Min forlovede vil lægge vores økonomi sammen – men jeg stoler ikke på hans pengevaner

Pengedilemma er serien, hvor dykker vi ned i et ægte dilemma fra et af vores medlemmer – et af dem, mange af os kender alt for godt, men sjældent siger højt.

I hver historie giver en af vores medstiftere sit perspektiv – sine ærlige refleksioner og bedste råd til, hvordan man kan navigere gennem dilemmaet.

For penge handler sjældent kun om tal.

Det handler om, hvad vi værdsætter, hvad vi accepterer, og hvad vi er blevet opdraget til at tro er normalt.

Dilemmaet:

Jeg skal giftes til foråret, og ærligt talt er jeg virkelig taknemmelig.

Han er sjov, varm og den person, jeg gerne vil bygge et liv med. Men indimellem gør han noget, der giver mig et lille sug i maven.

Som for nogle måneder siden, hvor han forudbestilte den nye iPhone 17 på lanceringsdagen – selvom hans nuværende telefon fungerer perfekt, og ingen af os ligefrem svømmer i penge.

Det var ikke planlagt, ikke snakket om. Bare en impulsiv “lige noget jeg havde lyst”-beslutning.

Det virker måske som en ubetydelig ting, men det bekymrer mig alligevel.

Han har altid været sådan - spontan på en måde, der næsten virker barnlig, når det gælder penge. Ikke egoistisk, bare… ubetænksom.

Han glemmer nogle gange, at han har købt noget, og opdager det, når pengene bliver trukket.

Jeg er helt modsat. Jeg tracker alt, jeg sparer op, jeg planlægger, og jeg har brug for at vide, at der er en buffer, hvis noget går galt.

Nu hvor vi skal giftes, vil han have, at vi lægger det hele sammen.

Fælles konto, fælles kort, hele pakken.

Han siger, at det er sådan “rigtige par” gør, og at det vil få os til at føle os som et team.

Jeg forstår tanken, men i praksis skræmmer det mig. Jeg vil ikke ind i et ægteskab med frygten for overtræk og impulskøb hængende over mig.

Han kommer fra en velhavende familie, så hvis noget går galt, får han hjælp.

Det gør de allerede. Hans forældre betaler for brylluppet, som helt ærligt er mit drømmebryllup.

Det er gavmildt og kærligt, og jeg er oprigtigt taknemmelig.

Men en del af mig føler mig også skyldig, som om jeg skylder ham økonomisk tillid til gengæld.

Som om det mindste, jeg kan gøre, er at møde ham på halvvejen og lade være med at virke så “kontrollerende”.

Og så er der den anden ting – ikke noget han skjuler, men noget han kun nævner i forbifarten.

Ud fra det, han har sagt, tror jeg, at han gamblede i starten af tyverne. Han siger, det aldrig var alvorligt, og at han ikke gør det længere, og det tror jeg på. Men det ligger alligevel i baghovedet. Ikke fordi jeg tror, han falder i igen, men fordi det minder mig om, hvor forskelligt vi forstår risiko.

Nogle gange får jeg dårlig samvittighed over bare at have de her tanker.

Han er god, han er gavmild, og jeg ved, han elsker mig.

Men kærlighed gør os ikke automatisk økonomisk kompatible.

Så nu sidder jeg fast i spørgsmålet: Er jeg smålig og uromantisk, fordi jeg gerne vil holde vores økonomier adskilt – eller ville det være uansvarligt at lade være?

Hvordan balancerer man tillid og selvbeskyttelse, når den ene aldrig har skulle bekymre sig om penge – og den anden altid har?

Camilla’s svar

Det, du beskriver, er noget rigtig mange kvinder føler, men sjældent siger højt. Spændet mellem kærlighed og økonomisk beskyttelse.

Du er ikke kold eller uromantisk. Du er opmærksom.

Noget af det vigtigste her er, at din forlovede altid har haft et sikkerhedsnet. Det præger måden, han bevæger sig i verden på. Han kan tillade sig at være spontan, fordi nogen altid har været der til at gribe ham.

Du, derimod, har bygget din tryghed step by step over tid.

Når det er sådan, er penge ikke bare penge – det er ro i maven. Og det kan være svært at dele den ro med en, der aldrig har skullet kæmpe sig til den.

Jeg lægger også mærke til din skyldfølelse.

At du føler, du skylder noget – for brylluppet, for hans gavmildhed, for hans families privilegier. Men gavmildhed kræver ikke, at du opgiver din økonomiske selvstændighed.

Du skylder ham ikke din økonomi, bare fordi han (eller hans forældre) giver dig noget smukt.

Taknemmelighed og selvstændighed kan fungere sammen. Faktisk bør det være sådan.

iPhone-historien virker måske banal, men den er symbolsk.

Den handler om prioriteringer, planlægning og jeres forskellige forhold til “nok”. Det betyder ikke, at han er dårlig med penge – det betyder, at han ser penge som luft, og du ser dem som ilt. I begge har brug for det, men I oplever betydningen forskelligt.

Mit råd vil være, at I holder jeres økonomi adskilt, i hvert fald for nu.

Og det er ikke mistillid, det er omtanke.

I kan altid lægge økonomien sammen senere, men det er langt sværere at rulle tilbage, hvis det ikke fungerer.

Hvis I vil gøre noget fælles, kan I oprette en husholdningskonto til de faste udgifter – men behold din opsparing i dit eget navn.

Og angående gambling, så lyt til din mavefornemmelse.

Selv hvis det er fortid, er det fair nok, at det gør dig ekstra opmærksom.

Du behøver ikke straffe ham for det, men du behøver heller ikke ignorere, hvad det vækker i dig.

Du er ikke “for meget”.

Du ser bare klart, at kærlighed fungerer bedst, når begge har ligevægt.

Og økonomisk selvstændighed er en af de stærkeste former for selvrespekt, der findes.