Det er ikke farligt at være uenig - vi har bare aldrig lært det

Jeg møder den samme kritik af den unge generation om og om igen: “Unge i dag kan ikke håndtere at være uenige.”

Jeg ser det i debatindlæg, podcaststudier og i samtaler rundt om middagsbordet. Senest handlede det om unge på højskoler, der angiveligt ikke vil være i rum med folk, de er dybt uenige med.

Men her er spørgsmålet, jeg ikke kan slippe:

Hvem har nogensinde lært dem, hvordan man er uenige og at være i den type rum?

Lad os være ærlige

Det er ikke kun de unge.

De fleste af os vælger aktivt at omgive os med mennesker, der ligner os selv.

Vi sender vores børn i skoler, hvor de fleste ligner hinanden.

Vi flytter til boligområder med samme sociale baggrund som os selv.

Vi engagerer os i fællesskaber med værdier, der matcher vores egne.

Vi arbejder steder, hvor vores verdenssyn sjældent bliver udfordret.

Og online? Der følger vi dem, der bekræfter det, vi allerede mener.

Så når vi spørger, hvorfor unge ikke kan håndtere uenighed, så bør vi måske i stedet spørge os selv: Hvor skulle de have lært det fra?

Kig på de voksne

Vi har politikere, der undgår svære samtaler som pesten. De siger helst ingenting, hvis der er risiko for at støde nogen. Og når de endelig indrømmer fejl, sker det ofte år senere – uden reel refleksion.

I medierne er konflikt blevet en valuta.

Journalister bliver ikke belønnet for nuancer, men for kliks.

Og hvad skaber klik? Polarisering. Vrede. Os-mod-dem-fortællinger.

Så spørg dig selv igen:

Hvor er rollemodellerne, der viser, hvordan man kan være uenige på en konstruktiv måde?

Hvad de unge faktisk gør

Jeg arbejder med unge. Jeg lytter til dem.

Og jeg ser ikke en generation, der flygter fra og undgår uenighed.

Jeg ser en generation, der forsøger at bygge nye rum, hvor den kan finde sted – på andre præmisser.

Til et event jeg var med til at facilitere sidste år sagde en 17-årig deltager:

“Jeg har ikke brug for at være den, der råber højest – jeg vil hellere være den, der får andre til at turde sige noget.”

Det glemmer jeg aldrig.

De skaber rum, hvor mennesker føler sig hørt – ikke ydmyget.

Hvor ubehag ikke ignoreres, men anerkendes.

Hvor tillid får lov at vokse – og ikke knuses ved første uenighed.

Og hvordan reagerer vi?

Vi kalder dem “for følsomme.”

Vi siger, de er “sarte.”

Vi beskylder dem for at “true ytringsfriheden.”

Men hvad nu hvis det i virkeligheden er os, der aldrig lærte at være uenige uden at råbe, dominere eller nedgøre?

Og hvad nu hvis de nægter at fortsætte den arv og måde at være i verden på?

De rum, jeg selv manglede

Jeg lærte heller aldrig at håndtere uenighed ordentligt og konstruktivt.

Derhjemme betød konflikt enten råben, tavshed eller døre, der blev smækket.

I skolen lærte vi at vinde debatter – ikke at rumme ubehag.

Vi blev belønnet for at lyde kloge – ikke for at være gode til at lytte.

Og følelser? Dem skulle man helst kontrollere. Eller gemme væk.

Først senere begyndte jeg at længes efter samtaler, hvor man kunne sige:

• "Jeg er ikke enig – men jeg respekterer dig.”
• “Lad os blive i samtalen, også når den bliver svær.”
• “Fortæl mere. Jeg vil gerne forstå.”

Men de rum var sjældne.

Og når de fandtes, var det ofte kvinder, queer-personer og andre minoritetsfællesskaber, der havde skabt dem selv.

Det var nødvendigt, for vi blev ikke inviteret ind i de rum. Så vi dannede dem selv.

Hvad nu hvis de unge prøver at hele?

Når jeg lytter til unge i dag, hører jeg et klart og bevidst fravalg:

“Vi vil ikke skændes på jeres præmisser.”

“Vi vil ikke vinde en debat – vi vil forstå.”

“Vi vil ikke dominere – vi vil i dialog.”

Og i stedet for at anerkende det, forsøger vi at gøre dem forkerte.

Men hvad nu hvis deres afvisning af klassisk konflikt ikke handler om følsomhed – men om heling?

Hvad nu hvis de ikke flygter fra uenighed – men fra den ødelæggende måde, vi har lært at føre den på?

Hvad nu hvis de rum, de unge samles i – de langsomme, inkluderende, nærværende – i virkeligheden er de mest demokratiske rum, vi har?

En ny måde at være uenige på

Forestil dig, hvis uenighed ikke betød fjendtlighed. Hvis det ikke handlede om at vinde en debat.

Tænk hvis det i stedet kunne lyde sådan her:

“Jeg hører dig.”

“Jeg ser det anderledes.”

“Men jeg er stadig her.”

Det kræver, at vi slipper vores behov for at få ret.

At vi i stedet tør rumme følelser, kompleksitet og er nysgerrige overfor de historier, vi ikke forstår - endnu.

Sådan kan vi blive bedre:

• Spørg: “Kan du hjælpe mig med at forstå din vinkel?”
• Sig: “Fortæl mere,” i stedet for “Du tager fejl.”
• Træk vejret, før du svarer.
• Sig det, der er svært, i stedet for at tie stille.
• Vær nysgerrig – især når du bliver udfordret.
• Husk på at du taler med et menneske, ikke et argument.

Det handler ikke om at være passiv i en debat. Det handler om at være bevidst.

Og det kræver, at vi aflærer meget af det, vi troede, vi havde styr på.

Det kræver mod. Og øvelse. Og vilje.

De samtaler, der ændrede mig

De tidspunkter, jeg har udviklet mig allermest, har ikke været de samtaler hvor jeg fik ret.

Det var de samtaler, hvor jeg blev og var i dem – selv når jeg var uenig.

Hvor jeg lyttede.

Hvor jeg sagde: “Sådan har jeg aldrig tænkt på det før.” – og mente det.

Hvor jeg tog fejl – og var taknemmelig.

De øjeblikke gjorde mig mere empatisk. Mere menneskelig. Mere hel.

Men jeg skulle aflære rigtig meget. Og jeg øver mig stadig.

Tid til forbedring

Det er ikke selve konflikten, som er fjenden, men afkoblingen og fraværet af nærvær er.

Hvis vi ønsker en generation, der tør mødes på tværs – politisk, socialt, menneskeligt – så må vi starte med os selv.

Så spørg dig selv: Gør vi selv det, vi beder de unge om at gøre?

Eller håber vi, at de løser det, vi aldrig selv har lært?

Jeg har ét håb: at vi stopper med at skælde ud på de unge og deres måde at skabe rum med plads til forskellighed – og begynder at lære af det i stedet.

At vi slipper trangen til at vinde – og i stedet vælger at være ægte.

At vi holder op med at kræve robusthed – og i stedet tager ansvar.

Uenighed forsvinder ikke.

Men måske – hvis vi lærer at være i uenigheden på nye måder – kan den føre os tættere sammen.

I stedet for at trække os længere fra hinanden.