Hvordan påvirker den amerikanske dollar dine investeringer

Når dollaren bevæger sig, kan den enten give dig medvind … eller snuppe lidt af dit afkast.

Hvis du investerer (eller overvejer at investere) i amerikanske aktier, globale ETF’er eller guld og sølv, så er der én ting du skal vide: nemlig at der allerede er en ekstra faktor, der påvirker dit afkast - nemlig, dollarkursen.

For selvom din portefølje står i danske kroner, så handles rigtig meget af det, vi investerer i, i USD. Og når dollaren bevæger sig, kan den enten give dig medvind … eller snuppe lidt af dit afkast.

Men hvordan fungerer det? Og hvad skal man være opmærksom på?

Det gennemgår vi i denne guide, hvor vi besvarer følgende spørgsmål:

  • Hvad dollarkursen er, og hvorfor den svinger
  • Hvordan den påvirker aktier, du allerede ejer
  • Hvad der kan ske, når du køber, mens dollaren er lav
  • Hvorfor guld og sølv reagerer særligt på dollarkursen
  • Hvad skal du gøre som investor

Hvad er dollarkursen egentlig?

Dollarkursen er prisen på 1 USD målt i danske kroner (DKK).

Danmark har en fastkurspolitik overfor euroen, så kronen ligger meget stabilt overfor EUR, men overfor USD kan den svinge frit.

Men det betyder også, at hvis der sker ændringer i dollaren overfor euroen, så vil det påvirke den danske krone.

Kan Trump påvirke dollarkursen?

De amerikanske dollar er faldet markant overfor den danske krone siden Trump blev præsident i januar sidste år.

Faktisk er dollaren er faldet med 13% i Trumps præsidentperiode overfor kronen. Trump har flere gange givet udtryk for, at en svagere dollar kan være en fordel for USA, fordi amerikanske virksomheder som sælger deres services og varer i udlandet (og derfor i andre valutaer) får flere dollars for de penge, når de veksler tilbage i sidste ende.

Så når vi betaler 129 kr. til Netflix, så kan Netflix i dag veksle de penge til $21, hvor de for et år siden kun kunne veksle dem til $18.

Og på trods af, at dollaren er faldet meget, så udtalte Trump tidligere på ugen, at han mener at dollaren er stærk, og at der ikke er nogen grund til at være bekymret.

Her reagerede dollaren med det samme, ved at blive svækket. Det skyldes, at man blev bekymret for at Trump ikke vil forsøge at styrke dollaren, tværtimod.

Selvom en præsident ikke kan styre dollarkursen direkte, så kan politiske signaler påvirke dollaren.

Det gælder eksempelvis:

  • Markedets forventninger til told og handelspolitik, kan ændre vækst- og inflationsbilledet, som kan påvirke dollaren.
  • Forventninger til renten, blandt andet når Trump presser på for, at renten skal ned.
  • Den generelle tillid til amerikanske aktiver vil også påvirke dollaren.

Hvorfor svinger dollaren?

Valutaer flytter sig af mange grunde, men tre af de største årsager er renter, økonomisk styrke og risikostemning og politik/handel.

Renter

Højere renter i USA end i Europa kan gøre den amerikanske dollar mere attraktiv. Fordi udenlandske investorer og centralbanker så vil købe amerikanske obligationer (hvilket kræver at de køber dollars, som presser kursen op). Omvendt kan dollaren blive svækket, hvis man forventer, at renten vil falde mere i USA end andre steder.

Når der er uro, flytter pengene sig

Når der bliver uro på markederne, flytter mange investorer penge over i det, de oplever som ‘sikkert’ og nemt at sælge igen. Ofte betyder det amerikanske statsobligationer og for at købe dem, skal man bruge dollars. Derfor kan dollaren tit blive stærkere i perioder med global usikkerhed. Men hvis uroen især handler om USA, eller hvis investorer forventer lavere amerikanske renter, kan dollaren i stedet svækkes, hvilket er det, vi har oplevet på det seneste. Modsat bliver et lands valuta generelt mere attraktiv, når der er høj økonomisk vækst i landet.

Politik, handel og tillid

Valuta handler i bund og grund om, hvad resten af verden tror på om et land. Og politik kan hurtigt ændre den historie.

Når der fx kommer snak om handelskonflikter eller nye tariffer (told), kan markedet begynde at forvente, at varer bliver dyrere, at virksomheder får sværere ved at sælge på tværs af lande, eller at væksten bliver lavere. Så reagerer investorer ofte med det samme, fordi de forsøger at placere pengene dér, hvor de tror, der bliver mest stabilitet og bedst afkast.

Offentlige underskud spiller også ind. Hvis en stat bruger langt flere penge, end den får ind, kan det skabe usikkerhed om fremtidig økonomi, inflation og renter. Og usikkerhed kan gøre en valuta mindre attraktiv.

Og så er der signalerne: Når politikere taler om, at de ønsker en stærk eller svag valuta, kan det påvirke markedets forventninger. Ikke fordi de kan styre kursen direkte fra dag til dag, men fordi deres politik kan ændre vilkårene for handel, renter og økonomisk vækst.

Sådan påvirker dollaren dine aktier

Når du investerer i amerikanske aktier, sker der to ting på én gang:

  1. Aktien kan stige eller falde.
  2. Dollaren kan stige eller falde i forhold til danske kroner.

Det betyder, at du kan have ret i din investering … og stadig føle, at afkastet “ikke følger med”, hvis dollaren bevæger sig den anden vej. Det vil altså sige, at selvom aktien går op, så vil værdien på din investering kunne falde, fordi dollaren mister værdi/svækkes.

Lad os tage et eksempel:

1) Aktien stiger, og dollaren stiger

Så får du typisk ekstra medvind. Dit afkast i kroner kan blive større, fordi både aktien og dollaren hjælper.

2) Aktien stiger, men dollaren falder

Så kan en del af din gevinst blive “spist”. Aktien går godt, men når du omregner tilbage til kroner, får du mindre ud af det, fordi dollaren er blevet svækket.

3) Aktien falder, men dollaren stiger

Så kan dollaren faktisk “bløde” faldet op. Du taber på aktien, men en stærkere dollar kan gøre, at tabet i kroner ikke bliver helt så stort.

Det vil faktisk sige, at hvis din aktie stiger +10% i USD, men at dollaren falder 10% overfor DKK, så kan dit afkast i DKK ende omkring 0%.

Og omvendt: Hvis aktien står stille, men dollaren stiger, kan du stadig få et plus i DKK.

Hvad med ETF’erne, der står i euro, men indeholder amerikanske aktier?

Valutaen på fondens “label” (USD/EUR) er ikke det samme som valutaeksponeringen. En S&P 500 ETF kan godt handles i EUR på børsen, men typisk er den underliggende risiko stadig primært i USD.

Er det en fordel at købe, når dollaren er lav?

Og nu til det store spørgsmål: hvornår skal jeg så købe for at få mest muligt ud af dollarkursen. Med andre ord: skal jeg købe, når dollaren er lav?

Når den amerikanske dollar er lavere, er amerikanske aktier og ETF’er billigere målt i kroner. Det kan føles som “udsalg”.

Det kan også blive en fordel, hvis:

  • du køber, mens dollaren er lav
  • og dollaren senere stiger igen (så får du ekstra gevinst)

Men! Og det er et vigtigt men: Det er virkelig svært at time en valuta. Dollaren kan ændre retning hurtigt, og ofte sker de største bevægelser på få dage, hvor man som almindelig investor typisk allerede er “for sent på den”. Valuta reagerer nemlig ikke kun på, hvad der sker lige nu, men på markedets forventninger til renter, inflation, politik og global uro, og de forventninger kan skifte fra uge til uge.

Derfor kan man sagtens ende med at vente på en “endnu lavere dollar”, som aldrig kommer, eller købe fordi dollaren er lav, og så falder den endnu mere bagefter. For de fleste er det mere realistisk at have en fast plan og købe løbende, end at forsøge at ramme den perfekte kurs.

Derfor vil den bedste og mest robuste strategi for de fleste være at:

  • Købe løbende (fx. månedligt) i stedet for at forsøge at ramme “den perfekte dollarkurs”
  • Se dollarkursen som en helt naturlig del af udsvingene i en global portefølje.

Hvordan påvirker dollaren guld og sølv?

Når du køber guld eller sølv, er det ikke kun metalprisen, der betyder noget. Dollarkursen spiller også med, fordi guld og sølv bliver handlet i amerikanske dollars på verdensmarkedet.

Det betyder helt enkelt: Prisen bliver først sat i USD, og bagefter bliver den omregnet til danske kroner. Derfor afhænger prisen, du oplever i kroner, af to ting:

  • Hvad guld/sølv koster i USD
  • Hvad 1 USD koster i DKK

Eksempel:

Lad os sige at en ounce guld koster 5.000 USD.

  • Hvis dollaren koster 6,50 kr, betaler du ca. 32.500 kr (5.000 × 6,50)
  • Hvis dollaren falder til 6,00 kr, betaler du ca. 30.000 kr, selvom guldprisen i USD er den samme.</aside>

Så når dollaren falder, kan guld og sølv faktisk blive billigere for dig i kroner, også selvom prisen i USA ikke ændrer sig.

Men dette gælder også den anden vej rundt.

Hvis du ejer guld, og guldprisen stiger, men dollaren svækkes, så vil din gevinst ikke være lige så høj, som man skulle tro, når man alene kigger på udviklingen af guld.

Ofte ser man en tendens til, at når dollaren bliver stærkere, kan det lægge pres på guldprisen i USD, og når dollaren svækkes, kan guld få medvind.

Men det er ikke en garanti, og der er mange andre ting, som eksempelvis renter, inflation, geopolitik, pengestrømme, som kan dominere.

Det forvirrende her er, at guld kan stige i USD, men dollaren falder, hvilket fører til, at din guldgevinst i DKK bliver mindre.

Samtidigt kan guld falde i USD, men dollaren stiger → faldet i DKK kan blive mindre.

Og i netop perioder med dollar-svaghed har medier også peget på, at guldprisen kan reagere kraftigt (bl.a. fordi nogle investorer søger “sikker havn”).

Hvad kan du gøre som investor?

  1. Tjek din valutaeksponering: Hvor meget af din portefølje er reelt USD-underliggende (USA-aktier, globale indeks, tech, guld/sølv)?
  2. Hvis du investerer langsigtet, er den største fejl ofte at stå på sidelinjen og vente på “den rigtige kurs”.
  3. Hold øje med dine omkostninger når du veksler dine danske kroner til dollar på din handelsplatform (når du køber en amerikansk aktie).
  4. Brug dollaren som forklaring, det kan være en del af årsagen, hvis din USA-del falder i DKK, så tjek om det var aktierne, dollaren eller begge?
  5. Guld/sølv: husk at du får dobbelt udsving, og udsvingene derfor kan virke voldsommere eller måske, at du ikke kan mærke udsvingene så meget som du regnede med.

69805af78133325c59002fe4