5.000 Vestas-ansatte har fuld fart på i Trump-land: »Vi er meget positive på USA«

Vestas har mere end firedoblet salget i USA, og finansdirektør Jakob Wegge-Larsen lader sig ikke skræmme af Trumps negative udtalelser

Mens den amerikanske præsident Donald Trump tordner mod vedvarende energi i alle afskygninger, har Vestas fuld fart på produktionen af vindmøller i USA.

Det fortæller Vestas’ finansdirektør Jakob Wegge-Larsen på bagkanten af en Q1-rapport, hvor den danske vindgigant sætter ny rekord i ordreindtag.

»Vi er meget positive på USA. Det er stigende efterspørgsel, der driver vores forretning. Ikke hvad der bliver sagt eller ikke sagt,« lyder det fra Jakob Wegge-Larsen.

Mens havvindmøllerne har været udsat for massiv politisk modstand fra den amerikanske præsident, er der nemlig stigende efterspørgsel på landvindmøller, fortæller finansdirektøren.

I årets første kvartal har Vestas fået nye ordrer på samlet set 873 megawatt (MW).

Det er mere end fire gange så meget som i første kvartal sidste år.

Dog er der stadig et stykke vej op til salgstallene i 2023 og 2024, hvor den daværende demokratiske præsident Joe Biden kastede om sig med støtteordninger til den grønne energi.

Jakob Wegge-Larsen lægger ikke skjul på, at bl.a. toldsatserne har gjort det mere kompliceret at agere i USA.

Men han glæder sig over, at det er lykkedes for Vestas at håndtere udfordringerne takket være de 5.000 ansatte, som bygger Vestas-møller på selskabets amerikanske fabrikker.

»Indtil videre har vi vist, at vi kan håndtere det godt. Vi har en superstærk amerikansk organisation med 5.000 ansatte. Vi producerer jo vores møller lokalt derovre. Og vi ser, at der er en stigende efterspørgsel bl.a. fra datacentrene,« siger han.

Og så længe salgstallene stiger, går det ikke Jakob Wegge-Larsen på, at der kommer mange negative udmeldinger om vindmøller fra det politiske system.

»Vores kunder kan se, at vi kan levere en del af den strøm (de har brug for, red.), og vi har derfor lukket nogle stærke ordrer i Q1 i USA. Og vi har en stærk pipeline resten af året,« siger finansdirektøren.

Fremgangen i USA er med til at løfte Vestas’ samlede ordreindtag til et rekordhøjt niveau.

Selskabet har aldrig tidligere fået så mange nye ordrer i et første kvartal, som det har været tilfældet i år.

Samlet set fik Vestas nye ordrer på 4.504 MW i første kvartal.

»Det er især landmøllerne i USA og offshoremøllerne i Storbritannien, der trækker op. Og det gør, at vi har en rekordhøj ordrebog i vores mølleforretning på 36 mia. euro,« siger Jakob Wegge-Larsen.

Men én ting er de nye ordrer.

Noget helt andet er eksekveringen af de kontrakter, der for længst er indgået.

Her har Vestas ligesom mange andre selskaber været udfordret af geopolitiske udfordringer og ustabile leverandørkæder. Men ifølge finansdirektøren har man haft held med at sprede sin risiko, så man langt hen ad vejen har kunnet få de forsyninger, der har været brug for.

»Vi er ret stolte af, hvordan vi er kommet igennem de her måneder,« siger Jakob Wegge-Larsen.

Samlet set landede omsætningen på 4 mia. euro, hvilket er en stigning på 14,4 pct. i forhold til samme periode året før.

69fda2c1099f73df0a733d92