Jeg overlod hele husholdningen til min kæreste i 30 dage – og opdagede, hvorfor det var så svært at give slip.

Vi har talt meget om det. Mental load.

Og måske tænker du allerede nu: “Ej, jeg orker ikke endnu en mental load-artikel.”

Men hæng lige på.

For det, du skal høre nu, lover jeg, giver et helt nyt perspektiv – og langt mere dybde – til samtalen.

Mental load er et emne, der vækker stærke følelser hos både mænd og kvinder.

Og det er ikke så mærkeligt. For det handler om ansvar, usynligt arbejde og alt det, der får et liv og en hverdag til at hænge sammen – uden at nogen lægger mærke til det.

Problemet er bare, at samtalen ofte går i ring.

Sat på spidsen ender debatten sådan her:

Kvinder er frustrerede og trætte af at lave det hele – og skal lære at give slip.

Mænd er dovne og skal bare steppe op.

Og så stopper vi dér. Vi kommer ikke rigtig videre.

Derfor var det så opfriskende at dykke ned i Maria Brus Pedersens nye bog “Sig til hvis jeg skal hjælpe.”

Så jeg inviterede hende ind til en snak om eksperimentet, som bogen handler om. Et eksperiment, der ændrede alt for hende og hendes kæreste.

Og i lydversionen kan du høre dele af vores interview.

Ligesom mange andre sad Maria og hendes kæreste Johannes fast.

Uden at lægge mærke til det, var de endt i en dynamik, hvor det var Maria, der var projektleder for husholdningen og havde det forkromede overblik.

Det var ikke godt for nogen af dem. Maria var træt og irriteret over at tage alt ansvaret og Johannes følte ikke, han kunne gøre noget rigtigt.

Blindgyde.

Noget radikalt skulle der til for at ryste op i det hele. Vende dynamikken på hovedet.

Så hvad gør man?

Man laver et eksperiment.

‍

Det afgørende eksperiment

I en hel måned skulle hendes kæreste Johannes stå for alt det praktiske i hjemmet og planlægningen.

Og Maria?

Hun måtte ikke blande sig. Overhovedet.

Men hvorfor endte de der, hvor de indgik en kontrakt om et ekstremt eksperiment?

De havde boet sammen i tre måneder, da Maria opdagede, at de gamle kønsroller stille og roligt var rykket ind med flyttekasserne.

Hun var blevet den, der planlagde, handlede ind, vaskede tøj og huskede det hele.

‍

Og ikke nok med det, så var hun blevet et leksikon, som Johannes brugte til at få svar på de mærkeligste spørgsmål (…som han i øvrigt godt kendte svaret på)

• Hvor mange grader vasker man t-shirts på?
• Har vi mere spaghetti?
• Hvor skal lagnerne være henne?

‍

Maria kunne ikke forstå, hvad der skete.

For inden de flyttede sammen, havde han jo klaret alle opgaverne selv. “Han er en fantastisk kok, og lægger utrolig meget omsorg i at lave mad til andre.” Fortæller Maria mig i interviewet, da vi taler om deres dynamik, inden de fik fælles adresse.

“Men der skete et eller andet, da vi flyttede sammen. Jeg er mere på hjemmebane. Jeg har holdninger, erfaringer og en plan.” Uddyber Maria.

“Jeg har en idé om, hvordan gør vi rent, hvordan har vi gæster på besøg, og jeg har også en usagt forventning til, at det skal man rette ind efter. Og Johannes, han har ikke forholdt sig til de ting, men han får heller ikke muligheden for det.”

Frustrationen voksede hos dem begge, når de gentog de samme skænderier gang på gang.

Det kulminerede en aften, fortæller Maria mig i interviewet, i mens hun smiler lidt nervøst.

"Det er mig, der foreslår, at vi skal lave eksperimentet. Og det kommer af en episode, som jeg synes er lidt pinlig.“

Hun uddyber:

“Det er en almindelig hverdagsaften, hvor vi bare har hygget herhjemme, og min kæreste har ordnet noget vasketøj. Da vi går i seng om aftenen, så skal jeg finde noget undertøj og kigger i min skuffe. Jeg åbner den og kan se, at det hele er kastet derned. Demonstrativt tømmer jeg  indholdet ud på sengen, og siger vredt til ham: ‘Det er jo ikke en hjælp, hvis ikke du gør det ordentligt.”

‍

Johannes reagerer undskyldende og prøver at glatte ud.

Men midt i det hele det går der noget op for hende.

“Er det i virkeligheden fordi, du synes, at det er mit ansvar at vaske tøj og lægge det på plads?”

Svaret er ja.

Det indrømmer en fortvivlet Johannes, der næsten ikke kan være i sig selv.

Hvordan endte vi her?

Johannes og Maria på overarbejde

Dagen efter vasketøjssituationen, kan hun stadig ikke slippe det.

Så hun får en idé og sender Johannes en sms:

‍“Skal vi ikke lave et eksperiment? Hvad nu hvis vi siger, at i en måned står du for det hele herhjemme?”

Og den var Johannes med på.

Sammen definerer parret tre regler, som de skal følge.

• Regel nr. 1 Han skal gøre det hele. Vaske tøj, gøre rent, købe ind, holde styr på kalenderen, planlægge ferier og fester, holde styr på økonomien og sikre det generelle overblik
• Regel nr. 2 Maria skal gøre ingenting. Hun skal blande sig udenom, og lade være med at minde ham om ting og komme med forslag og ikke kommentere på ting.
• Regel nr. 3 De må ikke gå fra hinanden.

‍

Og med det på plads går eksperimentet i gang.

Hvad nu hvis vi siger, at i en måned står du for det hele herhjemme?

De første dage: rod, toiletpapir og kontroltab

De første dage af eksperimentet går mildest talt ikke som planlagt.

Maria havde forestillet sig, at det ville blive en sejr.

"Jeg tænkte, at det eksperimentet var en smart idé, fordi min kæreste ville opdage, at det er surt at stå med alt arbejdet og opleve hvor hårdt det er at være den, der skal huske alt det, der får et liv til at hænge sammen. Og at han ville se alt det, jeg havde gjort indtil da. Jeg tænkte, at der lå en klar sejr til mig. Og jeg tænkte jo også, at det ville blive dejligt afslappende for mig. Det var planen, men virkeligheden var lidt en anden…“

‍

For sådan går det ikke.

Dag 2…

Allerede på dag to begynder det at rode.

Nullermændene danser på stuegulvet, bunkerne vokser, og køleskabet begynder at ligne en minimalistisk installation.

Og Johannes?

Det er slet ikke gået op for ham, at der ikke er blevet handlet i flere dage. For han går på arbejde, spiser frokost, mødes med vennerne efter arbejde og spiser middag.

Maria derimod, arbejder hjemmefra ved spisebordet imellem bunkerne og mærker uroen vokse.

Hvornår handler han ind? Kan han virkelig ikke se, hvad der skal gøres?

Maria er allerede presset.

Det går op for hende, at hun har spist muggent rugbrød to gange, fordi Johannes endnu ikke har købt ind. Hun glæder sig til, at han kommer hjem og laver aftensmad til hende.

Men det er en fejl.

Han kommer rullende ind ad døren sent uden indkøbsposer i hænderne.

Han har spist en kebabrulle med en ven efter arbejde. Men har glemt at købe noget med til hende.

Den aften laver Maria pasta med ketchup til sig selv og går sur i seng.

Dag 3…

Vi er kun tre dage inde i eksperimentet, da Maria gør noget, som hun skammer sig en smule over.

Hun forklarer:

“Der sker noget på dag tre. Jeg bliver jo et vanvittigt menneske. Manden har ikke lagt an til at skulle handle. Jeg kan se, der er tre toiletruller tilbage. Der begynder katestrofetankerne at melde sig. Jeg tager en af de her toiletruller og propper den op under blusen. Og lister ind på soveværelset og gemmer toiletrullen under sengen. For jeg tænker, hvis han glemmer det.. så har jeg preppet. jeg var helt panisk.”  fortæller hun mig grinende, mens hun ryster på hovedet.

Jeg spørger hende ind til toiletrullesituationen og om hendes egen mental load, og hun uddyber:

“Det er jo sjældent, at vi hylder nogen for at have købt toiletpapir.. Det er noget, man først opdager, når de ikke bliver gjort. Og sådan er det jo med meget af det her omsorgsarbejde: vi opdager først, hvor meget vi har brug for det, når det mangler”

Sådan er det med omsorgsarbejde: vi opdager først, hvor meget vi har brug for det, når det mangler

Da jeg læste denne toiletrullesituation i bogen, kunne jeg ikke lade være med at smile.

Men faktisk peger den også på noget mere seriøst.

Nemlig at Marias tillid til Johannes begynder at dale drastisk, som eksperimentet skrider frem.

“Det kommer også til udtryk ved at jeg ikke har tillid til ham. Og noget af det er jo reelt nok - køb nu bare det toiletpapir og overhold vores aftaler, punktum. Men noget af det er også meget stort hos mig. Og det er ikke så rart ikke at blive mødt af tillid. Min kæreste har al tillid til mig. Men han siger jo til mig: du har ikke tillid den anden vej. “

Hun uddyber:

“Jeg begynder at se, at jeg har ekstremt svært ved at afgive kontrol. Helt konkret er min krop meget i alarmberedskab. Og efter eksperimentet tænker jeg meget over, hvor har jeg lært, at det er farligt ikke at have kontrol?”

Hvor har jeg lært, at deter farligt ikke at have kontrol?

I bogen åbner Maria ærligt op og fortæller, at kontrolbehovet er ikke opstået ud af det blå, men har rødder i hendes egen opvækst.

Hun voksede op med en mor, der var alene med to børn – en barndom fyldt med kærlighed, men uden meget overskud.

Hendes mor og far drak, og det var ikke altid, at der blev lavet aftensmad, fortæller hun mig.

Og så måtte hun jo lave det selv.

Menuen?

Pasta med ketchup.

Den selv samme kulinariske oplevelse, som fik bægeret til at flyde over og gøre hende virkelig vred på dag to.

Hun fortæller om pastaepisode:

“Det er det med, at nogen har lovet mig, at jeg får mad. Og det ansvar har de ikke levet op til. Det var en følelse af at være et lille barn, uden forældre der lavede mad. Det var total triggering, og jeg opdagede det først måneder senere. Jeg blev virkelig vred. Og Johannes står der, og spørger hvorfor betyder det så meget for mig? Og der bliver det bare tydeligt, at vi har alt muligt med os. Vi har et ansvar for at tage det på os. Hvordan undgår vi at det går ud over os selv og andre.. “

Som storesøster lærte Maria tidligt, at tage ansvar var en måde at hjælpe på.

“Jeg kunne mærke, at når jeg tog ansvar, så faldt der ro på. Men det blev også min måde at føle mig tryg på,” fortæller hun.

Det mønster har fulgt hende ind i voksenlivet, og kommer frem på uhensigtsmæssige måder i hendes og Johannes dynamik:

“Jeg har lært mig selv, at det er farligt ikke at have kontrol,” siger hun.

‍“Men i et parforhold bliver det jo en fælde. Jeg holder fast i noget, der ikke er godt for mig - eller for os.”

Som hun skriver i bogen:

Når man som barn har lært, at kærlighed er betinget, bliver det vigtigt at kende de præcise betingelser. Hvor går grænsen? Elsker du mig stadig, hvis jeg er urimelig? Elsker du mig stadig hvis jeg sætter dig til at gøre rent i en måned?

‍

Eksperimentets sidste dage

Efterhånden som dagene går, begynder Johannes at tage opgaverne på sig — på sin egen måde.

Han finder sin egen rytme, lærer ved at fejle, glemmer ting, retter op igen.

Og langsomt begynder Maria at forstå, at hvis hun skal holde sig ude af det, må hun acceptere, at det ikke bliver gjort, som hun ville have gjort det.

Mod slutningen af måneden ser Maria ham tage initiativ, købe hendes yndlingsmysli, planlægge gæstemiddage og tage ansvar for deres fælles hjem.

Hun ser ham drage omsorg.

Og der sker også noget andet.

I takt med at Johannes får meget mere og mere selvtillid og tager ejerskab, opdager hun også, hvor tiltrækkende det er, at se ham lykkes.

At ansvar faktisk er smukt.

“Der er jo ikke noget bedre end at se mennesker, man elsker, tage ejerskab,” siger hun.

“Det er jo grundlæggende bare fedt at se folk, man holder af, være kompetente.”

De to sidste uger af eksperimentet bliver deres bedste.

Sig til hvis jeg skal hjælpe

I dag har Maria og Johannes fået et nyt sprog for de praktiske opgaver i hjemmet. Skyld og skam er blevet erstattet af nysgerrighed.

Når konflikterne dukker op, kan de sige: “Kan du huske dengang i eksperimentet?”

For nu har de et fælles udgangspunkt at tale ud fra.

“Vi vil jo begge gerne have et hjem, vi har lyst til at være i,” siger Maria.

Og så har hun lært en anden vigtig lektie undervejs.

“Det handler om at kunne tale om de her ting uden at gøre det til noget farligt.”

For hende blev eksperimentet ikke bare et ligestillingsforsøg, men en erkendelse af at mental load ikke kun handler om samfundets strukturer – men også om de historier, vi selv bærer med os og tager med ind i parforholdet.

Vi kan tale nok så meget om ligestilling, opgaver og kønsroller - og det skal vi blive ved med, men der er også alt det, der ligger under overfladen:

Opvækst, vaner, sociale normer, forventninger og vores egne gamle mønstre sniger sig med ind i voksenlivet og ligger på lur til den dag, hvor vi træder ind i parforholdet — også selv når vi tror, vi har lagt dem fra os.

Der er meget på spil, når vi taler om mental load.

Det handler ikke kun om, hvem der laver indkøbslisten, står for madlavningen eller husker svigermors fødselsdag.

Det handler om de usynlige scripts, vi alle sammen har fået udleveret: Fortællingen om, at kvinders kærlighed måles i omsorg og overblik. Og at vi har andre forventninger til vores piger end vores drenge.

Og det er netop det, Maria Brus Pedersen har formået at vise med sit eksperiment:

At mental load ikke kun er en kamp om at holde regnskab over “hvem der gør mest”, men et spejl på, hvem vi er, og hvordan vi er blevet til dem, vi er.

For selv når vi ved alt om kønsroller og har talt om ligestilling i årtier, kan det stadig være ekstremt svært at slippe de mønstre, vi har lært at overleve med.

For Maria blev eksperimentet en påmindelse om, at ligestilling i hjemmet ikke nødvendigvis kun handler om, at den ene skal tage mere ansvar — men at den anden skal turde give noget af det fra sig.

…Og at det ikke er en katastrofe, hvis der mangler toiletpapir.