Novo Nordisk slog forventningerne, men Eli Lilly vinder vægttabskrigen

Novo Nordisk slog forventningerne, men Eli Lilly vinder vægttabskrigen

Novo Nordisk har netop aflagt regnskab, og på papiret er det faktisk et rigtig fornuftigt regnskab: Selskabet slog analytikernes forventninger til indtjeningen og hævede endda sine forventninger til resten af året.

Alligevel faldt aktien.

Forklaringen skal findes hos konkurrenten Eli Lilly. Den amerikanske medicinalgigant leverede nemlig et regnskab, der ikke bare slog forventningerne, men overgik dem markant – samtidig med at selskabet hævede sine forventninger til resten af året markant.

Det er netop denne kontrast, der lige nu definerer kampen om markedet for vægttabsmedicin. Og det er en kamp, der er værd at følge og forstå, hvis du – som de fleste danskere – har Novo Nordisk i din opsparing eller pension.

Her får du et overblikket over, hvad der sker, og hvad det betyder for dig som investor.

Novo Nordisk: Novo: Et fornuftigt regnskab, der alligevel fik aktien til at falde

På papiret leverede Novo Nordisk et solidt kvartal. Selskabets omsætning voksede 13 procent i årets første halvår - eller 18 procent, når man renser for valutakurseffekter (den underliggende vækst, når man ser bort fra, at dollar og andre valutaer har bevæget sig i forhold til den danske krone).

Samtidig hævede Novo Nordisk sine forventninger til hele året og indsnævrede sit forventede fald i indtjeningen fra et interval på minus 4 til 12 procent til et langt smallere interval på 0 til minus 6 procent.

Alligevel faldt aktien omkring 6 procent.

Årsagen er, at investorerne ikke kun kigger på, om Novo leverer gode resultater. Investorerne er mindst lige så optagede af de hårde prisnedsættelser, som Novo Nordisk har måtte indføre for at konkurrere med Eli Lilly. Novo Nordisk været nødt til at sænke priserne på sine vægttabsprodukter på det amerikanske marked, hvor priskrigen for alvor raser.

Analytikere har også sat spørgsmålstegn ved, om regnskabet var helt så stærkt, som det umiddelbart så ud. De peger blandt andet på, at engangsforhold, herunder justeringer af de rabatter Novo Nordisk  tilbagebetaler til amerikanske forsikringsselskaber, kan have fået resultaterne til at se bedre ud.

Derudover vokser bekymringen for, hvad der skal drive væksten efter Ozempic og Wegovy. Novos næste generation af fedmemedicin, CagriSema, skuffede i et af de afgørende kliniske forsøg tidligere på året, hvilket har rejst tvivl om, hvorvidt selskabet kan følge med Eli Lillys udvikling af nye produkter.

Også salget af Wegovy-pillen lå en anelse under nogle analytikeres forventninger.

Novo Nordisks topchef afviser dog, at pilleversionen af Wegovy er en skuffelse. Han peger blandt andet på, at pillen nåede endnu en million recepter på blot fire uger, mod 11 uger for den første million. Samtidig peger han på, at 80 procent af brugerne er helt nye i GLP-1-behandling, altså den type medicin som både Ozempic, Wegovy og konkurrenternes produkter tilhører.

Ifølge Novo betyder det, at pillen ikke blot stjæler patienter fra de eksisterende injektionsbehandlinger, men er med til at udvide hele markedet. Topchefens forventning er derfor, at fremtidens GLP-1-marked i højere grad kan komme til at bestå af piller frem for injektionsbehandlinger.

Det har været et hårdt år for Novo Nordisk, der for blot 18 måneder siden kortvarigt var Europas mest værdifulde virksomhed. Siden da er aktien faldet markant og ligger stadig omkring 75 procent under sit toppunkt fra midten af 2024, selv efter en del af tabet er hentet tilbage i år.

Eli Lilly buldrer frem

Mens Novo Nordisk kæmper med at overbevise investorerne, fortsætter konkurrenten Eli Lilly sin stærke fremgang. Den amerikanske medicinalgigant står bag Zepbound, den mest direkte konkurrent til Wegovy.

Eli Lillys regnskab var opsigtsvækkende. Omsætningen nåede knap 23 milliarder dollar i kvartalet, mens analytikerne havde forventet 20,7 milliarder dollar. Den justerede indtjening pr. aktie (overskuddet fordelt på hver enkelt aktie, når man renser for særlige engangsposter) endte på 8,38 dollar mod markedets forventede 6,01 dollar.

Samtidig hævede selskabet sine forventninger til årets omsætning til 85-87 milliarder dollar. Aktien steg mere end 5 procent efter offentliggørelsen.

Det er Eli Lillys fedme- og diabetesmedicin, der driver væksten.

Diabetesmidlet, Mounjaro, solgte for 9,94 milliarder dollar globalt i kvartalet, hvilket er en stigning på 91 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år. Vægttabsproduktet, Zepbound, omsatte for 4,93 milliarder dollar alene i USA, hvor salget steg 44 procent.

Eli Lilly vinder også kampen om at blive dækket af de amerikanske sygeforsikringer: Zepbound bliver nu tilskudsberettiget af flere forsikringsordninger end Wegovy. Det betyder i praksis, at flere amerikanske patienter kan få medicinen billigere gennem deres forsikring, og at læger og forsikringsselskaber i højere grad anbefaler deres produkt.'

Samtidig ser selskabets udvidelse af produktionskapaciteten ud til at have kunne betale sig, efter at selskabet tidligere har haft leveringsudfordringer fra 2022 til 2024.

Det interessante er, at priserne faktisk er faldet. Eli Lilly har tilbudt rabatter - særligt til kunder, der selv betaler uden forsikringsdækning. Men mængderne stiger så hurtigt, at det mere end opvejer prisfaldet.

Eli Lillys topchef forventer, at antallet af patienter i GLP-1-behandling globalt vil vokse fra 20 millioner ved udgangen af sidste år til 30 millioner ved udgangen af 2026.

Desuden offentliggjorde Eli Lilly de første salgstal for deres nye fedmepille, Foundayo, som blev lanceret i april. Pillen omsatte for 98 millioner dollar i sit første fulde kvartal, hvilket var en smule under markedets forventninger.

Hvad det betyder for dig som investor?

GLP-1-markedet vokser stadig hurtigt, konkurrencen er blevet langt hårdere, og Novo Nordisk er ikke længere alene om at sætte dagsordenen.

Den amerikanske offentlige sygesikring, Medicare, begyndte den 1. juli at dække fedmemedicin. Det kan give et ekstra løft til markedet i årets anden halvdel, og udviklingen bliver derfor værd at holde øje med, når selskaberne offentliggør deres næste regnskaber.

Hvis du har sundhedsfonde eller brede globale ETF’er i din portefølje, ejer du sandsynligvis allerede aktier i både Novo Nordisk og Eli Lilly. Du behøver ikke ændre noget på baggrund af ét enkelt kvartalsregnskab, men det kan være en fordel at forstå, hvad der driver forskellen mellem de to selskaber, når du skal navigere i nyhederne og forstå udviklingen i din egen portefølje.

For dig som investor er det mere interessante spørgsmål, hvor holdbart GLP-1-boomet egentlig er? Priskonkurrencen er allerede en realitet, konkurrencen skærpes, og både myndigheder og forsikringsselskaber holder nøje øje med omkostningerne.

Denne uges regnskaber tyder på, at markedets forventninger er tårnhøje og der skal ikke meget til, at skuffe investorerne. Som Novos kvartal viser, kan selv et regnskab, der slår forventningerne og hæver forventningerne, dog alligevel blive straffet, hvis investorerne mener, at historien bag tallene er svagere, end overskriften antyder.

6a746e5616ed9d8a728c94cc