Fra ferieparker til fremtidens virksomheder: Deborah Meaden viser vejen til bæredygtig investering

Deborah Meaden er kendt som den kompromisløse investor fra Dragons’ Den, hvor hun har investeret i over 40 virksomheder

Deborah Meaden er kendt som den kompromisløse investor fra Dragons’ Den, det britiske svar på Løvens Hule, hvor hun har investeret i over 40 virksomheder med fokus på bæredygtighed.

I 2025 slog hun rekord med 70.000 tilmeldte til et Female Invest webinar og beviste, at kvinders interesse for økonomi er alt andet end niche.

I denne historie i serien vi kalder 'kvinder vi beundrer' skal høre om en kvinde på mission om at investere med både afkast og samvittighed for øje – og som inspirerer tusindvis til at gøre det samme.

Hvem er Deborah Meaden?

  • Investor i det britiske tv-program Dragons’ Den siden 2006, hvor hun har investeret i over 40 virksomheder med fokus på bæredygtighed.
  • Startede sin første virksomhed som 19-årig og opbyggede en formue på over 40 millioner pund.
  • Forkæmper for etisk investering og beviser, at afkast og bæredygtighed sagtens kan gå hånd i hånd.
  • Slog rekord i 2025 med over 70.000 tilmeldinger til webinaret “Learn to Invest With Deborah Meaden” og beviste, at kvinders sult efter finansiel viden langt fra er en niche

Efter årtier i bestyrelseslokaler og 19 sæsoner i Dragons' Den, har Deborah Meaden efterhånden hørt alle former for adjektiver, der bruges om magtfulde kvinder: “for direkte, for ambitiøs, for skræmmende”.

Men i stedet for at skrue ned for sig selv, gjorde hun det modsatte.

Jeg er ikke skræmmende. Jeg er bare direkte.

Fra keramik i Italien til millionforretninger i England

Deborah blev født i Somerset i det sydvestlige England i 1959 og voksede op med en stærk rollemodel i sin mor, der som 21-årig blev enlig forælder til to børn.

Morens evne til at tackle økonomiske udfordringer med stålsat handlekraft blev Deborahs første lektion i økonomisk selvstændighed.

Som 19-årig boede hun i Italien og drev sin første virksomhed, der solgte italienske glas- og keramikvarer til britiske butikker.

Det var en hård branche, og firmaet lukkede efter halvandet år – men erfaringen gav hende en intens indføring i indkøb, afsætning og realiteterne ved at omsætte en passion til profit.

Det store gennembrud kom, da hun begyndte i familievirksomheden Weststar Holidays – en feriepark, hendes mor og stedfar havde bygget op fra bunden.

Deborah startede på gulvet og arbejdede sig hele vejen op til direktør. I 1999 gennemførte hun en overtagelse af ledelsen og fik fuld kontrol over virksomhedens fremtid.

Hun forvandlede Weststar til en industri-gigant og solgte i 2005 77 % af virksomheden for 33 millioner pund – men beholdt en strategisk andel. Da virksomheden blev solgt igen i 2007, indkasserede hun yderligere millioner.

Deborahs milepæle

  • 1959 – Født i Somerset, England
  • 1979 – Starter sin første virksomhed i Italien
  • 1988 – Træder ind i familievirksomheden Weststar
  • 1999 – Bliver administrerende direktør
  • 2005 – Sælger sin ejerandel for £33M
  • 2006 – Bliver investor i Dragons’ Den
  • 2010’erne – Begynder at profilere sig stærkt på bæredygtighed
  • 2025 – Første partnerskab med Female Invest

Deborahs gennembrud i Dragons’ Den

I 2006 trådte Deborah ind som investor i Dragons’ Den, det britiske svar på Løvens Hule. Hun blev programmets anden kvindelige “Dragon” og en af de eneste kvindelige investorer i britisk prime time-tv.

Hun blev hurtigt kendt for sin rolige autoritet og klare beslutninger. Hun blev ikke grebet af hypen. Hvis noget ikke gav mening, sagde hun det, og når hun så potentiale, som andre overså, handlede hun.

En af hendes tidlige investeringer var i et produkt, der reducerede energiforbruget i hjemmet – ikke super sexet, men praktisk og i tråd med hendes stigende fokus på bæredygtighed. Det blev karakteristisk for hendes portefølje: virkelighedsnære løsninger på rigtige problemer.

Deborah viste kvinder, at man sagtens kan være autoritativ uden at efterligne maskuline idealer.

Hun ændrede ikke sit tonefald for at lyde på en bestemt måde, skjulte ikke sin empati – og beviste, at det netop er disse “feminine” egenskaber, der kan være de stærkeste.

Bæredygtighed er ikke et buzzword

Hendes tilgang til investering er altid praktisk men i stigende grad også baseret på hendes værdier. For Deborah er bæredygtighed ikke en trend, men et krav, hvis du ønsker langsigtet succes.

Hvis du investerer langsigtet og ikke overvejer bæredygtighed, bør du tage dit investeringsgrundlag op til revision

“Hvis du investerer langsigtet og ikke overvejer bæredygtighed, bør du tage dit investeringsgrundlag op til revision.”

Deborah vurderer virksomheder på mere end bare profit: Er de ægte bæredygtige eller er det  ‘greenwashing’? Har de viljen til og mulighederne for at forbedre sig?

Deborah investerer i alt fra vedvarende energi til cruelty-free make up og uddannelsesplatforme. Og oftest i virksomheder med founders med minoritetsbaggrund, som bliver overset og afvist af andre investorer.

Men det er ikke velgørenhed. Det er strategi. For Deborah handler det om bæredygtighed i bredere forstand end klimapåvirkning.

Fejl er uundgåelige

Dragons’ Den gav Deborah en platform til at gøre det, hun er bedst til: at spotte potentiale og understøtte vækst i virksomheder.

Men måske endnu vigtigere gav hun os en ny forståelse for,  hvordan (kvindelig) ambition kan se ud.

Hun søger ikke bevidst at være en rollemodel. Men for tusindvis af kvinder, der har set hende på tv eller deltaget i hendes webinar, er hun netop det - også for os i Female Invest.

“Vi kommer alle til at lave fejl. Jeg fejler sikkert i morgen! Så længe der er mere, der er rigtigt end forkert, så går det nok.”

Vi vil så gerne høre fra dig! Hvilken investor, iværksætter, kvinde  inspirerer dig? Hvem skal med i næste Female Invest webinar – og hvorfor? Del det med os i bidragssporet her til historien.