Jeg har galopperende tøjskam. Her begynder min vej mod et mere bæredygtigt forbrug

Du skal til at læse en Zetland-historie.

Det betyder, at den er lavet og udgivet af Zetland, og at vi har fået lov til at dele den med dig. Zetland er en anderledes avis, der giver dig mod og lyst til at forstå verden, så vi sammen kan tage ansvar for den.

Hvis du vil have adgang til alle Zetlands serier og historier, skal du blive medlem af Zetland.

GARDEROBESTATIVET ER DET FØRSTE, der kommer op ad trappen – med Laura Lava lige i hælene. I kongeblå kjole, tomatrød læbestift og mønstret silketørklæde i halsen træder hun, med bemeldte garderobestativ under armen, ind i mit hjem og er klar til at tage fat.

Engang arbejdede Laura Lava som personlig shopper i Magasin. Nu er hun kommet for at hjælpe mig, men ikke med shoppingtips, tværtimod. Hun skal hjælpe mig med et problem, der på ingen måde er mit alene.

Sagen er, at jeg drukner i tøj. Eller rettere: Vi drukner i tøj. Tøj er blevet så billigt at anskaffe, at vi forbruger det som fastfood. I 2023 steg danskernes e-handel med tøj. Ifølge Dansk Erhverv shoppede vi allermest via tøjsitet Zalando, men købte også stort ind hos H&M og kinesiske Shein.

Tekstilindustrien er i dag den fjerdestørste klimasynder målt på CO2-udledning, men det glemmer vi, når butikkerne og ikke mindst platformene på nettet frister med afsindigt billigt tøj og mængderabat. Og her i Danmark bliver vi tilsyneladende særligt fristet.

Tal fra Eurostat viser, at danskerne har et tøjforbrug, der ligger 35 procent over gennemsnittet i EU. I Danmark alene blev der i 2020 brændt 677 tons helt nyt og ubrugt tøj. Til at fremstille bare én bomulds-T-shirt har man brug for ti badekar med vand.

Og som Laura Lava formulerer det:

Vi kan i hvertfald sige, vi køber latterligt, vanvittigt, sindssygt meget mere, end vi har brug for

Der er bare det, at jeg elsker tøj, og hvad man kan med tøj, og har altid gjort det, men de sidste mange år har jeg skammet mig over min lyst til at købe nyt tøj – uden at det dog har stoppet mig. Inden jeg blev journalist, var jeg faktisk i færd med at uddanne mig til tøjdesigner. Ud over at jeg var ufattelig dårlig til at sy, som i virkelig dårlig, var det også de åbenlyse etiske udfordringer med overforbrug, kemikalier, børnearbejde og så videre, der fik mig til at skifte spor. Men jeg stoppede ikke med at elske tøj og heller ikke med at købe tøj. Og med årene er min tøjskam vokset proportionelt med min garderobe.

Nu har jeg besluttet mig for at tage det alvorligt. Jeg vil lære at bruge det tøj, jeg har, i stedet for at købe nyt, og det er det, Laura Lava er her for at hjælpe mig med. Jeg siger til hende, at jeg godt kan mærke, at jeg skammer mig på forhånd. Altså som jeg sagde før, jeg krummer lidt tæer over, at vi skal ind og åbne det der skab.

Yes, jeg skammer mig. Men sådan må det være, for lige nu er vi endt i en form for fast fashion-dødsspiral, som vi kun kan slippe ud af, hvis også vi helt almindelige gennemsnitsforbrugere beslutter os for at slå bremsen i over for hurtigtproduceret polyestertøj fra Kina. EU lancerede ganske vist en ny tekstilstrategi i 2022, som er i gang med at blive implementeret, og flere virksomheder arbejder aktivt med bæredygtighed. Og samtidig er vi ifølge Det Europæiske Miljøagentur et sted, hvor det stadig er mere fordelagtigt for tekstilindustrien at producere alt for meget tøj og efterfølgende destruere det frem for at producere mindre tøj til markedet.

‍

DET VAR LEKTOR, PH.D. PÅ DANMARKS DESIGNSKOLE Else Skjold, der forleden i Politiken fik min tøjskam til at bryde ud i lys lue. I et interview sagde hun, at det ville være en god ting, hvis vi begyndte at skamme os lidt over altid at være den, der har en ny skjorte på. Den opfordring ramte mig lige i mellemgulvet, så jeg ringede til Else Skjold for at forstå, hvorfor vi bør skamme os noget mere. “Vi bør i hvert fald som minimum tænke over, at det tøj, vi køber, kommer et sted fra, og at de ressourcer, tøjet er lavet af, er hevet op af jorden, om det så er planter eller dyr, der går på jorden, eller olie. Ligesom vi skal tænke os om og måske spise lidt mere plantebaseret og måske ikke tage så mange flyrejser og generelt tænke over vores CO2-forbrug, så bør det også gælde for det, vi har på.”

Indtil for nylig har det dog været sådan, vurderer Else Skjold, at tekstilproduktionens CO2-belastning er gået ret meget under radaren hos den enkelte forbruger. Fly- og oksekødsskammen er sivet ind, men tøj- og tekstilskammen, not so much.

“Der har været flere undersøgelser, der viser, at vi afkobler os fra det, fordi det jo er så vigtigt for os, hvad vi har på, fordi det jo er en del af vores identitetsarbejde. Måske vil jeg egentlig gerne være moralsk og etisk ansvarlig og gå efter det, der er bæredygtigt, men det vigtigste er nu altså, at jeg får opfyldt mit behov for at se ud, som jeg gerne vil,” siger Else Skjold.

Det giver god mening for mit vedkommende, at mit eget behov for at pynte mig ofte har trumfet min etiske ansvarlighed. Og som Else Skjold siger: Man må meget gerne være glad for tøj og pynte sig. Man bør bare ikke købe en ny festtop hver uge.

LAURA LAVA BESKRIVER SIG SELV som “den personlige shopper, der blev træt af forbrug”. Hun er uddannet designer fra Danmarks Designskole og arbejdede som sådan i mange år, inden hun blev personlig shopper i Magasin.

Hun elskede at finde det rigtige tøj til kunderne, men til sidst fik hun nærmest kvalme af alt det nye tøj, hun solgte til dem. Det handlede om salg og mere salg, og hun nærmest så for sig, hvordan CO2-aftrykket bare voksede efter hver ny kunde.

Alene med tre børn sagde hun i 2018 sit job op. Nu ville hun “udvide samtalen om tøj”, som hun selv kalder det, så den ikke bare handlede om forbrug, men om glæde. “Jeg ville simpelthen snakke om noget andet. Om alt det, der er imellem tøj og mennesker. Det har været en vild rejse, for jeg har skullet omvende folks mindset fra at bruge penge på tøj til at bruge penge på at blive klogere på deres tøj. Altså, simpelthen at forstå tøj. Og det lyder så langhåret, men det er det ikke. Det er faktisk meget konkret.”

Laura Lava er netop udkommet med bogen Genopdag din garderobe og lever nu af at rejse rundt og lave garderobetjek hos private kunder, lave onlinekurser og foredrag. Hun har også en garderobeklub på Facebook, hvor tusindvis inspirerer hinanden til at bruge tøjet i skabet på nye måder.

I gennemsnit bruger vi kun 30 procent af vores tøj, mens 70 procent ligger slumrende hen.

I gennemsnit bruger vi kun 30% af vores tøj

Jeg spørger hende, om hun egentlig ofte støder på folk, der lider af tøjskam. Hun mener, at skammen ofte er dobbelt. Det kan føles pinligt at shoppe for meget, og så kan det føles ekstremt privat, at en fremmed skal kigge ind i ens skab. Det er så her, vi er nu.

"Må jeg åbne, eller vil du?” spørger hun.

“Som du kan se, hænger tøjet dejligt tæt,” siger jeg, da lågerne er smækket op.

Inden Laura Lava kom, nåede jeg lige at fjerne et par prismærker fra noget tøj, jeg købte på et lagersalg for tre måneder siden og stadig ikke lige er kommet i gang med at bruge.

Hun går straks i gang. Enkelte tomme bøjler bliver straks hevet ud. Som en bibliotekar, der sætter bøger på plads, bytter hun rundt på overdele og nederdele i et rasende tempo. Hendes fingre løber rutineret hen over skjorter, toppe og blazerjakker. Fagord som silke, trikotage, bomuld, overshirt og hyggebuks flyver rundt i rummet. Jeg lærer, at der er farver, der elsker hinanden, og at vi alle har tre taljer.

“Jeg kan allerede nu se, uden jeg overhovedet har kigget på noget, at du har en vis orden i forhold til kategorier. Her er en ende med jakker. Og så kan jeg se, at der er noget, der nok skal flyttes,” siger Laura Lava.

Hun behøver heller ikke kigge særligt længe for at konstatere, at der er meget af det hele. Hun taler om “min negative shoppingliste", der handler om tøj, jeg har rigeligt af. Den bliver hurtigt fyldt op. “Du mangler i hvert fald ikke hvide skjorter. Og heller ikke skjorter med prikker. Du mangler heller ikke lyse jakker …”

Senere viser det sig, at jeg heller ikke lige mangler lyse bukser eller sorte bukser eller kjoler eller T-shirts …

For pokker. Hvorfor har jeg og mange andre danskere så meget tøj?

‍

DER ER SELVFØLGELIG DEN NÆRLIGGENDE FORKLARING, at hele vores shoppingkultur er kommet på speed. En boomende nethandel og ditto kæmpe influencerindustri peger konstant på tøj og sko, vi mangler for at se skarpe ud. Men der er også noget andet på spil. Når lektor i bæredygtighed Else Skjold taler om, at vi er blevet afkoblet fra, hvordan tøj bliver til, mener hun det helt bogstaveligt.

Da vi i 1990’erne begyndte udflytningen af hele den danske tekstilindustri til først Østeuropa og siden Asien, var det, som om hele bevidstheden om, hvordan tøj bliver til, og hvad det egentlig kræver af ressourcer at producere tøj, forsvandt sammen med fabrikkerne og symaskinerne.

Tidligere var der en summen af symaskiner over hele den midtjyske højderyg i byer som Herning, Brande og Ikast. Men pludselig – puf – var den væk. Da jeg selv var i gang med at uddanne mig til tøjdesigner, foregik en del af undervisningen netop i en tidligere skjortefabrik, der engang var fyldt med syersker.

Nu er tøjproduktionen ude af syne og derfor ude af sind, lyder Else Skjolds analyse: “Bare tilbage i 1980'erne havde vi i mange landsbyer i Danmark kvinder, der levede af at sy hjemme for vores tøjproducenter. Der var masser af hjemmeproduktion, og der var også masser af tekstilproduktion, så man var bekendt med, hvad det var for noget. Nu flyver det jo bare ud af telefonen og ind i stuen. (...) Det er simpelthen så fjernt fra os, at vi ikke kan forstå det.”

Det [tøjproduktion] er simpelthen så fjernt for os, at vi ikke kan forstå det

Efterhånden som hele den europæiske tekstilproduktion blev outsourcet til Østen, besluttede EU som et udtryk for en stærk tro på globaliseringen og den fri konkurrence at fjerne kvotebegrænsninger for billige importvarer. I 2005 opløste man den såkaldte The Multi Fibre Arrangement. Klip til i dag, hvor der med nye kinesiske shoppingplatforme som Temu og Shein er blevet tilføjet en ny dimension. “Og nu over-spammer de jo blandt andet EU med produkter, der er billigere og ringere i kvalitet. De har jo fuldstændig slået bunden ud af branchen, så dem, der før var fast fashion, nu står tilbage og føler, at de laver haute couture-produkter,” siger Else Skjold.

Ud over at mange forbrugere ender med ekstremt billige og dårlige og klimabelastende varer, betyder det også, at vi over en bred kam mister rigtig meget godt tøjliv i det store overforbrug. “Vi når ikke rigtigt at mærke efter, hvad det egentlig er for noget tøj, der gør os godt,” siger Else Skjold.

“Tøj kommer alt for meget til at handle om det her med at købe noget og ikke om at bruge noget.”

Touché. Jeg er selv typen, der nogle gange benytter retail therapy. Selve købet giver mig et sus, en rus, som ofte allerede er aftaget, når jeg åbner posen derhjemme.

‍

DET KAN GODT VÆRE, AT JEG HAR virkelig meget tøj i mit skab, men det er ikke uden stolthed, at jeg fortæller Laura Lava, at jeg altid har været bannerfører for genbrug. Siden jeg var 11-12 år, har jeg købt en god andel af mit tøj brugt, og sådan er det stadig.

De seneste fem år har jeg noteret mig, hvordan markedet for brugt tøj er eksploderet ikke bare online, men også i fysiske butikker. Jeg har umiddelbart tænkt, at det var lækkert, for så kan jeg shoppe med god samvittighed, ikke?

Desværre, siger Laura Lava. Genbrug er kun en my bedre end ny-forbrug. For det, der fodrer de mange luksusgenbrugsbutikker med helt nyt tøj, er jo netop folks overforbrug af tøj – og tanken om, at man jo netop altid kan sælge det videre, hvis det alligevel ikke helt passer.

Hun møder mange, der ikke kan rumme at høre, at det heller ikke er sagen at gå genbrugs-amok, siger hun. “Så kan de blive helt data-resistente.”

Forståeligt nok. Ingen orker at blive skældt ud hele tiden.

In min research støder jeg også på Tanja Gotthardsen, der er selvstændig rådgiver og med egne ord anti-greenwashing-specialist. Også hun understreger, at genbrug let bliver en sovepude for mange, hvor vi tror, vi gør det rigtige: "Genbrug taler til en afladsfølelse i os. Vi tror, at genbrug eksisterer uden for det etablerede modesystem, men det er jo bare en del af det," siger Tanja Gotthardsen.

Men nu vi taler om at tro, man gør det rigtige: Er det her så overhovedet et spørgsmål om personligt ansvar? Vi taler om en branche, der er en af de mest CO2-udledende, så hvorfor skal jeg fikse det hjemme hos mig selv? Hvad med politikerne og virksomhederne?

‍

NETOP DET HER MED, HVEM DER EGENTLIG har ansvaret, er en stor del af problemet. Alle venter på, at de andre skal gøre noget. Den norske økonom og psykolog Per Espen Stoknes kalder fænomenet for the governance trap, når alle afventer de andre. Hvem trækker først?

Virksomhederne vil først regulere sig selv, når politikerne siger, de skal, politikerne vil først lovgive på området, når de har befolkningens opbakning til det, men befolkningen venter på, at politikerne skal tage initiativet. Og netop hvad angår tekstilproduktion, har der ifølge lektor Else Skjold været meget lidt regulering.

Hele det økonomiske system omkring tekstilproduktion beror på en forretningslogik, hvor man laver alt for mange stykker tøj for at få en billig pris. Virksomheder og tøjproducenter, der gerne vil gøre noget anderledes, er indtil videre ikke blevet belønnet af hverken forbrugerne, politikerne eller de fabrikker i Østen, der typisk producerer tøjet.

Der mangler simpelthen et incitament til at gøre det rigtige. Som ekspert i cirkulær økonomi Lars Fogh Mortensen udtalte for nylig: “Lige nu har vi en industri, hvor det er lettere og billigere at placere for meget på markedet og så destruere, end det er at placere for lidt på markedet.

Else Skjold beskriver det som “en nedadgående skrue uden ende”, hvor indkøberne også køber alt for meget ind, fordi de skal forsøge at ramme en bred gruppe af forbrugere. “Det hele handler om kvantitet frem for kvalitet. Det handler om produktionsvilkår, og du kommer altid bag i køen, medmindre du siger, jeg vil godt have et ekstra antal enheder med.”

Indtil for kort tid siden var der ifølge Else Skjold nærmest ingen opmærksomhed på problematikken omkring det boomende tøjforbrug. Men nu begynder der faktisk at ske noget. EU har netop vedtaget et forbud mod destruktion af tekstiler som en del af implementeringen af en større strategi på tekstilområdet. Man vil tvinge især fast fashion- modevirksomheder til at producere mere ansvarligt.

En del af strategien handler også om på sigt at gøre det forbudt at brænde ubrugt tekstil. I Europa bliver op til 600.000 tons tekstil hvert år brændt, genanvendt eller kørt på lossepladsen uden nogensinde at have været brugt, viser en ny rapport fra Det Europæiske Miljøagentur.

I Europa bliver op til 600.000 tons tekstil hvert år brændt, genanvendt eller kørt på lossepladsen uden nogensinde at have været brugt.

Inden 2027 skal der implementeres 16 punkter. “Og de er allerede i fuld gang som en Pac-Man, der tager punkterne fra en ende af,” siger Else Skjold.

Hvad kommer det til at betyde for en forbruger som mig, spørger jeg hende.

“Du kommer formentlig til at opleve, at det igen bliver dyrere at købe tøj,” siger hun og fortsætter: “Du får ligesom metabolismen ned. Lige nu er alle ved at få blodpropper i deres tøjhjerne. Så vi får sænket blodtrykket lidt og tænkt os lidt om for ligesom at komme tilbage til det der med, hvad kan jeg egentlig rigtig godt lide? Og hvad passer til mine behov, min pengepung og min smag?”

Selvom det var Else Skjold, der bragte tøjskammen på banen, synes hun ikke, vi skal blive ved den. Fortællingen om, at vi skal skamme os, skære ned og miste, er aldrig sjov. “Vi har jo behov for at vende det om og tale om alt det, vi kan vinde.”

‍

DØRENE TIL MIT GARDEROBESKAB er foldet ud som store sommerfuglevinger. Jeg er i gang med at prøve noget af det tøj i mit skab, som ligger i 70 procent-bunken. Altså det ‘sovende’ tøj, som man ikke har gået med længe og er i tvivl, om man egentlig har lyst til at gå med. Vi er ved at forsøge at sænke metabolismen lidt, kan man sige.

Et garderobetjek handler nemlig ikke om at få skilt sig af med så meget tøj som muligt, men om at få godt tøj i brug igen. Det gælder for eksempel et par ternede højtaljede bukser, som jeg engang købte i en jysk genbrugsbutik.

På en god dag kan jeg føle mig Marilyn Monroe-agtig i dem. På en dårlig synes jeg mere, jeg ligner Bagermester Harepus fra Hakkebakkeskoven. Men hvad ser Laura Lava? Hun sætter dem sammen med en lyseblå skjorte og plateausandaler. “Det, du skal have i dit tøjskab fremover, er det, du har en relation til, og jeg hepper altså lidt på de ternede bukser. Jeg synes, du er ret rap i dem.”

Hun foreslår, at jeg skriver ned, hvad jeg køber af tøj og sko. Det ved jeg ikke, om jeg tør.

Og så er der positivlisten. Altså listen over ting, som man faktisk reelt mangler. Problemet er bare, at jeg ikke mangler noget. For ærligt, så elsker jeg at købe tøj, jeg elsker at følge med i mode og strømninger og se på, hvordan folk klæder sig. Det er en form for fritidsinteresse, men sandheden er, at jeg nok ikke behøver købe nyt tøj de næste 30 år, fordi min garderobe allerede er velassorteret. Hvad skal jeg så lave?

“Lad det være en hobby. Lad det være en interesse. Bare lad være med at tænke, at du skal eje det hele. Nyd rusen, når du bliver forført af noget. Tag et billede. Screenshot det. Langt det meste af det, du falder for, kan du finde eller genskabe på en eller anden måde med farverne, med snittet, med et eller andet i noget, du allerede har i din garderobe,” siger Laura Lava.

Hun kalder det at blive ramt af instant gratification over sin egen garderobe. Jeg vil gerne gøre en indsats, men hvad så, hvis alle andre ikke gør? Der flyver jo stadig absurde mængder af dårlig polyester rundt i verden. Kan det så ikke være ligegyldigt, hvad jeg, den enkelte forbruger, gør?

"Når jeg holder foredrag, bliver jeg altid mødt af nogle, der siger, at det hele kan være lige meget af de grunde, du lige har sagt. Så vil jeg bare sige, at det føles bedre at være en del af løsningen. At være en, der har lyst til at prøve.”

Som den amerikansk antropolog Margaret Mead sagde tilbage i 1960'erne: “Tvivl aldrig på, at en lille gruppe tænksomme, dedikerede borgere kan ændre verden. Faktisk er det de eneste, det nogensinde er lykkedes for.”

Laura Lava og tøjstativet forsvinder ned ad trappen igen.

De næste dage må jeg indrømme, at jeg føler mig revitaliseret, det er, som om der er løsnet op for tøjblodpropperne. Tre bukser og en cardigan bliver sendt til reparation hos skrædderen. En leopardfrakke, jeg i halvandet år (!) har forsøgt at sælge på Trendsales, bliver pludselig solgt. Jeg tager Bagermester Harepus-bukserne på, på arbejde. Det går okay.

Måske er jeg blevet ramt af instant gratification over mit gamle tøj. Vi må se, hvor længe det varer..

‍

Kunne du lide, hvad du læste? Hvis du vil have adgang til alle Zetlands serier og historier, skal du blive medlem af Zetland. Og fordi du er medlem af Female Invest, kan vi give de to første måneder for en 50'er.

Som medlem af Zetland får du…

• 🌞 Morgenoverblik – Et nyhedsoverblik på fem minutter
• 🚁 Vores daglige nyhedspodcast, Zetland Helikopter, der graver dybt i døgnets vigtigste begivenhed
• 📖 Tidens vigtigste historier, der giver mod og lyst til at forstå verden
• 🚀 100% journalistik, 0% blinkende annoncer
• 💬 Nysgerrige samtaler, hvor vi i fællesskab bliver klogere