Det feminine er under angreb – og det skal vi tage alvorligt

Feminisme bliver latterliggjort, ligestillingsinitiativer rulles tilbage, og kvindehad trender på sociale medier. Så i en tid hvor det feminine er under angreb – både kulturelt og politisk – er der brug for at tage ordet feminist tilbage.

I denne artikel stiller jeg - Emma, medstifter af Female Invest - skarpt på, hvorfor vi skal insistere på at kalde os femininsiter, og hvorfor vi i Female Invest nægter at tie stille.

Jeg er ikke feminist

Du har sikkert hørt det før. Måske har du endda selv sagt det:

"Jeg går ind for ligestilling – men jeg er altså ikke feminist."

Jeg går ind for ligestilling - men jeg er altså ikke feminist

Det lyder harmløst. Men sætningen siger langt mere, end vi aner. Den rummer en modstand mod noget, vi på papiret er enige om.

For hvorfor tager vi afstand fra et begreb, der i bund og grund handler om lige rettigheder og muligheder for alle køn?

Hvorfor bliver ordet feminist nærmest brugt som en anklage, man skal forsvare sig imod?

Det her er ikke bare et sprogligt fænomen – det er et kulturelt og politisk symptom.

For mens kvinder verden over stadig tjener mindre, ejer mindre og bestemmer mindre, bliver det at kæmpe for lighed betragtet som noget ekstremt.

Noget, der gør dig besværlig – ikke stærk.

Hvorfor ser vi en modreaktion – og hvorfor netop nu?

De seneste år har ligestillingen og kvinders kamp fået et momentum, vi ikke har set længe.

Vi har set bevægelser som #MeToo skabe global opmærksomhed om seksuel chikane og magtmisbrug.

Vi har set flere kvindelige ledere indtage topposter - både i politik, erhvervsliv og i iværksætteri. Og i Female Invest, har vi selv mærket, hvordan tusindvis af kvinder har søgt mod fællesskaber, hvor de kan lære at tage ejerskab over deres økonomi.

Noget har rykket sig. En ny bevidsthed har taget form.

Men historien viser os, at modreaktioner næsten altid følger i kølvandet på fremskridt.

Når grupper, der historisk har været marginaliseret, begynder at få stemme og indflydelse, reagerer systemet, altså de strukturer og normer, der historisk er skabt til at fastholde status quo og privilegier i hænderne på dem, der altid har haft dem.

Den slags forandring føles sjældent neutral – den føles truende for dem, der har mest at tabe.

Og vi ser den modreaktion vokse. Den kommer ikke kun i form af åbne politiske angreb, hvor kvinders rettigheder trækkes tilbage og diversitetsinitiativer nedlægges.

Den sniger sig også ind i algoritmer, meme-kulturer og det, vi kalder manosfæren.

Kvindehad bliver pakket ind som underholdning. Feminisme bliver gjort til grin. Alt imens det bliver solgt som “neutralitet” og som en slags tilbagevenden til “fælles værdier”.

Men i virkeligheden er det det stik modsatte.

Det er en aktiv tilbagerulning af fremskridt. En systematisk afmontering af det, kvinder og minoriteter har kæmpet for i årtier.

Og netop derfor er det mere farligt end nogensinde.

For det er ikke længere kun om holdninger i kommentarspor.

Det er lovgivning.

Det er strukturer.

Det er algoritmer, der løfter antifeministiske stemmer til tops i feedet.

Det er en stemning, som risikerer at gøre unge mere bange for at sige fra – end for at acceptere ulighed.

Når fiktionen føles mindre ekstrem end virkeligheden

Vi ser The Handmaid’s Tale og kalder det dystopisk fiktion. Men spørgsmålet er, hvor fiktiv den egentlig føles i dag.

Se bare på Afghanistan, hvor kvinder er blevet fjernet fra det offentlige rum. De må ikke tage en uddannelse. De må ikke synge, danse, vise deres hår – eller bevæge sig frit.

Eller se på Iran, hvor kvinder risikerer fængsel, pisk eller overvågning for at nægte at bære tørklæde. Hvor mod kræver alt – og ofte koster livet.

For millioner af kvinder er det ikke en fjern dystopi. Det er virkelighed. Og prisen for frihed er højere end nogensinde.

Selv her i Vesten - hvor vi ofte tager rettigheder for givet – ser vi, hvordan fremskridt trækkes tilbage og antifeministiske holdninger vinder frem, ikke bare i udkanten, men i centrum af debatten.

Kvindehad i ny forklædning

Der findes et hjørne af internettet, hvor kvindehad ikke længere er skjult – men systematiseret og glaseret med ironi. I manosfæren, i incel-fora og i algoritmerne på YouTube og TikTok får vi det serveret som satire, kulturkritik eller “mandlig selvhjælp”. Det lyder måske uskyldigt. Men det er det ikke.

Her møder vi stemmer som Andrew Tate og Jordan Peterson, der med millioner af følgere pumper budskaber ud om, at kvinder er enten for meget – eller aldrig nok.

Og det bliver ikke betragtet som ekstremt. Det bliver belønnet. Løftet. Delt og promoveret af systemerne omkring dem.

Det, vi tidligere betragtede som ekstreme eksempler, bliver i dag hverdag i mange unges feed. Det er ikke længere marginale holdninger – det er mainstream.

Det er ikke længere marginale holdninger - det er mainstream

Og det burde få os alle til at vågne.

Vi bruger latterliggørelse som kontrolmekanisme

Men det stopper ikke ved algoritmer og lovgivning. Det, der virkelig gør antifeminismen farlig, er dens evne til at forklæde sig som humor. Når vi griner med på jokes som:

“Hvad var det nu, vi havde imod feministerne?"

"Øh... de er bare lidt sure, tror jeg."

Det lyder sjovt. Og det er det måske – lige indtil du opdager, hvor effektivt latterliggørelse fungerer som kontrolmekanisme.

For når noget konstant bliver reduceret til en punchline, bliver det nemmere at afvise det. At tie stille. At lade være med at tage stilling.

Vi ser det hver dag: Feminisme, der bliver gjort til meme-materiale. Det virker uskyldigt. En joke.

Men humor, brugt strategisk, er et af de stærkeste redskaber til at skabe afstand.

Humor er et af de stærkeste redskaber til at skabe afstand

For når noget bliver gjort til grin – igen og igen – bliver det farligt at tage det alvorligt.

Det skaber tavshed. Ikke fordi man er uenig, men fordi man ikke vil være “hende den hysteriske” eller “ham den sarte”.

Så hellere tie.

Samtalen glider væk fra indhold og over i tone. I stedet for at tale om ligestilling, diskuterer vi, om nogen "overreagerer".

Det bliver vigtigere at være afslappet end at have ret. Den, der siger fra, bliver problemet – ikke uligheden selv.

Det er den sociale version af strukturel undertrykkelse: Når normerne i et rum gør det lettere at grine med end at sige fra.

Og det virker – for det holder mennesker ude af debatten, og det flytter ansvaret væk fra systemet og over på individet.

Det feminine er under angreb – og det skal vi tage alvorligt

Jeg har opdaget, at det her ikke blot handler om køn.

Det handler om det feminine.

Det handler om de værdier og egenskaber, vi som samfund har lært at affeje eller udskamme: omsorg, intuition, fællesskab, sårbarhed, samarbejde.

Vi undervurderer det i kvinder og udskammer det i mænd.

Vi kalder det blødt, og vi lærer tidligt, at det bløde er svagt.

Men det er forkert.

Det feminine er ikke svagt – det er fundamentalt menneskeligt.

Se bare på, hvordan en mand i lyserød skjorte, neglelak eller nederdel mødes med hån, latter eller aggression. Ikke fordi det er farligt – men fordi han har valgt noget, vi koder som lavere i hierarkiet.

Eller se på selvmordsstatistikkerne: Langt flere mænd end kvinder tager deres eget liv. Ikke fordi de er svagere – men fordi de er blevet frarøvet det “feminine”: muligheden for at tale om følelser, at bede om hjælp, at være sårbar. Og det har en pris.

Så når vi taler om feminisme, taler vi ikke bare om kvinders rettigheder.

Vi taler om alles ret til at være hele mennesker – med adgang til både det maskuline og det feminine, uden skam og uden straf.

Det er dét, der er på spil.

Og derfor er det vigtigt at sige det højt. At stå ved det. At turde tage ordet feminist i munden – med stolthed og med alvor. Ikke som provokation, men som et nødvendigt modspil til en verden, hvor det feminine stadig undervurderes, udskammes og angribes.

For feminisme burde være en selvfølge.

Ikke en anklage.