Hun opdagede gensaksen CRISPR. Nu vil hun bruge den til at redde menneskeheden fra sig selv

Du skal til at læse en Zetland-historie.

Det betyder, at den er lavet og udgivet af Zetland, og at vi har fået lov til at dele den med dig. Zetland er en anderledes avis, der giver dig mod og lyst til at forstå verden, så vi sammen kan tage ansvar for den.

Hvis du vil have adgang til alle Zetlands serier og historier, skal du blive medlem af Zetland.

‍

‍

Det er ikke hver dag, man får mulighed for at tale med et menneske, som står bag et af århundredets vigtigste videnskabelige gennembrud.

Men sådan en mulighed fik jeg for nylig, da nobelpristageren Jennifer Doudna var i København, på besøg hos Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab i hjertet af byen.

Godt nok foregik interviewet ikke i en af de imposante sale med konger og koryfæers kontrafejer på væggene, hvor selskabets meriterede medlemmer holder deres møder, men i et mere beskedent mødelokale oppe under loftet.

Men alligevel: Det var altså en forsker i absolut international topklasse, der sad over for mig, klar til at diskutere et af de for mig at se mest presserende spørgsmål overhovedet i den her tid.

Nemlig hvordan vi mennesker bedst bruger vores stadig mere imponerende teknologiske og videnskabelige superkræfter i kampen mod klimaforandringerne. Og hvordan vi undgår, at drømmen om konstante teknologiske og videnskabelige gennembrud bliver en sovepude, der afholder os fra at lave mere gennemgribende forandringer af vores samfund og levevis.

‍

Men før vi dykker dybt ned i dét spørgsmål og Jennifer Doudnas overraskende pragmatiske – og måske også lidt provokerende – svar på det, så lad mig for det første lige sætte et par ord på 61-årige Jennifer Doudna, som du måske ikke kender, men som altså står bag en af århundredets vigtigste videnskabelige opdagelser.

Hun voksede op som tilflytter på Hawaii, hvor naturen tidligt tændte en livslang interesse for biologi og naturvidenskab i hende.

En dag, da hun gik i 6. klasse, lagde hendes far en bog på hendes seng om videnskabsfolkene, der opdagede dna, og derfra var kursen ligesom sat mod en forskerkarriere, hvor det helt store gennembrud kom, da hun i 2011 mødte den franske biokemiker Emmanuelle Charpentier.

Sammen udviklede de to gensaksen CRISPR, der har gjort det helt enormt meget nemmere og billigere at klippe og klistre i levende organismers arvemateriale, og for dét arbejde fik de for fem år siden nobelprisen i kemi.

CRISPR er nemlig en virkelig revolutionerende opdagelse. Med gensaksen i hånden kan forskere frembringe lige præcis de ændringer i en plante, en mikroorganisme eller for den sags skyld et dyr eller et menneske, som de ønsker sig, og det er mere banebrydende, end mange af os rigtigt forstår.

“Det, der gør CRISPR så kraftfuld, er, at den kan programmeres,” siger Jennifer Doudna.

“Vi har fundet ud af, hvordan man programmerer den, så man dybest set kan ændre den dna-sekvens, man klipper i, til lige præcis det, man ønsker. Og det betyder, at vi kan udløse målrettede ændringer i arvemassen hos en hvilken som helst plante eller et hvilket som helst dyr.”

Kombineret med muligheden for hjælp fra kunstig intelligens til at forudsige effekten af forskellige konkrete ændringer i dna er gensaksen CRISPR et af de mest potente værktøjer, mennesket nogensinde har haft i hænderne. Og teknologien har virkelig taget nogle vilde spring fremad de senere år.

Det har aldrig været lettere at omskrive livets kode, og vi har aldrig haft bedre forudsætninger for at gøre det præcis på den måde, som vi ønsker.

Men det rejser selvfølgelig et stort spørgsmål om, hvordan vores nye superkræfter skal bruges. Ikke mindst når det gælder indsatsen mod klimaforandringerne, som Jennifer Doudna er meget optaget af.

Sammen med en stribe californiske universiteter og vidensinstitutioner har hun grundlagt Innovative Genomics Institute, hvor det erklærede mål er at bruge genteknologien til at tackle nogle af menneskehedens største udfordringer, herunder klimaforandringerne.

“Lige nu ser vi i stigende grad CRISPR blive brugt til miljøformål, og det er noget, som jeg tror, vil få stor betydning fremover,” siger hun. “Men vi har kun set begyndelsen, så det er virkelig en spændende tid lige nu, og det er også en utrolig vigtig tid, fordi klimaforandringerne efter min mening er en eksistentiel trussel mod os mennesker, hvor vi virkelig er nødt til at skrue op for hastigheden i vores indsats.”

‍

Man kan forestille sig alt muligt, som CRISPR kan bruges til, når det kommer til kampen for klimaforandringerne – især inden for bæredygtig fødevareproduktion.

Nye afgrøder, der bedre kan klare tørke og andre slags barskere vejr. Planter, som optager ekstra meget CO2 fra atmosfæren. Mælk og ost fremstillet af specialdesignede hypereffektive mikrober i stedet for køer. Helt nye former for bæredygtig mad med spændende smage, vi slet ikke kan forestille os endnu.

Potentialet er enormt, og det er et emne, jeg har været meget optaget af i årevis, fordi genteknologien for mig at se ligner det bedste bud på en teknologi, der kan forandre vores fødevareproduktion lige så gennemgribende, som der faktisk er brug for.

Ved hjælp af gensaksen CRISPR og anden genteknologi burde det nemlig være muligt at skære den suverænt mest klima- og miljøskadelige del af vores fødevaresystem – husdyrene – ud af ligningen, samtidig med at alle får de rigtige næringsstoffer i de rigtige mængder. (Og hvis du vil have dét argument foldet helt ud, vil jeg anbefale dig at læse den britiske miljøforkæmper George Monbiots bog Regenesis).

CRISPR er altså et værktøj, der potentielt kan forandre vores fødevareforsyning helt grundlæggende, til gavn for planeten og os allesammen. Men Jennifer Doudna har i første omgang valgt en noget mere pragmatisk tilgang.

Da jeg spurgte hende, hvad hun var allermest oppe at køre over for tiden, nævnte hun ikke en revolution af fødevaresystemet, men snarere et forsøg på at skrue lidt på det system, vi allerede har. Lige nu forsøger et af hendes forskerhold på Innovative Genomics Institute nemlig at genmanipulere mikrolivet i maven på køer, så de bøvser mindre af den kraftige drivhusgas metan, som verdens køer tilsammen udleder virkelig meget af. CRISPR gør det muligt at ramme lige præcis de bakterier, som laver metanen, forklarer Jennifer Doudna.

“Vi ved, hvem de er, og nu har vi et værktøj, som gør os i stand til at ændre dem. Det er noget, vi arbejder aktivt på, fordi vi tror, at vi kan skabe en bæredygtig måde at reducere metanudledningen på, som landmændene gerne vil bruge, fordi vi også øger produktionen af kød og mælk, samtidig med at vi reducerer produktionen af metan. Så det er en win-win for både landmændene og miljøet.”

‍

Drømmen for Jennifer Doudna og hendes forskerhold er at udvikle en simpel, billig og uskadelig behandling, som alle kalve kan få kort efter fødslen, og som så skal virke hele resten af deres liv. For eksempel en pille, som permanent ændrer mikrolivet i køernes maver, så de bøvser mindre metan.

Metan er en meget kraftig drivhusgas, som relativt hurtigt bliver nedbrudt i atmosfæren, og derfor ville det faktisk gøre en stor forskel ret hurtigt, hvis man forestillede sig, at bare halvdelen af verdens køer fik sådan en behandling, der fik dem til at holde op med at bøvse metan.

Men det er så også en af den slags løsninger, hvor jeg i hvert fald personligt godt kan blive lidt nervøs for, om den tager fat langt nok nede ved problemernes rod. Vores storproduktion af animalske fødevarer ville jo stadig være et enormt klima- og miljøproblem, selvom køer ikke bøvsede metan, fordi køer og andre husdyr kræver en masse plads til foder og græsning.

Det er blandt andet derfor, de fælder regnskoven i Brasilien. Faktisk kan jeg godt frygte, at sådan en løsning med mere klimavenlige køer måske ligefrem risikerer at forlænge levetiden for en grundlæggende uholdbar måde at producere mad på.

Men det er så her, Jennifer Doudna bliver meget pragmatisk.

“Når det kommer til klimaforandringerne, mener jeg, at vi har brug for alle værktøjer i værktøjskassen,” siger hun. “Og med dét mener jeg, at vi er nødt til at bruge alle tilgængelige metoder, teknologier og idéer til at løse problemet, fordi det haster så meget. Hvis det var muligt at svinge en tryllestav og få alle på planeten til at blive veganere i morgen, ville det så være ønskværdigt? Måske, men er det sandsynligt? Nej. Er det sandsynligt, at folk uden videre vil opgive kød? I det mindste i visse områder vil jeg sige nej. Og er det så ikke bedre at tage fat på den akutte udfordring med de her landbrugsdyr og så måske arbejde mere langsigtet på at hjælpe folk med at ændre madvaner imens? Det er sådan, jeg tænker på det.”

Jennifer Doudna mener altså simpelthen ikke, vi har tid til at vente på, at folk ændrer deres madvaner. Den slags forandringer sker simpelthen for langsomt, mener hun.

Vi har ikke tid til at vente på, at folk ændrer deres madvaner

“De data, jeg har set på klimaforandringerne, og de konsekvenser, jeg mærker i mit eget liv, for at være helt ærlig, bliver stadig mere alvorlige. Og derfor kan vi ikke tillade os den luksus at gå efter langsomme, gennemtænkte forandringer. Vi er nødt til at arbejde hurtigt. Og hvordan gør vi det? Som jeg nævnte før, tror jeg, det er urealistisk at tro, at vi fra den ene dag til den anden kan ændre alles kostvaner i hele verden. Så jeg tror, at vi er nødt til at overveje, hvordan vi kan afbøde de umiddelbare konsekvenser af vores nuværende praksis nu og her, eller i det mindste i den nærmeste fremtid, med de værktøjer, vi har til rådighed, og CRISPR er et vigtigt ét af slagsen. Betyder det så, at vi ikke bør foretage vigtigere, større og mere langsigtede ændringer? Overhovedet ikke. Men det køber os måske lidt tid til at foretage de større ændringer, som bliver sværere at gennemføre.”

Men hvis det er rigtigt, at vi er nødt til at lave de her småjusteringer på vores nuværende system, hvordan undgår vi så, at småjusteringerne bare forsinker de mere grundlæggende forandringer, som er nødt til at ske?

“Jeg tror ikke, vi kommer til at forsinke noget, for ulykkeligvis tror jeg, at vi allesammen kommer til at opleve klimaforandringernes konsekvenser mere og mere. Det er virkelig en skræmmende tanke, når man tænker på sine børn og børnebørn, men ikke bare dét: Jeg tror, at alle os, der er i live i dag, kommer til at mærke konsekvenserne i stigende grad. Og i dén situation mener jeg simpelthen bare, at vi er nødt til at gøre alt, hvad vi kan, på alle niveauer, for at adressere den udfordring, vi står over for.”

Alle os, der er i live i dag, kommer til at mærke konsekvenserne i stigende grad.

Så dit argument er dybest set, at små forandringer af vores nuværende system ikke vil udskyde mere grundlæggende forandringer, fordi klimaet og det, der sker med vores fysiske verden, vil tvinge forandringerne ned over os? “Det er præcis, hvad jeg mener, ja.”

I virkeligheden er det her jo lidt af et dystert budskab. Menneskers vaner er så svære at ændre, mener Jennifer Doudna, at det i første omgang er lettere og hurtigere at ændre på køerne. Men før eller siden vil klimaforandringerne tvinge os til at ændre vores madvaner, og måske hele vores samfund, mere grundlæggende.

Projektet med kobøvserne var som sagt det første, Jennifer Doudna nævnte, da jeg spurgte, men hun har altså også flere andre bud på, hvordan CRISPR kan hjælpe os i kampen mod klimaforandringerne. Tilsammen siger de en hel del om, hvor vilde perspektiverne ved teknologien er, og hvordan en topforsker som hende tænker.

En af de mest oplagte muligheder er selvfølgelig at udvikle nye afgrøder, der bedre kan klare klimaforandringerne. Dén proces kan CRISPR speede gevaldigt op. Men som eksemplet med kobøvserne viser, er Jennifer Doudna også meget optaget af, hvordan vi kan bruge genteknologi til ikke bare at tilpasse os klimaforandringerne, men også til at bekæmpe dem.

Hun nævnte for eksempel en forskergruppe, der forsøger at få planter til at lagre mere kulstof i deres rødder, så de kan flytte kulstoffet permanent fra atmosfæren og ned i jorden, plus en mere vild idé lidt i samme genre: Hvad nu, hvis man kunne gøre selve fotosyntesen – altså planternes metode til at høste energi fra Solen og grundlaget for det meste liv på Jorden, inklusive vores – mere effektiv? Så kunne man virkelig hive noget CO2 ud af luften i en fart.

“Når man ser på kemien i at høste energi fra Solen, er den meget ineffektiv i planter. Og det rejser jo spørgsmålet: Kan den gøres mere effektiv?” siger Jennifer Doudna. “Hvis du tænker på alle planter på planeten, kunne selv en lillebitte forbedring i effektiviteten få enorm effekt: planter, som vokser bedre, afgrøder med højere udbytte og andre ønskværdige kvaliteter, som samtidig skulle bruge mindre gødning, fordi de opfanger mere af Solens energi. Det er en meget interessant idé.”

Der er også idéen om at ændre i mikrolivet i landbrugsjord, så det understøtter afgrøderne bedre, og dén om at manipulere mikroorganismer, der nedbryder skrald på lossepladser, så de producerer mindre metan, lidt ligesom med mikroorganismerne i køernes maver. Og det lyder måske glimrende alt sammen. Men hvad nu, hvis forskerne ender med at pille ved noget, de ikke rigtig forstår til bunds? Hvad nu, hvis der kommer nogle utilsigtede negative konsekvenser for naturen?

Det er en bekymring, som ofte bliver rejst, og Jennifer Doudnas svar er det samme, som man kan få fra mange andre forskere: Mennesker manipulerer allerede med miljøet på alle mulige måder og med alle mulige utilsigtede konsekvenser, og vi har gennem årtusinder mingeleret med andre organismers arvemateriale, når vi har fremavlet nye kornsorter, nye kvægracer og så videre.

CRISPR og anden moderne genteknologi gør os bare i stand til at gøre det på en mere præcis måde end hidtil, hvor vi faktisk har bedre styr på, hvad vi foretager os, også selvom vi ikke kan forudsige alt:

“Alle de planter, vi dyrker rundtomkring i verden, er genetisk manipuleret, fordi vi har avlet dem til at have bestemte træk. Og hvordan gør man det? Typisk ved at introducere tilfældige mutationer i dna. Nogle gange gøres det med kemikalier eller stråling eller også bare ved at lade tilfældige mutationer finde sted og så bagefter udvælge de planter, der har de ønskede træk. Men når man laver tilfældige forandringer i dna, kan man ikke rigtigt kontrollere, hvad der sker. Det er derfor, vi har tomater, som holder længe i supermarkedet, men ikke smager særlig godt, og roser, som ikke har torne, men samtidig har mistet deres duft. Det er, fordi der er sket uønskede ting på grund af tilfældige mutationer, da avlerne forædlede sig frem til de træk, de ønskede. Så forestil dig nu, at vi har et præcisionsværktøj, som gør det muligt kun at ændre på lige præcis de gener, der påvirker lige præcis de træk, vi er interesserede i, og intet andet. Jeg vil argumentere for, at det er et godt værktøj at have.”

Forestil dig, at vi har et præcisionsværktøj, som gør et muligt kun at ændre på lige præcis de gener, der påvirker lige præcis de træk, vi er interesserede i, og intet andet.

Argumentet er det samme, som ligger bag, når et overvældende flertal af forskere for længst har konkluderet, at der ikke er nogen særskilt grund til at være bekymret for at spise mad fremstillet ved hjælp af CRISPR. Det vigtige er ikke metoden, man har brugt til at ændre generne for at udvikle eksempelvis en ny æblesort, men hvad man har gjort. Og det er faktisk nemmere at sige, hvis man har brugt CRISPR, end hvis man har brugt mere traditionelle avlsmetoder, hvor tilfældigheder spiller en langt større rolle.

Jeg må indrømme, at jeg for tiden har det mere ambivalent med den slags teknologiske løsninger, som Jennifer Doudna arbejder med, end jeg plejer. Grundlæggende er jeg ret optimistisk anlagt på menneskehedens vegne og tror på, at vi kan finde ud af at bruge vores nye opdagelser og videnskabelige gennembrud fornuftigt – hvis ikke hele tiden, så det meste af tiden.

Men der er altså noget med det her tidspunkt i verdenshistorien, som gør mig lidt bekymret.

En hel masse teknologiske kvantespring er i gang med at ske, ikke mindst inden for genteknologi, samtidig med at det internationale samarbejde om nærmest alting er i gang med at bryde sammen, og konkurrencen mellem stormagterne tager til.

Hvordan undgår man i sådan en virkelighed, at kraftfulde nye værktøjer som CRISPR bliver misbrugt? Hvordan undgår man, at forskerne farer for hurtigt og uforsigtigt frem, og hvordan undgår man, at de får lov til det i den internationale konkurrences hellige navn? Det er bekymringer, som Jennifer Doudna også tumler med, fortalte hun mig.

Men hun finder, sagde hun, et vist håb i det forløb, som udspillede sig, da den kinesiske forsker He Jiankui for nogle år siden annoncerede, at han havde brugt CRISPR til at ændre i to babyers dna for at gøre dem immune over for HIV.

Der rejste sig et ramaskrig fra forskerkolleger over hele verden, som var dybt forargede over He Jiankuis uforsigtige brug af teknologien og slet ikke mente, at den var klar til at blive brugt på mennesker endnu. Sagen endte med, at He Jiankui blev smidt tre år i fængsel.

“Da det arbejde blev offentliggjort, og det blev beskrevet, hvordan det var blevet udført, reagerede mange forskere i mange forskellige lande rundtom i verden meget negativt på det,” siger Jennifer Doudna. “De indså, at arbejdet var uetisk og ikke burde være blevet udført i første omgang, og at det ikke burde gentages. Og som resultat blev den pågældende forsker straffet, og hans laboratorium lukket ned.”

I dag er He Jiankui tilbage i laboratoriet, men Jennifer Doudna håber, at etisk selvjustits og internationalt samarbejde blandt forskere alligevel kan sikre, at sager som hans forbliver undtagelsen. Også når det kommer til anvendelser af CRISPR, hvor det måske er miljøet snarere end menneskers helbred, der er på spil.

“I sidste ende handler det om os som mennesker. Vi er nødt til at træde i karakter og stå sammen. Derfor er det efter min mening vigtigere end nogensinde at have et globalt fællesskab blandt forskere.”

I sidste ende handler det altså om mennesker, der tager ansvar, mener opfinderen af gensaksen CRISPR. Og måske er den ikke længere end dét. Vi får den fremtid, vi skaber. Potentialet er i hvert fald til stede for at gøre nogle virkelig gode ting med den banebrydende teknologi, som Jennifer Doudna har givet os. Det store spørgsmål er så, om vi tager ansvaret på os for at få det til at ske.

‍

Kunne du lide, hvad du læste? Hvis du vil have adgang til alle Zetlands serier og historier, skal du blive medlem af Zetland. Og fordi du er medlem af Female Invest, kan vi give de to første måneder for en 50'er.

Som medlem af Zetland får du…

• 🌞 Morgenoverblik – Et nyhedsoverblik på fem minutter
• 🚁 Vores daglige nyhedspodcast, Zetland Helikopter, der graver dybt i døgnets vigtigste begivenhed
• 📖 Tidens vigtigste historier, der giver mod og lyst til at forstå verden
• 🚀 100% journalistik, 0% blinkende annoncer
• 💬 Nysgerrige samtaler, hvor vi i fællesskab bliver klogere

‍