Nej, det bør ikke føles pinligt at blive fyret

Fyringer skal helst pakkes ind med sløjfe, forklares væk eller skjules bag formuleringer som “gensidig aftale”.

Men hvorfor egentlig?

Hvorfor føles det som et personligt nederlag, når det for det meste handler om noget så lavpraktisk som et mismatch?

Hvis du har prøvet det, kender du den der knude i maven.

Tankerne, der løber hurtigt: Hvad gjorde jeg galt? Er jeg ikke god nok? Hvorfor mig?

Det minder skræmmende meget om at blive slået op med.

“Det er ikke dig, det er mig.”

Og der sidder du og forsøger at forstå, hvad der gik galt i bunden af en is fra Ben & Jerry’s.

Når vennerne spørger: “Var det efter gensidig aftale?”, er det i virkeligheden bare en pæn måde at sige: “Så det var vel ikke din skyld, vel?”.

Taknemmelig for sin eksarbejdsgiver

Lad mig være ærlig, så du ikke tror, at jeg skriver det her uden selvindsigt: Jeg har prøvet det.

Jeg blev fyret.

Ikke på grund af omstruktureringer. Ikke efter gensidig aftale.

Men fordi jeg, lige dér, ikke var det rigtige match for virksomheden, og virksomheden ikke var det rigtige match for mig.

Og den fyring endte med at blive et vendepunkt.

Som Ariana Grande synger: “Thank you, next, I’m so fucking grateful for my ex”.

Fyresedlen tvang mig til at se indad.

Den gav plads til idéer, jeg ellers ikke havde haft modet eller rammerne til.

Plads til at udvikle mig.

Og vigtigst: en brutal, men nødvendig konfrontation med mine blinde vinkler. Jeg har sjældent været så ydmyg, motiveret for at lære og bevidst om mine styrker og svagheder.

Karriereklubben var aldrig blevet til det, den er i dag, uden den fyring.

Stadig et kæmpe tabu

Alligevel er fyringer noget af det sidste, vi siger højt.

Jeg gjorde det heller ikke.

Det står ikke på LinkedIn, og man råber det ikke ud på ølkassen.

Men måske burde vi.

For tallene er tydelige: Djøfbladet viser, at flere end halvdelen af dem i administration, kontor, logistik og indkøb har prøvet at blive opsagt.

Lederne viste i en tidligere undersøgelse, at næsten 7 af 10 ledere har prøvet det samme.

Kort sagt: Det er almindeligt.

Faktisk mere almindeligt end aldrig at blive fyret. Og alligevel skammer vi os.

Det koster selvfølgelig noget at være ærlig.

Et studie fra 2019, “The Role of Psychological Stigmatization in Unemployment Discrimination”, viste, at jobsøgere med identiske kvalifikationer, men uden job systematisk blev vurderet som mindre kompetente, mindre venlige og mindre selvsikre end ansøgere i arbejde.

Så ja, det giver desværre mening, at mange vælger at tie.

Det handler om match

Men her er den vigtigste pointe: Arbejdsgivere fyrer sjældent det forkerte menneske.

De fyrer det forkerte match.

Ligesom i dating handler det om timing og kemi. Og nogle gange er den der bare ikke.

Det betyder ikke, at du er uduelig. Det betyder, at du og virksomheden – for det går begge veje – ikke passede sammen i det konkrete setup.

Der kan være mange årsager: dårlig ledelse, manglende onboarding, skiftende strategi, et team i stormvejr, et job, der viste sig at være noget andet end det, du blev solgt ind til.

Det er faktisk mindre vigtigt hvorfor.

Det vigtige er, at det ikke fungerede.

Og ja, gentagne fyringer kræver et ærligt kig indad. Men selv dér er læringen vigtigere end skammen.

Hvordan gør vi op med tabuet?

Tabuer dør langsomt, men de dør først, når vi taler om dem.

Når vi stopper med at polere vores cv’er, som om karrierelivet er en lineær, perfekt progression.

Når vi holder op med at behandle folk uden job som mindre værd. Og når sådan en karrierepodcastvært som mig også siger det højt.

Jeg drømmer om, at man ærligt kan sidde over for en arbejdsgiver og sige: “Ja. Jeg er blevet fyret. Det var et mismatch. Her er det, jeg lærte af det, og jeg står stærkere i dag. Nu er jeg klar til at være noget for jer.”

Det viser selvindsigt. Det er modent.

Og vigtigst: Det er da alt andet end pinligt.

Det pinlige er, at vi stadig skammer os over det.