Hvad vi vælger at se – om mangfoldighed, magt og modet til at stå fast

Kira Marie Peter-Hansen deler i denne historie, hvordan det var at træde ind i Europa-Parlamentet som blot 21-årig – en institution, der ikke er skabt med unge kvinder som hende for øje.

Hun reflekterer over, hvordan bias ofte sker i stilhed, hvordan modstanden mod ligestilling og inklusion breder sig i Europa og resten af verden, og hvorfor vi ikke har råd til at tie stille i kampen for retfærdighed.

Ung, kvinde og langt fra det, de forventede

For nogle år siden gik jeg for første gang ind ad døren til Europa-Parlamentet. Jeg var nervøs, lidt forvirret – og meget spændt.

Jeg var 21 år gammel. Den yngste nogensinde valgt til Europa-Parlamentet.

Og alligevel var der ingen, der regnede med, at jeg var kommet for at forhandle lovgivning. Folk antog, at jeg var nogens praktikant.

Og det kan man mærke.

Enhver, der har arbejdet sig op i et hierarki, kender fornemmelsen af, hvordan stemningen ændrer sig, når ens titel ændrer sig. Hvordan blikkene skifter. Hvordan tonen i møderne bliver en anden.

Da jeg trådte ind i Europa-Parlamentet den første dag, mødte jeg ikke fjendtlighed.

Jeg mødte hierarki.

Folk gik ud fra, at jeg var der for at assistere andre – ikke for at lede.

Folk gik ud fra, at jeg var der for at assistere andre - ikke for at lede

Forventninger til min alder, mit køn og min rolle forsøgte stille og roligt at placere mig i en boks, jeg aldrig havde skrevet under på.

Hvem bliver taget alvorligt. Hvem bliver hørt. Hvem er man skeptisk overfor.

Og det gjorde, at jeg også begyndte at tvivle på mig selv. Om jeg havde ret til at fylde i det politiske rum.

For bias virker netop sådan. Den er usynlig, men alligevel allestedsnærværende. Den former, hvordan vi ser os selv – og hvordan vi ser hinanden.

Og ofte gemmer den sig bag gamle vaner, vi for længst er holdt op med at stille spørgsmål ved.

Det gælder ikke mindst, når det handler om ulighed på arbejdsmarkedet – særligt i forhold til løn.

Vi forestiller os gerne, at lønforskelle skyldes bevidste uretfærdige beslutninger.

Men i virkeligheden er de oftere resultatet af fraværet af beslutninger.

Ingen opdager det.

Ingen spørger ind.

Ingen måler på det.

Vi bliver ikke altid betalt urimeligt, fordi nogen ønsker det – men fordi ingen opdager det.

Derfor er gennemsigtighed altafgørende. Man kan ikke rette op på det, man ikke kan se.

Siden den første dag har jeg arbejdet målrettet for at ændre de strukturer, der ligger under overfladen.

Og én ting har jeg lært: De systemer, vi kalder "neutrale", er sjældent neutrale. De belønner det velkendte – og ignorerer det oversete.

Og i 2025 er det ikke nok blot at vide det. Vi må handle på det.

Fremskridt er sjældent en lige linje

Lad os være ærlige: De seneste år har været mærkelige for os, der kæmper for ligestilling.

På den ene side har vi vundet reelle sejre. Jeg er stolt over at have stået i spidsen for forhandlingerne om EU’s nye direktiv om løngennemsigtighed – et længe tiltrængt skridt mod at skabe reel ansvarlighed i, hvordan vi værdisætter arbejde.

Lovgivningen bygger på en enkel, men radikal tanke: Retfærdighed sker ikke af sig selv.

Den skal gøres synlig, målbar og juridisk bindende.

Vi har også vedtaget EU’s første lov mod kønsbaseret vold – et historisk gennembrud.

Loven anerkender kønsbaseret vold som en forbrydelse i EU-retten og sikrer blandt andet bedre adgang til støtte for ofre, stærkere rettigheder i retssystemet og initiativer mod chikane og overgreb – både offline og online.

Det er første skridt mod reel samtykkebaseret lovgivning i hele EU. Resultatet af mange års feministisk kamp. Et klart signal om, at kønsbaseret vold ikke er et privat anliggende. Det er et strukturelt problem, der kræver strukturelle løsninger.

Men samtidig ser vi en bevægelse i den modsatte retning.

To skridt frem, ét tilbage

I USA rulles DEI-indsatser (diversity, equity, inclusion) aktivt tilbage – både i bestyrelseslokaler, retssale og klasseværelser.

Senest har amerikanske ambassader i Europa advaret europæiske virksomheder om, at aktivt at fremme diversitet kan stride mod amerikansk lov og true deres adgang til at handle med den amerikanske regering.

Tænk over det: En fremmed regering forsøger at presse europæiske virksomheder til at svigte grundlæggende europæiske værdier – lighed, ikke-diskrimination, inklusion – med trusler om økonomiske konsekvenser.

I Europa ser vi samme tendens. Inklusion og lighed fremstilles i stigende grad som en trussel.

I Ungarn kaldes et kys mellem to mænd for "seksuel propaganda".

I Italien fjernes lesbiske mødre fra deres børns fødselsattester.

Abortrettigheder er truet mange steder i verden. Hadforbrydelser stiger, og adgangen til basale velfærdsydelser er fortsat dybt ulige.

I år valgte Europa-Kommissionen desuden i stilhed at droppe et direktiv mod diskrimination – et lovforslag, der ellers skulle have sikret beskyttelse mod diskrimination på baggrund af bl.a. religion, handicap, alder, kønsidentitet og seksuel orientering.

Efter 17 års forhandlinger var vi tæt på et gennembrud. Men pludselig trak Kommissionen sig.

Midt i en global anti-inklusionsbølge – netop når modet er allermest nødvendigt – valgte EU at blinke.

Det er ikke blot skuffende.

Det er farligt.

For det, vi ser, er ikke blot uenighed. Det er et magtopgør. Et forsøg på at rulle hårdt rettigheder, vi har kæmpet hårdt for tilbage.

Derfor skal vi heller ikke betragte fremskridt som en lige linje.

Den bugter sig, går i stå og bliver skubbet tilbage.

Men den bevæger sig også fremad – hvis vi bliver ved med at kæmpe.

Diversitet er ikke et buzzword

Jeg bruger ordet diversitet med omtanke. Jeg ved, det er blevet udvandet og misbrugt som markedsføring.

Men diversitet, lighed og inklusion er ikke et slogan. Det handler om magt. Om, hvem der har ret til at høre til – ikke kun på arbejdspladsen, men i samfundet som helhed.

Det handler om, hvem der føler sig tryg på gaden.

Hvem der er repræsenteret i lærebøger, på stemmesedler, i medierne.

Hvem der bliver forfremmet, betalt rimeligt, taget alvorligt.

Det handler om, hvem der er i lokalet, når beslutninger træffes – og hvem der ikke er.

Da jeg trådte ind i Parlamentet, følte jeg mig ikke bare ung. Jeg følte mig malplaceret. For de politiske institutioner – som så mange andre – er ikke skabt til mennesker som mig.

Derfor er kampen for inklusion afgørende. Den handler om synlighed. Om at udfordre de strukturer, der belønner ensartethed og straffer forandring.

Og om at turde sige det højt.

For det backlash, vi ser nu, handler ikke om "diversitet".

Det handler om magt.

Om, hvem der må fylde.

Om, hvis erfaringer der defineres som normen.

At stå fast i modvind

Det, der skræmmer mig mest i denne tid, er tanken om, at vi begynder at tie stille. At vi indretter os efter stemningen og dæmper os selv.

Men her er, hvad jeg har lært – både fra forhandlingerne i Bruxelles og som ofte eneste unge kvinde i mange rum:

Hvis du ikke selv siger, hvad der betyder noget for dig, så vil andre bestemme, hvad der får lov at betyde noget.

Hvis du ikke selv siger, hvad der betyder noget for dig, så vil andre bestemme, hvad der får lov at betyde noget

Og det er netop sådan backlash virker.

Ikke ved at råbe højere, men ved at slide os op.

Ved at få os til at tvivle på os selv.

Ved at normalisere ensomhed i magtens rum.

Ved at få os til at tro, at fred er vigtigere end fremdrift.

Derfor vil jeg sige det helt klart: Hvis du går op i ligestilling, er det nu, du skal være stædig – ikke tavs.

Hvad der venter – og hvorfor jeg stadig tror på forandring

På trods af modstanden og det langsomme tempo tror jeg stadig på forandring.

For jeg har set, hvad der sker, når folk taler højt.

Jeg har set virksomheder gå fra defensiv til offensiv. Fra tomme erklæringer til reelt at ændre, hvordan de rekrutterer, forfremmer og værdisætter mennesker.

Jeg har set medarbejdere stille spørgsmål, de tidligere frygtede at rejse.

Og jeg har set dem kræve svar – ikke bare de sædvanlige floskler.

Og vigtigst af alt: Jeg har set en ny generation træde ind på arbejdsmarkedet med en helt anden forventning: Diversitet er ikke noget, der blot skal tolereres.

Det skal være i centrum.

Fremskridt sker ikke af sig selv. Men det gør modreaktionen heller ikke. Den vinder kun, hvis vi tillader det.

Så mit budskab til dig, uanset om du sidder i ledelsen, arbejder med politik eller er i dit første job, er dette:

Du behøver ikke være ældre, højere eller mindre idealistisk for at gøre en forskel. Du skal blot være dig selv – og stå fast.

Du behøver ikke være ældre, højere eller mindre idealistisk for at gøre en forskel. Du skal blot være dig selv - og stå fast

Systemerne er ikke skabt til os. Men vi er her alligevel. Lad os gøre dem bedre.

Hvis du skal tage én ting med dig: Stil det ubehagelige spørgsmål.

På din arbejdsplads. I bestyrelseslokalet.

Og bliv ved, indtil du får et ærligt svar.