Pensionskasserne er ved at blive til deres egne velfærdsstater. Nu vil PensionDanmark også være med

Du skal til at læse en Zetland-historie.

Det betyder, at den er lavet og udgivet af Zetland, og at vi har fået lov til at dele den med dig. Zetland er en anderledes avis, der giver dig mod og lyst til at forstå verden, så vi sammen kan tage ansvar for den.

Hvis du vil have adgang til alle Zetlands serier og historier, skal du blive medlem af Zetland.

‍

PETER STENSGAARD MØRCH ER VANT til at træffe store beslutninger.

Som tidligere departementschef i Finansministeriet for eksempel. Som velfærdsarkitekt. Som ministres højre hånd.

Nu, et år efter at han har sat sig i stolen som pensionsboss i PensionDanmark, har han truffet endnu en af den slags beslutninger.

Han har meldt sin pensionskasse for de ufaglærte og faglærte ind i et kapløb om at tilbyde mere privat velfærd til pensionskassernes medlemmer.

“Det er ikke os, der gør, at velfærden bliver utilstrækkelig. Det er ikke en skævhed, vi skaber,” siger han.

Vi sidder i et mødelokale omringet af glasvægge med udkig til hans hjørnekontor og Øresund. Håret er tilbagestrøget, skjorten hvid, skægget knivskarpt.

2,7 millioner af os har fået en privat sundhedsforsikring.

2,7 millioner af os har fået en privat sundhedsforsikring

En forsikring, som pensionskunderne bruger til at lappe de huller, de ser i velfærdssamfundet.

Hvad siger det om velfærdssamfundet? spørger jeg.

“Det afspejler jo, at der er ulighed i det her samfund. Det, vi gør i PensionDanmark, er i virkeligheden noget, hvor vores medlemmer får et catch up på nogle af de muligheder, der er i andre pensionsselskaber,” svarer han.

Mørch er stolt af de nye private, skræddersyede tilbud, som kunderne i butikken kan tilvælge fra jul og i begyndelsen af det nye år.

PensionDanmark, siger han, skal ikke bare være et sted, hvor de over 800.000 medlemmer sparer op til alderdommen. Den skal “hjælpe dig hele livet”.

Spørgsmålet om vores pension er en af de største politiske dagsordner lige nu.

Og mens vores pensionsalder bliver ved med at stige, er pensionskasserne i gang med at udvikle sig til små velfærdsstater i velfærdsstaten.

Med private tilbud, hvor du kan springe køerne over, få betalt regningerne og hjælp til at gå tidligere på pension.

Men hvor efterlader det det store mindretal – dem uden private forsikringer – og den velfærdsstat, som skulle være universel?

‍

41 ÅR. SÅ LANG TID HAR JEG TILBAGE PÅ ARBEJDSMARKEDET som 31-årig.

Men i de 41 år har jeg som medlem af en pensionskasse mange flere fordele end andre her i landet.

Jeg kan få en tid til en læge gennem pensionskassen i morgen, selvom min egen læge først har tid til mig 2. december.

Jeg går til kiropraktor uden at skulle betale en krone.

Folk, jeg kender, har sneget sig uden om køen til en ADHD-udredning på over et år og fået en diagnose på halvanden måned.

Sådan er velfærdssamfundet for os, der har vores pensionsopsparing hos PFA.

Pensionskassen udnævnte for omkring to år siden sin helt egen velfærdschef.

Hvorfor?

Fordi “den private velfærd kun kommer til at spille en større rolle i Danmark”, sagde han ved sin tiltrædelse.

For at forstå udviklingen, der er i gang, skal man forestille sig to lag i velfærdssamfundet.

Det nederste lag er det universelle velfærdssamfund – det, staten sørger for. Med folkepension og sygehuse for eksempel. Det er det største.

Så er der laget over med arbejdsmarkedspensionerne. Det lag, 85 procent af os betaler ind til gennem vores pensionskasser. Dem, der tilbyder os mere og mere privat velfærd.

De sidste 15 procent af danskerne må ‘nøjes’ med det offentlige velfærdssamfund – og deres private opsparinger.

De sidste 15% må 'nøjes' med det offentlige velfærdssamfund - og deres private opsparinger

Det gælder især de løst ansatte, vikarerne, de selvstændige, de lavtlønnede.

Udviklingen mod mere privat velfærd er især kommet folk med lange uddannelser til gode, fordi de ofte betaler mere i kroner og øre til deres private pension.

Men nu er det, siger Peter Stensgaard Mørch, også hans medlemmers tur.

Tømrerne, murerne, lagermedarbejderne. Folk, som topper undersøgelserne af, hvem der har det hårdeste arbejdsliv.

Samtidig lever de kortere og har mere nedslidte år på pension.

I mange år har vi interesseret os i forandringerne på arbejdsmarkedet for de langtuddannede. At de oftere skifter job, at de ansættes på kortere kontrakter og pensionerer sig selv før pensionsalderen.

Men de forandringer, siger Peter Stensgaard Mørch, er også nået hans medlemmer, viser ny stor undersøgelse, de har lavet.

Hvilken betydning har de her forandringer for de produkter, som I tilbyder jeres medlemmer?

“Det taler ind i, at vi med vores nye strategi tager et livtag med one-size-fits-all for vores medlemmer. Summen af det kan blive oplevet som mere skræddersyet, det er helt klart,” svarer han.

Med andre ord: PensionDanmarks gamle tilbud er designet til en tid, der ikke længere findes.

Det er derfor, de har godkendt en ny strategi med en masse nye individuelle muligheder, som medlemmerne kan vælge imellem allerede fra jul og i begyndelsen af 2026.

Peter Stensgaard Mørch opremser alt det, hans medlemmer skal kunne: Om lidt kommer de til at kunne skrue op og ned for den sundhedsordning, så man kan betale sig til en endnu større pakke med dækning til onlinelæge, fysioterapi og psykolog.

Man kan snart forsikre sig mod sygdom og tabt arbejdsevne – det er specielt vigtigt for de højtlønnede medlemmer, så de ikke skal flytte fra huset.

Få noget af pensionsopsparingen udbetalt som delpension, så man kan trække sig tidligere tilbage. “Den fleksibilitet tror vi, flere og flere vil benytte sig af. Vi ser allerede den tendens nu,” siger han.

Fremover vil PensionDanmark gruppere medlemmerne i forskellige kasser ud fra deres indkomst.

Efteruddanne deres rådgivere til de nye tider i velfærdsstaten, så de kan give skræddersyet rådgivning i butikkens tilbud.

En slags bland selv-butik af privat velfærd, der afhænger af, hvor meget du vil betale – og nok også hvor mange penge du har.

“Det ligger i tidsånden, at vi gerne er en del af forpligtende fællesskaber og også langvarige forpligtende fællesskaber, men for at være i sådan nogle fællesskaber i fremtiden er der behov for muligheder for at tilpasse dem til en selv,” siger Peter Stensgaard Mørch.

Og de skal tale lige præcis til os i højere grad, ikke? Man kan jo se det bredere også, medlemskaber af fagforeninger og så videre.

“Ja, fra de store systemers side skal der være en interesse i at forstå, hvad det er, jeg som individ har et behov for at prioritere. Ikke at man bliver taget for givet og bliver sendt ind i en one-size-fits-all-model. Det er noget, der sikrer, at danske pensionister i fremtiden kommer til at have en god levestandard. Så på den måde er det en væsentlig del af vores velfærdsmodel. Og den skal vi fremtidssikre,” svarer han.

Det er altså selve tidsånden, Peter Stensgaard Mørch og velfærdsstaten som sådan er oppe imod.

En tidsånd, hvor vi først og fremmest er os selv nærmest. De skræddersyede private løsninger, siger han, er en måde at fremtidssikre vores velfærdsmodel på, “uden at vi kompromitterer det stærke fællesskab”, som der står i strategien.

Men kan man det?

‍

UDEN FOR GULV TIL LOFT-VINDUERNE I MØDELOKALET tårner et hvidt krydstogtskib sig over vandet.

Nordic Pearl, hedder det. Sådan har mange overalt i verden set på os som et universelt skandinavisk velfærdssamfund.

En perle af et samfund. Men udviklingen mod flere og flere private forsikringer gør os mindre lige.

Med et A-hold, der har adgang til privat velfærd gennem deres pensionskasse, og et B-hold, der tager til takke med det offentlige.

Hvordan balancerer I medlemmernes behov for det individuelle skræddersyede på den ene side og så behovet for et velfærdssamfund, som var tænkt som noget, der var universelt?

”Altså, vi forholder os til det velfærdssamfund, vi har i Danmark. Det, vi laver af tiltag, kan du se som supplerende til det,” svarer Peter Stensgaard Mørch.

“Vi er på ingen måde ude på at erstatte det offentlige eller stille os i stedet.”

Men behovet for supplement afhænger jo også af det, velfærdssamfundet i forvejen tilbyder. Jeg tror, jeg været hos min kiropraktor 15 gange. Der er nogle regninger, som jeg ikke har betalt, fordi jeg er dækket ind. Det kan man jo godt se som et supplement, men det er et supplement, jeg har – som dine medlemmer har – som ikke er alle forundt. Er du bekymret for, at det universelle velfærdssamfund bliver lidt mindre universelt, fordi så mange af os har adgang til noget, andre ikke har?

“Ja, det er rigtigt nok,” svarer han og tænker lidt.

“Jeg vil sige det sådan, at det ikke er en skævhed, vi skaber. Så når vi skruer op for den slags muligheder, er det i virkeligheden en indhentning for vores medlemmer af det, andre grupper på arbejdsmarkedet har haft i nogen tid.” Han gentager: “Det er ikke en skævhed, vi skaber. Det er ikke os, der gør, at velfærden bliver utilstrækkelig.”

Bekymrer den skævhed dig?

“Jamen så bevæger du dig over i noget, hvor jeg som gammel embedsmand også er vant til at sige, at det må være politikernes bord. Så jeg forholder mig til, hvordan PensionDanmark kan bidrage til at skabe ordninger, der stiller vores medlemmer bedst i den model, der er.”

Peter Stensgaard Mørchs medlemmer, gentager han igen og igen, indhenter bare andre mere privilegerede danskere.

Med ordninger, der stiller dem bedst i det velfærdssamfund, der er.

Det er vigtigt, fordi pensionsbossen på en måde siger: Uligheden er et problem.

Det er bare ikke os, der skaber den. Ligesom de andre pensionsbosser kæmper han for at sikre medlemmerne en privat tryghed, velfærdssamfundet ikke tilbyder.

‍

OVER DET SENESTE ÅRTI er bevægelsen i velfærdssamfundet nemlig gået i en retning: Sikkerhedsnettet er skrumpet.

Kortere dagpengeperioder, lavere kontanthjælp, strammere krav til førtidspension.

Der findes dog også enkelte eksempler på det modsatte – at velfærdsstaten har udvidet sig en lille smule: Arne-pensionen, der giver folk med lange arbejdsliv ret til at gå tidligere på pension.

Lønløftet, der giver 200.000 offentligt ansatte mere i løn.

Bag begge dele stod Peter Stensgaard Mørch som departementschef i Finansministeriet som hovedarkitekt.

Hvis nogen skal kunne se en anden vej frem, er det ham.

Jeg skal nok gå på pension om 42 år. Når jeg kommer så langt, tror du så, at jeg vil stå over for et pensionssystem, der ligner det, vi har i dag?

“Jeg tror, at grundstrukturen vil ligne det, vi kender i dag, ganske meget,” svarer han.

Og hvad med vægtningen af arbejdsmarkedspensionen?

“Når du bliver pensionist på et tidspunkt, så vil den fylde mest. Sådan er det ikke i dag for dem, der går på pension. I hvert fald ikke for vores medlemmer. Du vil opleve, at folkepensionen er en væsentlig del af din indkomst, men din arbejdsmarkedspension er endnu vigtigere.”

Når arbejdsmarkedspensionen kommer til at fylde mere, så bliver det endnu vigtigere for din velfærd, om du hører til de 85 procent, der betaler til en, eller de 15 procent, der kun har folkepensionen.

Det er en af grundene til, at pension er så højt på den politiske dagsorden, og at både statsminister Mette Frederiksen og Moderaternes Lars Løkke Rasmussen har gjort det spørgsmål til et af deres hovedfokusser frem mod næste valg.

Peter Stensgaard Mørch vil ikke blande sig i den debat. “Det er,” siger han, “et rent politisk spørgsmål, som politikerne må tage stilling til.”

Der findes en anden pensionsboss, der har taget stilling: direktør for ATP Martin Præstegaard.

Til et seminar i statsministerens embedsbolig, Marienborg, i 2023 præsenterede han sin løsning: Tving alle danskere til at spare en del af deres løn op til for eksempel ældrepleje, og fordel goderne, så flere penge kommer dem nederst i hierarkiet til gavn.

Godt nok gjorde han det som privatperson, men hans budskab var tydeligt: “Det er ikke en mulighed ikke at gøre noget,” som han sagde ifølge Børsen.

For hvis flere og flere køber privat velfærd, mener han, undermineres tilliden til velfærdssamfundet.

Med andre ord: Det handler om selve velfærdssamfundets overlevelse.

Det handler om velfærdssamfundets overlevelse

Der er ikke mange politikere, der har bakket op om Martin Præstegaards forslag offentligt.

På højrefløjen ser flere forslaget som en ekstra skat oven i en i forvejen høj skat i Danmark.

Men bag debatten ligger en analyse, som både Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen har abonneret på: at de fleste af os hver især er blevet så rige, at staten har svært ved at følge med vores forventninger til velfærden – selvom politikerne bruger lige så mange penge som før i tiden.

Vi har fået råd til dyrere biler, længere ferier, privat luksus, alt imens velfærdsstaten tilbyder os det samme. Og så virker den pludselig dårligere.

Især for de 15 procent, der står uden for en pensionskasse med private forsikringer.

De kommer relativt set til at opleve et dårligere velfærdssamfund på længere sigt?

“Ja, altså i princippet kan du have ret i det. Jeg kan bare ikke se, at det danske velfærdssamfund er blevet decideret udhulet i det seneste årti. Der er nok snarere sket det, at vi også kommer højere op i behovspyramiden, og det skaber større forventninger til velfærd. Det kan være svært at honorere alle de forventninger i et offentligt system.”

Rykket op på behovspyramiden.

Sagt på en anden måde: Danskerne er blevet for rige til at stille sig tilfredse med velfærdssamfundet, som det ser ud nu.

I hvert fald dem, der har en pensionskasse som Peter Stensgaard Mørchs i ryggen.

Alt imens vokser gabet mellem dem på den ene side og dem uden en pensionskasse på den anden.

‍