Så var vi ikke så rige alligevel. Her er overvismandens guide til fremtiden for dansk økonomi

Du skal til at læse en Zetland-historie.

Det betyder, at den er lavet og udgivet af Zetland, og at vi har fået lov til at dele den med dig. Zetland er en anderledes avis, der giver dig mod og lyst til at forstå verden, så vi sammen kan tage ansvar for den.

Hvis du vil have adgang til alle Zetlands serier og historier, skal du blive medlem af Zetland.

‍

CARL-JOHAN DALGAARDS TITEL SOM ‘OVERVISMAND’ står ikke i nogen officiel jobbeskrivelse.

Måske, måske ikke, fortæller overvismanden, stammer den fra dengang, en lidt nedslået finansminister i 1960’erne gik på Folketingets talerstol for at forklare, hvorfor det stod slemt til i dansk økonomi.

Det vidste ‘de stakkels vise mænd’, sagde han med henvisning til Dalgaards forgængere.

Siden har den titel hængt ved.

Som overvismand er Dalgaard formand for De Økonomiske Råd. Et råd med økonomer, der kaldes vismænd, som har til opgave at overvåge dansk økonomi - og forudse dens fremtid.

Og i går, tirsdag, udkom en dugfrisk rapport fra deres hånd på 324 sider.

Efter at jeg har læst – næsten hele – rapporten, har jeg lyst til at kalde vismændene for mythbusters, siger jeg til ham over telefonen. Han griner: “Jeg vil ikke afvise, at sådan noget gør sig gældende,” svarer han.

I rapporten punkterer Dalgaard og de andre nemlig den ene økonomiske myte efter den anden.

Myter, som ellers har kridtet den bane op, der er dansk politik lige nu. Om, hvad vi har råd til, om, hvad der er klogt og uklogt, og hvordan den menneskelige psyke fungerer.

Derfor har jeg bedt overvismanden om at give en guidet tur gennem økonominørdernes bibel og udvalgt fire mytedræbere.

Lad os tage dem en ad gangen.

‍

FØRSTE MYTEDRÆBER: RÅDERUMMET BLIVER IKKE BARE VED MED AT VOKSE

Man skulle ellers næsten tro, det var tilfældet.

Råderummet er et ord for de penge, Finansministeriet forventer, der ligger i statskassen frem mod 2030, som kan bruges uden at spare andre steder.

Og siden SVM-regeringen kom til i 2022, er det blevet opjusteret seks gange.

Det skete i maj 2023, i august 2023, i maj 2024, i februar 2025 og i juni 2025.

Hver gang havde politikerne pludselig flere penge i råderummet, end deres egne økonomer havde regnet med. I alt over svimlende 100 ekstra milliarder kroner.

Den stime er brudt nu – i hvert fald ifølge overvismanden og De Økonomiske Råd.

32 milliarder kroner mindre er vismændenes bud sammenlignet med Finansministeriets økonomer. Det svarer til cirka ti store bededage, én storebæltsbro eller alle minkavleres erstatning.

Det reelle råderum er ‘kun’ på 51 milliarder kroner, mener vismændene.

“Det illustrerer jo sådan set meget godt en pointe, som vi har prøvet at føre til torvs, mens debatten om råderummet har stået på her i det seneste års tid,” siger Carl-Johan Dalgaard og fortsætter: “Råderummet er altså ikke sådan en lageroptælling, hvor man bare skal ud og tælle, hvor mange paller der er, og som der kan være vished for.”

Mest af alt er råderummet en slags relativt kvalificeret krystalkugle, som økonomer kigger ned i.

Og det, de ser, kan hele tiden forsvinde eller ændre sig.

Det afhænger blandt andet af, hvor mange af os der arbejder frem mod 2030, hvor mange der kommer udefra for at arbejde, hvad der sker med renten, med indtægterne fra aktie- og pensionsskatten, med Trumps tariffer osv.

Kort sagt: Hvad der sker i verden. Og den ændrer sig drastisk for tiden.

Regner du med, at Finansministeriets økonomer kommer til at nedjustere råderummet på samme måde, når de kommer så langt?

“Det er klart, at vi jo står på vores vurderinger, kan man sige,” svarer Dalgaard.

For bare et år siden var en af de store debatter i dansk politik, om vi havde råd til den her store forsvarsoprustning på fem procent af vores bnp. Har vi råd til oprustningen nu, hvor I nedjusterer råderummet?

“Hvis man bare tager oprustningen isoleret, så er der sådan set plads i budgettet til det, der i hvert fald er vedtaget på nuværende tidspunkt, når vi ser frem,” svarer han. Men – for der er et men: “Det er klart, at oprustningen vil suge rigtig meget af det bevægelsesrum, som er i statsfinanserne. Så er der jo mindre bevægelsesrum til nogle af de prioriteringer, som knytter sig til grøn omstilling, til klimatilpasning, eller hvis man også ønsker at gøre noget ved pensionsalderen,” siger han, med henvisning til at blandt andet Socialdemokratiet ønsker en pensionsreform.

Det er ikke bare forsvar, klima og pension, men også skattelettelser og investeringer i velfærd, som politikere på begge fløje har peget på, hver gang råderummet er blevet opjusteret de seneste år. Men man kan ikke bare regne med, at de milliarder er der, siger overvismanden.

Ligger der en slags advarsel til politikerne fra dig og de andre vismænd i det her?

“For så vidt gælder råderummet, så ligger der jo i alt fald den advarsel at sige: Lige i øjeblikket er de her råderumsberegninger altså ret så usikre.

Det betyder, at man måske skal gå til sagen med lidt forsigtighed, når man udmønter pengene,” svarer han.

‍Oversat til lidt mindre økonomsprog, så siger overvismanden altså til politikerne: Pas nu på, før I lover for meget med penge, der måske ikke er der.

‍

ANDEN MYTEDRÆBER: FØDEVAREPRISERNE ER IKKE STUKKET HELT AF

Det her er mytedræberen, der overraskede mig allermest i rapporten. For hvis man har fulgt med i debatten, er det blevet gentaget igen og igen, at priserne i supermarkedet er stukket af i Danmark sammenlignet med vores nabolande.

Hvad finder I der?

“Ja, altså …” svarer Carl-Johan Dalgaard og tænker sig lidt om.

“De danske fødevarepriser er sådan set ikke steget mere, end hvad vi ser omkring os i Europa. Men timingen er forskellig.”

Lad os lige zoome ind på timingen et øjeblik.

For hvis man kun kigger på det seneste år, så er priserne i vores supermarkeder steget hurtigt sammenlignet med for eksempel vores nabolande. Men hvis man zoomer lidt ud og kigger på de seneste fem år, så er stigningerne cirka de samme i alle EU-lande.

Faktisk ligger vi lidt under gennemsnittet, viser vismændenes analyse.

“Prisstigningerne har bare været forskudte og koncentreret sig lidt voldsomt. Så på den måde nuancerer de i hvert fald historien om, at den er helt gal med fødevareprisstigningerne i Danmark. Den er ikke mere gal, end den er i resten af Europa. Det er i hvert fald ikke alene et dansk fænomen,” fortæller Dalgaard.

Det hænger, siger Dalgaard, sammen med alt muligt teknisk som udbud og efterspørgsel, corona og energipriser.

Tidligere har Nationalbanken peget på en anden særegenhed ved det danske marked som forklaring på forsinkelsen i prisstigningerne: I Danmark adskiller vi os fra en del andre lande ved, at vores supermarkeder og producenter arbejder med lange kontrakter.

Samtidig har vi relativt få kæder, der sidder på markedet. Salling, Coop og Rema 1000 for eksempel.

Og når presset bliver stort, hæver de priserne pludseligt og samtidigt.

Det virker voldsomt for de danske forbrugere, og derfor vil politikerne gerne gøre noget ved problemet – men det er altså ikke et særligt dansk fænomen.

“Det er vigtigt at have i baghovedet, hvis man skal have en eller anden samtale om fødevarepriser her til lands,” siger overvismanden.

Den samtale er ikke bare i gang. Den bor også i det forslag til finansloven, som regeringen har spillet ud med, som politikerne forhandler om lige nu. Hvilket fører os naturligt videre til historiens tredje myte.

‍

TREDJE MYTEDRÆBER: VI KAN GODT FÅ FOR MEGET MEDVIND PÅ CYKELSTIEN

Den her mytedræber kræver lidt forklaring. For måden, regeringen vil hjælpe os med prisstigningerne i supermarkedet, er – som du måske har hørt - sådan her: De vil lempe eller helt afskaffe afgiften på el, på kaffe, på chokolade, på sukker, på bøger for eksempel. Fornuftigt, når priserne er steget så meget, vil nogen sige.

Ikke helt, siger Carl-Johan Dalgaard. For hvis man kigger på dansk økonomi lige nu, er der ikke kun dårlige nyheder. Der er også en masse gode. Arbejdsløsheden er historisk lav, rekordmange af os har et arbejde, underskuddet er lavt, vi befinder os i det, økonomer kalder en højkonjunktur.

‍“Under normale omstændigheder,” siger han, “så vil god latin være, at man skal prøve at trække lidt aktivitet ud af økonomien, når man er i højkonjunktur. Ikke skubbe bagpå.” Men med alle afgiftslettelserne i regeringens finanslovsforslag er det det, regeringen vil. Skubbe bagpå. Og når de pumper penge ud i samfundet i en situation, hvor økonomien har det godt, kan det sprede sig som ringe i vandet: Flere penge mellem vores hænder får priserne til at stige endnu mere, så skal vores løn følge med op, så får vores virksomheder sværere ved at konkurrere med udlandet på grund af stigningerne, boligpriserne kan stige osv.

Hvis du cykler ned ad bakke med medvind i ryggen, og der så kommer en hånd fra regeringen og skubber dig i ryggen – så øger det risikoen for, at du falder og slår dig?

“Det er det, der kan være bekymringen,” svarer Dalgaard. “Du er godt klar over, hvad det er for et lod, du lægger i vægtskålen. Og så må du så igen lave den afvejning som politiker, om du har lyst til at løbe den risiko.”

Er det her endnu en advarsel til politikerne?

“Det er den risiko, vi gør opmærksom på. På den måde kan du godt sige, at der er en advarsel, som er nyttig for vores beslutningstagere at have med på radaren, når de nu skal forhandle finanslov,” svarer han.

‍

FJERDE MYTEDRÆBER: VI BLIVER FAKTISK MERE DOVNE AF AT ARVE EN MASSE PENGE

Regeringens økonomer mener ellers det modsatte – at vi samlet set ikke arbejder mindre, hvis vi arver penge. Det er den antagelse, der ligger til grund for regeringens forslag om at sænke arveafgiften for afdødes niecer og nevøer. Den antagelse, der gør, at regeringen har kunnet fremlægge forslaget som et relativt billigt et for statskassen.

Men den myte punkterer Carl-Johan Dalgaard og de andre økonomiske vismænd. De er ikke de første til at tænke det.

“Det mest klassiske eksempel går tilbage til Andrew Carnegie, en af de store amerikanske industrifyrster, som omkring overgangen til det 20. århundrede blev kolossalt formuende takket være stålproduktion og den slags ting. Han havde det synspunkt, at hans rollinger dæleme ikke skulle have en krone i arv, fordi det simpelthen bare ville gøre dem til nogle dovne hunde, havde jeg nær sagt. Så han endte med at donere alle sine penge til alle mulige godgørende formål,” fortæller overvismanden.

Vi arbejder mindre, når vi arver mange penge. I dag er det ikke bare en tænkt teori, det er noget, den nyeste økonomiske forskning kan påvise.

Hvordan kan det egentlig være, at det her ikke har indgået i Finansministeriets måde at kigge på arveafgiften på?

“For år tilbage ville man ikke have kunnet foretage den her type analyser. Så dels er der kommet flere data, dels er den økonomiske litteratur begyndt at stille den slags spørgsmål, som har aktualiseret, at vi burde kigge på det. Men igen,” siger han og holder en lille pause, “Finansministeriet har jo svaret, at det har de ikke til sinds at gøre.”

Det har de ikke til sinds at gøre?

“Nej. Og deres argument er i bund og grund at sige, at der også er den anden side af regnestykket: den, der giver arv. Hvordan vil den persons adfærd ændre sig, hvis vi ændrer på arveafgiften? Hvad, hvis man som borger eksempelvis er meget motiveret af at videregive arv til næste generation?”

Kort sagt lyder Finansministeriets argument altså sådan her: Vil man ikke arbejde mindre, hvis man ved, at ens familie får mindre del i ens arv?

“I praksis skal jeg være ærlig og sige, at der ikke er noget empiri, der viser, at Finansministeriet har ret. Men ministeriet siger, at det meget vel kan være sådan.”

Altså, de siger: ‘Det kan godt være, at vi ikke har noget empirisk grundlag for at sige det her, men vi tænker os frem til, at det er det, der vil ske.’?

“Sådan kan man godt sige.”

‍Det her er et eksempel på, hvordan diskussionerne mellem vismændene og Finansministeriet nogle gange er mindre eksakt videnskab og mere nærmest eksistensfilosofiske overvejelser om, hvad der egentlig motiverer os til at arbejde.

“Er det eksempelvis bare det at videregive nogle penge, så du får behovstilfredsstillelse af at kunne give penge til næste generation? Eller er du i virkeligheden motiveret af mere altruistiske tanker om, hvad næste generation har glæde af?”

SÅ HVAD ER STATUS på dansk økonomi efter overvismandens guidede tur? At Dalgaard på den ene side betrygger os med, at det grundlæggende går godt i Danmark. Men på den anden side også advarer politikerne om, at verden meget hurtigt kan ændre sig, og at de bør passe lidt mere på med at bruge en masse penge, bare fordi de tror, pengene ligger i råderummet. Det kan ellers være fristende at kaste penge efter vælgerne det næste år, hvor vi både skal stemme til kommunal- og folketingsvalg.

.