Er ligestillingen gået for langt?
Ja, hvis du spørger drenge fra Gen Z. Så hvordan skal vi som feministisk bevægelse respondere?
Et nyt studie fra Storbritannien viser, at næsten hver anden teenage-dreng mener, at kampen for kvinders rettigheder er gået for langt.
Jeg stirrede på tallet. Blinkede.
Ikke bare af chok – men af noget dybere. Sorg.
For det her handler ikke bare et tal i en statistik. Det handler om fremtiden.
De piger, vi kæmper for.
De drenge, der vokser op ved siden af dem.
Og den kulturkrig, der langsomt trækker dem længere og længere fra hinanden.
Noget er ved at gøre ligestilling til en trussel og feminisme til fjenden.
Det efterlod mig med et svært spørgsmål:
Hvordan kæmper vi for ligestillingen – uden at gøre kløften større?
Da det for alvor ramte mig
Cirka samtidigt med jeg så den statistik, tikkede en besked ind i min gruppechat med mine nærmeste veninder. Det er sådan en gruppechat, hvor vi generelt er gode til at dele anbefaler - alt fra podcasts, dokumentarer, film, artikler og så videre.
Den her gang var det Adolescence, som blev anbefalet med ordene “SE DEN!”
Så det gjorde jeg. Jeg bingede alle fire afsnit fra ende til anden.
Og allerede et par afsnit inde, sad jeg tilbage med en klump i maven: knivstikkerier. Giftig maskulinitet. En gennemtrængende ensomhed, forklædt som vold.
Jeg kunne ikke ryste det af mig. Så jeg gjorde, hvad jeg altid gør – jeg gravede dybere.
Det viste sig, at fiktionsserien Adolescence bygger på virkelige tragedier.
I 2021 blev 12-årige Ava White stukket ihjel af en 14-årig dreng i Liverpool. I 2023 blev 15-årige Elianne Andam dræbt af en 17-årig i Croydon.
Og da serien landede på Netflix, ramte nyheden om Kyle Clifford forsiderne – “armbrøst-morderen”, som få timer inden mordet på tre kvinder fra Hunt-familien, havde set Andrew Tate-videoer og søgt efter kvindehadsk indhold online.
Det løb koldt ned ad ryggen på mig.
Jeg indså: at trods Adolescence’s status som en fiktionsserie, så er det alligevel ikke bare en historie.
På mange måder repræsenterer serien et spejl af virkeligheden, som vi må forholde os til.
Algoritmer der belønner kvindehad
Det var her, jeg faldt over studiet Recommending Toxicity fra Anti-Bullying Centre på Dublin City University.
Et studie, der undersøger, hvordan sociale medier systematisk skubber giftigt og kvindefjendsk indhold ud til unge drenge.
Og studiets resultater fik det til at vende sig i maven på mig.
Forskerne oprettede såkaldte ‘sockpuppet’-konti på TikTok og YouTube Shorts – altså falske brugerprofiler, der skulle simulere almindelige teenage-drenge. Formålet var at se, hvor hurtigt algoritmerne begyndte at vise dem kvindefjendsk og misogynt indhold.
Resultatet?
Det tog kun 9 minutter.
En af de falske brugerprofiler var en fiktiv 16-årig dreng, der interesserede sig for fitness og gaming. Ikke politik.
Ikke Andrew Tate.
Bare træning og computerspil.
Og alligevel tog det kun 9 minutter på TikTok og 17 minutter på YouTube Shorts, før hans feed var fyldt med kvindefjendsk indhold.
Ikke timer. Ikke dage. Minutter.
Og jo mere indhold kontoen så – jo værre blev det.
Efter cirka 400 videoer (svarende til 2–3 timers scrolling) var langt det meste indhold giftigt – med fokus på kønsstereotyper, mandligt overherredømme og skam rettet mod kvinder.
Velkommen til Manosfæren
Først og fremmest skal vi lige have begrebet: manosfæren på plads.
Manosfæren er den dansk oversættelse af det engelske ‘manosphere’. Det er en overordnet betegnelse for digitale rum, der fokuserer på mænd og maskulinitet og er i opposition til feminisme.
Og så tilbage til undersøgelsen.
Lidt overraskende viser studiet, at det giftige manosfæreindhold ikke hovedsageligt havde kendte influencere som direkte afsendere. Det blev spredt, delt og boostet af almindelige profiler.
Og du har nok gættet det allerede, men den mest anbefalede og fremtrædende figur?
Andrew Tate. Og det er på trods af, at hans officielle profiler er lukket ned. Indholdet cirkulerer stadig og bliver delt alligevel.
Så hvad karakteriserer det indhold, som bliver spredt?
I studiet fra Dublin University inddeles indholdet i tre hovedkategorier, som er fremtrædende i manosfæren:
- Maskulinitet i krise
- Motivationsindhold
- Ukorrekt videnskab om køn
Så lad os dykke ned i dem én for én.
1. Maskulinitet i krise
Manosfæren fodres af frygt. En central krisefortælling i manosfæren er, at mænd og maskulinitet er under angreb. Og den primære trussel er feminisme. Men truslen er også det, der bliver forstået som det venstreorienterede samfund, der hjernevasker drenge og favoriserer kvinder juridisk.
Og det kommer blandt andet til udtryk gennem retssystemet, som manosfæren beskriver som værende kvindecentrisk - at det tilgodeser kvinder. Og her er der én central myte: At falske voldtægtsanklager er overalt.
Sandheden?
Voldtægtsanklager er ekstremt sjældne. Undersøgelser slår fast gang på gang, at voldtægtsanklager tværtimod er underanmeldt og understraffet. Men myten lever i bedste velgående i manosfæren, som en måde at underbygge krisefortællingen om, at maskuliniteten er i fare og feminismen er fjenden.
2. Motivationsindhold: “Svaghed er din egen skyld”
Har du det svært? Du er doven. Er du deprimeret? Du er svag.
I manosfæren er løsningen på dine mentale problemer nogle, du skal finde selv, fordi svaghed er din egen skyld.
Ved at fixe dit mindset, kan du fixe dine problemer. Sådan lyder svaret i manosfæren.
Ifølge Tate er depression ikke virkeligt, og terapi virker ikke. Og dét kombineret med, at det er dig selv, der skal løse dine problemer, har vi en farlig cocktail, fordi det efterlader de unge mænd endnu mere alene.
Det er især bekymrende, når vi ved, at mænd mangler fællesskaber, tætte relationer, og statistikkerne siger, at mænd er i større risiko for at begå selvmord.
3. Ukorrekt videnskab om køn
Manosfæren bruger ofte forsimplede og forvredne versioner af evolutionspsykologi – f.eks. den såkaldte 80/20-regel: Kvinder vil kun have de 20 % mest attraktive mænd, og resten må nøjes eller overses.
Der er også teorien om hypergami, som er baseret ideen om, at kvinder er interesseret i at gifte sig med mænd ad højere status, økonomi end dem selv.
Derudover bliver kvinder også beskrevet som nogle, der er “naturligt utro” og klar til at hoppe videre til en “bedre” mand, så snart de kan. Det er også, derfor at manfluencers foreslår, at kvinder ikke skal gå i byen eller være på sociale medier, fordi de kan blive fristet.
Det ultimative mål i manosfæren er at gifte dig med en kvinde, som er jomfru inden ægteskab.
Men samtidig er det særligt alfamaskulint at have sex med en masse kvinder. Det skaber øjensynligt en stor diskrepans.
Manosfærens pseudovidenskabelige tilgang er med til at understrege, at der gælder andre regler for kvinder end for mænd, og de legitimerer, at kvinder må udskammes.
Tilsammen skaber de tre overordnede kategorier ifølge studiet et gennemgående verdensbillede, hvor kvinder er truslen, og maskuliniteten skal “vindes tilbage”.
Hvorfor tiltrækkes unge drenge?
Ifølge forsker Maja Brandt Andreasen er tiltrækningen ikke svær at forstå. Manfluencerne tilbyder nemlig enkle svar på komplekse problemer:
“Går du i fitness, bliver du en rigtig mand. Så får du piger. Og så bliver du rig. Det giver mening – og det er fristende.”
Men det er en fantasi. Og når virkeligheden føles rodet eller uretfærdig, virker fantasien som en flugt.
Maja Andreasen forklarer: “Det gør dig måske ikke til ekstremist, men du bliver eksponeret for idéen om, at mænd er bedre end kvinder. At kvinders seksualitet er noget skamfuldt, mens mænd hyldes for det samme.”
“De idéer planter sig i unge hoveder. Og former den måde, de ser kvinder på og deres egen rolle i verden.” siger hun.
Det starter ikke med vold. Det starter med en video. En joke. En idé, der sætter sig fast.
Det feministiske dilemma
Det rejser unægteligt et vigtigt spørgsmål: hvordan kæmper vi hårdere for ligestillingen – uden at gøre kløften mellem kvinder og mænd endnu større?
I Female Invest er vores mission krystalklar: Vi kæmper for ligestilling. Punktum.
Vi kender statistikkerne.
Vi har selv mærket forskellene.
Vi har ikke tænkt os at undskylde for, at vi sætter kvinder i centrum.
Men alligevel er det svært, at ignorere det skift, der sker nu og konsekvensen af det.
For hvis en hel generation vokser op og ser feminisme som fjenden, så taber vi alle.
Hvis en hel generation vokser op og ser feminisme som fjenden, så taber vi alle
Hvor er de sunde forbilleder?
Da jeg selv var barn i 90’erne, var drengenes rollemodeller fodboldspillere i blade eller i TV om lørdagen. Det var afgrænset. Langsomt.
I dag har alle en mikrofon, en kanal og noget på hjerte. Og algoritmerne belønner ikke nuancer.
De belønner opmærksomhed.
Det kan være styrkende. Men også farligt.
Især hvis vi tager i betragtning, at ensomheden blandt drenge fører dem ind i online fællesskaber, og de det finder er kvindehad forklædt som motivation. Så har vi svigtet.
Så hvem har ansvaret?
Tech-giganterne? Forældre? Skolerne?
Jeg tror, svaret er os alle. Vi har alle et ansvar.
Hvad gør vi herfra?
Heldigvis er der noget, vi kan gøre, og det vejleder og opfordrer Recommending Toxicity-studiet os også til.
De giver følgende konkrete anbefalinger:
Til tech-gigaterne:
- Skru op for moderering i de online fællesskaber og indfør konkrete konsekvenser for dem, der ikke overholder reglerne og spreder skadeligt indhold.
Til lærerne og skolerne
- Drenges frustration skal ikke ties ihjel og angribes med fordømmende reaktioner. Skab et rum, hvor der bliver lyttet - uden skam eller skældud. I stedet for at pege fingre ad influencers, så forhold dig nysgerrigt og start der.
Til forældre og lokalsamfund:
- Her gælder samme princip nemlig, at være nysgerrig og ikke dømmende. Spørg ind til, hvorfor visse personer fascinerer. Er det gruppepres? Eller noget andet? Hjælp dem med at skelne mellem reality og retorik.
Hvad kan vi gøre i Female Invest?
Vi kan ikke ændre algoritmen.
Men vi kan fortsætte med at lære kvinder at tage hånd om deres økonomi, og opbygge finansiel selvtillid.
Vi kan være både modige og empatiske.
Vi kan skabe indhold, der oplyser og gør os klogere på manosfæren.
Vi kan støtte op om mental sundhed for mænd – for ægte ligestilling kan ikke bygges på uforløst smerte.
Vi kan stå fast i vores feminisme
Vi kan minde hinanden om, at vi har brug for allierede – ikke fjender – for at ændre systemet.
For hvis vi ikke gør det?
Så bliver vi bare tilskuere til en kulturkrig drevet af frygt og had – en krig, ingen reelt vinder.
Lad os sige det klart og tydeligt:
Feminisme er ikke problemet.
Kvindehad er. Giftig maskulinitet er.
Kilder:
https://antibullyingcentre.ie/wp-content/uploads/2024/04/DCU-Toxicity-Full-Report.pdf