Mine 3 vigtigste pointer fra sommerens mest omtalte bog, Yesteryear

Jeg kastede mig over sommerens mest hypede bog i den tro, at jeg skulle læse en let, satirisk historie.

Der tog jeg grueligt fejl.

Jeg grinte, jeg blev chokeret, men vigtigst af alt fik Yesteryear mig til for alvor at reflektere over den verden, vi lever i.

Hvad handler Yesteryear om?

Hvis du er på sociale medier, og din algoritme sommetider tager dig forbi "booktok" - altså TikToks bogunivers - så er du højst sandsynligt allerede stødt på det, som mange kalder sommerens mest omtalte bog: Yesteryear af Caro Claire Burke.

Yesteryear er den fiktive historie om "tradwife"-influenceren, Natalie Heller Mills, der en dag vågner op i 1800-tallet i stedet for 2020 og pludselig skal leve det traditionelle liv, hun promoverer online.

Natalie er tradwife og bor på en gård i Idaho i USA sammen med sin mand og fem (snart seks) børn.

Hendes mand, Caleb, er den yngste søn af en velhavende og konservativ amerikansk senator, og det vigtigste du skal vide om ham er at han er total mandebarn uden for meget mellem ørerne.

Natalie bager brød fra bunden og sælger kogebøger, råmælk og fantasien om "den ægte amerikanske familie" til sine følgere.

Tidligt i bogen finder vi ud af, at Natalie er ekstremt dygtig til at opretholde denne facade udadtil, alt imens hun indeni er det stik modsatte af den glade, yndefulde og "perfekte" kvinde, hun viser frem.

Igen og igen fremstår hun beregnende og jaloux, men også bare overvældet, frustreret og udkørt.

Så hvad er min dom?

Inden sommerferien havde jeg allerede udvalgt de 2-3 bøger, jeg ville læse.

Yesteryear var faktisk slet ikke en af dem, blandt andet fordi jeg havde set nogle blandede anmeldelser.

Men bogens emne fangede mig alligevel.

Og min roommate havde købt og læst den, så det blev for fristende bare at låne den af hende, og for svært ikke at deltage i hele samtalen om bogen online.

Men altså lad os komme til sagen, for hvad synes jeg så om bogen?

Alt i alt kunne jeg godt lide bogen. Og her er de tre ting jeg bedst kunne lide:

• For det første: Den får dig til at reflektere. Jeg elsker de bøger, som jeg stadig tænker på dage efter, jeg har lagt dem fra mig. Og specifikt for Yesteryear, har jeg taget mig selv i at bringe den op over middagen, og selvfølgelig over frokosten med mine kolleger hos Female Invest.

‍

• For det andet: Den læses forskelligt alt efter, hvem der har den i hånden. Din baggrund, dine værdier, din opvækst påvirker alt sammen, hvordan du læser bogen. Jeg læste den fra et feministisk Gen Z-perspektiv. I bogen kalder Natalie gerne de højtråbende feminister for "the Angry Women". Den tager jeg gerne på mig.

‍

• Og for det tredje: Den åbner en vigtig samtale om #tradwife-kulturen, som måske er vigtigere end nogensinde. Så det vil jeg dykke ned i nu. Og det der følger nu er ikke en klassisk boganmeldelse, men nærmere tre emner, som jeg vendte tilbage til igen og igen, som jeg synes åbner en vigtig debat.

Mine 3 vigtigste pointer

Det, der følger nu, er ikke en klassisk boganmeldelse (selvom jeg meget gerne diskuterer bogen, og glæder mig til at høre, hvad du synes, hvis du har læst den!).

For imens jeg læste bogen, vendte jeg igen og igen tilbage til disse tre emner, som jeg synes, vi bør tale om.

1. Kvinder, der prædiker og opretholder patriarkalske strukturer, er en stor del af problemet.

En af de ting, som Yesteryear virkelig lykkes med, er at skabe en dybt usympatisk hovedperson og fortæller. Som læser får du et dybt indblik i Natalies tanker, som for det meste er fyldt med negativitet, bitterhed og et strejf af raseri.

Udadtil er hun til gengæld meget kontrolleret med et tydeligt værdisæt.

De værdier kom ikke ud af det blå: hun voksede op med en mor, der gav hende en helt klar idé om, hvad det vil sige at være en god, kristen kvinde: at kvinder er født til at passe hjemmet, at ens dybeste glæde og formål i livet er at tjene sin mand og sine børn, at man kun gifter sig én gang, og at voldtægt i et ægteskab ikke findes, fordi det er ens mand, og ens krop tilhører ham.

De små løgne, der holder det hele sammen

Natalie lærer tidligt, at det kræver en lille hvid løgn her og der at opretholde disse værdier udadtil.

Hendes far havde forladt hendes mor, men i stedet for at sige det ligeud, omtaler hendes mor ham bare som "ikke længere iblandt os."

Alle antager, at han er død, og ingen siger dem imod.

Efterhånden som Natalie bliver ældre, bliver disse værdier det, hun selv prædiker dag ud og dag ind.

En dag spørger hun sin mor, hvordan hun tilsyneladende har klaret at være både mor og hjemmegående husmor så let.

Hendes mor deler et "trick" med sin datter: når du laver husarbejde, så lad som om, at du bliver overvåget.

Du ved, du skal være perfekt, og du er det, når andre kigger.

Så hvorfor ikke også gøre det, når folk ikke kigger?

Bogen tegner måske en ekstrem udgave af det her.

Men jeg er sikker på, at mange af os kan genkende den underliggende antagelse og følelse, der følger med: at kvinder skal være på en bestemt måde og se ud på en bestemt måde for at blive anerkendt og taget alvorligt.

Selvom vi får stort indblik i Natalies indre monolog, og ser hende stille spørgsmål ved nogle af disse antagelser, fejer hun dem samtidig hurtigt til side igen.

Hun stiller aldrig rigtig spørgsmål ved det system, der får hende til at tænke sådan.

Tværtimod fremmer hun det aktivt.

Hun prædiker det, hendes mor lærte hende, og som hun sikkert blev fortalt af sin egen mor.

Og selvom denne bog fortæller en fiktiv historie, ved vi, at denne tankegang lever i bedste velgående.

Med fremkomsten af "tradwives" bliver denne idylliserede levemåde spredt ud til millioner af brugere på sociale medier.

Og det er, ærlig talt, dybt problematisk.

Så altså mort sagt: Yesteryear gav mig en ny bevidsthed om, at kvinder, der prædiker og opretholder patriarkalske strukturer, også er en stor del af problemet.

2. Internaliseret kvindehad lever i bedste velgående

I Yesteryear oplever vi, hvordan Natalies hårdeste dom er ikke forbeholdt hende selv.

Men også kvinderne omkring hende.

De mest interessante relationer i bogen, er kvinde-til-kvinde-relationerne i min optik.

Eller skulle jeg snarere sige kvinde-mod-kvinde…

Jeg har allerede nævnt, at mange af Natalies tanker er ekstremt negative.

For mig kommer de indre tanker allermest til live, når Natalie tænker på nogle af kvinderne i sit liv: hendes svigermor Amelia, hendes søster Abigail, hendes førstefødte datter Clementine, hendes liberale roommate og kommende managementkonsulent-kollega Reena, og "the Angry Women" online.

Hun ser dem aldrig rigtig som allierede, og hun dømmer dem hårdt.

Et af de mest underholdende øjeblikke for mig var faktisk, hver gang Natalie tænkte på Reena Fx ved mængden af gange Reena bliver nævnt, uden overhovedet at være i lokalet.

Natalie sidder bare og tænker på hende og går ud fra, at hun må have det svært i erhvervslivet, som slet ikke er skabt til hende, eller til nogen kvinde overhovedet.

Og det bringer mig til det næste, for problemet er ikke at Natalie valgte et liv som husmor: det er, at hun tror, det er den eneste rigtige måde at leve på for en kvinde, og at hun dømmer enhver kvinde, der vælger noget andet.

Og der, hvor det for alvor bliver problematisk, er i tanken om, at der findes én bestemt boks, en kvinde skal passe ind i, og ikke mindst i nedgøringen af dem, der ikke gør.

Det er meget tydeligt, hvor meget internaliseret kvindehad Natalie bærer på, og hvor lidt hun ønsker, at kvinder, der ikke deler hendes værdier, skal lykkes.

Men strukturer, der er blevet plejet gennem århundreder, bliver internaliseret af os alle sammen, i forskellig grad.

Det kræver en bevidst indsats at lægge mærke til dem og gå imod strømmen.

Jeg er sikker på, at alle kan komme i tanke om en historie - deres egen eller en venindes - hvor en anden kvinde har irriteret dem grænseløst.

"Hun har lagt sig ud med mig." "

Det er hende eller mig, de vil kun have én kvinde i ledelsen."

"Jeg foretrækker at arbejde med mænd, det er altid så kompliceret med kvinder."

Kan du se et mønster?

En del af det er strukturelt: virksomheder, der ønsker præcis én kvinde i ledelsen, de kan pege på for diversitetens skyld.

En anden del er internaliseret kvindehad: følelsen af, at kun én af jer kan lykkes, når virkeligheden er, at der er plads til jer begge to.

Kvinder kan løfte hinanden op, eller de kan hakke hinanden ned.

Men patriarkalske strukturer, og manglende bevidsthed om dem, får os ofte til at gøre det sidste.

3. Sociale medier er en fantasi (…og en farlig én af slagsen)

Lad os være ærlige: "tradwife"-hjørnet af internettet er et paradoks i sig selv.

Selve definitionen af en "tradwife" er, at manden er familiens primære forsørger, mens kvinden tager sig af det (ulønnede) omsorgs- og husarbejde. Men succesfulde "tradwife"-influencere tjener til gengæld styrtende med penge.

Caro Claire Burke har med stor sandsynlighed hentet inspiration hos netop dem, da hun opbyggede Natalies karakter i Yesteryear.

Og hvis vi lige kigger væk fra bogen og ud mod virkeligheden, for det gælder ikke kun Natalie.

Rigtige "tradwife"-influencere arbejder arbejder hårdt bag den iscenesatte ro: de udtænker koncepter til videoer, filmer, klipper og holder øje med kommentarsporet.

Vi finder ud af, at Natalie er meget succesfuld med sit online indhold om familien og "Yesteryear"-ranchen.

Ihvertfald succesfuld nok til at kunne betale for det mest luksuriøse køkkenudstyr og ansætte flere barnepiger samt en producer, Shannon, der forsøger at fange ethvert "spontant" og absolut-ikke-iscenesat øjeblik med Natalie, hendes børn og de høns, de kalder "damerne."

Når det kommer til influencerbranchen specifikt, som generelt er en meget kvindedomineret industri, har jeg stor respekt for dem, der arbejder virkelig hårdt.

Det de færreste influencere, der slår igennem fra den ene dag til den anden - for det tager år at bygge en karriere op som influencer.

Men det, jeg til gengæld finder problematisk ved influencerkulturen, er, at alting ser ud til at være sååå nemt hele tiden.

Mange af dem, og det gælder også vores fiktive karakter Natalie i Yesteryear, skjuler det arbejde, der følger med at være influencer: de uglamourøse timer med redigering, e-mails, og at finde ud af skattereglerne som selvstændig.

Det er også værd at huske, at deres  "ubesværede" tilværelse og image kun er muligt, fordi der er et helt team af barnepiger, agencies, videografer tilgængelig.

Altså ikke bare én kvinde, der klarer det hele selv.

Og det betyder, at den livsstil, der bliver solgt, er en fantasi og umulig for alle kan opnå, selvom det ser sådan ud på overfladen.

Det, Natalie viser til offentligheden er meget kurateret og nøje strategisk udvalgt.

Surdejsbrødet, hun "laver fra bunden," de spontane øjeblikke, hvor hendes døtre fniser imens de samler æg.

Og det vi ikke ser? Hæren af barnepiger og alle de ansatte på ranchen, det moderne køkken i rustfrit stål, der er skubbet lige uden for billedet, den syge høne, der bliver smidt i skraldespanden.

Kort sagt alt, hvad der ville bryde illusionen om den rustikke, "autentiske" bondegård.

Igen ligger "skylden" ikke kun det ene sted. I takt med at influencerbranchen voksede, blev det at være influencer et dybt strategisk job: find en formel, kør med den, opbyg din følgerskare, tjen penge.

At sælge en fantasilivsstil virker, fordi der er efterspørgsel på den.

Den efterspørgsel har materialiseret sig i "tradwife"-influencere med de her enorme følgerskarer på 10-12 millioner.

Så kort sagt: "tradwife"-influencere sælger en fantasi.

I en tid med lynhurtigt forbrug på de sociale medier og vores skrumpende koncentrationsevne - kræver det virkelig en reel indsats at stoppe op og stille spørgsmål ved det indhold, vi ser online.

Og det er bestemt ikke alle, der gør det.

Men hvad med mændene?

Jeg er godt klar over, at disse tre pointer sætter fokus på kvinderne.

Så hvad med mændene? Hvad med patriarkatet? Er det ikke også skyld i det?

Jo, i den grad, og Yesteryear giver os også rigeligt at tale om på det her punkt.

Natalies og Calebs ægteskab er et godt eksempel.

Det er tydeligvis Natalie, der bestemmer, det. er hende som forhandler med Calebs far om at købe ranchen, og som må opdrage Caleb gennem det meste af hans eget liv.

Der er nik til "feminiseringen" af mænd, mænds ensomhedsepidemi og hvordan mænd også fejler i det patriarkalske system.

Men grundlæggende centrerer Yesteryear sig om Natalie: hendes oplevelser, hendes indre konflikter, og hvordan hun er fanget i sit eget net af værdier og det liv, hun selv så inderligt ønskede for sig selv.

Kan Yesteryear leve op til hypen?

Min dom er et stort JA! Sommerens mest omtalte bog var en underholdende læseoplevelse, og en, der forhåbentlig kan sætte gang i samtaler om, hvordan vi ser på og taler om #tradwife-kulturen.

Og uanset om du er tradwife-entusiast eller ej, er der én pointe, der ikke har så meget at gøre med din politiske overbevisning.

Nemlig at økonomisk selvstændighed ikke er noget, du bør give afkald på - uanset hvilket liv du vælger.

Uanset om du bygger en bondegård eller gør stor karriere, betyder det at have dine egne penge, at du undgår at være fanget et sted, fordi du ikke har andre muligheder.

‍

Har du læst bogen? Så del endelig dine tanker i kommentarfeltet til denne historie.