Jeg har set Sidse styre en vild 7. klasse og stadig blive elsket. Her er, hvad hun ved om at tage magten i skolen

Du skal til at læse en Zetland-historie.

Det betyder, at den er lavet og udgivet af Zetland, og at vi har fået lov til at dele den med dig. Zetland er en anderledes avis, der giver dig mod og lyst til at forstå verden, så vi sammen kan tage ansvar for den.

Hvis du vil have adgang til alle Zetlands serier og historier, skal du blive medlem af Zetland.

En augustdag fulgte jeg i hælene på Sidse Bjerge Hansen.

Vi gik igennem gangene på Tagensbo Skole i Københavns Nordvestkvarter, og jeg undrede mig over, at Sidse ikke var mere nervøs.

Hun var på vej over for at have sin første time i en af skolens mest komplicerede klasser. Jeg var der for at se, hvordan man overhovedet kan styre et klasselokale midt i den danske folkeskole, der er så hårdt ramt af uro og mangel på uddannede lærere.

Det første, vi ser, da vi når hen til klassen, er noget meget stort og tungt, der flyver igennem lokalet. Sidse trækker vejret dybt. Og så går vi ind.

Det her er fjerde afsnit i serien Skoleret.

Over de seneste uger har jeg interviewet forskellige mennesker om, hvad en lærer må gøre inde bag den lukkede dør i klasseværelset. Det er en debat, der er startet efter voldsomme historier om lærere, der er blevet udsat for vold, og flere og flere lærere, der klager over, at de ikke kan få ro i deres klasseværelser.

Men i virkeligheden står vi midt i en dybere krise.

En autoritetskrise.

Og det forholder sig så heldigt, at jeg har brugt det seneste halvandet år på at tænke og undersøge netop dét.

For jeg har skrevet en bog om, hvordan det egentlig er at være lærer i den danske folkeskole i dag.

Bogen er et forsøg på at forstå, hvordan vi havnede her, og den er et forsøg på at genfortrylle det her job, som er altafgørende for vores samfund.

Og der er en episode fra bogen, som jeg har tænkt på igen og igen over de seneste uger. Dels fordi den viser, at lærerens virkelighed foregår inde i den mudrede midte, hvor man ikke altid kan bruge idealer og regler til særlig meget, og hvor man er nødt til at finde sin egen vej. Men især, fordi det, jeg så dér i klasseværelset, var, at man nogle gange er nødt til at gøre vanvittige ting, uforudsigelige ting, chokerende og rystende ting for at blive til en autoritet, der styrer et klasseværelse.

Den historie har vi brug for i debatten om, hvad lærerne må. Så i det her afsnit af Skoleret får du historien om sneglesex-episoden i 7. Y.

For godt halvandet år siden besluttede jeg at gå på jagt efter en lærer, jeg kunne kigge over skulderen.

Som jeg sagde til en skoleleder, jeg drak en kop kaffe med på det tidspunkt: Vi har i mange år søbet rundt i problemerne med folkeskolen, med de reformer, der skulle fikse tingene, vi har igen og igen hørt om lærernes benhårde arbejdsforhold og elevernes uro.

Jeg drømte om at finde en lærer, der kunne vise mig, hvordan man overhovedet kunne fungere midt i dét kaos.

Så jeg ledte, sagde jeg til ham, efter en lærer, der var dygtig, men vigtigere endnu, som var stærk nok og modig nok til at turde vise mig det hele.

Sejrene, fejlene, magtkampene, stressen, det hele.

Kort sagt, jeg ledte efter en, der kunne vise mig, hvordan det overhovedet er muligt at styre et klasselokale i denne tid præget af forældretvivl, bureaukrati og gigantiske krav til dem, der har samfundets børn mellem deres hænder.

Skolelederen – han hed Tommy – kløede sig i skægstubbene.

Sidse, sagde han så.

Du skal møde Sidse.

Sidse Bjerge Hansen er 1,60 høj, har kort, brunt hår og er naturfagslærer i de store klasser på Tagensbo Skole. Hun sagde ja til at lukke mig helt ind. Hun følte sig erfaren nok – hun har været lærer i nu 16 år – men først og fremmest havde hun en god grund: Hun vil gerne have folk til at forstå, præcis hvordan det er at være lærer i folkeskolen.

Hvordan var det, at jeg var der hele tiden og så det hele?

“Jeg tror, jeg var igennem hele følelsesregistret,” siger Sidse. “Altså på godt og ondt. Jeg havde jo taget stilling, og jeg havde besluttet mig for, at du skulle se det her job, som det i virkeligheden er.”

Forestil dig, hvis du selv skulle gøre det her og vise en journalist, præcis hvordan du arbejder.

Du kan ikke gøre det perfekt hver dag, journalisten ser også, når du dummer dig, når du laver fesne tricks, springer over, hvor gærdet er lavest. Og tilfældet var, at Sidse endte i en af de største udfordringer i sit lærerliv, mens jeg sad og kiggede på hende.

Det var en udfordring, der ikke kunne løses ved hverken at blive gode venner med eleverne og lytte til deres behov eller ved at tonse hen over dem som en benhård diktator.

Hun løste det ved at ryste eleverne i deres grundvold.

Historien her foregår i 7. Y.

Det er ikke klassens rigtige navn, og du får heller ikke nogen af børnenes navne – det var aftalen for, at jeg kunne være til stede hele tiden.

Årgangen her har lidt et ry blandt skolens lærere, flere vikarer har oplevet at give fortabt. Sidse og jeg følges ad hen ad gangen på vej til klassen. Hun er erfaren og overraskende afslappet. Men gearer sig også op til, at hun skal ind og sætte sig i respekt. På den ene eller anden måde.

Sidse skubber døren på klem og kigger ind til 7. Y.

Hun lukker den hurtigt igen, stiller sig over til væggen på gangen og puster ud.

Kathrine, der lige har haft dem i to lektioner, stavrer ud ad døren, opkogt i hovedet og med øjenbrynene oppe i panden. “Jeg tror lige, jeg giver dem et par minutter,” siger Sidse til hende og smiler.

Kathrine nikker og ryster så lidt på hovedet.

Et pludseligt og aggressivt råb inde fra klassen får mig til at fare sammen.

Jeg kigger frygtsomt på Sidse, men hun ænser det ikke.

Planen for i dag er, at Sidse vil tage klassen med ned i biologilokalet og kigge på de små dyr gennem et mikroskop.

Hele formålet med denne første time er, at 7. Y skal opdage, at hun er værd at lytte til.

Eleverne kender hende ikke, de har aldrig talt med hende før, men Sidse har brug for, at de opdager, at man faktisk kan lave fede og anderledes ting i hendes timer.

Det er hendes måde at sætte sig i respekt og sikre sig anerkendelse i en ny klasse. Hun har brug for at få dem med på projektet og blive til en lærer, de rent faktisk har lyst til at være stille sammen med.

Så det er dagens mål: få ro på klassen og få dem ned i det biologilokale, whatever it takes.

Gennem den åbne dør ind til klassen kan jeg pludselig se noget stort og tungt komme flyvende fra den ene ende af lokalet til den anden.

Én elev skriger.

Det er meningen, at klassens to dukse skal feje klassen, inden Sidses time begynder. Men nogle af eleverne har skilt kostene ad – det var vist et hoved fra en kost, der kom flyvende før – og det ene kosteskaft er på en eller anden måde blevet banket fast i loftet og hænger og dingler.

Sidse baner sig vej ind i kaosset. Hun tager blidt fat i armen på de mest højlydte drenge og prøver at trække dem tæt ind til sig, så hun kan tale med dem, lavt og smilende.

Én får hun sat ned, en anden river sig løs og dasker grinende videre. Der er for mange, hun kan ikke nå at have fat i alle, så Sidse går op til bordet og tavlen for enden af klassen, hvor hun stopper op og bliver helt stille.

Det er et trick, hun elsker, og det virker overraskende tit. En lærers stilhed kan avle stilhed omkring sig. Men det virker ikke nu. 7. Y bliver ved med at råbe. Og nu er Sidse nået til sin sidste udvej: Hun er nødt til at overdøve dem.

“HEY,” råber hun.

Et par af eleverne dukker sig og griner lidt. Hun tager en sprittusch og skriver programmet på den lille tavle ved siden af smartboardet. “Jeg hedder Sidse,” siger hun og peger på sit navn, som hun har skrevet øverst. Hendes mellemgulv er på overarbejde for at få nok lyd ud af den stramme mund. Et par elever griner igen.

“Jaja,” siger hun og nikker langsomt og tungt, “Sidse rimer pååå …?” Man kan ikke udlede noget som helst af den konstante plapren. “Isse, Isse, Isse,” er der en, der nynner.

“JEG SKAL HAVE JER I NATURFAG,” siger hun højt.

Hver gang hun får dem til at være en smule rolige, går døren op, og en eller to elever kommer sjoskende ind for sent. Hun kan ikke slå ned på hver af dem, hun er nødt til bare at lade dem gå ind og sætte sig på deres pladser. Så er der navnerunde – én lyver om sit navn, finder Sidse ud af senere – men efter navnerunden eksploderer uroen igen. Sidse er løbet tør for redskaber og gør nu noget, som hun altid fortryder bagefter. Hun truer dem.

“HEY,” råber hun igen.

“Vi har faktisk en plan her,” siger hun så højt, hun kan, uden at hendes stemme kammer over i falset. “Jeg ville faktisk gerne tage jer med over i biologi og lave alle mulige fede ting, men det kan jeg ikke, hvis jeg ikke kan stole på jer.”

Hun lader rummet blive stille, men ved også, at hun har et meget lille vindue, før klassen bobler over af uro igen, så hun fortsætter, så snart hun har fået vejret, og prøver at gå to trin ned ad stemmestigen.

Biologilokalet er fyldt med dyrt udstyr, forklarer hun. Der er skabe med glaslåger. Der er sjældne udstoppede dyr.

Hvis I ikke opfører jer ordentligt, kommer I ikke med, siger hun. “Jeg skal stole på, at I gør, som jeg siger, ellers kan vi ikke gå derover.”

Alt, Sidse siger her, er sandt – man kan ikke være i biologi, hvis man ikke er rolig – men det er også en trussel.

Trusler skaber afstand mellem hende og eleverne, og – lige så vigtigt – hun er virkelig dårlig til at overholde de trusler, hun stiller op. Men hele hendes strategi for ikke bare denne time, men for hele undervisningen af denne klasse, er, at de skal mærke, at de kan lave fede ting sammen med hende. Det gør man i biologilokalet.

Hun er nødt til at få dem derover, det er det eneste, det handler om nu. Et viskelæder glider i en bue gennem lokalet. “Dem, der kaster med ting, kan ikke komme med,” siger hun. “Hvis man ikke kan finde ud af det, kan man komme ned til Pernille og læse imens.” “

Uuuuh,” er der et par stykker, der siger.

Pernille er hjælpelærer, hun har et lokale i nærheden, hvor hun kan tage imod dem, der har brug for en pause. Det er ikke rigtig en straf at komme derned, men lige nu får Sidse det til at lyde sådan, fordi hendes sætninger er fyldt med udråbstegn.

“Jeg er tæt på, at vi må aflyse,” siger hun.

Hun lyver.

Hun har aldrig nogensinde i sine 15 år som lærer aflyst en tur i biologilokalet. Flere sidder og skyder øjne til sidemanden og smiler akavet i stilheden, mens deres kroppe ulmer.

Sidse vender sig, visker sit navn væk fra den lille tavle med bagsiden af hånden og begynder at skrive planen for den opgave, de skal lave.

“Hey,” er der en elev, der råber. Sidse vender sig hurtigt og ophidset rundt.

“Er det et spørgsmål,” siger hun og stirrer på ham. “Hvad hedder du?” spørger han. Sidse sænker skuldrene og smiler træt.

Sidse opgiver at få helt ro på. Hendes trusler er hule, og der er ingen grund til at blive ved. Så hun samler kladdehæfter sammen og tager klassen med gennem gangene over til biologilokalet.

Et par elever forsvinder undervejs.

Så snart hun låser op, går nogle af de mest urolige drenge straks over og piller ved den udstoppede krokodille, og Sidse må hele tiden skubbe deres hænder væk. Hun tager en slags mikroskoper frem, hvor ungerne kan kigge på små leddyr.

Det fastholder nogles opmærksomhed, men resten farer rundt. Sidse har brugt så lang tid på overhovedet at få dem over i biologilokalet, at de ender med kun at være der i få minutter.

I debatten om, hvordan lærere bør være , og hvad de overhovedet må, ender vi tit med at tale om idealer og regler.

Louise Klinge, en skoleforsker og konsulent, jeg interviewede for nogle dage siden, ville ikke på nogen måde acceptere, at en lærer fysisk griber ind over for elever, medmindre det er for at forhindre, at nogen kommer til skade.

Men det, jeg så i Sidses klasse, var, at en lærer kan være nødt til at gribe fat i en arm for at guide børn ud af en dårlig situation, skubbe hænder væk fra udstoppede dyr eller hive en kost ud af hånden på en dreng, der drejer den rundt faretruende tæt på et glasskab.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, som jeg også har interviewet, talte til gengæld om øget disciplin, og at det vil give mere ro, hvis eleverne bliver advaret om konsekvenserne af deres handlinger.

Ministeren mente ikke, at det var det samme som at true eleverne, men Sidse er ikke bleg for at sige, at det, hun gjorde i 7. Y, netop var at true eleverne.

Det var hendes sidste udvej, som hun greb til, også selvom hun af erfaring ved, at børn meget sjældent gør eller ikke gør noget, fordi de er bange for en eller anden konsekvens.

Det er derfor, Sidse efter timen i 7. Y står og puster ud på gangen ude foran klassen. Hun er forpustet, hendes mavemuskler er ømme af at råbe, og hun står lidt slukøret. Hun truede dem. Det var så dumt, siger hun. Men hun havde bare sådan brug for, at de mærkede et eller andet.

Det er det, Sidse ved om at være en moderne autoritet.

Børnene er nødt til at mærke dig. Nogle gange skal de mærke din krop, nogle gange dit sind, nogle gange din faglighed, men du er nødt til at trænge ind på børnene, ruske i dem på en eller anden måde.

Og hvorfor siger jeg det?

Det siger jeg, fordi jeg også var med i den næste time i 7. Y.

Klip til en uge senere.

Eleverne kan kun se Sidses ryg, da hun fredagen efter igen står foran 7. Y.

Hun bøvler med at sætte skærmen op, så hun kan begynde timen med at vise en video.

Det er et farligt tidspunkt, fordi man på de få minutter, det tager, kan miste kontakten til eleverne.

Der er et ulmende kaos i klassen bag hende. En af drengene sidder helt pakket ind i sorte bukser og en tyk, sort hættetrøje. Hætten har han taget på hovedet, hvor der i forvejen sidder en tophue, og har strammet hættens snore helt til. Han sidder med et tomt blik og smadrer sin flade hånd ned i bordet. Så løfter han den, venter otte sekunder og gør det igen.

Sidse ignorerer det hele og arbejder koncentreret videre med det genstridige smartboard. Men nu er videoen klar. Hun optog den i sin have i weekenden.

“Næserne denne vej! Det, I skal holde øje med,” siger hun med begge pegefingre i vejret og skyder et hårdt blik til to drenge, der giver hinanden lammere.

“Det, I skal holde øje med,” siger hun igen, højere, “er: Hvad er det for nogle dyr? Er de levende? Og hvad laver de?”

Ingen reagerer.

Hun opgiver at få ørenlyd og sætter bare videoen i gang.

Jeg ser ikke på videoen. Jeg sidder ovre i hjørnet og kigger ud over klassen. Og det, jeg ser, er, at 7. Y går i chok.

Det er ikke et stille chok, det er et ekstatisk, foruroliget chok over det, der udspiller sig for øjnene af dem. En af pigerne ved bordet i midten laver bræklyde. En af drengene har sat sig i skrædderstilling på sit bord og læner sig forvirret frem og stirrer på skærmen.

“Hvad er det, de laver!” råber én.

“Hvad tror I?” siger Sidse. Hun står med armene over kors, hviler på hælene og kigger overlegent ud over klassen.

“Det er et … firben?” siger en af de mest urolige drenge.

“Ej,” smiler Sidse.

“Hvad er det, de gør?” siger Tophuen, der før smadrede hånden i bordet. Han klemmer øjnene sammen og åbner læberne.

“Er det en snegl?”

Sidse spjætter med hele kroppen, knipser og peger på ham.

“Hørte I andre det?” siger hun højt, lader blikket glide rundt i hele klassen og kigger igen på Tophuen. “Sig det igen!”

“Snegle,” siger han udtryksløst.

Det er to snegle faktisk, men det er svært at se, for de er viklet ind i hinanden. De hænger i en slimet streng fra en gren og drejer i vinden. Rundt om dem vrider der sig et nopret, hvidt bånd.

Sidse starter videoen forfra. I klassen kæmper uroen og fascinationen mod hinanden.

Det er skrøbeligt, men nu er Sidse fri til at få bølgedale og -toppe ind i sit tonefald. Hun kan tale lavt og trække ungerne ind, men det varer ikke længe, hun er nødt til at holde dem ved ilden og bruge den koncentrerede energi, mens den er der.

Så i stedet for at vente på, at de selv gætter, hvad der foregår, siger hun det selv:

Sneglene parrer sig, forklarer hun. Et nyt chok vibrerer igennem klassen.

“Ej, ej, ej, ej, ej, ej, ej, ej, ej, ej,” lyder det.

Sidse peger ned bagerst i klassen.

“Kan I se, hvem der er hannen eller hunnen?”

“Måske er det den største, der er hannen,” foreslår én.

“Er det to af samme køn?” spørger en anden. Sidse vrikker hovedet fra side til side og spiller kostbar.

“Ikke helt,” siger hun, “men vi nærmer os.” Hun holder endnu en kunstpause, men uroen bobler igen, hun må fortsætte.

“Faktisk er de begge køn. Snegle er både hunner og hanner.”

Flere sidder med åben mund. Sidse skriver “hermafrodit” på tavlen. På videoen dukker Sidses mand op i baggrunden. Han trækker sin hånd op, som holder en saks, og rækker den ud mod slimsnoren, sneglene hænger i.

Klassen gisper og protesterer.

På videoen stopper Sidse sin mand, og klassen ånder lettet op. Hun starter videoen forfra, og man kan igen se de to snegle dreje rundt i vinden. En anden af de drenge, der var mest urolig i sidste lektion, er tiltagende frustreret og rækker en åben håndflade op mod skærmen.

Sidse har hele ugen brugt sine frie minutter på at tale med ham, når hun er stødt ind i ham rundtomkring på skolen.

“Men hvad er det hvide dér!” siger han næsten vredt. Sidse nyder det et øjeblik. Hun har ham.

“Det er deres penisser,” siger hun lavt.

“Hvad?!” lyder det fra venstre side i klassen. En hopper i stolen. Drengen, der stadig sidder på bordet i skrædderstilling, hviner af fryd.

“Hvorfor hænger de i det der slim?” spørger en pige.

“Kommer penissen ud af deres røv?” spørger en anden.

“Faktisk kommer den ud bag øret,” siger Sidse, og flere er ved at vælte ned af stolen.

Det hele er vendt på hovedet. Klassen er tryllebundet. Det er, som om Sidse har givet dem en lussing, hele klassen dirrer. Hun har dem.

Hvad der herefter skete med Sidse og 7.Y  må du læse bogen for at finde ud af. For det her var kun første skridt i hendes forsøg på at håndtere klassen.

Denne her anekdote har ligget i baghovedet de seneste uger, mens jeg har interviewet folk om den moderne autoritet.

Den har ligget der, fordi den er et eksempel på den meget komplekse virkelighed, lærerne skal agere i, men mest af alt på grund af det her: Den viser mig, at for at blive en autoritet kan du ikke nøjes med at skabe tryghed.

Du er også nødt til at turde få det til at gibbe i dem, du står over for.

‍