Vi vokser fra hinanden. Algoritmerne sender mænd til Mars og kvinder til Venus

Du skal til at læse en Zetland-historie.

Det betyder, at den er lavet og udgivet af Zetland, og at vi har fået lov til at dele den med dig. Zetland er en anderledes avis, der giver dig mod og lyst til at forstå verden, så vi sammen kan tage ansvar for den.

Hvis du vil have adgang til alle Zetlands serier og historier, skal du blive medlem af Zetland.

Artiklen her er en oversættelse fra Zetlands finske søstermedie, Uusii Juttu. Lydversionen er oplæst af Lea Korsgaard, Zetlands ansvarshavende chefredaktør.

Udviklingen inden for ligestillingen er stagneret. Sådan lød det for nogle år siden i en undersøgelse fra et svensk universitet. Der deltog mere end 32.000 europæere i undersøgelsen, og den viste, at unge mænd i højere grad end tidligere oplevede, at fremgangen for kvindernes rettigheder skete på bekostning af netop mændene.

Dette var særligt udbredt steder i Europa med tilbagegang og høj arbejdsløshed.

Efterfølgende har der været afholdt mange valg – i blandt andet Finland, Tyskland, Storbritannien, Frankrig og USA.

På baggrund af valgresultaterne kan man registrere et narrativ: Unge mænd stemmer på højrefløjen, ofte på unge kvinder på venstrefløjen. Ved det tyske forbundsdagsvalg i januar var tilslutningen til venstrefløjspartiet Die Linke 35 procent blandt kvinder under 25 år. Højrefløjspartiet Alternative für Deutschland havde en tilslutning på 27 procent hos jævnaldrende mænd. Ved det amerikanske præsidentvalg var kønskløften mellem demokraterne og republikanerne blandt unge mere end dobbelt så stor sammenlignet med de øvrige aldersgrupper. Ved det finske parlamentsvalg i 2019 stemte omtrent lige så mange mænd og kvinder født i 1990’erne stadig på det konservative Samlingspartiet, men i 2023 var forskellen vokset til mændenes fordel.

Senest har Financial Times’ datajournalist John Burn-Murdoch i en artikel med dramatiske grafer fra januar 2024 gjort alle bevidst om kønskløften. Budskabet fra Burn-Murdochs data var tydeligt: De unge var virkelig ved at vokse fra hinanden stort set overalt.

I Finland finder man forskellen, dog i meget mindre grad. Den årlige undersøgelse af finske unges værdier og holdninger, Nuorisobarometri – en slags ungdomsbarometer – fortæller, at de unge kvinders værdier er blevet blødere i løbet af 2010’erne, mens den gennemsnitlige unge mand tænker som før. I European Social Survey har kløften eksisteret længe, men sprækken er usynlig.

Burn-Murdoch vurderede, at kløften havde været skjult længe i mange lande, fordi de unge er så sløve til at stemme.

Derefter fortsatte han: “Alt dette forværres af det faktum, at unge mænd og kvinder i stigende grad lever i adskilte rum og kulturer efter udbredelsen af smartphones.”

Det er den verden, som docent i ungdomsmedicin Silja Kosola er bekymret for. Det ser ud til, at telefonerne og især de sociale medier skærper teenageårenes kønsspecifikke problemer mere end tidligere. Selve problemerne er de samme som altid: Pigerne har angst, bliver deprimerede og spiser ikke. Drengene slås og begår hærværk.

Det nye er, at andelen af piger, som rapporterer om overdreven brug af internettet i en skolesundhedsrundspørge, er næsten tredoblet fra 2017 til nu cirka 15 procent. Drengenes andel er forblevet på cirka ni procent, det samme tal, som man tidligere har vurderet antallet af spilafhængige til at udgøre.

”Pigerne er afhængige af de sociale medier på en helt anden måde end drengene. Dette kan man naturligvis forenkle på befolkningsniveau, ikke individniveau, og sige, at hvis drenge fra begyndelsen af er holdspillere, så er spilverdenen den, de bliver afhængige af, hvis de bliver afhængige,” siger Kosola.

Drengenes teenageaggressioner strømmer ifølge Kosola ud i den digitale verden som hadefulde ytringer, men kan skvulpe over i den virkelige verden og derfra tilbage til de sociale medier igen.

Selvom det samlede antal af mindreårige sigtet for røverier og vold ikke er steget siden 2015, kan man se en dramatisk forandring i statistikkerne over vold blandt unge. Stadig yngre bliver sigtet for alvorlige forbrydelser. Antallet af sigtede under 15 år er steget nærmest lodret, mens de ældre i dag er mere hæderlige end i begyndelsen af 00’erne. Ifølge forskerne kan tallene også påvirkes af ændringen af loven om børns velfærd i 2015 eller en lavere tærskel for anmeldelser, for eksempel i forbindelse med vold i skolen.

Statistikker er blot statistikker, også i Finland, men som læge har Kosola tænkt meget over den kulturelle omvæltning, som telefonerne medfører. Ud fra datapunkterne kan man forudse et samfund under dramatisk forandring.

Sociolog Alice Evans ved King's College London går endnu længere end Kosola. I et nyligt interview til The New York Times vurderer Evans, at smartphones er den mest sandsynlige årsag til den globale mangel på babyer. Fødselstallet er gået ned ikke alene i velstående lande, men overalt, efterhånden som telefonerne har vundet indpas. Senest i Nordafrika, Latinamerika og Mellemøsten.

Ifølge Evans er der tale om en kædereaktion: Barnløshed er en direkte konsekvens af udbredelsen af singlelivet, som skyldes, at piger og drenge distancerer sig fra hinanden på grund af de personificerede ideologiske universer, de sociale medier skaber. Med dette mener hun, at feedene, der er baseret på personlige anbefalingsmekanismer, tilbyder piger og drenge forskellige, ofte tydeligt kønnede værdisystemer.

Manglen på babyer vil føre til, at det inden længe vil gå sådan overalt i verden, som det er gået i Finland: Økonomien begynder at stagnere, fordi en stadig større del af skatteindtægterne går til ældrepleje. Konsekvenserne vil være særligt alvorlige for udviklingslandene.

Evans er den forsker, som de vigtigste aviser i den vestlige verden kontakter for at spørge til kønskløften. Man kan finde hendes tanker i det ret omfattende nyhedsbrev Great Gender Divergence på Substack. Hun påtænker at udgive en bog med samme titel til efteråret.

Ifølge Evans er forfatteren Virginia Woolfs idé fra 1920’erne om, at kvinder har brug for deres ”eget værelse” blevet til en idé om kvindens ”eget digitale sindslandskab”.

Jo mere patriarkalsk et land der er tale om, desto voldsommere har forandringen været, skriver Evans i sit nyhedsbrev. ”Kulturelt spring over buk” har gjort det muligt for kvinder over hele verden at foretage mentale spring hen over hele generationer: en pludselig liberalisering af værdier, som ellers ville have taget årtier.

Netflix’ Emily in Paris hitter verden over, Miley Cyrus ligger nummer et på hitlisten i Saudi-Arabien. Og mens de unge kvinder i verdens største muslimske land, Indonesien, får makeupvideoer og amerikansk feminisme light i deres feeds, fodrer det samme system de unge mænd med styrketræning og det radikale islam – i stedet stærketræning og den canadiske, konservative tænker Jordan Peterson, som det sker andre steder i verden.

I vores samfund er der stor efterspørgsel på indhold, som kan hjælpe mennesker med at klare sig godt økonomisk. Kvinder vil gerne se og høre ting, der fortæller dem, at de bliver stærkere af at være selvstændige.

Mænd har oftere fordel af samfundets nuværende magtstrukturer i stedet for at bryde fri af dem. Når man ikke skaffer sig status i hverdagen og på jobbet og blandt venner, men gennem ligesindethed i digitale ekkokamre, har man skabt en ond cirkel.

Alice Evans formulerer det – lidt skarpt – således, at unge kvinder på de sociale medier lærer at opfatte verden som dybt uretfærdig, mens mændene lærer at skyde skylden for deres egne problemer på kvinderne.

Unge kvinder på de sociale kvinder lærer at opfatte verden som dybt uretfærdig, mens mændene lærer at skyde skylden for deres egne problemer på kvinderne

Det er også en konsekvens, at det er blevet sværere og sværere at integrere indvandrere i den dominerende kultur, fordi man i stedet for aftennyhederne nu nemt kan se de samme ting på internettet, som man så i sit gamle hjemland.

I det personificerede internets tidsalder kan man ikke længere indstille kulturen til at korrigere eller oplyse samfundet, skriver Evans. Blandt unge kvinder på ”det kinesiske Instagram”, Xiaohongshu eller RedNote, trender undertiden videoer, som hævder, at kvindens kønsorganer bliver endegyldigt ødelagt ved fødsel, og at en kinesisk kvinde med respekt for sig selv i øvrigt ikke bør få børn. Fødselstallet er snart på niveau med Sydkorea, verdens ringeste, og ikke engang kommunistpartiet er længere i stand til at få sit folk til at lave børn, hævder Evans.

Til sidst bliver den digitale alenetilværelse et tilflugtssted, som singlerne trækker sig tilbage til – og de er tilfredse med, hvor let den er.

“Personificeret underholdning på nettet (betting, videospil, podcasts, TikTok) er så afhængighedsskabende, at den sagtens kan overgå interaktion med realverdenen,” skriver Evans i sit nyhedsbrev.

Harry Lunabba er docent i ungdomsforskning og forsker med speciale i drenge ved Helsinki Universitet. Han advarer imod at have et alt for sort-hvidt syn på tingene. Vi hverken kan eller skal bare smide smartphonen ud. ”En dumbphone er ingen redning,” siger Lunabba. Desuden orker han ikke dæmonisering af skærmtid, de sociale mediers sammenblanding med smartphones eller generel modstand mod det digitale.

Det betyder ikke, at Lunabba er en slags digital apostel. Tværtimod. I stedet for at være teknologiforskrækket bør man bare fokusere på indholdet. Han fortæller, at han har besluttet, at han her efter sankthans endegyldigt vil forlade alle Metas tjenester, bortset fra WhatsApp. Han har ryddet sin telefon for næsten alle notifikationer, så han ikke bliver udsat for ligegyldigheder. Telefonens baggrundsbillede er en borderterrier, men også teksten "smart use only".

Lunabba mener, at de nye teknologier er et ansvar for hele samfundet. Man kan ikke bare uddelegere problemerne til befolkningen, hvor velstillede børn så vil blive undervist i den digitale verden, mens dårligt stillede børn ikke nødvendigvis bliver det.

Gennem sit forskningsarbejde kan Harry Lunabba bekræfte det, han som far til teenagedrenge også har observeret. En grov og tilspidset left and right-konstellation, som er alt andet end den finske politiske virkelighed, er blevet den politiske konstruktion for mange finske drenge.

”De unge og måske især drengene bliver eksponeret for det ekstremt uudviklede amerikanske møgsystem, fordi deres indhold på de sociale medier bliver styret af 'intelligente’ algoritmer,” siger Lunabba.

Sådan fungerer internettet i 2020’erne: Der burde være større forskellighed end nogensinde før, men man kan ikke finde den i den ensartethed, algoritmerne fodrer os med. Mainstream forstærkes og fører i politik til yderligheder og i kultur til middelmådighed.

Mekanikken med at vokse fra hinanden gælder også for kønnene – sådan som Alice Evans anfører. Når algoritmerne laver globale og kategoriske generaliseringer, er drenge fra Mars og piger fra Venus, og der er ingen mellemting. Til sidst rejser bølgerne af disse typiske piger og typiske drenge sig til veritable tsunamier.

Som drengeforsker fortæller Lunabba, at han imidlertid har lagt vægt på det samme gennem hele sin karriere: Den typiske dreng er ikke en almindelig dreng.

Med en typisk dreng mener Lunabba en ung mand, som lever op til den klassiske maskulinitet: at en mand skal være uforfærdet, hård, mindst 100 procent heteroseksuel og ikke nogen hanrej, endsige opføre sig feminint. Ud af alle drenge udgør denne gruppe dog typisk kun en lille del, og den almindelige dreng er en meget mere modsætningsfyldt skikkelse. Desuden ser de fleste almindelige drenge lidt skævt til de typiske drenge. I skolegården tror de hårde drenge måske, at de ligger i toppen af hierarkiet, selvom de ofte bliver anset for at være lidt tragiske skikkelser. Især senere, når alle kan se, hvad de er blevet til i livet.

Lunabba fortæller også, at internettet beviseligt har været en redning for de såkaldt anderledes unge og minoriteter, som har kunnet lede efter og finde deres egen gruppe og subkultur uden at tage sig af, hvor på kloden de bor. Måderne at være dreng på, på forskersprog maskulinitetens repertoirer, udvidede sig efter udbredelsen af internettet enormt fra, hvordan de var, da Lunabba var ung i 1990’erne. I de små samfund – og også andre steder – blev der boret internetformede åndehuller, som man kunne flygte ind i, hvis ingen ellers lod til at forstå én.

Lunabba ved imidlertid ikke, hvad de almindelige drenge mener om Jordan Peterson, Andrew Tate og andet hypermaskulint indhold, som de bliver fodret med på deres skærme. Ikke nødvendigvis noget godt. Måske er højrøstet offentlig ængstelse over mandepropaganda bare den nyeste form for infantiliserende bekymring for drenge.

Da Lunabba og spilforsker Mikko Meriläinen analyserede de åbne svar i en rundspørge, de havde fået lavet, var det, der oftest generede de 120 deltagende drenge, spilkulturens og onlinespilgruppernes ”toksicitet”: alle de nedsættende ord, uforskammetheder og pralerier, som man bliver nødt til at tolerere, hvis man spiller.

Skærmens tidsalder behandler ikke alle samfund ens. Ifølge sociolog Alice Evans er kønnene allermest ligesindede i to slags lande: de dybt religiøse og autoritære samt dem, hvor der hersker en enhedskultur, og mændene og kvinderne tilbringer meget tid sammen ansigt til ansigt.

De nordiske lande er et mønstereksempel på sidstnævnte. Hos os, om nogen steder, er hele samfundet bygget på, at mænd og kvinder er tilpas ligesindede. Vi, om nogen, har også noget at miste, hvis algoritmerne sender drengene til Mars og pigerne til Venus.

Velfærdsstatens såkaldte kønskontrakt har været, at kvinderne går på arbejde, og til gengæld støtter staten familierne, det vil sige i praksis deres forældreskab, med børnehaver, skoler og tilskud til pasning af eget barn. Aftalen omfatter en stor offentlig sektor, som frem for alt beskæftiger kvinder. Takket være den er klasseforskellene i de nordiske lande blevet små, mænds og kvinders liv er blevet flettet ind i hinanden, og frem for alt har kvinderne formået at klare sig uden afhængighed af en 'mandlig forsørger' – hvilket den mangeårige forsker i socialpolitik Raija Julkunen anser for at være et væsentligt parameter for en velfærdsstats kvalitet.

For Julkunen ligner modsætningen mellem den offentlige og den private sektor modsætningen mellem kønnene: Ved at anse den offentlige sektor for at være for stor kommer man faktisk til at sige, at velfærdsstaten er for "kvindevenlig”.

Også internt i mange familier er denne konstellation en realitet. Man kan sætte det på spidsen og sige, at alliancen mellem konservative mænd, der arbejder i den private sektor, og deres socialdemokratiske koner, der arbejder i den offentlige sektor, holder sammen på hele systemet, fordi begge parter ønsker at forstå og forsvare hinanden og søge det fælles bedste.

Men nu slår alliancen tydelige sprækker. Mænd og kvinder vil have en forskellig politik, og hvis sprækken bliver for stor, kan man til sidst ikke længere strække sig over den. Det leder til spørgsmålet: Hvordan skal det gå os, hvis kønskontrakten udvikler sig til et skænderi, og den ene part vil skilles?

Bare fordi alle bruger for meget tid på de sociale medier.

‍

Som medlem af Zetland får du…

• 🌞 Morgenoverblik – Et nyhedsoverblik på fem minutter
• 🚁 Vores daglige nyhedspodcast, Zetland Helikopter, der graver dybt i døgnets vigtigste begivenhed
• 📖 Tidens vigtigste historier, der giver mod og lyst til at forstå verden
• 🚀 100% journalistik, 0% blinkende annoncer
• 💬 Nysgerrige samtaler, hvor vi i fællesskab bliver klogere