Perfektionens pris - Mit opgør med imposter-syndrom, perfektionisme og den endeløse jagt på at bevise mit værd

Hvad sker der, når en kvinde, der altid har stræbt efter at præstere på højeste niveau – og nu er blevet bestsellerforfatter – stopper jagten og begynder at lytte?

I denne historie deler, Inequality researcher og post doc, Martyna Berenika Linartas, hvordan hendes stræben efter perfektionisme og ekstern anerkendelse næsten fik hende til at knække, og hvordan hendes største gennembrud skete, da hun begyndte at give slip.

Det her er ikke en klassisk succeshistorie. Det er et bundærligt indblik i imposter-syndrom og den sejlivede myte om, at vi alle får succes alene gennem hårdt arbejde.

Med udgangspunkt i sin nye bog Unearned Inequality beskriver Martyna sin rejse fra konstant at stræbe mod større ambitioner og til at opnå en dyb og rolig glæde – alt sammen drevet af én enkel, men radikal handling: nemlig aktiv lytning.

Så for enhver kvinde, der har jagtet succes eller tvivlet på sit eget værd, rummer Martynas historie noget der er langt vigtigere end gode råd: en tilladelse til at trække vejret, stole på sig selv – og være fuldt til stede.

Når præstation bliver identitet

Jeg har hele livet målt mit eget værd i mine præstationer.

Som barn lærte jeg hurtigt, at ros og anerkendelse fulgte med topkarakterer og gode resultater. At yde, levere og imponere blev min identitet. Det gav mig en følelse af kontrol – men også en afhængighed.

Problemet var, at det aldrig var nok.

Jeg jagtede hele tiden det næste bevis på, at jeg var dygtig nok. God nok.

Det skabte et konstant pres – og det gav de perfekte vilkår for et blomstrende imposter syndrome.

Du ved, den der stemme i dit hoved, der hvisker: “Du er ikke god nok. Du er bare heldig. En dag finder de allesammen ud af, at du ikke ved noget som helst.”

Da det begyndte at knække

Jeg husker tydeligt en episode under mit bachelorstudie i Madrid: Jeg havde skrevet én stor opgave, som mine to undervisere havde godkendt, at jeg kunne aflevere til begge fag.

Den ene underviser gav mig topkarakter, den anden en middelkarakter.

Den lavere karakter gjorde mig så rasende, at jeg hamrende en knytnæve ind i væggen.

Jeg vidste ikke, om den var brækket – og ærligt talt var det ligegyldigt.

For det handlede ikke om karakteren alene, men om alt det, den symboliserede for mig: tvivlen, utilstrækkeligheden, frygten for at blive afsløret som “ikke god nok”.

Jeg reagerede ved at presse mig selv endnu hårdere.

Perfekte resultater og toppræstation blev min strategi for at overdøve mit impostersyndrom og mine følelser af ikke at være god nok.

Men det var en ond spiral, der langsomt drænede mig for energi og glæde.

‍

Et enkelt spørgsmål ændrede alt

Vendepunktet kom under min ph.d., hvor jeg fik tilbudt individuel coaching.

Jeg gik til sessionerne med en klar feministisk ambition: Jeg ville lære at vinde debatter mod erfarne, mandlige akademikere.

Men min coach overraskede mig med ét simpelt spørgsmål:

“Hvem beundrer du for deres måde at kommunikere på?”

Jeg nævnte en sociolog, jeg syntes virkede ægte, rolig og til stede i samtalen.

“Han lytter virkelig,” sagde jeg.

Og så spurgte hun: “Kan du sige det samme?”

Svaret var nej.

Jeg indså, at jeg i samtaler altid planlagde mit næste argument, frem for at lytte til hvad der blev sagt.

Jeg var mere optaget af at fremstå klog og velforberedt end af at være nærværende.

At turde slippe perfektionen

Det blev mit wake-up call.

Jeg forstod, at min jagt på perfektion faktisk stod i vejen for mig.

At være til stede – at lytte aktivt – kræver, at man tør give slip på kontrollen og stole på, at man ved nok, som man er.

Jeg begyndte bevidst at øve mig.

Hver gang jeg tog mig selv i at planlægge et svar, mens den anden stadig talte, stoppede jeg op og mindede mig selv om, at jeg bare skulle lytte.

Det var overraskende svært – men også ufatteligt befriende. Og det ændrede ikke bare mine samtaler, men hele min forståelse af succes.

For i dag handler succes for mig ikke om at være fejlfri eller at imponere andre.

Det handler om at være til stede, føle glæde i det, jeg laver, og have modet til at være menneskelig – også når jeg laver fejl.

‍

En ny målestok for succes

Da jeg begyndte at prioritere aktiv lytning over min perfekte præstation, ændrede samtalerne sig fuldstændigt.

Jeg opdagede, at et godt møde eller en god dialog ikke handler om at bevise, hvor meget man ved, men om at mødes som ligeværdige og give hinanden fuld opmærksomhed.

Tidligere havde jeg ubevidst gjort mig selv til midtpunktet.

Jeg sad fast i mit eget hoved, planlagde mine argumenter og tænkte på, hvordan jeg kunne lyde klogest.

Det var en form for arrogance forklædt som forberedelse. For hvis jeg hele tiden var optaget af mit næste svar, respekterede jeg faktisk ikke den person, jeg talte med, eller samtalen i sig selv.

‍

Da jeg begyndte at give slip på det, skete der noget.

Jeg blev mere afslappet.

Jeg turde indrømme, når jeg ikke havde alle svarene.

Jeg begyndte at stole på, at det, jeg vidste, allerede var lagret et sted og var klar til at blive brugt, når eller hvis det blev relevant.

Og vigtigst af alt: Jeg stoppede med at tage mig selv så alvorligt.

At være til stede – også i pressede situationer

Denne nye tilgang ændrede ikke bare små hverdagssamtaler, men også situationer, hvor presset var størst.

Som eksempelvis under mit ph.d.-projekt, hvor jeg interviewede nogle af de rigeste og mest magtfulde mennesker i Mexico og Tyskland.

Tidligere ville jeg have brugt dagevis på at researche og tage noter, i frygt for at glemme noget vigtigt.

Men nu forberedte jeg mig grundigt – og derefter lod jeg det ligge.

Og så snart et interview startede, var jeg rolig, fokuseret og fuldt til stede.

Aktiv lytning gav mig en følelse af balance. Uanset om personen foran mig havde en imponerende titel eller en enorm formue, mødte jeg dem som et ligeværdigt menneske.

Jeg huskede mig selv på, at ingen går på vandet – og at vi alle går på toilettet. Det lyder måske fjollet, men det hjalp mig med ikke at blive intimideret.

Fra kontrol til tillid

Når jeg går på en scene i dag, så er det uden den indøvede tale og den konstante terpen.

I stedet tager jeg en dyb indånding og minder mig selv om:

Jeg ved, hvad jeg taler om. Jeg stoler på mig selv. Og hvis jeg laver en fejl, nyder jeg stadig det, jeg gør.

Det betyder ikke, at jeg møder op uforberedt. Det betyder bare, at jeg ikke længere er afhængig af at følge et manuskript til punkt og prikke.

Når viden ikke bare sidder i hovedet, men også i kroppen, kan man give slip på scriptet – og være det.

Men det er ikke noget, man lærer én gang for alle. Det er en praksis og jeg øver mig stadig.

På svære dage kan jeg mærke de gamle mønstre vende tilbage: at jeg begynder at tjekke tal manisk, køre svar igennem i hovedet og spørge mig selv, om jeg var “god nok”.

Glæden, taknemmeligheden – og de dårlige jokes

De dage bliver heldigvis sjældnere. Jeg prøver at være opmærksom på, at succes nemt kan fodre egoet. Jeg græd, da jeg fik min ph.d. med udmærkelsen summa cum laude. Og jeg græd igen, da min bog nåede førstepladsen på faglitteraturlisten.

Var det, fordi jeg endelig følte, jeg havde “klaret den”? Fordi jeg var taknemmelig? Eller bare lettet?

Måske det hele på én gang.

Perfektionisten i mig ville stadig ønske, jeg havde opnået endnu mere. Men nu møder jeg mig selv med mere tålmodighed og minder mig selv om, at det er okay. Jeg arbejder på det.

For i sidste ende handler det ikke om målet – men om rejsen.

Ja, jeg ved godt, det er en kliché. Og ja, jeg smider den ind alligevel. Det er nu engang min humor.

Og hvis du ikke synes, det er sjovt? Så er det også okay.

For jeg nyder det, jeg laver – selv de dårlige jokes.