadreagere.

Og i øvrigt spørge min mor, hvad det betød.

‍

Det her er nogle ting, jeg ikke kan lade være med at skrive til dig.

Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg har brug for, at du ved, hvor meget du allerede har lært mig om mig selv. Og om mænd.

Eller måske nærmere om min idé om mænd.

Jeg tror ikke nødvendigvis, det er sundt at beskæftige sig med mænd og ligestilling.

I hvert fald ikke når man bruger sig selv som det primære udgangspunkt, som en tudse i biologiundervisningen.

Og jeg ved, at det ikke kan være sundt at beskæftige sig med Instagram hele tiden.

Jeg gør begge dele.

Jeg er begyndt at kradse i et sår.

De seneste par år har jeg forsøgt at forstå mig selv bedre. (Tvivler på, mennesker med børn har tid til at have hovedet så langt oppe i deres egen tyktarm, som jeg, en influencer over 30, har haft.

På en måde har jeg jo haft mig selv på som en hat). Men det er, retfærdigvis, ikke navlen, jeg piller i. Det er altid såret.

Findes der noget bedre end en god sårskorpe?

Jeg faldt engang på skateboard, på grund af arret tror folk i dag, at jeg blev født med en spaltet læbe. Såret faldt af midt i en matematiktime og lå foran mig som en del af en æggeskal.

I skallen lå noget gult og noget blod.

Det var en god sårskorpe.

Det er ikke noget banebrydende at blive klogere gennem sine sår, gennem sine kriser.

Men jeg tror, jeg har set noget vigtigt i min egen smerte. Jeg tror, jeg har set mit køns smerte.

‍

JEG VAR SIKKER PÅ, jeg ikke ville have dit køn at vide.

Kønnet kan jo også være lige meget. Jeg sagde til mig selv, at jeg gerne ville overraskes, men altså who the fuck am I kidding.

Da vi sad (din mor lå) til scanningen, kunne jeg jo ikke styre min nysgerrighed alligevel.

Vi skal have en pige. En lille pige.

Og så græd jeg i en kælder under Hvidovre Hospital, folk gik forbi og tænkte nok, det var noget alvorligt.

Du var på størrelse med en umoden banan, fortalte min app mig.

Kønnet kan jo også være lige meget.

Men det hele blev jo lidt mere virkeligt nu, det var nok derfor, forklarede folk mig, når jeg fortalte om min reaktion på hospitalet.

Det var forestillingerne på min øverste etage, der fik tårerne til at trille i kælderen.

Men det var ikke det eneste.

En del af min reaktion var … lettelse.

‍

‍Her på caféen sidder der en ung mand ved bordet over for mig.

På hans T-shirt står der, at the future is female.

Noget underligt noget at kønne tiden, er det ikke?

Men det lader jo til at være rigtigt, når man kigger på karaktererne, på eksamensbeviserne, når man kigger på de nye læger, når man kigger i hospitalssengene, i herbergerne, i fixerummene, når man kigger på, hvornår vi mister kontakten med vores venner, hvornår vi dør.

Kvinderne og pigerne buldrer forbi drengene. I folkeskolen fik vi at vide, at kineserne ville overtage det hele – nu er det kvinderne, der kommer.

The future lader indeed til at være female.

Jeg har købt en danskvand. Jeg blev så glad, da jeg fandt ud af den ting om dig – dit køn.

Skal man have ondt af mænd?

Jeg ved det ikke – jeg ved det slet ikke i en tid, hvor det virker, som om man ikke kan have ondt af to køn på samme tid. Det virker, som om man skal vælge side.

Jeg har måske ikke ondt af mændene. Men jeg har ondt af drengene, jeg har ondt af, hvor meget de skal finde ud af selv.

Hvor få steder de har at kigge hen for konstruktive og positive idéer om vores køn.

Utroligt, hvor få brødkrummer vi har lagt ud, hvor lidt vi har givet af os selv. Jørgen Leth er på forsiden af Euroman … igen.

“Jeg er ikke ansvarlig for, hvad andre mænd render og laver,” sagde en mand engang til mig på et bibliotek, hvor jeg holdt oplæg om mænd.

Måske er vi mænd bange for, at hvis vi har et kollektiv i vores køn, en kønssolidaritet, så bliver vi draget til ansvar for alt det, andre mænd render og laver.

Af en eller anden grund er vi – når det kommer til debatten om køn – elendige til at skelne mellem kollektivt ansvar og individuel skyld.

Måske er det, fordi vi er vant til, at det ender med en syndebuk.

Vi er vant til, at flasken peger på nogen i omklædningsrummet, vi er vant til, at nogen skal presses ud af gruppen, fordi mange af os mænd er vant til – helt fra folkeskolens idrætstimer – at bygge vores fællesskaber på, hvad vi ikke er.

Og hvem vi ikke er.

Måske er det ganske enkelt, fordi vi ikke er vant til kollektiver bestående af mænd, i hvert fald ikke den ærlige, dybe slags.

Vi er ikke vant til at tænke os som en gruppe.

Vi er en masse øer. En perleplade af unikke, ustrøgne perler, der ikke rigtig kommer hinanden ved.

Jeg ved ikke, hvordan et kollektiv af mænd ville se ud. Ikke et, hvor vi kender hinanden særlig dybt i hvert fald.

Vi ser jo Champions League og skiftes til at købe øl.

Forleden sås jeg med min ven Lauritz, og vi blev enige om, at vores kærlighedssprog var IPA.

Det syntes vi var sjovt. Så grinte vi.

Og det gjorde bordet ved siden af os vist også.

Vi er jo det nemme køn, what you see is what you get.

Og bliver der alligevel malet lidt uden for linjerne, så er det heldigvis bare drengestreger i blyanten.

‍Boys will be boys, og på den måde virker opgaven jo mindre.

Derfor er det jo også nemmere at opdrage drenge, ikke?

Derfor giver det vel god nok mening, hvis en mand ønsker sig en dreng? For vi kender jo tegningerne, vi har brugsanvisningen … et sted.

Man får en dreng, og man ved, hvad man får.

Så hvorfor blev jeg lettet, da jeg fandt ud af, at du er en pige?

‍

Det er så ensomt at vokse op som dreng

Der er masser af larm, der er masser af hyænegrin i omklædningsrummene.

Men der er altid fornemmelsen af, at du bliver overladt til dig selv, hvis du falder. Hvis dit ansigt rammer de glatte klinker, skal du finde dine ben alene.

I dag har næsten en tredjedel af danske mænd på min alder sjældent eller aldrig nogen at tale med.

Vi kan godt lide at spille drengene mod pigerne i idræt, så vi kan vise, hvor gode vi er med det runde bat.

Men sandheden er, at vi ikke rigtig havde et hold, havde vi?

Folk siger, det bliver bedre. Snart kommer der en generation, der er woke, siger de.

Så vi behøver heldigvis ikke rigtig foretage os noget.

Herligt.

Men hvordan skal en ny generation af mænd finde vej, hvis vi ikke lægger nogle flere brødkrummer ud? Hvis ikke vi viser, hvem vi er som mænd?

The future is female-T-shirten kører en halv americano lige ned i tarteletskakten uden at blinke.

Så rejser han sig, trækker en taskes strop over skulderen og en dunjakke under armen.

Min fremtid er i hvert fald female.

Takket være dig, det føles trygt. Jeg tror ikke, det er meningen, at et ufødt barn skal generere tryghed hos en voksen mand.

Jeg tror egentlig, det bør være den anden vej rundt.

‍

På et tidspunkt kom Adam bare. ikke i skole.

Jeg forestiller mig, at han skiftede skole, men til hvilken? Min mor var lærer på naboskolen, der dukkede han aldrig op.

Han er bare utilfreds over, at han ikke kan komme ud på boldbanerne i hver eneste time, var der en lærer, der sagde en anden gang.

Adam var jo udadreagerende. Læreren sagde det så højt, at det virkede, som om det var meningen, at Adam skulle høre det.

Han havde smækket døren til klassen så hårdt, at den var sprunget op igen.

Vi tror, at drenge er det simple køn.

Det simple er jo nemt, er det ikke?

Vi tror, at drenge er det simple køn. Det simple er jo nemt, er det ikke?

Men den misforståelse får os til at undervurdere drenge, og den får drengene til at undervurdere sig selv.

Med piger ved vi, at de bliver pissebesværlige og komplekse, og klassens time var noget, vi havde, fordi der var problemer i pigegruppen.

Imens blev de simple drenge sendt ud for at spille rundbold.

De lyder jo heldige, drengene, ik’? Men jeg garanterer dig for, at du er den heldige.

Hvad vil du helst kunne? Slå tre befriere i træk med det runde bat? Eller kunne forstå og kommunikere dine følelsesmæssige signaler og behov?

Med pigerne ved man, man får kompleksitet.

Med drengene tror man, man får det overfladiske.

Med pigerne ved man, man får kompleksitet. Med drengene tror man, man får det overfladiske

Og når drengenes kompleksitet skinner igennem, ved vi ikke, hvordan vi skal håndtere det.

Det gør drengene heller ikke.

Vi forventer et indre liv af piger og kvinder. Vi overraskes, hvis drenge og mænd har fantasi til at tænke på Romerriget et par gange om ugen.

På den måde undervurderer vi ikke kun drenge, på den måde formår vi ikke kun at undlade at tage drenge seriøst.

Hvis vi fortæller drenge, at de ikke har båndbredde til følelsesmæssig kompleksitet, frarøver vi dem ikke kun værdifulde muligheder for at øve sig på og forstå den kompleksitet.

Vi skaber også elendige forhold for dybere relationer drengene imellem.

Vi skaber forventninger til et køn, som er simple.

Men et simpelt kønsideal er ikke nemt at leve op til – det er derimod meget nemt at falde udenfor.

Vi producerer for mange drenge, der risikerer at føle sig forkerte, og dermed mænd, som skærer sider af sig selv, som de tror ikke passer ind, hvis de skal have lov at indløse billet til det tog, som efterlod Adam på perronen.

“Ingen, ingen kender det mørke, jeg har,” synger musiker og forfatter Kristian Leth.

De ord har du allerede hørt, selvom du ikke forstår dem endnu. Jeg har sunget dem for dig.

De ord tror jeg, at mange drenge og unge mænd forstår.

Uden at vide, at drengene og de unge mænd omkring dem udmærket kender det mørke, for det er også i dem.

Og det får lov at vokse, mørket, fordi vi ikke taler nok om det.

Især ikke med andre med samme køn som os, for de er jo repræsentanter for det simple køn. Hvordan skulle de nogensinde kunne forstå?

‍At best er de konkurrenter, og så vil de bruge det imod mig.

Jeg tror, at Andrew Tate er enig i, at the future is female.

En betydelig del af hans rise to fame som hyperkontroversiel influencer på teenagedrengeværelser havde ikke at gøre med hans afskyelige kvindesyn, men med hans mandesyn.

Han siger, at drenge og mænd ikke har nogen værdi som udgangspunkt.

Som udgangspunkt er der ikke nogen plads i verden til langt de fleste mænd.

Samfundet er ligeglad med os, medmindre vi tjener godt eller boller godt eller er eksperter i … aktiehandel.

“Han siger jo bare, hvad jeg kan mærke,” sagde en ung mand til mig under et foredrag på et tidspunkt. “Han siger jo, hvad vi allesammen kan se.”

Vender man blikket mod den anden ende af spektret, væk fra Tate og mod feminismen, kan man måske forstå, hvad den unge mand mente.

Mandlige feminister som filminstruktøren James Cameron har kaldt testosteron for giftigt og mandighed for noget, der skal aflæres. Vi kan nærmest ikke tale om maskulinitet uden at putte giftig foran.

Tate siger, at drenge er værdiløse, og der står den forlorne feminist, Cameron, og giver ham ret.

Forskellen på de to bliver, at Tate tilbyder en vej væk fra værdiløsheden.

En kortsigtet, forkastelig og grundlæggende misforstået vej, men en vej ikke desto mindre.

Kritikken af vores køn er vigtig.

Men vores, mænds, opgave slutter ikke ved kritik – den starter dér.

For hvis ikke vi bygger os konstruktivt op, hvis ikke vi giver et bud på, hvordan man kan være mand, hvis ikke vi giver drenge et indtryk af, at de har værdi for samfundet, at de har værdi i sig selv – hvem fanden skal så?

Hvordan skal vi kunne få bedre mænd, hvis ikke vi insisterer på at være bedre mænd?

Det gælder også mig, din far.

Han kommer ind igen nu, manden med T-shirten, nu er den dækket af dun.

Han skal snakke med baristaen og læner sig ind over disken. Han fedter glasmontren til, når han læner sig sådan ind over den på den måde. Baristaen er kvinde. Gad vide, om hun også tror på, at the future is female.

En del af mig blev lettet i kælderen under Hvidovre Hospital over, at du er en pige.

Det er den samme del af mig, som håber, du aldrig kommer til at have noget at gøre med mænd.

En del af mig bliver lettet over tanken om, at the future is female. Fordi det skåner mig for flere af de skorper, jeg har forsøgt at pille af de sidste par år. Det skåner mig for en ny drengs mørke. Det skåner mig for mere arbejde.

En del af mig, en større del, er irriteret på min egen lettelse.

Fordi den lettelse er at springe over, hvor gærdet er lavest. Fordi den lettelse er en historisk falliterklæring. Denne større del af mig selv ved inderst inde godt, at det ikke går bare at sige, at the future is female.

Det står enhver mand frit for at skrive sig selv ud af historien, men det går ikke, at mænd skriver samtlige drenge ud af fremtiden.

Forhåbentlig er fremtiden også feminin, forhåbentlig spreder feminismen sig som sladder i en forstad. Men det er noget ganske andet end at sige, at the future is female.

Er det synd for mænd?

Det ved jeg ikke, i første omgang er jeg også pisseligeglad faktisk. Jeg synes ikke, vi behøver ynk. Det, der er vigtigere at påpege, er, at vi mænd gør det at være dreng langt sværere, end det behøver at være.

Vi skjuler sider af os selv i mørke for at passe ind i vores forestilling om, hvordan andre mænd er mænd. På den måde skjuler vi, hvem vi er, på den måde arver drenge mørke fra mænd.

Min lettelse over dit køn var en påmindelse om min egen ensomhed i en verden, hvor det ofte er drengene mod pigerne, men altid drengene mod drengene.

En påmindelse om vores til tider forlorne feminisme, hvor vi sagtens kan pille vores køn fra hinanden, men ikke finde ud af at tilbyde drengene en konstruktiv rolle i fremtiden.

En påmindelse om smerten ved at se Adam gå i stykker som is dengang i folkeskolen.

Uden der var nogen, der samlede stykkerne op. Alt sammen fordi drengen ikke kunne finde ud af det mørke, som jeg vil vædde med, at mændene, lærerne, godt kunne genkende.

Vi burde alle være feminister, skrev forfatteren Chimamanda Ngozi Adichie engang.

Alle burde være feminister, ikke fordi nogen skal tvinges til at ændre sig, ikke fordi nogen burde være noget andet eller noget mindre, men fordi alle skal have muligheden for at være mere.

Vi burde have en langt mere solidarisk tilgang til vores køn. Vi burde oplyse drengenes vej gennem mørket. Vi burde spørge hinanden om, hvorfor vi er overrepræsenterede i alle de skrækkelige statistikker, og om vi hver især har en chance for at gøre noget ved det.

Vi burde sprede flere brødkrummer ud til de drenge og mænd, der selvfølgelig har en plads i fremtiden.

Det ville jeg gerne have på en T-shirt. Hvis vi viser drenge, at de har en konstruktiv rolle at spille i fremtiden, så tror jeg, at den fremtid vil være bedre for alle at være i. Også for dig.

Jeg glæder mig til at vise dig giraffer. Du tror, det er løgn, når du ser dem, men det er et ægte dyr.

‍