30/4/26
Frygter konkurser: Forsikringsselskaber vil have staten til at betale milliardregning
En klar dom i Højesteret slår fast, at langt flere skal kunne få erstatning efter arbejdsulykker.
Forsikringssektoren afviser at hænge på en milliardregning, efter at Højesteret har afgjort, at langt flere har krav på erstatning efter en arbejdsulykke.
På forhånd er der talt om udgifter på op mod 30 mia. kr., hvoraf forsikringsbranchen skal dække ca. 40 pct.
»Vi mener uden tvivl, at det er staten, der må bære det økonomiske ansvar i denne sag. Forsikringsselskaberne bør friholdes for de økonomiske konsekvenser, der både kan være store tab og i værste fald konkurs,« siger siger vicedirektør Thomas Brenøe fra F&P i en kommentar til Finans.

Branchen har endnu ikke overblik over de mulige konsekvenser for de enkelte selskaber med arbejdsskadeforsikring på bøgerne.
Men det ligger allerede fast, at der både er nogle store og små selskaber, der har en høj andel af arbejdsskadeforsikring i forhold til selskabets størrelse i øvrigt.
Efter branchens opfattelse er det entydigt staten og myndighederne, der nu har ansvaret for at håndtere konsekvenserne af dommen, der gør det muligt at få taget sager op, der er både 30 og 40 år gamle.
F&P vil have myndighederne til at sikre, at hverken offentlige arbejdsgivere eller private selskaber pålægges omkostningerne ved at have administreret arbejdsskadesager i overensstemmelse med gældende lovgivning og myndighedspraksis.
»Det er naturligvis en ulempe, at der lige nu ikke er en regering, men vi rækker ud til politikerne nu og forventer, at sagen vil blive håndteret, så snart der sidder en regering. Derudover kan der komme sagsanlæg mod arbejdsskademyndighederne fra flere selskaber,« siger Thomas Brenøe.

Der svæver mange tal rundt om, hvor store konsekvenserne kan blive.
Finanstilsynet vurderede i første omgang, at regningen kunne blive på op mod 40 mia. kr. til forsikringsbranchen alene.
Siden har Beskæftigelsesministeriet anslået, at 11.000-33.000 sager ville blive taget op, hvilket med en gennemsnitlig erstatning på 900.000 kr. ville sende en regning på 4-12 mia. kr. til forsikringsbranchen.
Under retssagen argumenterede FH for, at regningen må forventes at blive meget mindre.
Det største danske forsikringsselskab Tryg har allerede meddelt, at selskabet - med en markedsandel på ca. 18 pct. af arbejdsskademarkedet - tager en afskrivning på 1,2 mia. kr., svarende til ca. 0,9 mia. kr. efter skat.
Beløbet vil påvirke regnskabet for andet kvartal.
Tryg henviser til F&P, men siger i en kort kommentar:
»Vi har fulgt sagen, og vi er ligesom resten af branchen tilfredse med at have fået en afklaring fra Højesteret. Vi vurderer, at dommen ikke får en væsentlig betydning for vores solvensposition.«
Sampo ejer Topdanmark og If, der tilsammen sidder på næsten en tredjedel af markedet i Danmark.
Sampo skriver i en kommentar til Finans:
»Sampo er lige nu i silentperiode op til vores kvartalsrapport. Derfor vil vi undlade at kommentere faktorer, der kan påvirke vores resultat. Vi vil kommentere på denne sag i detaljer, når vi offentliggør vores kvartalsrapport den 6. maj. «
