En ny klasse stormer frem: arvekratiet - hvor rigdom kommer fra mor og far

Du skal til at læse en Zetland-historie.

Det betyder, at den er lavet og udgivet af Zetland, og at vi har fået lov til at dele den med dig. Zetland er en anderledes avis, der giver dig mod og lyst til at forstå verden, så vi sammen kan tage ansvar for den.

Hvis du vil have adgang til alle Zetlands serier og historier, skal du blive medlem af Zetland.

Hvordan tjener du nok penge til at få et godt liv?

“Arbejd hårdt” har længe været det oplagte svar. Men nu får noget andet i stigende grad betydning: hvor meget du arver, og hvem dine forældre er.

En helt ny klasse – arvekratiet – er ved at vokse frem.

Det har store konsekvenser – for boligmarkedet, for uligheden og for, ja, hele vores samfunds velbefindende.

Mængden af penge, folk arver, er steget markant og betyder mere og mere i forhold til, hvad du tjener på dit job.

Det er ret svært at få overblik over de præcise tal, men magasinet The Economist har lavet en god undersøgelse. Den viser, at folk i de rige lande står til at arve ti procent af bnp, altså af hele den økonomiske produktion.

Det er steget fra cirka fem procent i en række lande midt i det 20. århundrede. 38 billioner kroner skifter hænder gennem arv bare i år. Arvede penge fylder det dobbelte i økonomien i Frankrig og det tredobbelte i Tyskland siden 60’erne og 70’erne. De penge, folk arver, fylder altså mere og mere i økonomien.

Arv betyder derfor også mere for, hvilket liv du egentlig kan få.

Vi kan også se tendensen i kulturen.

Tv-serien Succession handler om en søskendeflok, der kæmper om arven fra en mediemogul-far. Der var den danske tv-serie Arvingerne og filmen Crazy Rich Asians, og for nylig kom The Inheritance fra England og The Inheritance Detective fra Japan.

Vi lader til at være blevet besatte af arv. Og i hvert fald er kunsten eller kulturen nogle gange måske hurtigere til at fange sådan en ny udvikling end økonomer og andre, der lige skal have styr på data først.

Så hvorfor ser vi den arveeksplosion?

Der er i hvert fald fire grunde.

En grund handler om, at folk er blevet rigere. Særligt en generation – boomerne, der er født mellem 1946 og 1964 – har fået en virkelig stor formue.

Aktierne er steget meget, det samme gælder boligpriserne en del steder.

I USA har boomerne halvdelen af den samlede formue ifølge The Economist. Også herhjemme viser nye opgørelser, at der er kommet langt flere pensionsmillionærer. Formuen i Danmark er også størst i de ældre generationer.

Den øgede velstand betyder, at flere penge kan skifte hænder end tidligere. Samtidig har der været færre kriser og krige, hvor folk kan miste deres penge, så de velstående har været bedre til at holde fast på deres formue og få den til at vokse end tidligere.

En anden grund er, at vi bliver ældre og ældre. Dermed er der længere tid til at spare op og opbygge formue. Og samtidig har folk fået færre børn, så der er færre at give pengene videre til.

En tredje grund er, at man mange steder har skruet ned for arveskatten – nogle lande har helt droppet den. I Danmark lavede man også sidste år en lempelse af arveskatten, der handlede om arv til søskende.

Den fjerde grund er måske den vigtigste. I mange af de rige lande har væksten været lav. Til gengæld er uligheden steget, især formueuligheden. Forskellen mellem, hvad folk har af formue – bolig, investeringer, opsparing – er klart større end forskellen på, hvad folk tjener.

Den formueulighed, som vi også ser i Danmark, hænger sammen med de stigende boligpriserne og aktiekurser, vi nævnte før. Samtidig er den økonomisk vækst ikke steget særlig meget.

Dermed betyder det mere, om du har købt det rigtige hus – også i forhold til hvad du hvad du tjener på dit arbejde.

Den franske økonom Thomas Piketty har lavet en undersøgelse, der viser, at når væksten er lav, begynder formue at fylde mere sammenlignet med folks indkomst.

Man ser også interessen for de voksende formuer – og måske især de virkelig store formuer – i kulturen og medierne.

For nylig skrev DR om to norske søstre, der med et slag blev usædvanligt rige. Ikke på grund af noget, de havde gjort, men fordi deres milliardærfar overførte en stor bunke af sine aktier til dem, så de rykkede godt op på listen over Norges rigeste.

En spændende bog, The Haves and Have-Yachts, udfolder de superriges liv. Her skriver forfatteren Evan Osnos om, at der er de rige, og så er der de rige-rige, der køber de virkelig dyre lystyachter. Dem bliver der flere af. Osnos taler om, at uligheden i formue kan være større nu end under Cleopatra i det gamle Egypten. Det vil sige, at Elon Musk måske er rigere sammenlignet med den gennemsnitlige amerikaner, end Cleopatra var i forhold til gennemsnitsegypteren dengang.

Det er selvfølgelig virkelig svært at opgøre, så der skal tages forbehold her.

Men stigende formuer, øget ulighed og lav vækst er ikke desto mindre den sidste af de fire grunde til arveeksplosionen.

Hvad betyder udviklingen egentlig for os? Er det overhovedet et problem?

Det korte svar er: Ja!

Udviklingen udfordrer det, vi kan kalde meritokratiet. Det vil sige, at det afgørende for, hvor godt du klarer dig, primært er den indsats, du yder.

Du arbejder hårdt, du bliver dygtig til dit arbejde, og så tjener du penge og kan købe en lejlighed – det virker meget fair.

Du har et incitament til virkelig at gøre en indsats.

Det er også godt for økonomien, for det sikrer dynamik, og vi belønner dem, der arbejder og skaber noget.

Problemet er, hvis det ikke er nok.

Hvis du knokler, men alligevel ser, at du ikke har råd til en lejlighed i storbyen – det har kun dem, der har arvet godt med penge fra deres forældre. Endda selvom de ikke arbejder lige så hårdt som dig.

Det vigtigste her er måske ikke de superrige og deres lystyachter. Det er de mere almindelige mennesker, der er så heldige at have forældre, der har købt bolig på rette tid og sted eller har en lille formue. Det gør efterhånden en større og større forskel. Og det er måske ikke særlig smart økonomisk set – eller særlig fair. For dermed bliver det sværere at arbejde sig op, hvis du kommer med ingen økonomisk arv hjemmefra.

Det bliver sværere at bryde en anden arv – den sociale arv. Man kan nemlig også se i tallene, at der er meget stor ulighed i, hvor meget folk arver.

Den sociale mobilitet kan således blive mindre. Og igen handler det om fairness.

Er det rimeligt, du ikke kan kæmpe dig op, fordi det betyder så meget, hvad andre har været heldige at arve? Økonomisk risikerer det også at skabe mindre dynamik, for kan dygtige unge, der ikke lige har velstående forældre, flytte til de større byer og kæmpe sig op? Vi kan gå glip af vigtigt talent.

Er det rimeligt, du ikke kan kæmpe dig op, fordi det betyder så meget, hvad andre har været heldige at arve?

Nogle har sammenlignet situationen med 1800-tallets økonomi eller længere tilbage, hvor ens forældre jo virkelig betød meget for ens økonomiske chancer. Man kan frygte, at vi ikke får et aristokrati, men et arvekrati – en klasse, der arver, lidt som engang i adelens tid, hvor det betyder mere og mere, hvem dine forældre er – og hvem den, du gifter dig med, har af forældre.

Der er faktisk lavet spændende forskning om, at arv vejer langt tungere end indkomst, når tyskere vælger, hvem de gifter sig med.

En anden undersøgelse, fra Danmark, viser, at arv over tid bliver vigtigere og vigtigere for, hvilken partner folk faktisk vælger.

Men igen er det dårligt for økonomien, hvis det bliver vigtigere at gifte sig rigtigt, end at du arbejder rigtigt – eller investerer i nye virksomheder, som skaber nye arbejdspladser, så iværksætteriet og innovationen blomstrer. Det risikerer at skabe stilstand.

Arv bliver vigtigere og vigtigere for, hvilken partner folk faktisk vælger

The Economist advarer mod, hvis arvekratiet sætter sig på husene, som så bliver endnu dyrere, og bruger en masse energi på at beskytte deres formue, finde smuthuller i reglerne og måske kæmpe imod forandring – der må ikke blive bygget en masse nye boliger, fordi det skæmmer deres bolig. Det kan virke konserverende og skabe stilstand i samfund. Og det kan øge uligheden og skabe mindre håb for dem, der kommer nedefra i samfundet.

Det fører os til endnu et vigtigt problem:

Polariseringen kan stige.

Noget spændende og lidt gammel forskning viser, hvad det gør ved lande, hvis folk ikke tror, at man kommer til tops på grund af hårdt arbejde, men på grund af held – eller arv.

Det har betydning for flere forskellige ting. Både hvor stor en indsats folk vil lægge på arbejdet, og hvor meget skat de synes er rimeligt. Og så kan polariseringen blive større.

Man tænker måske, at de rige ikke har fortjent deres rigdom, fordi de ikke har knoklet for den. Og der er måske ikke så stor identifikation mellem formuegrupperne i samfundet: Flertallet synes, det er uretfærdigt, at folk er rige uden at have gjort sig fortjent til det.

Men det bliver også lidt sværere for rige at forstå alle os andre, hvis de ikke har prøvet at arbejde sig op.

Udviklingen kan således risikere ikke bare at slukke et håb og en motivation hos dem, der skal arbejde sig op.

Den kan måske også ryste ved noget grundlæggende i selve tilliden og støtten til det etablerede demokratiske system, vi har. Flere vil ikke synes, det virker særlig fair – eller særlig demokratisk måske – hvis alle ikke har en nogenlunde lige chance, fordi arv bliver vigtigere og vigtigere?

Samtidig udfordrer det også kapitalismen og ideen om det velfungerende, dynamiske frie marked, hvis det er dine forældre – og ikke din indsats – der betyder mest.

Vi skal indskyde, at så slemt er det ikke endnu, langtfra. Men udviklingen går i retning af, at arv får større og større betydning, og ifølge undersøgelsen ser det ud til at fortsætte i mange år endnu.

Så hvad skal - og kan - vi gøre ved det?

På en måde er det nemt og svært på samme tid.

Det er nemt, fordi vi godt ved, hvad vi kan gøre. Men det er svært at gøre det.

En helt oplagt løsning er at ændre skattesystemet. Man kan beskatte formue højere og løn lavere.

Vi taler enormt meget om topskat og den slags skat på løn, men det er peanuts i forhold til at sælge et rækkehus til 50 millioner kroner skattefrit på Christianshavn i København.

Hvis man øger arveskatten og skatten på salg af boliger, men sænker skatten på løn, kan det økonomisk også give mere motivation til at arbejde hårdt, fordi du så tjener mere på at gøre en indsats på jobbet – og det er mindre vigtigt, om du er heldig og har de rigtige forældre.

Omvendt kan man indvende, at det også motiverer folk til at arbejde hårdt – starte en virksomhed eksempelvis – at deres børn måske kan arve noget af det, de opbygger, senere. I det lys kan der også være økonomiske argumenter for ikke at være for hård med formueskatten. Det er bare en grund til, at der ikke er nogen nemme løsninger her.

En anden løsning kunne være at ændre boligmarkedet.

Vi kunne bygge en masse boliger i de store byer, så det bliver lettere at købe en og flytte dertil, hvilket vil gøre økonomien mere dynamisk og måske boligerne billigere. Det vil også kunne få en effekt og gøre arv mindre vigtig.

Problemet er, at det heller ikke er let lige at ændre boligmarkedet – vil man bygge en masse højhuse og rydde nogle store villaer, der fylder lidt for meget, i de største byer? Den er også svær.

En tredje løsning kunne være mere økonomisk vækst.

Hvis økonomien generelt vokser, kan det også gøre arv mindre vigtig i forhold til din arbejdsløn. Men det er heller ikke helt let, men selvfølgelig ikke umuligt. Vi har lavet et helt afsnit om, hvordan man kunne få mere gang i økonomien i Europa.

Men her vil nogen indvende, at enøjet vækst ikke er svaret på de udfordringer, vores planet står med lige nu. Med andre ord sker ingen af løsningerne med et snuptag.

Vi har eksempler på, at man har forsøgt sig med nogle af dem. Nordmændene indførte en formueskat for de allerrigeste, som skulle gøre noget ved formueuligheden. Men så flygtede nogle af milliardærerne ud af Norge, for eksempel til Schweiz. Så selvom man satte skatten op, fik man måske færre penge ind. Det udgør således en udfordring her, at kapital er let at flytte over grænser.

Omvendt nævnte vi jo tidligere, at meget af udviklingen ikke handler om de ultrarige, der lige flytter til Schweiz, men om mere almindelige mennesker, der har været heldige at købe et hus på det rigtige tidspunkt eller har en lille formue, hvor noget af det går videre i arv. De flytter jo nok ikke lige til Schweiz, hvis man ændrede lidt på arve- eller boligskatten.

Her er der dog en del andre fairnesshensyn: Kan man ændre de vilkår, de købte deres bolig under? Og er det unfair, hvis du faktisk har brudt den sociale arv og er blevet lidt mere velhavende og forsøger at løfte dine børn – og så skal du pludselig straffes med en ekstra høj arveskat, for at nogle andre kan bryde den sociale arv?

Det her er ikke let at løse, for det vil altid påvirke rigtige menneskers virkelighed. Og det kan udfordre den ældgamle idé om, at vi på individuelt niveau bør forsøge at samle ind, så vi kan give videre til vores børn. Hvis man strammer ind her, kan det således også give noget polarisering.

Men når alt det er sagt, så skal man holde fast i, at der faktisk er ting, man kan gøre. Både når det gælder at skabe et bedre boligmarked, en mere dynamisk økonomi og en bedre lovgivning.

Det gode ved det er, at mange af tingene er virkelig gavnlige på mange punkter: Hvis det bliver lettere at få boliger i større byer, og man får lidt mere ud af at arbejde, og det bliver lidt mindre vigtigt, hvem dine forældre er, så kan vi få et mere fair samfund.

Et samfund, der er mere dynamisk og rigere bredt set. Og et samfund, hvor der endda er mere tillid mellem grupper i befolkningen og måske endda til demokratiet generelt.

Og i mellemtiden: Husk at ringe til dine forældre i dag.

‍

Som medlem af Zetland får du…

• 🌞 Morgenoverblik – Et nyhedsoverblik på fem minutter
• 🚁 Vores daglige nyhedspodcast, Zetland Helikopter, der graver dybt i døgnets vigtigste begivenhed
• 📖 Tidens vigtigste historier, der giver mod og lyst til at forstå verden
• 🚀 100% journalistik, 0% blinkende annoncer
• 💬 Nysgerrige samtaler, hvor vi i fællesskab bliver klogere

‍