En popstjerne lagde sig på alle fire for en mand. Og så begyndte vi igen, igen at skændes om, hvad kvinder må

Du skal til at læse en Zetland-historie.

Det betyder, at den er lavet og udgivet af Zetland, og at vi har fået lov til at dele den med dig. Zetland er en anderledes avis, der giver dig mod og lyst til at forstå verden, så vi sammen kan tage ansvar for den.

Hvis du vil have adgang til alle Zetlands serier og historier, skal du blive medlem af Zetland.

Forleden fik jeg en voicenote – dem får jeg ikke så ofte – fra min journalistkollega Clara Grunnet.

“Hey, Marie,” lød det. “Jeg har simpelthen været til den mest vidunderlige udstilling på Den Sorte Diamant, som lige er åbnet. Den hedder Mellem Himmel og Jord, og den handler om magi.”

Grunden til, at Clara sendte den her voicenote, var, at hun havde set et billede på udstillingen.

Det forestillede et sankthansbål, og det var ledsaget af en tekst, der havde overrasket hende, og som også overraskede mig.

Der stod, at der ikke er nogen historisk sammenhæng mellem sankthanshekse og middelalderens hekseafbrændinger. Traditionen med at sætte en stråmand på bålet kom fra Tyskland i 1900-tallet, og først senere fik den kvindetøj på.

Og det havde fået Clara til at tænke på Sabrina Carpenter.

Hende har vi nemlig talt meget om. Både Clara og jeg og en del af mine andre kolleger, men også 'vi' som i hele internettet og medierne og … rigtig mange mennesker.

'Talt om' er lidt vagt sagt, der har været giga debat. Rage posting, shitstorme, kommentarer, analyser, vi er kommet hele vejen rundt.

Det er en af de diskussioner, der har det med at flamme op i vores samfundsdebat, omkring kvinder, kvindesyn og feminisme – og så raser de lidt og dør ud igen.

Og jeg synes, de kører i ring. At vi har vænnet os til, at samtalen om kvinders rolle og vilkår bliver ført som … stråmandsdebatter.

Derfor ramte Claras voicenote mig lige der, hvor det føles, som om ens neuroner lyser op.

“Jeg har tænkt så meget over det der med Sabrina Carpenter,” sagde hun, “og også det, du siger med, hvordan man flytter samtalen videre fra det sted, den befinder sig på nu, som lidt føles, som om det sidder fast.”

“Og jeg kom bare til at tænke på, hvordan man, også i forhold til den debat, der har kørt om sankthansbål, nogle gange får talt sig op i en spids. Men hvem er det egentlig, man prøver at redde? Er det ægte dårligt? Eller det egentlig bare snakken om det, der bliver et problem?”

Claras voicenote fik mig til at tænke videre.

Over de her stråmandsdebatter, som får internetbefolkningen og os medier helt op at køre, men som egentlig føles meget fjerne fra virkelige kvinders levede liv i dag.

Jeg tror, at vi er klar til at rykke videre. Vi har brug for det.

Men hvorhen? Det vil vi – mig og Zetland – gerne have din hjælp til at finde ud af.

Og det er det, den her historie handler om.

Jeg begynder altså med at tage dig gennem hele balladen om Sabrina Carpenter, fordi det er så godt et eksempel på endnu en af de her rasende, men alligevel underligt pseudoagtige debatter om kønsroller og kvindesyn.

Sådan en global onlineorkan af både lort og lagkage, som opstod, da internettet fik øjnene op for coveret til hendes kommende album, Man’s Best Friend.

På det her cover ligger Carpenter på alle fire, iført en lille sort kjole og med et glasagtigt udtryk i øjnene, foran en habitklædt mand med et fast greb i hendes blonde paryk.

Den lynhurtige afkodning er ret enkel: Kvinden på knæ i en pornofantasi med dominans som søgeord, den underdanige sekretær, der bukker og skraber for bossen som en hunhund, man’s best friend.

Og så er der konteksten, som man lige skal have med: Sabrina Carpenter har et image som sexpositiv, fjerdebølgefeministisk popprinsesse.

Carpenter var kendt som Disney-børneskuespiller, indtil hun i sommeren 2024 lavede årets mastodonthit, Espresso, og slog sit voksenbrand fast: Hun sang flabet om at være for horny til at opføre sig pænt, hendes look trak på 1950’er-pinups, Barbie-dukker og 80’er-porno, føjet sammen med alt er LOL-generation Z-ironi.

Alt det landede det helt rigtige sted i 2024, midt i the brat summer – et udtryk, der udsprang af en anden popstjernes, Charli XCX', album brat, men som blev et kulturfænomen, hvor kvinder omfavnede kaos og bare gav los.

Carpenters überseksualiserede image blev blåstemplet som frigjort og progressivt.

Folk talte om hende som Madonna for en ny tid. Men så kom hendes nye single Manchild altså her i juni 2025. Med ned-på-knæ-coveret, fjollet og plastikagtigt, som en joke, der er plat med vilje.

Og der overskred Carpenter altså en grænse for temmelig mange.

Jeg plukker lige fra shitstormen, for den har været ret gigantisk.

Reddit gik amok, der har været dækning i alle medier, jeg følger, og over 80.000 kommentarer bare på kunstnerens egen Instagram-profil. Både for og imod Carpenter.

Her er et par indlæg fra den kritiske side:

• “Det er ikke satire, det er ikke empowering for kvinder. Du har skudt så langt forbi målet, skat.”
• “Så skuffende. Så nedsættende. Du har piger, der følger dig!”
• “Hun seksualiserer sig selv og kræver retfærdighed for kvinder, sikke et creep.”
• “Har vi virkelig tænkt os at bruge ironi som undskyldning her?”
• “Lad os ikke ydmyge os selv og tage kvinders rettigheder 100 år tilbage og servere det for teenagere🤮”

Og her er et par stykker fra Team Sabrina:

• “Feminister elsker at støtte kvinder, indtil det er tid til rent faktisk at støtte kvinder.”
• “Sabrina Carpenter har startet en meget vigtig samtale med det cover. Og den samtale er, at der gemmer sig en kyskhedskultur dybt inde i feminismen.”
• “Sabrina, bliv ved, du er that girl!”

Og sådan kørte det nonstop i kommentarsporene på især Instagram og især fra kvinder, som var vrede, skuffede og frastødte - eller begejstrede og derfor vrede på den første gruppe.

Som det lød i en kommentar hos magasinet Harper’s Bazaar: “Manglen på nuancer hos de to hovedgrupperinger – “yas kween” og “sten hende til døde” – var nedslående.

Så det her er, hvad der i dag dominerer debatten om feminisme, kvindesyn og kvindeliv i dag. En skyttegravskrig, der plører rundt i de samme spørgsmål om enkeltpersoner, moral og udseende.

Hvordan må en kvinde se ud?

Hvilken rolle må hendes seksualitet spille i det, hun viser verden?

Hvornår er hun sej, fri og selvstændig, og hvornår er hun et offer for strukturerne, for kulturen, the male gaze, for markedsmekanismerne?

Og ikke mindst: Hvornår er hun en god feminist?

Hvornår er hun en god feminist?

For snart ti år siden var jeg selv med til at starte præcis den diskussion. Fordi jeg troede på, at den kunne ændre noget.

Jeg skrev en artikel om tre unge kvinder – Louise 'Twerk Queen' Kjølsen, Nikita Klæstrup og Ekaterina Krarup Andersen – der senere brandede sig som 'Girl Squad'.

De var sexede på Playboy-måden, glatte og lækre i g-streng og fuld makeup, mens de slog i bordet for ligestilling og kvinders rettigheder. Senere skrev de bogen Ludermanifestet, som sendte chokbølger gennem den danske samfundskultur og gennem det feministiske miljø.

Mange feminister, og i høj grad de lidt ældre, tog afstand fra Girl Squad, for man kunne ikke ligne patriarkatets hedeste fantasi og smadre systemet på én og samme tid. Og helt vildt mange andre mennesker, der ikke var feminister, havde også meninger om Girl Squad: De var slutty, de var opmærksomhedshungrende, de var alt hvad der var galt med feminismen.

De tre kvinder i Girl Squad var aldrig helt enige om, hvad projektet var, det strittede i mange retninger, og det samme gjorde debatten. Men den satte feminismens fjerde bølge på dagsordenen i Danmark.

I løbet af de kommende år fik den offentlige samtale et nyt ordforråd, man talte om at være sexpositiv og kropspositiv, men også om at performe stereotyp skønhed som et frit valg, og om makeup, Botox og høje hæle som empowering.

Samtidig rejste andre identitetspolitiske agendaer sig og forenede sig med fjerdebølgefeminismen under det, vi endte med at kalde 'woke'. Og i de aktivistiske miljøer opstod en brudflade mellem intersektionel feminisme, som har rødder i den klassiske marxismes klassekamp og international solidaritet, og så choise feminism – også kendt som girlboss-feminismen, der er individualistisk kvindekamp med liberalt fortegn.

Den konflikt blev i sig selv et omdrejningspunkt for diskussionen, når endnu en kendt kvinde havnede i en 'sag'. Mens alle dem, der ikke abonnerede på hverken feminisme eller andre woke agendaer, spillede ind i debatten om kvindesyn og kvinderoller fra andre og ofte mere konservative positioner.

Og her var det så, at debatten begyndte at forstene. Når jeg ser tilbage på de seneste par år, så er der rigeligt med ‘sager’.

For et par måneder siden handlede det om popstjernen Christina Aguilera og de vilde operationer, der har fået hende til bogstaveligt talt at se 20 år yngre ud. Før det, og inden hun blev taget i at plagiere tekster, handlede det om Katherine Diez og hendes omhyggeligt konstruerede Instagram-pinuplook. Der var også Helle Thorning-Schmidt og hendes girlboss-genkomst med akrylnegle og dyb udskæring.

I den modsatte retning har vi set, hvordan Ekaterina Krarup Andersen fra Girl Squad frasagde sig projektet og feminismen og trådte i karakter som ortodoks trad wife, og så var det dét valg, kritikken gik på. Og så er der den fortsatte saga om Kardashian-familiens kvinder og deres kroppe, der nærmest har ligget som en grundrytme i kulturen de seneste 15 år.

Det er forskellige (men altid kendte) kvinder og forskellige problemstillinger, men hver gang kører debatten i de samme fastlåste spor, som den gjorde med Girl Squad, og som vi lige har set med Sabrina Carpenter.

Groft sagt står det mellem automatisk udskamning og ukritisk you go, girl.

Groft sagt står det mellem automatisk udskamning og ukritisk you go, girl

Og jeg har det ligesom skribenten fra Harper's Bazaar. Jeg synes, det er nedslående.

Det er så forudsigeligt, det flammer op og forsvinder igen, og ingen bliver længere klogere af det.

Med Sabrina Carpenter-balladen var det, som om det hele var kalkuleret. At nogen vidste, at i det øjeblik, hendes cover ramte internettet, så ville det ske igen: Endnu en stråmandsdiskussion om en kendt kvindes frihed eller mangel på samme ville få al opmærksomheden i et dyrebart sekund. Og i mellemtiden ville alt det, der ligger uden for debattens smalle, polemiske rammer, alle gråzonerne og tvivlen og det liv, vi almindelige moderne kvinder og piger rent faktisk skal håndtere, endnu en gang blive vores egen forbandede sag.

Forleden hørte jeg en podcast, der hed The Death of Feminism.

Det var et afsnit af podcasten Good on Paper fra magasinet The Atlantic, hvor værten Jerusalem Demsas undersøger virkeligheden bag de idéer og fortællinger, som præger den almindelige overbevisning i dag.

Her interviewede hun forfatteren Sophie Gilbert om hendes nye bog, Girl on Girl, hvor Gilbert piller den individorienterede girlboss-feminisme fra hinanden, som man gør i blandt de rigtige feminister i dag.

Men pludselig bød Jerusalem Demsas ind med noget overrasskende: “Ved du hvad? Jeg har faktisk haft lyst til at tage girlbossing lidt i forsvar her på det seneste,” sagde hun.

“Den her tendens med, at vi skal anerkende de strukturelle problemer, gør faktisk, at vi underkender vores egen evne til at handle og træffe beslutninger. Og al forskning viser, at der er en tæt forbindelse mellem at have en indre følelse af kontrol over sine handlinger og valg og godt mentalt helbred.”

Hun fortalte, hvordan hun som teenager begyndte at læse sig ind på feministiske teorier og argumenter om, at det, hun troede var hendes egne livsvalg, i virkeligheden var styret udefra af samfundets uovervindelige, kvindefjendske strukturer.

“Det satte sig virkelig i mig. Og det fik mig ikke til at få det bedre. Faktisk havde jeg det i en lang periode rigtig dårligt på grund af det.”

Da hun sagde det, spidsede jeg denondelynemig ører, for hun havde jo ret.

Jeg har selv kritiseret girlboss-feminismen helhjertet for at bilde kvinder ind, at selvoptimering er frihed, porno er frisættende, og markedet er vores bitch, når det faktisk er lige omvendt.

Men hvor efterlader den analyse den enkelte kvinde?

Hvor efterlader den de tiårige, som shopper skintoner i Normal?

De 20-årige, som er i fuld gang med at forme deres voksenliv og seksualitet?

Gør det deres kvindeliv bedre at høre, at samfundet konstant udnytter og undertrykker dem, og at de i bund og grund er magtesløse?

Jeg er virkelig i tvivl.

Som min kollega Clara sagde i sin voicenote om sankthansbål-stråheks-debatten: “Hvem er det egentlig, man prøver at redde?”

Det lettest havde været at lade det ligge. Jeg indrømmer blankt, at det er gået hen og blevet min reaktion på de her debatter.

Den entusiasme, jeg følte for ti år siden, er blevet kvalt i følelsen af stråmandskrig.

Men denne her gang fik jeg lyst til at holde fast.

Var der noget i den her debat om Sabrina Carpenters cover og den moderne feminismes indre brydninger, der rummede kimen til noget nyt?

Kunne den faktisk blive indgang til at tale om, hvad kvinder rent faktisk vil i dag, og hvad det at leve et kvindeliv egentlig indebærer i 2025?

‍

Jeg havde brug for at prøve tanken af, så jeg sendte en besked rundt til mine Zetland-kolleger: “Mit hoved eksploderer over, hvorvidt Sabrina Carpenter og hendes nye albumcover sætter feminismen 50 år tilbage eller ej-diskussionen. Har andre lyst til, at vi ser nærmere på det?”

Tre kvarter senere var der 135 indlæg i min tråd.

Igen, jeg plukker:

Nina, Zetlands grafiske designer, skrev sådan her: “Det er spændende, at det er Sabrinas cover, der starter diskussionen, for den er for mig tydeligt ironisk. Imens der er meget andet, hvor jeg i tvivl om, hvad deres forhold til kvindeidealer egentlig er. Og synes også, det giver mening i dansk kontekst.”

Helle, der er journalist i gravergruppen, skrev sådan her: “Ærligt, får I slet ikke en “leave Britney alone”-følelse? Hvorfor skal vi – især kvinder – egentlig snakke så meget om, hvordan hinanden ser ud? Og læse aaaalt muligt ind i hinandens måde at klæde os på. Let a girl live.”

Zetlands internationale direktør, Jakob Moll, som har to teenagepiger, skrev sådan her: “Den principielle diskussion om, hvor hulen feminismen står lige nu, er spændende. Jeg oplever den som helt træt, og imens kigger generation Alpha på makeupvideoer morgen til aften. Det virker, som om vi er to procent fra at kapitulere på ligestillingen. Det er helt vildt sørgeligt.”

Min journalistkollega Asta skrev sådan her: “Okay, fortæl mig, hvis jeg kommer til at lyde som en gammel, ulden, sur kommunist, men mangler der ikke også lidt kapitalismekritik her? Er det ikke lidt, som om alle argumenter om den nye feminisme er, at du kan filme dig selv hjemme ved kødgryderne eller spille på objektive skønhedsidealer, og det hele er fint, så længe du tjener boksen på det. Problemet er så bare, at dem, du taler til, ikke tjener boksen på det, men efterligner idealerne. Og så har det pludselig ikke den samme ironi over sig. Jeg spørger. Ved det ikke.”

Den principielle diskussion om, hvor hulen feminismen står lige nu, er spændende.

Folk var engagerede, men ikke enige.

Helle skrev, at hun blev provokeret af antagelserne om, at unge piger var ofre for alle mulige former for indflydelse og helt magtesløse i deres eget liv: “Hørte en dag en 12-årig pige til sin veninde, som var sur over, at hun ikke måtte have en trøje på for sine forældre. Hun sagde: “Omg, jeg er 12 år. Jeg har ikke kysset med nogen. Jeg har ikke tænkt en liderlig tanke. Jeg synes bare trøjen er flot!!!”

Sebastian, Zetlands vækstchef, skrev sådan her: “Jeg forstår det stadig ikke, jeg har lyst til at kalde bluff på dem hele tiden, jeg kan ikke se andet, end at de har fået internaliseret the male gaze til et punkt, hvor de får bildt sig ind, at det er en feministisk magtdemonstration.”

Og Nina sagde det her, som jeg skyndte mig at notere: “Ligesom det er spændende at høre den nye generation af mænd, hvad de synes om feminisme, gad jeg godt at høre noget mere om den nye generation af kvinders syn på kvindefrigørelse.”

Det er nemlig lige præcis det, jeg også godt gider. Og som jeg tror, vi har brug for.

Energien i snakken her og de mange forskellige spørgsmål overbeviste mig om, at tiden godt kunne være helt rigtig til at gøre det, jeg små småt var begyndt at drømme om, og forsøge at tage debatten om kvinder, kvindesyn og kvindelighed et nyt sted hen.

FOR ET ÅRS TID SIDEN lavede vi her på Zetland en serie, vi kaldte Mandefald. Den handlede om den moderne mand og den maskulinitetskrise, mange peger på. I den serie kom en række spændende mennesker til orde med deres fortællinger og holdninger til manderollen i dag.

Og nu laver vi Kvindetegn. En serie, der kommer i sensommeren 2025, hvor vi spørger: Hvad er kvindeliv i dag? For dig, der tilhører den unge generation, men også dig, der har levet længe. Hvordan oplever du som kvinde din rolle og dine vilkår i det samfund, vi har i dag, og hvad ville du ændre, hvis du kunne? Hvad er vigtigt for dig? Hvad drømmer du om? Hvilke udfordringer er de største og de vigtigste, og hvad er det for samtaler, vi ikke har, men som vi burde have? Hvad er kvindelighed i dag? Hvad betyder feminisme for dig? Hvor er feminismen på vej hen? Og begynder vi at være der, hvor vi kan se konturerne af en femte bølge – og hvis ja, hvordan ser den ud?

Vi spørger en række interessante kvinder, både dem, som har en stemme i den offentlige debat, og dem, vi hører alt for lidt fra, men som har noget vigtigt at sige. Og så spørger vi Zetlands medlemmer. Hvis du har forslag til, hvem vi skal tale med, eller har lyst til at bidrage med information eller måske fortælle din egen historie, så blive medlem af Zetland og kom med dit bidrag.

‍

Du kan lytte til tidligere afsnit i serien, hvor vi møder nogle af de personer, der ligger højest i magteliten, og taler om, hvem der har magten på vigtige områder, fra vores arbejdsliv til den grønne omstilling. For at lytte til dem, er du nødt til at blive medlem af Zetland.

‍

Som medlem af Zetland får du…

• 🌞 Morgenoverblik – Et nyhedsoverblik på fem minutter
• 🚁 Vores daglige nyhedspodcast, Zetland Helikopter, der graver dybt i døgnets vigtigste begivenhed
• 📖 Tidens vigtigste historier, der giver mod og lyst til at forstå verden
• 🚀 100% journalistik, 0% blinkende annoncer
• 💬 Nysgerrige samtaler, hvor vi i fællesskab bliver klogere